Indefra (arkiv)

Hverdagsdrama

Dagens historie er en sand en af slagsen. Den er virkelig, og midt i dramaet står virkelige mennesker. Det gør bestemt ikke historien dårligere, men dagens historie er simpelt hen socialrealisme på et ganske almindeligt hverdagsplan.

Måske er det en fejl at kalde det for en historie. For den er sand. Så måske er det faktisk mere en oplevelse og en af de ting, som hverdagen viser en - men her kommer den: Nede i “min” brugs (jeg kalder det brugsen for dog lige at sløre en lille smule identitet) sidder der en helt vildt sød dame ved kassen.

Hun er vist midt i 30′erne og er altid sød og smilende, selv om nogle af Østerbrodamerne er nogle være rappenskralder, og hun har i hvert fald dagligt overskud. Jeg vælger altid den kasse, som hun sidder ved, faktisk. Nå, men de har en ganske bestemt slags sutter i den brugs, så selv om budgettet hos os ganske ofte mest rækker til Netto, har jeg, siden Elias blev født for et par år siden, tit stået i hendes kø og ganske tit med en barnevogn.

Derfor taler vi om børn. Om Elias, om hvor stor og lækker han er, om søvnløse nætter og om mad, bleer og skumservietter på tilbud. Og fordi hun gider, har jeg også indimellem spurgt til hendes liv. Det viser sig, at hun har en datter på fem år, som hun bor alene med. Det er for så vidt ikke noget problem, siger hun, og hun kan også få det til at hænge sammen med lidt hjælp.

Jeg mener; butiksansattes arbejdstider er jo ikke de fedeste i verden, og som eneforsørger kan jeg nærmest ikke regne ud, hvordan man får det puslespil til at hænge sammen. For et par uger siden stod jeg igen i køen og ventede på, at det blev min tur. Vi hilste på hinanden, og jeg kunne se, at hun så træt ud. Jeg spurgte, hvordan det gik. Hun sagde, at hun var træt, og hun fortalte så, at hendes datter havde haft skoldkopper! I 14 dage!! Det betyder for en eneforsøger, at hun ender med at bruge ni dage af sin ferie på at passe sit syge barn, fordi arbejdsmarkedet simpelt hen ikke er gearet til eneforsørgere uden et enormt netværk.

Jeg blev simpelt hen så chokeret. For hvordan kan vi være det bekendt? Det vil altså sige, at den almindelige kassedame ikke har råd til eller mulighed for at holde den sommerferie, som hun havde regnet med, fordi hendes datter får en almindelig børnesygdom? Jeg vidste simpelt hen ikke, hvad jeg skulle sige til hende, men fik mumlet noget med, at det var jeg ked af at høre, og at jeg var glad for, at hendes datter havde fået det godt igen.

I samme brugs stod der den uge en stribe sladderblade lige ved kassen. På forsiden af dem alle var der en dansk prinsesse med rubrikker, der handlede om tid med børnene og det travle, travle liv, som man som prinsesse må leve. For der er både internationale fester, events og pressefremstød, der skal plejes. Og de skal også hjælpe dansk eksport af ditten og datten, og ja, det er sikkert mægtig hårdt også at være protektor og sådan noget.

Så ja, det kan da godt være, at de har travlt, de der prinsesser, men de har trods alt en stor familie. Og en mand og en barnepige pr. barn, en chauffør, en kok, og jeg tvivler på, at der mangler hjælp til hverken den tunge eller den lette rengøring. Mon ikke også, at de har en til at komme og hjælpe med vasketøjet?

Jeg tvivler på, at det er svigermor, der kommer og giver et nap med, men nogen kommer helt sikkert. Nå, men foran disse blade sidder kassedamen og kan så passende tænke over, hvordan hun får sit liv til at hænge sammen. Men tilbage til det med arbejdsmarkedet, for mens jeg lagde Elias i seng, tænkte jeg over, hvordan det lige er, at vi skal få det hele til at hænge sammen uden familie og uden hjælp. Det kan man jo nærmest ikke.

Gennem dette hverdagsdrama fik jeg et lillebittebitte indblik i, hvad der helt sikkert sker i tusinder af hjem hver dag, selv om den slags historier jo sjældent når forsiderne, men det burde de måske. I hvert fald er der nok desværre mange flere, der kan sætte sig ind i, hvordan man må jonglere med feriedage som enlig forsøger, end folk, der kan sætte sig ind i, hvor stressende det er at være prinsesse. Det vil altså sige, at den almindelige kassedame ikke har råd til eller mulighed for at holde den sommerferie, som hun havde regnet med, fordi hendes datter får en almindelig børnesygdom? “