Indefra (arkiv)

72 inden i og vinterblå udenpå

Der har sneget sig en ny slags vemod ind i mit liv. Måske er det fordi vinteren allerede har varet ti tusind år, og måske er det fordi min mor snart har været væk i fem. Måske er det fordi Elias vokse så hurtigt, eller fordi foråret er så uendeligt langt væk. Måske er det bare fordi jeg trænger til flere stearinlys, flere tæpper, flere kopper varm kakao og flere juleaftener. Men Jeg er blå. Rigtigt vinterblå. Det rammer især når det er ved at blive aften, når eftermiddagen som i forvejen er så kort, slutter og det lige om lidt er nat. Dagene går for hurtigt på denne tid af året, og med dagene går ugerne og månederne, og lige om lidt er jeg 72 og ser tilbage på alle de ferier jeg ikke fik holdt og alle de eftermiddage der gik for hurtigt.

Nej, nej, jeg er ikke ude på at ødelægge din morgenkaffe som du sidder her med avisen oppe og alle parader nede og tror at nu skal vi rigtigt hygge os sammen. Det er slet ikke sådan det er – det er bare mere noget med at der er noget, der er gået op for mig, nemlig at det hele simpelthen går så stærkt. Jeg har helt ærligt svært ved at forstå at jeg ikke er 18 mere, at jeg allerede har kendt min mand i det meste af 8 år, at min veninde Anja og jeg har kendt hinanden i  – hold nu fast – 17 (SYTTEN!) år. Jeg har svært ved at acceptere at jeg nok ikke kan prale af at være en af de unge mere, når jeg nu indvendig stadig føler mig som en teenager, og jeg har helt ærligt svært ved at forstå hvordan det allerede kan være næste år, nu.

Noget af mit vemod skyldes nok at jeg netop har pakket min kuffert. Den allerstørste jeg har, og har sat mig i et tog. Alene. Uden Johan og uden Elias. Jeg skal nemlig på arbejde. I Jylland. I fem døgn skal jeg være voksen uden at være mor og uden at lave aftensmad, skifte bleer og sætte en kogevask over. Det er lang tid siden jeg sidst har prøvet det. Jeg er heller ikke chef på tur og skal have en medarbejder med, eller veninde på ferie og have en veninde med under armen. Nej, jeg er bare mig. Jeg skal være helt alene sammen med mennesker jeg ikke kender i fem dage. Jeg har møder og alt muligt andet godt jeg skal, men det er rent og skært arbejde. Og nu er det ved at blive eftermiddag og Danmark stryger forbi mig udenfor togets vinduer, og vi er ikke engang forsinket og jeg har intet at brokke mig over. Jeg er halvanden time hjemmefra og savner allerede min familie så meget at jeg slet ikke kan forstå det. Dagens ret i ic3toget er simpelthen vemod med savn på, og lige et drys eftermiddag til, og det er her det bliver svært: For når det hele går så hurtigt, hvorfor er det så man ind i mellem løber så hurtigt man kan den anden vej? Hvorfor sidder jeg ikke bare hjemme og kigger på Elias? Et af svarene er, at det har jeg ikke råd til. Et andet er, at det har jeg ikke tålmodighed til, og så skal det vist heller ikke glemmes at man ikke sidder stille og kigger på Elias, men at man styrter rundt efter ham, og prøver at følge med. Og det er her vemodet kommer ind: For det er svært at være to steder på en gang: Det er svært at være lige her og skulle på arbejde med noget jeg er så heldig at brænde for, mens tankerne og hjertet banker videre et andet sted. Jeg er ikke en gang ankommet til min destination og allerede længes jeg hjem; ikke underligt at jeg er blå i dag midt i det vinterhvide Danmark. Jeg er heldig. Og jeg ved det. For det, mit vemod kommer af er det voksenliv jeg har fået lov til at leve, og det sted tiden bliver af og løber hen til uden mig, er faktisk lige præcis det sted det skal. Det kan være svært at huske det, og svært at give sig selv lov til at nyde det, men noget af det sværeste i verden det er faktisk at bremse op og være glad for at være lige her, lige nu. At sidde lige her og længes hjem, er måske mit livs største succes. Jeg har nemlig noget og nogen jeg kan og tør længes imod, noget jeg savner så meget, at det kan få mig til at putte en figenstang i lommen på vej ud ad døren selvom jeg ikke skal have en fedtet to-årshånd med i min ene hånd og den enorme røde kuffert i den anden. Den vinterblå vemodighed er en lille pris at betale for hele den store lykke og jeg ved det godt. At rejse er at leve, men at komme hjem er at ånde lettet op, og det må være et mål i sig selv at huske at puste ud inden man er 72, og ser tilbage.