Indefra (arkiv)

Kalenderfacist

Ind i mellem går det op for mig, at jeg hverken er den hurtigste hund på banen eller den skarpeste kniv i skuffen. Og så bliver jeg ærligt talt lidt utilfreds. Med mig selv.

Det forholder sig nemlig sådan, at jeg har været stresset i den seneste tid. Sådan noget hvor hjertet sidder i halsen, søvnen bliver en svær ven, og overskuddet ryger så langt ud i verdensrummet, at jeg ærligt talt igen og igen har tvivlet på om det nogensinde kom tilbage til mig igen, eller om det bare ville rejse længere og længere væk fra mig, mens jeg sad tilbage med underskuddet og de hævede øjne.

Som en del af alt det med at få bare lidt overskud tilbage i min tilværelse prøver jeg noget med at tage mindre ansvar. Det kan du faktisk også oversætte ganske direkte til: Jeg prøver at være mindre bestemmer-agtig, for det er som om der er faret en kalender-diktator i mig, og som om at den er eksploderet til tidobbelte proportioner, efter jeg er blevet mor. Kalender-dikatatoren kan især findes i sætninger, der hopper ud af maven, hen ad tungen og ud mod min mand, inden jeg overhovedet kan nå at holde fat i anklerne på de rent ud sagt møg-irriterende sætninger, jeg ikke har ønsket mig.

Med andre ord: Jeg har været stresset og sagt de mest absurde ting. Jeg mener, jeg er gift med en klog, voksen, empatisk og intelligent mand, som både kan koge et æg, sætte kaffe over, gøre rent, betale regninger og titusind andre basale voksen-ting, men alligevel kan følgende slippe ud af min mund:

”Husk nu at tage en bolle med, hvis Elias bliver sulten til rytmik.”

”Husk nu at pakke sutter.”

”Husk at købe bleer – lige om lidt er der kun en pakke tilbage!” og dagen efter:

”Husk at købe bleer – lige om lidt er der kun en pakke tilbage!” og dagen efter

”Husk at købe bleer – lige om lidt er der kun en pakke tilbage!”

“Husk at ringe tilbage til din mor.”

“Har du ringet tilbage til din mor?”

Og så er der de meget lange komplicerede udredninger om ting, der er så minimale, at jeg nærmest ikke kan holde ud,, at jeg tilsyneladende helt af mig selv er blevet sådan en kvinde, der holder øje. Sådan en, der bare VED hvor mange kiks, der er tilbage, om vi mangler affaldsposer, og om der er nogen i hele den vidt forgrenede storfamilie, som mangler noget, er kede af noget, eller som vi på en eller anden måde burde tage et eller andet absurd ansvar for.

Jeg forstår det ikke. Jeg forstår mig ikke. Det er jo simpelthen blæst fuldstændigt ud af alle proportioner, og hvis jeg sådan skal gå rundt og tage ansvar for hele verden, er det jo ikke mærkeligt, at jeg har svært ved at finde roen, overskuddet og smilet frem.

Men det mest absurde er, har jeg fundet ud af, jeg er ikke alene: Vi er hundredetusinder af kvinder, der begærligt rager ansvar og ligegyldigt overblik til os, uden at skele til, om det gør nogen som helst form for forskel for noget menneske. Man kan åbne et hvilket som helst dameblad og møde os, eller man kan ringe til sine veninder, sine søstre og til alle de damer, der har fået børn. Vi er blevet vanvittige. Vi har skruer, der rasler rundt, og vi har så travlt med at minde andre om at huske at skolde sutterne, at vi ikke en gang har tid til at bukke os ned for at tælle, hvor mange skruer det lige var, vi tabte.

For det er jo ikke sådan, at min mand for eksempel ikke vil kunne løse problemet, hvis den utænkelige katastrofe sker, og vi løber tør for bleer, og nej, det er heller ikke sådan, at min mand for eksempel aldrig hører fra sin mor igen, hvis han ikke ringer tilbage. Men hvorfor ender det så på min tallerken?

Fordi jeg har raget det til mig. Fordi jeg er så forhippet på at alt skal køre smertefrit og at hverdagen bare skal glide i al den pokkers økologiske smør, jeg minder min mand om at huske at købe, at jeg glemmer at se op fra kalender-diktaturet i to sekunder, trække vejret, tage en øl og lade andre om at ringe tilbage til deres mødre. Det er jo faktisk slet ikke så mærkeligt, hvis jeg bliver stresset ind i mellem.