Indefra (arkiv)

Man har et standpunkt…

Jeg hørte engang hele Danmarks mest fantastiske Bedstemor med knald på, Suzanne Bjerrehuus, udtale sig i p3´s hitudsendelse Mads og Monopolet at rigtige mænd havde evnen og viljen til at køre deres damer fra a til b. I bil vel at mærke. Ikke på knallert, ladcykel eller skateboard eller noget andet neohipt eksotisk. Nej Suzanne vil køres i noget med fire hjul, og jeg er faktisk ved at være helt enig med hende. Og det er nyt. Meget, meget nyt. For i vores lille familie, har vi indtil nu været sådan nogle lykkeligt kørekort-frie typer. Jeg havde faktisk aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig at det skulle ske:
Jeg er 33 lige om lidt. Min mand er 30. Jeg flyttede fra Odense to sekunder efter jeg var blevet 18 og nåede aldrig at få sparet sammen til det kørekort, og hvis jeg havde taget et, havde det nok også været fuldstændigt visnet og ubrugeligt efter et par år, for jeg ville slet ikke have haft nogen jeg kunne låne noget at køre i af, og SU-en rakte trods alt ikke til at investere i den slags luksus. Men selv da jeg blev 25 og mine forældre pakkede huset på Bartholinsvænget i 5200 Odense sammen og flyttede til København ville jeg nok aldrig være kommet tæt nok på familie-fiat-en til at jeg ville kunne nå rettet. Så jeg har altid været bil-løs. Det har naturligvis haft sine irritationsmomenter: I snevejr, i storm, i solskin og i regn er vi cyklet rundt i Dronningens (og Prinsgemalens, for ham MÅ man ikke glemme) København med et barn spændt fast til cykel. Vi har takket nej til udflugter, der går til steder, hvor man skal have bil for at komme til og fra, og vi ender altid som de taknemmelig overtakkende med-kørere der må tigge og bede om lift. På en eller anden måde er det at kunne køre en bil et skridt på vej til at blive sådan rigtig voksen. Altså som i voksen på den måde, hvor man skylder rigtigt mange penge til kreditforeningen, synes at klokken 8 er sent at stå op i weekenden, og pludseligt ser store kvaliteter ved Silvan. Der ligger på alle niveauer et eller andet fundamentalt vigtigt og meget modent i at være selvhjulpen – og ja – selvkørende. Og nu er det så sket i vores husholdning også. Min mand har taget kørekort. Hurtigt. Han har bestået begge prøver i første forsøg og er nu den lykkelige indehaver af et stykke papir, hvorpå der står at han faktisk er i stand til at køre bil.

Så jeg er glad, og det ville Suzanne Bjerrehuus også være hvis hun så hvor godt en bil klæder ham, og jeg kan – når nogen er søde og lader os komme i nærheden af deres biler – lade mig fragte fra a til b, uden at skulle cykle i regn og storm. Jeg elsker det. Men - for der er et men, hvad nu med Co2-en? Og miljøet? Vi har hidtil været sådan nogle grønne dsb-typer, der kun tog med offentlig transport, ikke svinede unødigt og helt sikkert ikke bidrog til verdens undergang ved at være bilsvin, der bare sidder og hepper på flere motorveje der kan pløje os i vores små personbiler gennem fredet natur. Nej, vi var de ordentlige mennesker, der tålmodigt trampede i pedalerne, eller holdt stille sammen med alle de andre passagerer, der ligesom mig var en halv arbejdsdag forsinket fra København til Vejle på grund af noget med slidte spor. Vi var engang på hold med De Gode i Al Gore´s univers, og kunne da sagtens undvære egne fire hjul, for hvem kan egentligt ikke det? Lige indtil sidste uge. Johan bestod køreprøven og fire sekunder efter begynder vi at fantasere om en bil, som kan køre Elias i vuggestue på en regnvejrsdag, mig i Ikea efter servietter og opvaskebørster og alle de andre ting man åbenbart bedst køber der; vi drømmer om en bil som kan køre os ud mod fjerne horisonter, mod lånte sommerhuse og solskinsdage på strande, der ellers ikke er tilgængelige. Jeg drømmer pludseligt om bilferier, selvom det var barndommens absolut mindst elskede ferieform, og jeg oplever mig selv spekulere i privatbilisme. For en ting er at blive rigtig voksen og selvkørende, noget andet er at opdage, at hvis man kan slippe for at tage den besværlige vej på cyklen, med dsb og med alle de andre, så vil jeg da sådan set også gerne det. Det er ikke særligt socialt og venligt, og måske er det noget af det værste ved at være selvkørende – at man rent faktisk bliver det.