Indefra (arkiv)

Spænd ben for englen!

Jeg er voksen. Jeg er voksen på den måde, at det forventes at jeg leverer et fast håndtryk og ser andre mennesker direkte ind i øjnene, når jeg møder dem for første gang. Ja, og også for tiende, femtende og otte-og-tyvende gang. Sådan er det bare. Det er god opførsel. Når man står til en fest, eller en reception eller bare blandt en masse mennesker, man møder for første gang, forventes det af mig og af alle andre voksne at man er god til at introducere sig selv for hinanden. At man lytter, spørger og lige tager sig sammen til at være ordentligt nærværende. Rigtigt mange af os, har rigtigt svært ved det. Jeg har siddet til middage – også i min egen stue – hvor samtalerne på en eller anden måde ikke rigtigt flød. Hvor nye mennesker ikke rigtigt orkede at møde andre nye mennesker, og hvor man på en eller anden måde hele tiden havde fornemmelsen af at der vandrede engleskarer gennem stuerne, kort sagt: Hvor det bare ikke rigtigt gled. På en eller anden måde, er det noget vi bare accepterer, fordi man jo skal have plads til at være sig selv, ikke lave om på noget, og så må andre jo gøre det samme. Jeg har tit fornemmelsen af, at vi hver især synes at alle de andre selv har ansvaret for om de hygger sig.

Nu har jeg lært noget nyt. Jeg har nemlig lige været til bryllup i det fjerne, eksotiske Indien, hvor nogle af mine meget kære venners ældste datter skulle giftes. Det var efter indisk skala et lille bryllup. Et meget lille bryllup. Kun ca fem fester og kun mellem 100 og 250 gæster til hver fest. Altså: Et næsten pinligt lillebitte sølle bryllup. Familien havde nemlig bestemt sig for at holde brylluppet småt og intimt, så – hold nu fast – alle kunne nå at tale med hinanden! Det var nemlig vigtigt for familien og det unge par, at de mange tilrejsende gæster kunne nå at blive præsenteret for hinanden, få talt sammen, og føle sig helt og holdent velkomne. Og det gjorde vi også. Min mand, min søster, min svoger og jeg udgjorde den danske delegation. Fra hele Indien kom familiemedlemmer, og fra England, Sydafrika og USA kom mange mennesker også rejsende. Allerede til den første fest oplevede jeg, hvordan mine mingle-teknikker overhovedet ikke står mål med, hvad der regnes for god opførsel andre steder. Man holder sig nemlig ikke tilbage. Hen over den første drink blev der spurgt, pjattet og talt seriøst om store, vigtige emner, og folk bevægede sig ubesværede ind og ud af samtaler og af grupper af andre mennesker. Forskellen på danske og indiske tilstande er nemlig at man inviterer. En cirkel af mennesker lukker sig ikke om hinanden, som de står der med cocktails i hånden og det fineste tøj på, men lukker sig automatisk op og lukker udefrakommende ind. På den måde oplevede jeg at stå til et bryllup klokken 23 en torsdag aften i New Delhi, mange tusinde kilometer væk hjemmefra, med en virkelig stærkt gin/tonic i hånden mens det stille og roligt dæmrede for mig at det unge par jeg stod og talte med, havde præcis de samme udfordringer på deres side af jorden, som jeg oplever her. Godt nok havde han overtaget familiefirmaet, og godt nok var de så velstillede at hans kone ikke helt behøvede at arbejde, men dilemmaerne var stadig de samme for dem, som for alle andre par i min generation, som prøver at få familie, arbejde og fremtid til at hænge sammen: Hvor meget skal man egentligt arbejde? Hvor mange børn ville man ønske man skulle have og med hvor mange år i mellem? Hvor meget skal faderen deltagere, og hvor meget vil moderen lade ham komme til? Hvor meget bestemmer den ene og den anden svigermor når det kommer til børneopdragelse, og hvorfor venter svigerfar altid på at kunne spille fodbold med det nyfødte barnebarn før han interesserer sig? Hvor tit skal man sige ja tak til en familiemiddag? Og mere kulturspecifikt og halvfjollet: Hvor fuld må man så være til den familiemiddag, og er det ham eller hende, der sætter grænsen? Mens vi stod der og blev enige om, hvordan vores generation om 30 år bliver lagt for had af vores børn fordi vi overøser dem med for megen opmærksomhed, gik det op for mig, at der er meget kortere mellem den ene ende af verden og den anden, end jeg havde troet. Det gik også op for mig, at jeg skal øve mig i at lukke op, i at pakke den gode danske opdragelse lidt væk, og at det nogle gange afskærer en ganske kraftigt fra nye oplevelser, hvis man glemmer at spænde ben for de engle, der til hver en tid går gennem stuerne, når man møder nye mennesker.