Indefra (arkiv)

Ctrl - alt - delete

Ind i mellem rammes de fleste af os af lysten til at kunne slette minder, oplevelser og indtryk fra vores egne personlige harddiske. Nogle ting, er simpelthen ikke værd at huske på, og andre ting, er med tiden og set i lyset af det menneske, man med årene er blevet rent ud sagt så skammeligt pinlige, at man (jeg) rødmer hver gang jeg kommer i tanke om det. Der er ting, jeg ville ønske jeg bare kunne slette fra min indre noget så velsmurte huskemaskine… For eksempel dengang jeg gik frontalt ind i et spejl og sagde undskyld til det. Midt i myldretiden. I julehandlen. I en absolut meget befærdet butik. Eller de mindre sjove ting: Når jeg i arrigskab er kommet til at råbe for højt og har såret nogen. Typisk min mand. Eller når jeg lige bliver lidt for skarp, og bare glemmer at tage hensyn. Den slags ting. Og visse branderter ville jeg også gerne kunne slette, nu vi er ved det. Og så er der alle de ting, som man ville ønske andre mennesker, ikke vidste om én. Eller de frisurer man har haft gennem tiden, som det virkeligt ville være noget så dejligt, hvis andre kunne slette fra det bånd, der åbenbart nådesløst husker alt det allermest pinlige og glemmer alle de succeser, der er værd at huske. Og bedre er det bestemt ikke blevet med alle de nye såkaldt sociale medier – for hvis der er noget, der husker, hvad der burde glemmes, forkastes, begraves og slettes, så er det det forbandede internet. Det husker alt. Selvom du nemlig har slettet noget, er det de fleste nørder forundt med tre klik og en smule hexerei lige at hente din og min skumle fortid frem fra dybet af Facebooks historie.

En del af mit arbejde handler om, hvordan man arbejder med de sociale medier. Når jeg holder foredrag om den slags, er der uden skyggen af tvivl altid en, der rejser sig op, og spørger hvordan man får sine bikinibilleder ned fra det der Facebook igen. Det gør man  ikke, plejer jeg at svare, mens jeg tænker efter om jeg mon selv har et eller andet rædselsfuldt liggende derude fra dengang man troede at Facebook var en dille, der ville gå hurtigt over. Men nej, hvad der ligger derude i sumpen af html-koder tilhører nu verdens samlede hukommelse, og du har ikke en chance for for evigt at fjerne noget 110%. Troede jeg. Men igen har det vist sig at jeg har taget fejl, og igen, er der noget jeg gerne vil have slettet. Alle de gange, jeg har stået og stampet i gulvet til foredrag og tigget tilhørerne om at lade være med at smide nøgenbilleder af sig selv og andre ud i cyberspace (for det er åbenbart det man(d) gør ligeså snart en ny teknologi åbenbarer sig: Bruger den til noget der rimer på porno). Men nu er der håb for alle dem, der gerne vil have flere ting slettet fra nettet, nyt håb for dem, der mens de stadig havde råd var så venstreorienterede at de demonstrerede mod hvalfangst og nu bare gerne vil have det billede af sig selv i en gummibåd på et oprørt hav fjernet fra de evige arkiver så de kan søge job hos en japansk sushikæde med speciale i hvalfedt? Virksomheder med prægnante navne som ReputationDefender.com (Rygte-forsvarer) skyder nemlig op, og tilbyder at rense din fortid for pornofilm, grillfester, bandemedlemskaber og politiske engagementer, du ret gerne vil af med nu. De har simpelthen ansat specialister, som med nogle komplicerede greb og snit, med kirourgisk præcision kan gå ind og rense internettet fra alt det, du helst ikke vil mindes om, og som du her i finanskrisetiden ikke lige synes din kommende arbejdsgiver behøver at vælge dig fra på grundlag af. Men nej; at slette noget fra internettet er på ingen måde det samme som at slippe af med erindringen om verdens pinligste første (og dermed sidste) date. Et minde, jeg altid kan hive frem, hvis det hele skulle blive for hyggeligt. Han viste mig nemlig et billede af sin mor og sagde at jeg lignede hende. Lidt.