Indefra (arkiv)

Rigtige mænd får rigtige drenge…

Jeg åbner avisen, og hvad ser jeg? Englands premierminister, David Cameron (ej at forveksle med Hollywood-instruktøren James Cameron, selvom det jo kan smutte for de fleste …), er på vej på barsel!

Så måske passer det virkeligt, måske er mændene overalt i Europa på vej ud af busken og i gang med deres egen ligestillingskamp, så kvinderne ikke behøver at tvinge deres mænd på barsel mere? Måske er tendenserne faktisk ikke mere kun tendenser, men også nye handlemåder?

David Cameron er nyvalgt efter en hård valgkamp, har tre børn i forvejen, hvoraf han og hans kone tragisk har mistet deres ældste, og nu er han så blevet far for fjerde gang. Til en lillebitte, lidt for tidligt født pige, som et pressefoto viste ham kærligt næsenussende med. Jeg er solgt. Ikke bare, fordi jeg er en hund efter ømme babybilleder, men fordi David Cameron er ved at flytte ind på min liste over Verdens Mest Sexede Mænd. Han er der ikke endnu, men han arbejder altså på det. Han tør nemlig træffe et valg, som ikke er gratis.

For det koster noget, når en mand i et konservativt samfund som det britiske vælger at gå på barsel. Mon ikke hans valg kan anspore nogle britiske mænd til at bruge de 14 dage, de nu faktisk har ret til at tage, frem for at være hjemme et par timer i anledning af fødslen? Endnu et tegn på, at tendensen er ved at blive mejslet i sten, er, at mændene omkring de 30 også vil være fædre, og bare det at få barnet er ikke længere nok.

De vil også lære det at kende, det lille nye menneske. Og her bliver det rigtigt spændende - for lige om lidt kan det være, at mødrene skal til at dele deres barsel med mændene; noget, som rigtigt mange kvinder faktisk ikke ønsker sig. De vil have alle de måneder, de kan, for sig selv. Her er det så, at ligestillingsvippen flipper begge veje - for selvom det ikke er gratis, selvom det river og flår i brystet, så skal vi kvinder simpelthen dele den barsel. Punktum. Udråbstegn. Færdig. Slut. Basta.

Journalisten Dennis Christiansen har skrevet en bog om det - om tre måneder med sin lille søn - og slår fast, at nok er det tænderskærende kedeligt at sidde med ungen ni ud af ti timer, men han ville ikke undvære det for noget. For han vil nemlig også være far. Så ja, vindene blæser, og vi ser nye tider i øjnene. Troede jeg.

Lige indtil jeg i går hørte følgende historie: En mand bliver far for første gang for en måneds tid siden. Til en lille datter, som kom til verden og var så perfekt, som hun skulle være. Stolt fortalte han det på sit arbejde - en stor international koncern, komplet med værdigrundlag, etiske regler etc., etc. - og blev af sine kollegaer bedt om at tage kvajebajere med. Hvorfor det?, spurgte han uden at forstå en daddel af, hvad de talte om. Det blev jo kun en pige, var svaret fra den storgrinende kollega.

Sætningen “Kun en pige” er blevet kanoniseret af en af danskernes yndlingsforfatterinder, nemlig Lise Nørgaard, men den lever desværre stadigvæk, selvom hun brugte den til at beskrive en episode i det sidste årtusind med. Og ikke nok med det: Et par dage efter, jeg fik den første historie genfortalt, står jeg til en barnedåb, hvor jeg bliver gjort opmærksom på, at dåbsbarnet var en guldmedalje. For han er jo en dreng. En pige, ja, hun er kun en sølvmedalje, får jeg forklaret.

Men jeg er jo mor til en søn, så jeg har intet at være urolig for. Desuden forklarer min tålmodige medgæst mig: En rigtig mand får ikke døtre, han får sønner. Hmmm … Hvis det er sådan, man taler, er det vel også sådan, man tænker, og efter at have spurgt lidt til disse termer rundt omkring har jeg fået bekræftet, at det er sådan, mange mænd taler om deres børn. Så enten er det bare mig, der håber på de nye vinde, eller også er der tale om meget lokalt vejrskift.