It-bossen

Kan man få konferencecenter-kolik?

Professionelle mødedyr som undertegnede har længe brødfødt en hel industri i Danmark. Over hele landet ligger en række såkaldte konferencecentre, der er festfabrikker i weekenderne og huser møder for virksomheder og netværk på hverdagene. De fleste gange på denne opskrift: Ankomst, møde, frokost, møde, eftermiddagskage, møde, aftensmad, kaffe med en lille en, fadøl med rå latter og klap på skulderen. Næste morgen er der afgang. For nogle med risiko for promillekørsel.

I skrivende stund sidder jeg på et godt et af slagsen - Hotel Hesselet. Jeg har tidligere været der på samme tid som Ritt Bjerregaard og følge. På en måde borger det for stedets kvalitet, når tidligere ødsle personer finder stedet passabelt.

Alligevel overrasker det mig, hvor ens niveauet er på de forskellige konferencesteder. Det er altid høflige - men uvidende – unge mennesker, der serverer. Kokken laver næsten altid fransk inspireret lavbudgetsmad, der er stiliseret til kønsløshed. Og en kylling kaldes altid en unghane. Eneste variation over det tema er, om unghanen er fra Borhholm eller ej.

Prisen på Hesselet er i den høje ende: 2.100 kr pr person.

Tidligere på ugen var jeg på et mødested i den helt anden ende af skalaen: Gjerrild Vandrerhjem. Pris: 700 kr pr person.

Man kunne tro, at vi så fik hundeæde. Men nej: Det er meget længe siden, at jeg har fået så god mad, lavet med passion og respekt for gode, økologisk råvarer. Alt var hjemmelavet - næsten fra grunden. De to værter - Dorthe Lyk og Torben Leth Andersen – var et perfekt makkerpar, der sammen med resten af deres familie afviklede døgnet passion og hjertevarme.

Måske har jeg bare været for mange gange på konferencecentre. For jeg savnede absolut intet fra dem, da jeg var på vandrerhjemmet. Det skulle da lige være at sove alene. Men på den anden side: Det gav os noget helt andet at snakke om næste morgen.

Men hvad er din oplevelse af de mange konferencecentre?

Dorthe Lyk i køkkenet

Torben Leth Andersen i kontoret