

Den har nu været et år i vores hjem – et tidligt eksemplar af Apples tavle-pc iPad’en. Lige inden vulkansk aske lukkede luftrummet, kom mit eksemplar til Danmark, bestilt af gode venner fra USA. De mente, den måtte være noget for mig, da jeg havde skrevet så meget om, at nu kom eLæserne. Digitale dimser i A4-størrelse uden tastatur og med trykfølsom skærme.
I dag virker det helt naturligt, at et sådant stykke udstyr findes. Men sådan var det ikke dengang.
Nyhed eller ej: Det digitale legetøj blev hurtigt populært i vores hjem, uanset om brugerne er 88årige eller otteårige.
Ikke så meget som redskab til at læse bøger – som jeg fejlagtigt havde spået. I stedet er den blevet en naturlighed, når nogen i husstanden skal finde noget på nettet, tjekke mail, spille spil eller se fotos. Den hurtige starttid og nemme navigation har givet tavle-pc’en en fast plads på vores sofabord.
Der er en vigtig undtagelse fra reglen om, at den ikke har erstattet bøger: Den fungerer med sit flade design fint som kogebog i køkkenet. Vi har derfor efterhånden sjældent kogebøger med i køkkenet i dag.
Kort sagt bliver den brugt til alt det, jeg ikke havde forudset. Og de mest flittige brugere er mine børn og min kære livsledsager.
I en nyligt udkommet rapport fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole kaldes den sidste slags brugere en ”medfølgende hustru”. Kvinden, hvis mand har insisteret på at købe en iPad, men nu bruger tavle-pc’en lige så meget som manden. Mindst en time om dagen. Ud fra mine egne observationer kan jeg tilføje, at teenagebørn bruger den mindst lige så meget.
Det er ikke kun i vores hjem, at tavle-pc’en er flyttet ind. Ifølge IDC var der i 2010 50.000 tavle-pc’er i Danmark – selvom de først for alvor kom til salg i slutningen af året. I 2011 forventer IDC, at der vil være 400.000 tavle-pc’er i landet. Der er knapt 2.6 millioner husstande i Danmark, i følge Danmarks Statistik. Det betyder, a 15 % af de danske hjem har anskaffet sig en tavle-pc indenfor det første år, de har været til salg i Danmark.
Jeg kan ikke komme i tanker om andre stykker forbrugerelektronik, som har vundet indpas så hurtigt. Hvis eksperternes forudsigelser holder stik.
I mit hjem læser vi af naturlige grunde mange aviser. Mens vi har vænnet os til det nye ”familiemedlem”, har alverdens avishuse haft travlt med at udvikle udgaver af deres produkter til det nye stykke elektronik.
Der er blevet udviklet mange forskellige bud: Alt lige fra helt nye aviser som amerikanske The Daily, som er en avis alene udgivet til iPad’en, over tilpassede web-sider til digitale kopier af den daglige avis. Som den, Jyllands-Postens abonnenter kan have glæde af.
Spørgsmålet er, om de nye muligheder vil erstatte den trykte avis. Tager man mit hjem som rettesnor, er svaret nej.
Om morgenen læser jeg den trykte udgave af Jyllands-Posten, mens min hustru læser papirudgaven af Frederiksborg Amtsavis. Om eftermiddagen læser hun Ekstra Bladet på vores iPad, for det passer fint til en pause i sofaen. Jeg selv fortsætter med andre papiraviser om aftenen. Selvom de også er tilgængelige på tavle-pc’en. Det er kun, når jeg har fået lov til at tage iPad’en med på rejse, jeg bruger den til at læse aviser på.
I hverdagen giver en papiravis eller -magasin stadig den bedste læseoplevelse, synes jeg.
Min familie er ikke det eneste med disse læsevaner. Den føromtalte rapport fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole bekræfter tendensen. Det er overvende faglitteratur og arbejdsdokumenter, der læses på tavle-pc’erne.
Salgstallene på Apples markedsplads iTunes viser samme tendens: Selvom magasiner er meget flotte at læse på iPad’en, styrtdykker salget af disse, når den første interesse har lagt sig.
Et eksempel: Teknologimagasinet Wired udkom for første gang i en iPad-udgave i juni. Begejstringen var stor, da der blev solgt 100.000 digitale eksemplarer af magasinet. Selvom en skeptiker kunne have indført, at det var ikke meget på verdensplan for et magasin, hvis læsere måtte formodes at være meget teknologiske frontløbere. Hvad værre var: Efter få måneder faldt det globale salg til under 30.000, skrev Computerworld.
Den samme tendens gælder for næsten alle andre mediers digitale udgivelser: Efter en stor, indledende interesse, er antallet af betalende brugere decimeret. Det har ofte været svært at få dækket udviklingsomkostningerne, endsige omkostningerne ved at frembringe kvalitetsindholdet.
Den store produktudviklingsindsats passer altså dårligt sammen med de realiserede salgstal. Men indsatsen handler ikke om kortsigtede økonomiske gevinster: Målene er at øge de ydelser, de eksisterende kunder får, samt at eksperimentere med det nye medie for at se, hvilke muligheder det indeholder.
Og godt det samme: For hvis en digital udgave af avisen let kunne erstatte papiravisen, var nye og meget hårdere tider på vej for mediehusene: Når man sælger digitale produkter på Apples markedsplads, skal virksomheden have 30 % af salgssummen. Derudover skal der betales moms af produktet– modsat den trykte avis. Dermed er besparelser på tryk og distribution blevet ”spist” af Apple og Skat.
Samtidig forventer forbrugerne ofte, at digitale produkter er billigere end de fysiske. Men da besparelserne ved den digitale udgivelse er taget af andre, er der ingen rabat, som kan gives videre.
Derfor er det godt, at tavle-pc’erne i første omgang ikke fortrænger de trykte medier. Men lige så godt er det, at alverdens mediehusene fortsætter produktudviklingen. For på et tidspunkt kan det ske. Hvis den tekniske udvikling og udbredelsen af resultaterne fortsætter i det tempo, vi har set indtil nu.
Men hvordan er dine vaner? Er du begyndt at læse bøger, magasiner eller blade på en tavle-pc? Kom med en kommentar eller en stemme i boksen til højre.
Opdateret 2. maj: 59 % svarede “Nej” til spørgsmålet “Er du begyndt at læse bøger, magasiner eller aviser på en tavle-pc?”. Resten (41 %) svarede “Ja”.
Ang.: Derudover skal der betales moms af produktet – modsat den trykte avis.
Ja, den trykte avis er jom fritaget for moms!!! - det er jo en forskelsbehandling, som I, mediehuse. selv har ønsket - for dermed at kunne forsinke udviklingen fra papir til elektronisk medie på jeres område.
Det er naturligvis politikerne, der har vedtaget det, men de (særligt Venstre) tør åbenbart ikke andet - til trods for at skattekommisionen allerede for et par år siden foreslog at fjerne den momsfritagelse.
Hvad er din holdning til momsfritagelse for aviser, Per?
(beklager forgreningen af det oprindelige emne, men du nævner det jo selv som en differentiator mellem den trykte avis og avisen på fx en tablet
;-) )
Upassende ? Klag over indlæg
Hvis jeg kunne slippe for papirudgaven sagde jeg ja tak. JP i papir stryger i skraldespanden hver dag uden at jeg åbner den, det samme med min udgave af Børsen, selvom at der er tillæg som kun kommer i papirversion.
Det er faktisk kommet dertil at jeg kun går i postkassen for at fjerne affald (aviser og reklamer) og hente den post jeg alligevel havde glemt kom den vej.
Magasiner og bøger køber jeg kun hvis jeg kan få dem digitalt - tilgængeligheden er det afgørende, men også søgemuligheder og andet. JP har dog endnu ikke fattet at bruge IPAd’en endnu, det er jo kun en håbløs “scannet” udgave af avisen. Børsen er i det mindste begyndt at bruge nogle “få” af IPad’ens/Tablettens muligheder. Men selvom at JP ikke bruger IPad’ens muligheder vender jeg ikke tilbage til papir udgaven. Forsvinder den digitale version, forsvinder jeg også som abonnent, jeg har allerede vænnet mig til behageligheden ved den digitale.
Så jo, avisen i papir udgave forsvinder. Det samme gør magasiner og lign. Men det vil tage tid, ligesom det også tager tid for musik CD’en at forsvinde helt. Det drejer sig i hovedsagen ved vaner som holder folk til papirudgaven, og det er jo specielt ældre mennesker som hænger fast i vaner, undskyld Per
Upassende ? Klag over indlæg
Jeg nyder min JP på Ipad hver dag, køber 30 dages abonnement - er meget glad for at læse på den måde - især at undvære de stakke af papir som hober sig op. Miljømæssigt er jeg sikker på at det er en meget “grønnere” måde at læse avis på.
Samtidig er jeg helt stoppet med at købe nye papirbøger - det er dejligt nemt at have avisen, arbejdsdokumenter, bøger, mail og Internettet med alle steder - i en ultra bærbar udgave
Upassende ? Klag over indlæg
[...] time er kommet til mediebranchen – ihvertfald et lille hjørne af den: Tavlernes indtog erstatter ikke avisen, skriver Per Palmkvist Knudsen, it-direktør i JP/Politikens [...]
Upassende ? Klag over indlæg
@Svend Erik: Helt enig i HTML5 perspektivet. Men kender du nogle medier, som rent faktisk er lykkedes med en velfungerende udgave, som du beskriver (dvs: direkte i browseren fra et link?).
@Henrik Kjær og Susanne Ernst: Spændende at I er blevet helt svorne tilhængere af de digitale udgaver.
Upassende ? Klag over indlæg
I den rapport du linker til står der b.la. at 51% af de adspurgte læser avis på deres Ipad - så overskriften om at tavlernes indtog ikke erstatter avisen skal nok tages med et gran salt. Desuden skal det bemærkes (som rapporten også gør) at den yngste af de 10 interviewede er i 30′erne, og at en yngre målgruppe læser endnu mindre papiraviser og flere nyheder på nettet. Derudover vil jeg nok bemærke at du som mand i den rigtige alder med et job på et mediehus ikke er specielt repræsentativ for om folk holder avis eller ej - hvis ikke du gør hvem skulle så?
Et par interessante pointer som de fleste aviser overser:
- konkurrencen kommer ikke fra de andre aviser på nettet, men fra sociale medier og blogs. De analyser der bliver lavet for mediebranchen omhandler typisk de medier der har en fortid på print eller som kendte mediehuse lancerer på nettet. Du falder selv i fælden og nævner b.la. The Daily. Det som de fleste af disse analyser misser er at nyheder kan komme fra andre end mediehusene. Når jeg skal have min daglige portion af tech-nyheder kigger jeg forbi news.ycombinator.com (hvor jeg iøvrigt også er aktiv deltager), når jeg skal vide mere om situationen i mellemøsten kigger jeg på reddit.com, og når jeg skal se hvordan det politiske barometer står i Danmark kigger jeg ind forbi Jarl Cordua’s blog på jarlcordua.dk. Og så skimmer jeg selvfølgelig berlingske, JP og Politiken - men det er ikke der mit primære nyhedsfix kommer fra.
Kvaliteten er ikke nødvendigvis bedre hos de gamle medier. Mediehusene er i krise, og det ses på kvaliteten af den nyhedsstrøm de leverer. Jeg ser mange artikler der er skrevet direkte af fra Reuters, mange faktuelle småfejl, og mange artikler hvor det er tydeligt at journalisten ikke har haft tid til at researche artiklen ordentligt. På de sociale nyhedssites (såsom førnævnte reddit og ycombinator) bliver der linket til blogs skrevet af folk med dyb indsigt eller folk der befinder sig direkte i brændpunktet. De mere eller mindre smarte stemme og submission systemer gør at de gode blogindlæg kommer på forsiden og de mindre gode ikke gør.
Mediehusens ser ikke (eller vil ikke se) at det der sker er en strukturel ændring i mediebilledet, og ikke bare en flytning af læsere fra et medie til et andet. Mediehusene har i mange år levet i en virkelighed hvor de har haft et de fakto monopol (eller oligopol hvis vi skal være korrekte…) med tilhørende gode profitter. De har fået både reklameindtægter, statsstøtte og abonnementsindtægter. Med gode indtægter følger højt forbrug og meget spild, JP/politikens hus ligger f.eks. på en af de dyreste adresser i Danmark. De sociale nyhedssites og store blogs er ikke så bevendte, og har derfor en meget mindre organisation og når meget mere for det samme budget. Reddit.com har f.eks. flere læsere end New York Times, selvom de har mindre end ti ansatte i forhold til de tusindvis der er ansatte på New York Post. Mediehusene kigger desperat efter The Daily og Rupert Murdoch’s forsøg på at opsætte betalingsmure for at gendanne den økonomiske standard der har været hverdagskost i mange år, men de gamle tider kommer formentlig ikke tilbage. Det er en strukturel ændring.
Mediehusene er langsomme. Når der bliver lavet nye tiltag i de store mediehuse er det et stort skib der skal ændre kurs, og det virker som om projekter er lang tid undervejs, ofte op mod et år. Dette harmonerer ikke specielt godt med den måde nettet (og tavle computere) fungerer. Her går det meget hurtigere, og der er en anden dynamik. Gamle mediehuse laver undersøgelser, fokusgrupper og forecasts for at finde ud af om det kan betale sig at lave et nyt tiltag. Dette koster en hulens masse penge, og ofte lever resultatet alligevel ikke op til forventningerne når det bliver lanceret. Berlingske’s Ugen er et godt eksempel. De medier der er født på nettet laver ikke store undersøgelser og fokusgrupper - de prøver bare noget nyt. Vel vidende at hvis det ikke fungerer kan man bare skifte tilbage. Det koster ikke noget. der bliver lavet A/B split tests og lignende for at se om resultatet er som forventet, og der eksperimenteres konstant.
Jeg har iøvrigt ikke holdt en papiravis (bortset fra The Economist) i 7 år, og er bedre informeret om nyhedsstrømmen end de fleste.
Upassende ? Klag over indlæg
@Per: Nej - jeg kender faktisk ikke til succeshistorier om HTML5-anvendelse i danske eller andre mediehuse. Det er nok for tidligt. Men jeg er overbevist om, at det ligger lige foran os. Et ef de større nordiske mediehuse, der har comitted sig til HTML5 på mobile devices er måske A-pressen i Norge. Og Nordjyske Medier har vist også gået ind på det. Men det overrasker mig, at så mange medier lægger sig ned for Apple og afgiver 30% - virkeligt - tænk hvis vi man tilsvarende skulle betale 30% til PC-producenter for at få afviklet sit program på en PC!
Forklaringer på manglende succeshistorier skal nok også findes i mange af de grunde, som Max giver i sit indlæg fra i aftes. Men jeg er overbevist om, at det er tanker, som du selv allerede i meget lang tid har tygget på.
Upassende ? Klag over indlæg
@Per: Nu skriver du 8-årige…
Min datter på 2½ har det sidste ½ års tid brugt min Ipad væsentligt mere end mig, således at jeg “desværre” blev nødt til at købe den nye. Hun er idag helt bevidst om at det er hendes Ipad og bruger den med en skræmmende intuition - og Iphone 4 da det jo er helt de samme ikoner…
http://youtu.be/WIyk0g5vmWs
Upassende ? Klag over indlæg
Kære Per,
Du skulle måske se på hvor mange aviser dine børn læser? Eller tage et kig på avisernes oplagstal. Jeg tror nemlig ikke du har ret i, at avisen har det godt. Avisen er en tradition for den ældre generation, men ikke for de yngre og opkommende generationer. Min søn ønsker ikke at læse i en avis, for som han siger; “informationerne er outdatede når han læser dem”. Tag historien med lille Holger som blev væk i Jylland. Alle aviser havde overskrifter som; “Lille dreng er blevet væk”. Men da aviserne kom på gaden var lille Holger fundet. Per, det er dejligt at du og din kone kan lide aviser på papir, men mon ikke selv jeres avisforbrug ændres de nærmeste år?
Upassende ? Klag over indlæg
Hej Per!
Hvordan bruger du din iPad som kogebog, uden at svine glasset til, har selv overvejet samme tanke, men vil ikke risikere at den gaar i stykker paa grund af noget mad?
Upassende ? Klag over indlæg
@Imran Rashid:Imponerende! Og “ærgerligt” at du så måtte få den nye
@Torben Svanikke: De læser faktisk også aviser. For de ved, at de fleste nyheder kommer fra de traditionelle medier. Og har man læst morgenaviserne, så behøver man ikke høre radionyheder eller se tv-avis. Men indrømmet: En sjælden gang imellem er der undtagelser som Holger. Men betyder de noget i det lange løb?
@Tommy Larsen: En kogebog er jo heller ikke meget ved, hvis den bliver ramt af stegefedt eller vand. Derfor er iPad’en placeret i samme sikre afstand, som kogebøgerne var det.
Upassende ? Klag over indlæg
Synes bare at det er problematisk at skaermen slukker efter noget tid, det goer mine gamle kogeboeger jo ikke, og det er altsaa noget hoe at skulle trykke paa knappen for at faa liv i den igen - det er vel de faerreste, der er faerdige med at lave maden paa de faa minutter, den er taendt?
Upassende ? Klag over indlæg
Annonce:
Ang. afgift på apps: Jeg tror, at mediehuse og mange andre indholdsleverandører fremover vil fokusere på at lave HTML5-apps i stedet for de native apps. Apple og andre tager ikke den berygtede 30%-afgift af HTML5-apps. Det kan naturligvis være, at Apple vil forsøge at gøre det i fremtiden, men jeg tror, de på sigt må give afkald på den malkeko for HTML5-apps vedkommende.
Derudover har en HTML5-app andre fordele som fx: den kan downloades direkte fra internettet via et link (går ikke over app store); den kan udvikles billigere til flere platforme (forskellige mobiltelefonere, tablets, browsere etc) på samme tid.
Upassende ? Klag over indlæg