Jambo Kenya (arkiv)

Farvel - og tak, Kenya!

Det var det, mit kenyanske eventyr er slut, dette er den sidste blog under overskriften Jambo Kenya. Sidder igen i et vinterdødt Danmark lykkeligt bekræftet i den banale sandhed, at hvis man rejser ud i verden med et åbent sind og med venlighed, så er det lige præcis det, man får tilbage (ved godt, at jeg ikke fremstod sådan i min første blog, men vi kan jo alle tage ved lære).

En af de bøger, jeg læste i Nairobi, var John le Carré’s “The Night Manager”, der handler om Jonathan Pine. Med sin mørke fortid har han for en stund taget arbejde som natteportier på et hotel i Zürich, nydeligt, pænt og ordentligt alt sammen. En dag bliver han ved at uheld spærret inde i vinkælderen med lutter dyre flasker. Han overvejer et kort øjeblik at gøre opmærksom på situationen ved at kaste om sig med vinflasker, men som det ordentlige menneske han er, dropper han tanken om at knalde Chateau Pétrus til 4.500 schweizerfranc stykket.

Le Carré skriver:
“And gradually it dawned on him, if a dawning can take place in total blackness, that his life had consisted of a run of rehearsals for a play he had failed to take part in. And that what he needed to do from now on, if there was going to be a now on, was abandon his morbid quest for order, and treat himself to a little chaos, on the grounds that while order was demonstrably no substitute for happiness, chaos might open the way to it.”

Og så kører det ellers derudaf på bedste og velkendte le Carré manér. Men mindre kan også gøre det, jeg trængte til lidt kaos i mit liv, og min kone og børn sagde: Gør det! Det var storsindet, og jeg greb chancen til at prøve noget helt andet. Det var ikke le Carré’sk i hverken omfang, drama eller tid, gudskelov - men det var befriende at slippe taget i alt det velkendte og fumle sig frem til en anden hverdag for en stund og prøve kræfter med noget helt fremmed. Jeg kommer til at savne det hele, de nye venner, kollegerne fra MYC4, arbejdet med mikrofinansbranchen, naturen og de daglige konfrontationer med, at sådan kan et liv altså også (over)leves.
Jeg vil savne mine solnedgange på altanen med en kold Tusker-øl, ja, jeg vil sågar savne naboernes gøende køtere og deres overfølsomme biler, hvis alarmer gik i gang bare en fugl sked på dem.

Det giver vel ingen mening at tale om de 40 mio. kenyanere som et dejligt folk. De har deres fair share af røvhuller, korrumperede politikere, kriminelle, brutale stoddere og bedrageriske kvinder. Jeg mødte bare ikke nogen, og jeg kom i både hytte og slot. Jeg mødte det modsatte, søde, bløde, interesserede, lidt afventende mennesker, der viste interesse, hjælpsomhed og åbenhed overfor den fremmede, mig.

Forfatteren Carsten Jensen skriver i sin fremragende bog “UD - Opdagelsesrejser 1978 - 2010″:

“Rejsen er en opdragelse til tilstedeværelse i nuet. Jeg vidste med stor sikkerhed, at jeg aldrig ville gense de fleste af de steder, jeg besøgte, og at det derfor gjaldt om at opleve dem så fuldt og helt som muligt. Enhver lyst til et gensyn, enhver drøm om en næste gang, afskar jeg brutalt, fordi den ville stå i vej for de dage, timer, ja, måske endda kun minutter, der var mig tilstået foran et enestående landskab eller midt i en bys særlige atmosfære.”

Jeg vil tilføje: eller sammen med mennesker.

Tak for denne gang - til Kenya og til Jer, der har læst bloggen.