

Så er valget udskrevet. Foran os venter små tre ugers hård, barsk og intens valgkamp, der vil kulminere i dagene op til valgdatoen den 15. september.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen står til at tabe valget, det har meningsmålingerne indtil videre vist ret tydeligt. Men nu er det alvor. Så vil vælgerne reagere anderledes, når valget er udskrevet? En dugfrisk Megafon-måling fra i dag viser, at valget kan ende med at blive tættere, end de fleste havde troet i går. Målingen viser 52,2 pct. til rød blok mod 47, 8 pct. til den blå blok. Hvis flere målinger bekræfter det billede, så er valget endnu ikke afgjort, og da får vi den spændende nervepirrende valgkamp, som nogle kunne ønske sig. Den opmuntrende Megafon-måling er jeg ikke i tvivl om, at man i dag på Marienborg har varmet sig ved ovenpå alle ulykkerne.
Vi fik valget nu, fordi der kort sagt ikke længere var nogen vej udenom for Løkke: Regeringen havde malet sig op i hjørnet ved at foreslå en boligpakke, som var uspiselig for støttepartiet DF. De såkaldte “konsultationer” i går mellem finansminister Claus Hjort Frederiksen og DFs finansordfører Kristian Thulesen Dahl viste sig hurtigt at løbe i ud i sandet. Nu fremstod regeringen som værende kørt fast politisk - en noget usædvanlig situation - taget i betragtning, at VKO igennem 10 år altid har kunnet nå til enighed.
Det har i øvrigt hele tiden ligget i kortene, at valget skulle komme nu. Først skulle regeringen lancere sin vækstpakke, dernæst kom finansloven og så endelig valgudskrivelse. Det forløb ikke ligefrem som planlagt endsige så elegant. Først var der den tumultariske lancering af vækstpakken og især den del, der skal sætte gang i det bundfrosne boligmarked. Dertil kommer, at regeringens plan aldrig fremstod særligt overbevisende. Hverken erhvervslivet, DF eller den økonomiske sagkundskab klappede ligefrem begejstret i hænderne over regeringens forslag og siden kunne Finansministeren onsdag fremsætte et finanslovsforslag, der opererer med et kæmpeunderskud og gør den yderst sårbar for kritik fra rød blok. Finanslovsforslaget m.v. er heller ikke noget, der understøtter regeringens grundfortælling om at den borgerlige regering er bedst til at føre landet sikkert gennem den økonomiske krise. Faktisk er det svært at forestille sig, at optakten kunne have været værre. Det eneste Løkke kan trøste sig med er, at alt nu handler om valget, hvorfor hele den miserable optakt mest vil være af interesse for historikere.
Socialdemokraternes formand Helle Thorning-Schmidt er storfavorit til at indtage hjørnekontoret i Prins Jørgens Gaard nr. 11, og derfor gælder det for rød blok for alt i verden ikke at lave fejl. Man vil formentlig “spille italiensk” under valgkampen ligesom man med stor succes har gjort det i snart et par år. Dvs. kritisere regeringen, Lars Løkke, tilbagetrækningsreformen mv. ned under gulvbrædderne og så afvente at VK-regeringen blotter sig. Det er Løkke, som skal ud på isen og udfordre Thorning, hvis han vil genvinde regeringsmagten. Thorning bør kunne vinde valget alene ved at spille sikkert, og fortsætte den linje som, man har kørt indtil videre ved uophørligt at angribe regering for at have ladet landet gå i stå. Trylleformularen som skal erstatte den eksisterende politik er ikke længere 12 minutters ekstra arbejde, men flere “offentlige investeringer” (ligesom regeringen) og “millionærskat”.
Økonomien bliver selvsagt hovedtemaet i valgkampen, og de borgerlige ser dette tema som deres eneste chance for at vinde valget, fordi et lille flertal af vælgerne i en række målinger har mest tiltro til de borgerlige og Lars Løkke. Måler man på alle andre parametre som fx hvem som er bedst til at sikre velfærden, så vinder Thorning. De blå vil forsøge at udstille de røde som “økonomisk uansvarlige”, der vil gå “gældsvejen”, mens de røde vil angribe regeringen for at have sat landet i stå. Og i det slagsmål vil tilbagetrækningsreformen og regeringens aftale med de radikale fortsat spille en betydelig rolle.
Det politiske lederskab bliver formentlig også et tema. Det er interessant, at Socialdemokraterne ikke ligger højere i meningsmålingerne, til trods for at man står til at besætte statsministerposten. Valget i 2007 var i forvejen liste As ringeste i mere end 100 år. Ved det forrige regeringsskifte i 2001, da bragede Venstre under Anders Fogh Rasmussen mandatmæssigt frem. Denne gang ser det ud til, at det snarere bliver mandatfremgang til støttepartier som Enhedslisten og de radikale, der gør Thorning til statsminister. Bliver Thornings manglende popularitet et problem? Formentlig ikke. Alene fordi den siddende statsminister heller ikke ligefrem topper popularitetslisterne. Thorning har ingen større erfaring fra arbejdslivet andet end politisk arbejde. Det samme kan man sige om Løkke, men han har dog været minister i 10 år. Og det kunne måske være en idé at have en erfaren mand i spidsen for en regering under en økonomisk krise.
Folkene i rød blok har dog vist sig gennem det seneste år gang på gang bevidst, at de er villige til at gå meget langt for at komme i regering. De er så “sultne” for at komme til efter 10 års ørkenvandring, at deres kampagnefolk og politikere måske løber et par kilometer længere på literen. Også på spinfronten har S-SF bevidst - senest i forrige weekend med det lagkagekomiske forspil med boligpakken - at de snildt matcher regeringens folk, når det gælder om at “lege julelege” med hinanden og pressen.
De to statsministerkandidater vil ikke skåne sig selv. Thorning imponerede allerede i 2007 mange, hvor hun fremstod overraskende overbevisende i TV-duellerne og igennem valgkampen - uden dog at vælgerne fylkedes om Liste A. Lars Løkke har før bevist, at han er stærk i slutspurten. Han er, hvad man i USA kalder for “A Comeback Kid”. Men spørgsmålet er om han ikke er kommet for langt bagud denne gang, at et flertal af de midtervælgere, der jo afgør alle folketingsvalg, simpelthen vurderer, at tiden er inde til at “prøve noget nyt”. Det vil dog ikke få Løkke til at opgive. Damptromlen vil køre i døgndrift til aftenen før valgdagen. Stol trygt på det.
Og så er der jo det allerbedste ved valgkampen: Overraskelserne! De tåbelige udsagn og de sjove eller uigennemtænkte forslag fra alle kandidattosserne, fortalelserne og alt det andet drama, der måske kan ændre slagets gang.
Jeg glæder mig i hvert fald til at kommentere valgkampen så godt som dagligt her på Jyllands-Posten.
Læserne og ikke mindst kandidaterne og vælgerne ønskes en god valgkamp!
P.s. Lad os få en god valgsnak her på bloggen. Det kræver, at dem der poster indlæg her holder en god tone. Dvs. ingen personangreb og prøv at begrænse den (alt for åbenlyse) politiske propaganda. Men kom gerne med analyse og kloge indspark, der gerne må basere sig på noget faktuelt.
Helle har vundet det skidt.
Det må vi desværre erkende.
Upassende ? Klag over indlæg
Tillykke med tjansen på JP, Jarl
Et første indspark. Nu siger Thorning så allerede:
“Vi bliver nødt til at diskutere alle ting med de radikale”
Er det ikke en invitation til de borgerlige? Altså S-SF-R-regering=højere boligskatter + flere flygtninge/indvandrere
Er Sass-doktrinen mao. stendød?
Upassende ? Klag over indlæg
både et VKO og et SFØ flertal vil være en katastrofe for Danmark, og blot bringe os på varig velfærd med øget gældsætning. Kun Liberal Alliance og til dels de radikale tør føre en ansvarlig politik og gennemføre reele reformer, der ikke blot giver os mere af det der skabte den økonomiske krise (offentligt overforbrug, gældsætning, banknationalisering og boligboble).
Upassende ? Klag over indlæg
Det som den blå og den røde stue har tilfælles, er at de begge er anti-danske, økonomisk uansvarlige, arrogante og asociale og uden for den virkelighed som de fleste danskere lever i.
Både de røde og de blå politikere er usolidariske med almindelige mennesker. Hykleri er der ingen mangel på, men ikke eet eneste parti har været på barrikaderne gennem de sidste tyve år, for at forsvare nationens frihed og selvstændighed, for at forsvare og bevare den ægte velfærd og de almindelige familiers enhed og tryghed.
Ifølge DR skal valget kun og udelukkende handle om økonomi. DR vil jo helst have en rendyrket økonomi-debat, uden for megen opmærksomhed omkring den indvandring, de åbne grænser og den voksende kriminalitet som er en enorm belastning af millioner af danskeres private økonomi, sikkerhed og velfærd.
Fordi de tårnhøje skatter, den nedskårne velfærd, det forringede skole- og sundhedsvæsen osv. meget langt hen ad vejen skyldes de enorme milliardbeløb der bruges på indvandring, EU og bombninger mv. i fjerne lande.
Valg eller ikke valg, alt tyder på at Danmark vil fortsætte som et misregeret land, hvor den politiske “elite” vil trække danskerne endnu tættere henimod det trygge, frie og civiliserede samfunds opløsning og forsvinden.
Upassende ? Klag over indlæg
Per. Det er jo ikke meget “debat” i at mene at folk skal blive hjemme på sofaen. Især når synspunktet ikke rigtigt bliver fulgt op med argumenter.
Mit forsigtige gæt er, at sædvanligt relativt få stemmer blankt.
I må gerne forholde jer til MIT INDLÆG frem for at køre alle jeres personlige kæpheste. Så har vi nemlig en ramme for en god, brugbar og måske endda en INTERESSANT diskussion.
Upassende ? Klag over indlæg
Det kan måske ligne kaos for Lykke med bruddet med DF, men det kan vise sig at være en genistreg, for det gør VK langt mere spiseligt for R. LA har vel det bedste budskab, men har ikke en jordisk chance under S-SF, så de skal nok støtte VK selv om de i nogen grad er blevet svinet af dem.
Bruddet gør at VK står friere i valgkampen, og det samme kan jo siges om DF.
Jeg kunne sagtens se for mig at et evt. VK-R-LA flertal kunne benyttes til en flertalsregering som virkelig har mulighed for at reformere dansk økonomi.
Det er ikke hvad der ligger i kortene, men lur mig om Vestager ikke får et tilbud hun ikke kan sige nej til hvis muligheden byder sig.
Upassende ? Klag over indlæg
Hej Jarl, din sure, gamle mand ;o)
Skal HTS erobre magten, kræver det, at Ø og R, kan blive enige, og de er enddog meget langt fra hinanden. Ifølge Johanne Schmidt-Nielsen, vil de sikre, at HTS fører en rød politik - og Vestager vil jo trække en del i den modsatte retning. Det skal nok blive morsomt.
Er det helt utænkeligt, at Vestager spiller et flabet spil, der kan gøre hende til en fremtrædende minister i en regering, der kan bestå af VRKI?
Upassende ? Klag over indlæg
Jarl, hvorfor skriver du (…) “Måler man på alle andre parametre som fx hvem som er bedst til at sikre velfærden, så vinder Thorning.”?
Det stemmer overhovedet ikke overens med en Gallup-måling, der blev offentliggjort i Berlingske for bare to måneder siden:
“Selv om vælgerne ifølge alle meningsmålinger er klar til at gøre Helle Thorning-Schmidt (S) til statsminister efter næste valg, mener de samme vælgere, at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) er bedst på stort set alle parametre.
Både når det handler om lederevner, klareste synspunkter, bedste skattepolitik, retspolitik, og EU-politik udnævner vælgerne Lars Løkke Rasmussen som den bedste i direkte sammenligning med Helle Thorning-Schmidt, viser en ny måling fra TNS Gallup. Når det handler om øjeblikkets mest centrale dagsorden - økonomien - trækker Løkke for alvor fra Thorning. 42 procent af vælgerne mener, at Løkke er den bedste garant for en ansvarlig økonomisk politik, mens kun 26 procent af vælgerne tiltror S-formanden den samme evne som økonomisk ansvarlig.”
Upassende ? Klag over indlæg
Der er kun få partier der vil følge en ansvarlig økonomisk politik.
Mest LA, i mindre grad de radikale. VK og DF er tilfredse med status, mens S og SF vil køre Danmark i bakgear sammen med Enhedslisten.
Senest kan man læse en alvorlig advarsel fra topchefen i Mærsk.
Der er masser af reformforslag der vil bringe Danmark videre. Dem kam man man se hos Dansk Erhverv, DI og OECD.
Desværre er konteksten populisme over alle fronter, hvor Villy Søvndal fører sig mest frem og en Astrid Kragh der i dag kræver efterlønnen bevaret.
Upassende ? Klag over indlæg
Ja det var en god Gallup-måling for Løkke. Men er den ikke ret enestående?
Jeg mener nu alle øvrige målinger i ret lang tid har vist, at vælgerne har mest tillid til Thorning når det gælder sikring af velfærd og beskæftigelse.
—————
Til enkelte andre læsere: Bemærk: Ingen personangreb her! Dette er IKKE Ekstra Bladets Nationen!
Upassende ? Klag over indlæg
Differencen rød / blå er på 4.4%.
Hvorfor “taler” man aldrig om de ca 20% der ikke har taget stilling..??
Har du noget bud på hvordan de kunne tænkes at opføre sig..??
Upassende ? Klag over indlæg
Jarl Cordua skriver:
“Hvis flere målinger bekræfter det billede…”
Tja, men Ritzau i JP idag siger 99-80 til Thorning (med de atlantiske), så det er stadig noget af et Tour-de-France bjerg som Løkke skal op ad.
Med den kæmpe gang buksevand som Thorning gave VK i bolig-pakke-sagen, og efterfølgende sammenbrud i forhandlinger med DF, så ser kun værre ud.
Se bare Thorning står igen idag live og siger at Løkke kan jo bare ringe til hende og lave den aftale om boligmarkedet færdig.
Imens sælges der 0 huse i Danmark, og alle mener at det er Løkkes skyld.
Upassende ? Klag over indlæg
VK må håbe på en “omvendt” 1998. Da Nyrup udskrev valg i 1998 sagde Gallup 53-47 i blå favør.
Løkke skal bruge 89 + en færing og det er vel ikke helt uoverkommeligt jf. seneste megafon og gallup! Og der skulle iøvrigt være en gallup på vej, der er meget tæt.
Og så har manden altså levet sit liv i politik, kender samtlige vælgerforeninger i landet og der findes næppe nogen politiker, fraset Thulesen Dahl, der kan det politiske håndværk.
Og nu kan Helle ikke dukke radaren længere. Spændende om hun kan holde til presset fra VK.
Upassende ? Klag over indlæg
Jarl, hvad mener du om timingen af valget og forholdet til DF? Er ’sammenbrudet’ om boligpakken planlagt som Carsten ovenfor lidt antyder? Det vil ligge lidt i tråd med de noget negative udtalelser V og K har gjort de seneste uger.
Eller har VK bare haft en meget dårlig intuition for hvad DF ville gå med til, og dermed nu står med et forslag til en pakke der alene ved forslagets eksistens har en isnende effekt på boligmarkedet den næste måned?
Upassende ? Klag over indlæg
Men du skriver “alle andre parametre” end økonomi. Hvis du ikke har en nyere måling, der bekræfter det billede, kan du vel ikke forsvare at skrive det?
Upassende ? Klag over indlæg
Tom. Ja den måling har Løkke ikke dvælet længe ved….
Han læser kun dem, som giver håb.
Jesper. Jeg tror - ligesom de fleste iagttagere- at man styrede efter, at det skulle ende med et valg, men ikke med et decideret sammenbrud med DF. Der var i det hele taget meget i den drejebog, der gik i fisk. For at sige det på jysk…
Jan. Jo det kan jeg. For udgangspunktet er ikke den “nyeste” måling, men gennemsnittet af alle nyere målinger.
Jeg mener det er helt ukontroversielt, det jeg skriver.
Upassende ? Klag over indlæg
Hej Jarl,
Tillykke med JP-jobbet.
Kan du se noget scenarie, hvor de radikale traekker taeppet vaek under Thorning? Det har jeg svaert ved.
Upassende ? Klag over indlæg
Du skal skrive det, du mener er rigtigt, men jeg undrer mig bare over, at du skriver noget, der ordret står i diametral modsætning til den seneste måling om emnet:
Jarl Cordua: “Måler man på alle andre parametre som fx hvem som er bedst til at sikre velfærden, så vinder Thorning.”?
Berlingske: “Både når det handler om lederevner, klareste synspunkter, bedste skattepolitik, retspolitik, og EU-politik udnævner vælgerne Lars Løkke Rasmussen som den bedste i direkte sammenligning med Helle Thorning-Schmidt, viser en ny måling fra TNS Gallup.”
Upassende ? Klag over indlæg
J.Poulzen
Nej. Men hvis der er et parti, som ville kunne overleve at svigte egne vælgere, så er det de radikale. Det har historien vist. Det var derfor Anker Jørgensen mente, at de var “glatte som håndsæbe”
De radikale vil - tror jeg - under ingen omstændigheder lægge stemmer til økonomisk eventyrpolitik, hvis det er det som S-SF finder på at spille ud med. Fraregnet boligejerne, som de vil brandbeskatte, så er de vel skatteborgernes bedste ven i en rød regering.
Jan. Jeg synes såmænd din indvending er helt relevant. Jeg er bare ikke enig i din præmis.
Upassende ? Klag over indlæg
Jeg håber ikke at vi bliver vidne til et tåkrummende “DM i Valgflæsk” de næste 3 uger - selv om jeg har mine anelser for at det bliver en uskøn affære. Politikerne kan jo hurtigt blive fristet over evne i den indbyrdes popularitetskonkurrence.
Iøvrigt skulle politikerne have holdt nallerne fra boligmarkedet - og de pakker, der præsenteres løser (som sædvanligt, fristes man til at sige) ikke det, de tilsigter at løse. Ren symbolpolitik, igen igen.
Man kan håbe at overståelse af selve valget opløser en del af usikkerheden for aktørerne, og at det får en effekt på handelen. Men grundlæggende er der jo for stor afstand mellem køber og sælger, hvorfor boligmarkedet - som et hvilket som helst andet marked - står stille når ingen giver sig. Det er en del af tilpasningen fra et højt prisniveau.
Upassende ? Klag over indlæg
Ny Gallup - Dødt løb:
http://www.b.dk/politiko/gallup-naesten-doedt-loeb-mellem-blokkene
Jf. Kristensen på TV2 News er det Gallup som flest politikere hælder til.
Upassende ? Klag over indlæg
Her er en Gallup-måling, der gør at Løkkes smil nok er bredere end det har været længe:
http://www.b.dk/politiko/gallup-naesten-doedt-loeb-mellem-blokkene
Dertil skal det siges, at Gallups målinger har stukket noget ud i gennem temmelig lang tid. For nu at sige det pænt.
Men en storartet måling for de borgerlige, hvor de røde nok efterhånden lader være med at læse Gallup…
Upassende ? Klag over indlæg
Jarl Cordua, er det ikke mere Greens, Voxmeter, You Gov og hvad de forskellige sidegademålinger ellers hedder, der stikker ud?
Der er vel kun to målinger som reelt tages alvorligt og det er Gallup og Megafon?
For mig bliver det spændende, at DF nu siger at boligpakker er økonomisk uansvarligt og at hun dermed stiller sig på linje med de radikale og økonomerne - og vel også blot udtrykker almen sund økonomisk sund fornuft, imodsætning til VK og S/SF der deler dummechecks ud.
PS: Så I Thorning sige at hun ikke havde en plan A, men kun en plan B.
Upassende ? Klag over indlæg
Det er egentlig en skandale at de forskellige meningsmålingsinstitutter konsekvent giver tendentiøse resultater. Gallup er det eneste institut som i ny og næ sågar har givet flertal til VKO+LA. 1 måling sidste efterår og 1 omkring nytårstalen så vidt jeg husker.
Greens er vist det som er mest i den anden grøft.
Det viser efter min mening at de forskellige institutter (ikke nødvendigvis Gallup) ikke har udvalgt deres vælger-grundlæag tilfældigt.
Det er underligt at vi borgere skal acceptere det.
Upassende ? Klag over indlæg
M.h.t. meningsmålinger, så har jeg altid ment, at man kun skal tro på dem, der er positive for ens egen fløj, men bortset fra det, må man vel nøgternt konstatere, at det at lave meningsmålinger er et håndværk ligesom alt muligt andet, og at man bliver bedre til det, jo mere erfaring man har. Derfor kunne man godt argumentere for, at analyseinstitutter som Epinion, Norstat, Voxmeter etc. ikke er ligeså troværdige som Gallup og Megafon.
Upassende ? Klag over indlæg
Jarl, du skriver, at du regner med, at Thorning vil blive ved med at spille sikkert. Hun vil proeve, men kun saa laenge medierne spiller med (hvilket de har gjort indtil nu).
Man maa da haabe, at vi over de naeste uger ser en noget anden appetit fra medierne for at faa afsloeret, hvad hendes plan egentlig er.
Hvis R skal vaere en trovaerdig vagt ved den oekonomiske ansvarlighed bliver de noedt til at komme ud med nogle udmeldinger, som Villy og Helle ikke bare kan feje af banen med et ‘det sankker vi om efter valget’.
jeg er personligt ikke enig i den betragtning om, at de er saa stor en vagthund; jeg tror, at de i deres iver efter at komme af med Loekke, er parat til at acceptere enddog meget store kompromisser for alternativet. Hvis de skal gaa endnu en valgperiode uden naevnevaerdig indflydelse, ryger Vestager og hvad saa? De er bange for at Loekke kigger til hoejre (DF) og at de ender med endnu fire aar uden fingeraftryk.
Upassende ? Klag over indlæg
Jeg ser frem til at medierne begynder at gå i dybden med det afgørende tema - økonomien - og hvordan det skal lykkes dels at frembringe dels finanspolitisk holdbarhed og dels de rette vækstbetingelser for dansk erhvervsliv.
Her er der meget at gå efter f.eks. Fair Løsning. Et godt eksempel er deres plan om en sundere befolkning. Her mener de at færre der ryger mm. vil betyde 5.000 flere i jobs.
Ikke blot viser dette, at S og SF anerkender en markedsøkonomisk ligevægtsteori - (hvem råbte i øvrigt op om efterlønnen og de manglende jobs) - men de tror også at staten på få år kan ændre indgroede vaner som rygning.
Hvordan skulle man overhovedet kunne opnå det på så kort tid, da de fleste rygerskader er kroniske:
“Vi mener, at det med fuld indfasning
vil være muligt hvert år at flytte 1.000 helårspersoner
fra helbredsmæssig forsørgelse til beskæftigelse. Det vil
betyde, at der i 2020 vil være mindst 5.000 personer færre
– ca. 1 pct. – på helbredsmæssig forsørgelse end der ville
være uden en ekstra indsats. Det svarer til en forbedring af
de offentlige finanser på 1,5 mia. kr. i 2020″
Fair Løsning side 55:
http://www.sammenomdanmark.dk/files/Udspil/2020Samletplanweb150511.pdf
Det er om noget fugle på taget.
Upassende ? Klag over indlæg
Hej Jarl,
Hvis brikkerne falder således at der bliver et rødt flertal med de radikale, er det så “sikkert” (på baggrund af de udtalelser der er kommet indtil videre) at de vil med i en regering fremfor at være parlamentarisk grundlag ligesom DF har været det for VK-regeringen?
Upassende ? Klag over indlæg
J. Trapp.
Det er et af de mere interessante spørgsmål.
På Christiansborg er den gængse vurdering, at de radikale vil strække sig ret langt for at komme med i en ny regering, men ikke hvis prisen er økonomisk eventyrpolitik. Dvs. tilbagerulning af reformer mv. og kæmpe store budgetunderskud.
Et af de store gåder i rød blok er jo, hvad der er den politiske fællesmængde af R og S-SF, som kan indgå i et fælles regeringsgrundlag?
Strategien fra S-SF er at baggatelisere at der skulle være et problem, hvorimod de radikale til gengæld nærmest dagligt udsteder garantier for, hvad de vil være med til.
Jeg tror på at det ender med et kæmpe slagsmål efter valget, hvor de radikale - som sædvanligt - får de største indrømmelser. Og at det sker på bekostning af SF, som må æde fx. tilbagetrækningsreformen.
Og det bliver Thornings store test, at få samlet de tre partier bag en fælles politik. Den slags forhandlinger er jo ikke noget, som hun har nogen erfaring med. Så det bliver spændende at se om hun kan løse den opgave.
Upassende ? Klag over indlæg
Der er dødt løb mellem blokkene, blot 5 timer efter vlaget er udskrevet.
Upassende ? Klag over indlæg
Jeh vil gerne minde om at partierne sparer på valgflæsket , da de jo har lagt en afgift på kr 15.- extra pr kg .
Upassende ? Klag over indlæg
@Kaj Hansen:
Der er ikke dødt løb. DR præsenterede netop en måling, der gav oppositionen 95 mandater. Desuden viser et gennemsnit af det seneste års målinger et klart forspring til Helle T-S.
Upassende ? Klag over indlæg
Rasmus Stoklund København Det er da rigtigt hvad du skriver,men senere kom Gallup med en måling der gav næsten dødt løb,nu her til aften er Megafon kommet med en ny måling der bekræfter Gallups måling,den giver faktisk kun et mandats forspring til Rød blok.
Upassende ? Klag over indlæg
Et gennemsnit af alle meningsmålinger fra den 22.8 i Berlingeren viser, at Helle Thorning-Schmidts parti socialdemokratiet får 27,6 af stemmerne og Løkkes parti Venstre kun 23,5 af stemmerne.
Helle Thorning-Schmidts parti socialdemokratiet er igen det største parti. Hvis man altså skal tro på meningsmålingernes gennemsnit.
Helle Thorning-Schmidts røde blok: 52,8
Løkkes blå blok 47,2.
http://www.b.dk/berlingskebarometer
Upassende ? Klag over indlæg
Interessant som Megafon nu nærmer sig Gallup, hvor Venstre nu igen er det største parti.
Thorning kunne i øvrigt som ventet ikke i aftenens duel svare på de 12 minutter, men det er som om hun på behændig vis kan glide uden om de nærgående spørgsmål som en ål.
Upassende ? Klag over indlæg
Nu er det heldigvis ikke de løbende meningsmålinger der afgør, hvem der skal danne regering efter valget.
De emner, som danskerne har prioriteret højest - økonomi, sundhed og uddannelse kan heller ikke fortælle, hvem der løber af med sejren.
Personligt tror jeg, at det bliver afgjort af, hvem der begår flest ‘fodfejl’ i løbet af valgkampen - og der var ingen, hverken Helle Thorning eller Lars Løkke, der begik fodfejl i aftenens debat. De klarede sig begge hæderligt - så alt er stadig helt åbent.
Upassende ? Klag over indlæg
@Christian Larsen, Kbh
“men det er som om hun på behændig vis kan glide uden om de nærgående spørgsmål som en ål.”
Noget må hun have lært af sin tidligere modstander, Anders Fogh Rasmussen, som gik under navnet ‘teflonmanden’.
Der er tilsyneladende delte meninger om hvor godt hun klarede sig.
http://ekstrabladet.dk/nyheder/politik/danskpolitik/article1608727.ece
Upassende ? Klag over indlæg
Det forekommer mig at de radikale med jævne mellemrum bliver skudt i skoene at de vil brandbeskatte boligejerne men det er jo ikke helt rigtigt.
Fogh fastfrøs Ole Stavads skattepolitik mod sit berømte stop, lod som om verden ikke flyttede sig og krydrede det med lidt gaveregn fra oliepengene. Så var de brugt. Det har Stavad sikkert taget som en kompliment men det har jo ikke vist sig at være det mest smarte.
Det er den omlægning af skatten som Fogh forsømte de radikale vil have nu så skatten på arbejde kan komme ned. Og det er vel smart nok.
Upassende ? Klag over indlæg
Dejlig nyhed, at Jarl Cordua er blevet blogger på JP. Lad os nu håbe, at det bliver en fast ordning og ikke blot i valgperioden.
Parolen om “nul personangreb og hold jer til emnet” ser ud til at virke, hurra for det også. Og så til emnet!:
Hvorfor nøjes Løkke med en kort valgkamp? Ville der ikke være bedre chancer for i direkte tv-konfrontationer at slide rød bloks økonomiske troværdighed i laser med længere tid til rådighed?
Og er Løkke ikke typen, der vinder ved bekendtskab, selv på TV, og Thorning plus Søvndal det modsatte?
Eller er jeg så forudindtaget, at jeg mister dømmekraft?
Upassende ? Klag over indlæg
Når det drejer sig om økonomi og holdbare værdier i form af, at tage sig af de svage i samfundet, så nytter det ikke noget, at Helle Thorning bliver statsminister.
Hun er kaldt den blanke tavle. Jeg er meget enig.
Selv kalder hus sig en sjusker, der ikke er en fusker.
Danmark mangler en Brixtofe-type, uden overdreven hang til luksus og rødvin. En type, der kan skære igennem og skille skidt fra kanel.
Jeg ville ønske, at en mand som Asger Aamund gad at tage en periode i tinget.
Det er forstemmende, at rettigheder betyder alt, men pligter er en by i Rusland.
Upassende ? Klag over indlæg
Jarl,
Du skriver vel nok fint og klogt.
Tak fordi du gider. Det bliver spændende at høre om det politiske kludetæppe på venstrefløjen. Du må da have en mening om det, eller?
Upassende ? Klag over indlæg
Endelig en blog, hvor blogholderen giver sig af med at svare seriøse indlæg. Tak for det, Jarl. Desværre får vi under alle omstændigheder en forkert regering. Enten får vi en blå, der ikke kan gennemføre nødvendige tiltag for at hindre at DK går bankerot a la Grækenland, uden at blive væltet. Eller vi får en rød regering, der målrettet overforbruger DK ret ud i bankerotten. Resultatet er givet på forhånd. Bankerot. Det danske folk accepterer simpelthen ikke tilpasninger, der sætter tæring efter næring.
Upassende ? Klag over indlæg
Jeg har hele tiden ment som f.eks. også Søren Pind sagde iaftes på TV, når først folk står i boksen og senest da, vil de vælge det sikre. For ellers bliver det knagme dyrt for pengepungen fremover, hvis de røde kommer til, og det midt i en krisetid med højere skatter og flyvske milliader de ikke vil/kan forklare hvor findes. Det er håbet selvfølgelig at Løkke gør comeback, det er bestemt ikke urealistisk. Man må håbe oppositionen griner for tidligt, og som så mange gange før vil snuble på målstregen, grundet ingen sammenhæng i det økonomiske og truende indvandringsændringer. Tænk, hvis de ting nu pludselig skulle betyde mindre eller sågar ingenting for danskerne, så fortjener vi da heller ikke bedre. Og så i lyset af omverdenens problemer, det kan jeg næsten ikke tro, ønsker ihvertfald ikke at tro det står så slemt til med befolkningens sans for kvalitet og talent.
Upassende ? Klag over indlæg
Annonce:
Jeg er bange for at farven på den nye regering er fuldstædig ligegyldig. Vi skal nok igennem nogle reformer der kommer til at gøre ondt, uanset hvilken farve. Spørgsmålet er nok snarere hvor hurtigt det går op for den, efter valget, siddende regering.
Upassende ? Klag over indlæg