Mandag 21. maj

Potentialefabrikken Ann C. Schødt blogger om potentialet i den enkelte - og i virksomhederne

Set fra en sauna Claus Elholm kommer med kritiske udfald om dansk politik

Den røde jyde Per Clausens (EL) blog

Nye tider Kristian Jensens (V) blog

Blogs

Samfund

Erhverv

Kultur

Puls

Politik

Aktuelt

Om Blogs

Profil

Troels Heeger og Søren Villemoes bestræber sig på at levere konfrontatorisk kulturkritik og humoristisk meningsmageri fra et punkt, der ligger hinsides gamle markeringslinier og forældede fjendskaber i den danske debat.

Baggrund:
Troels Heeger er cand.mag, freelanceskribent, tidl. ministeriel embedsmand. Har bidraget til Politiken, Ekko, Mifune, Kritik, Text und Kontext, Politik et.al. Medstifter af og bestyrelsesmedlem i Fri Debat.

Søren K. Villemoes er cand.scient.pol. og freelanceskribent. Han har desuden en BA-grad i religionsvidenskab, er medstifter af og bestyrelsesmedlem i Fri Debat, samt webredaktør på fridebat.nu.

Andet:

Sted:
København

Website:
Besøg

Grøndalsvej 3
8260 Viby J
Tlf: 87 38 38 38

Blogchef
Agnete Stoffregen

Blogredaktør
Tage Clausen

Internetredaktør
Jørgen Schultz-Nielsen

Ansv. redaktør
Jørn Mikkelsen

Udgiver
JP/Politikens Hus A/S

Kontakt jp.dk
Tip os - send pressemeddelelse

Netannoncer
Tlf: 33 30 80 06 eller
Tlf: 33 30 80 07

Hvis du vil vide mere
Blog om Morgenavisen
Jyllands-Posten

Klik på "+" og "-" for at forstørre og formindske tekst

Tip

RSS

Del

Konflikten (arkiv)

Skrevet af Troels Heeger og Søren Villemoes

Sandbeck og Christiansens ‘Gudløse hjerner’ er et gedigent selvmål

Dato: d. 04.09.09, 20:29
Af: Troels Heeger og Søren Villemoes
Emner: Boganmeldelse, Kristendom, Lars Christiansen, Lars Sandbeck, Nyateisme, Religionskritik, Richard Dawkins

43 kommentarer

Dette er en boganmeldelse af Lars Christiansen og Lars Sandbecks ‘Gudløse hjerner’, der netop er udgivet på Informations Forlag.

Sidste uges måske mest omtalte bogudgivelse er Lars Christiansen og Lars Sandbecks Gudløse hjerner - Et opgør med de nye ateister. Som titlen antyder er der tale om et angreb mod den såkaldte ‘nyateisme’, hvis mest kendte repræsentanter, Richard Dawkins, Sam Harris og Christopher Hitchens, sælger bøger som andre sælger varmt brød. Bogens berettigelse er med forfatternes egne ord…

…at gøre det klart for enhver, hvordan de nye ateister samt adskillelige medløbere forvrænger kristendommen gennem deres groteske og underlødige karikaturer. Denne bog er ikke et forsvar for kristendommen, men et angreb på nyateismen!

Det lyder jo spændende. Og det er det også - et langt stykke hen ad vejen. Men bogen ender desværre med en gedigen maveplasker. I deres ivrige og lidenskabelige forsøg på at korrigere de mange fjollede og dybt karikerede myter om religion i almindelighed og kristendommen i særdeleshed, der uden tvivl florerer blandt nyateisterne, ender de nemlig med at lave nøjagtigt den samme fejl. På uelegant vis prøver de i det sidste kapitel af bogen at afskrive store dele af den evolutionspsykologiske forskning gennem nøjagtigt lige så underlødige og fjollede argumenter, som de har fundet hos Dawkins og Hitchens. Det gør bogen til en noget blandet fornøjelse.

Bogens styrke ligger uomtvisteligt i de første kapitler. Det er specielt en stor fornøjelse at læse forfatterne spidde den hysteriske flæbe-ateist Dennis Nørmark. Nørmark er den mest højlydte nyateist herhjemme, og han er selve inkarnationen af en konstant krænket gudløs tudeunge, der intet ved om religion, religionsfrihed eller sekularisering, men som alligevel spreder sit ateistiske klynkegospel når som helst, en journalist gider holde en mikrofon for ham. Han er en af dem, som tidsånden har velsignet ved at give ham en hel karriere som ‘krænket’ et-eller-andet.

Sandbeck og Christiansen er uddannet i henholdsvis teologi og tysk/historie, og de er helt tydeligt produkter af en dansk teologi og humanoira-tradition. Det er både deres store styrke og deres store svaghed. Styrken kommer klart til udtryk, når de flænser de ateistiske brusehoveder med teologiske tankeretninger, som ateisterne tydeligvis intet begreb har om. Det får Dawkins, Hitchens og Harris til at fremstå som uvidende overskudsmennesker, uden indføling, nysgerrighed eller indsigt i det område, de kritiserer.

I det polemiske stormløb bliver der dog begået en række småfejl. F.eks. påstår de to forfattere, at det kun er en mikroskopisk del af de kristne, der rent faktisk tror på himmel og helvede. Det er faktuelt forkert. Langt størstedelen af verdens kristne tror rent faktisk på både himmelen og helvedet. At de to forfattere kan påstå noget andet, viser desværre, at de er fangede i en noget etnocentrisk dansk teologisk tradition - der er så mange sømil foran i sin modernisme, at den på dette område er noget helt andet end mainstream-kristendommen i f.eks. Afrika, Sydamerika, Caribien og USA.

På et tidspunkt forklarer de, at religion i langt overvejende grad er noget, man gør, og ikke noget man tror. Det er handling og ikke så meget tanke. Få sider senere definerer de religion, som noget der skaber mening i en meningsløs verden. Nu er religion pludselig blevet lig med en moderne Bultmann-teologi, hvor religionen bliver en eksistentialistisk, moderne metode til at kapere livets meningsløshed i en nihilistisk tid. De roder altså rundt i deres religionsdefinitioner, og det virker i høj grad som om, at de skaber deres syn på religion løbende hen ad vejen som et polemisk modspil mod de nyateister, de angriber.

Det er dog ikke det store problem. Religion er jo en kompleks sag, og det skal ikke lægges dem til last, at de ikke har en helstøbt religionsdefinition i baghånden. “Gudløse hjerner” er en lidenskabelig debatbog, der ikke giver sig ud for at være bare det mindste videnskabelig. Dette bærer sproget tydeligt præg af. Der deles rundhåndet ud af udråbstegn hele vejen i gennem bogen, og til tider kan sprogbrugen være lidt anstrengende. F.eks. lider de af den tidstypiske tendens til at kalde alt mellem himmel og jord for ‘fundamentalisme’. Hvis man mener et eller andet og ikke vil gå på kompromis, så er man åbenbart ‘fundamentalist’. Denne systematiske massevoldtægt af begrebet ‘fundamentalisme’ burde de to forfattere have holdt sig fra. Det ville have givet bogen noget mere ballast. Deres liberale anvendelse af ordet ‘propaganda’ er også til dumpekarakter.

Den store svaghed ved bogen er dog, at de af uransagelige årsager føler sig nødsaget til at angribe evolutionspsykologien. Det skulle de aldrig have gjort. For det kan de slet, slet ikke finde ud af. Som tidligere nævnt er de uddannet i teologi og humanoira, og de burde, med den ydmyghed de kræver af andre, have vidst, at naturvidenskaben ikke ville være deres stærke side. I stedet udviser de nøjagtigt det samme patetiske storhedsvanvid, når de behandler evolutionsforskningen, som Dawkins udviser, når han behandler teologien. Det er med andre ord frygteligt pinlig læsning hen mod slutningen.

Christiansen og Sandbeck har åbenbart følt, at de skulle kritisere det, de kalder ‘biologismen’, hvilket ifølge dem er sammenblandingen af naturvidenskab og politik. Denne sammenblanding fortjener bestemt kritik, men hvor ville jeg dog ønske, at det var en kritik udført af folk, der vidste lidt mere om den. For Sandbeck og Christianen har intet andet end de mest gennemslidte klicheer at tilbyde læseren. F.eks. kalder de naturvidenskabens behandling af mennesket for ‘reduktionisme’. For jer, der ikke har læst humanoira, så er dette et udbredt begreb på KUA, og det bruges til med vanlig foragt at klassificere teorier, der forsøger at forklare flere forskellige ‘virkninger’ med lidt færre ‘årsager’. Dette anses som en kardinalsynd blandt nogle humanister.

Men det er samtidigt et komplet uunderbygget og uigennemtænkt begreb, som kun anvendes til at kalde ting, man ikke kan lide, for noget grimt. For hvis man tænker lidt over det, så er samtlige teorier, der forsøger at forklare kausale forhold, reduktionistiske. Og det er kun så længe, at man insisterer på ikke at forklare kausalforhold teoretisk, at man kan undslippe betegnelsen. Med andre ord: Den eneste måde at undgå ‘reduktionisme’ på er ved at læse et humanistisk fag som f.eks. tysk, hvor man ikke behøver at forklare årsagssammenhænge. Ja, det er et komplet håbløst og elendigt begreb.

Det samme kan siges om deres platte brug af ordet ‘determinisme’ til at forklare den tendens, som den evolutionære forskning bevæger sig hen imod. Det er naturligvis ikke et ord, man anvender blandt evolutionspsykologer. Det er derimod et ord man, igen, anvender på humanoira til at beskrive ting, man ikke kan lide. Problemet er, at man ender i den totale stråmandslogik, hvis man anvender et ord som ‘determinisme’ til at beskrive den forskning, der forsøger at forklare menneskelig adfærd gennem neurologisk hjerneforskning og evolutionære teorier. For der findes ikke én, ikke én eneste anerkendt evolutionspsykolog, der hævder, at mennesker er rent determineret af sine gener. Lad mig lige sige det igen: Der findes ikke én eneste!

Den store strid blandt forskere i menneskets evolutionære historie er ikke mellem indeterminisme og determinisme. Alle er enige om, at gener kun har en vis indflydelse på vores handlinger. Striden går mellem hvilke områder og i hvilken grad generne påvirker os. Der er ingen, der arbejder med tesen, at vi udelukkende er i vores geners vold. Sandbeck og Christiansens kritik af denne forskning virker derfor amatøragtig. Hvis man kigger lidt i deres litteraturliste, bliver det da også hurtigt klart, at de udelukkende anvender dårlig sekundærlitteratur. Der er kun én enkelt bog i listen, der rent faktisk er skrevet af forskere i evolutionen - foruden Dawkins, naturligvis. Alle deres andre kilder er enøjede polemiske kritikbøger af evolutionsforskningen, hvis firkantede karikaturer, er blevet afvist gentagne gange.

Hvis de ikke anvender disse polemiske debatbøger som kildegrundlag, så anvender de videnskabsjournalisten Lone Franks artikler og bøger. Det er ikke godt nok. Det er faktisk lidt pinligt, at de anvender en journalists fremstilling af en videnskab som grundlag for at kritisere netop samme videnskab. Et særligt pinligt eksempel herpå er, når de nævner en salgs ‘gudshjelm’, som Lone Frank har skrevet om. En excentrisk forsker mener åbenbart, at hjelmen kan påvirke hjernens opfattelse af Gud. Sandbeck og Christiansen skriver hånligt, at forsøgene med hjelmen ikke havde mødt anerkendelse fra andre forskere. “Jamen”, tænker man, “så er det jo heller ikke anerkendt forskning, for fanden!” Det sidste kapitel ender med blot at være en kritik af videnskabsjournalistikkens sensationslyst, og intet andet.

Bogen afsluttes således tragisk ironisk, hvor forfatterne begår nøjagtigt den samme fejl, som de prøver at korrigere. De kritiserer Dawkins for at sammenblande religion og videnskab. Hvilket er en korrekt pointe. Religion er ikke videnskab. De er lige så forskellige som tennis og fodbold, som de selv siger. Men alligevel, til trods for denne pointe, så ender de med at begå den naturalistiske fejlslutning: At gå direkte fra ‘er’ til ‘bør’. Videnskaben er nemlig lige så lidt normativitet, som religion er videnskab. Videnskab og det normative er lige så forskelligt som tennis og fodbold. Det kan godt være, at Lone Frank fra tid til anden blander de to ting sammen. Men det giver jo ikke forfatterne ret til det. Medmindre at Richard Dawkins da også kan få lov til at blande religion og videnskab sammen, blot fordi kreationisterne gør det.

Havde de bare taget udgangspunkt i en lidt mere kvalificeret bog om evolutionsforskningen, som f.eks. Steven Pinkers The Blank Slate, så havde de i hvert fald ikke reproduceret alle de letkøbte humanistiske kritik-klicheer med så stor en skamløshed. Deres primitive modsætning mellem et biologisk og et kristent menneskesyn, ville de i hvert fald aldrig have fremstillet, hvis de vidste, at store dele af evolutionspsykologien rent faktisk bekræfter det klassiske kristne menneskesyn: Nemlig at vi har anlæg til forskellige dårlige, egoistiske drifter, men at vi samtidig kan vælge både at være sociale, altruistiske, kærlige og selvopofrende. Med andre ord, evolutionsforskningen bekræfter langt henad vejen Paulus (”det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke. Men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg.”) Det har Sandbeck og Christiansen bare ikke lige bemærket.

Lad os afslutte med et citat fra litteraten og ateisten Terry Eagleton, som forfatterne anvender til at kritisere Dawkins:

Forestil dig, at en eller anden stiller sig op og forelæser om biologi, selvom hans eneste kendskab til emnet stammer fra ‘Bogen om britiske fugle’.

Skift ‘Bogen om britiske fugle’ ud med ‘en bog af Lone Frank’, og sætningen henstår dirrende af tragisk ironi.

Lars Christiansen og Lars Sandbeck, ‘Gudløse hjerner’, Informations Forlag.

Kommentarer

Thomas Larsen, Aalborg | Skrevet: 5. sep 09 kl. 00:37

Først og fremmest forstår jeg ikke, at det overhovedet er nødvendigt med en bog, der kritiserer ny-ateismen?

Hvad er det lige, der sker, hvis typer som Dawkins og Hitchens får magt, som de har agt? Hvad er det, som de har gjort eller sagt, der giver anledning til så meget bekymring, at det nødvendiggør en bog om dem?

Hvad med i stedet at koncentrere sig om denne verdens virkeligt farlige mennesker? Dem som mener, at målet helliger midlet? De virkelige fundamentalister? Folk som eksempelvis den dybt religiøse Gariddo, der tydeligvis mener, at han var på “a mission from God”, da han bortførte en 11-årig pige og voldtog hende i 18 år?