Efter en næsten tre måneder lang valgkamp, så nærmer tiden sig for det israelske parlamentsvalg. Om under to uger skal den israelske befolkning til stemmeurnerne, så man kan fastslå sammensætningen af det næste parlament af 120 medlemmer af Knesset. Sidst der var valg i 2009, endte den nuværende premierminister Benyamin Netanyahu fra Likud med at danne regering sammen med ”Yisrael Beiteinu” og ”Shas”. Enkelte udbrydere af Arbejderpartiet og religiøse partier sikrede det parlamentariske grundlag. Alt tyder på at Netanyahu stensikkert bliver genvalgt, men spørgsmålet er så hvilken koalition han vælger at satse på, noget jeg vil skrive mere om kort før valget.

Her er dog nu de fem ting som den israelske valgkamp har omhandlet:

1)     Statsbudgettet.

Valget blev udskrevet i det forgangne efterår, da man i det israelske parlament ikke kunne blive enige om det såkaldte statsbudget, noget vi i Danmark kalder finansloven. Netanyahu havde nok mandater til at gennemføre statsbudgettet, men valgte at benytte den megen uenighed i parlamentet som lejlighed til at udskrive valg og ryste posen. Netanyahu var og er helt sikker på han bliver genvalgt, så det så han ingen fare i. Den israelske økonomi har klaret sig overraskende godt efter finanskrisen, men alligevel er Israel samtidig ifølge OECD et af de lande hvor der er størst forskel mellem rig og fattig. Israel oplevede i 2011 nogle af de største folkelige demonstrationer siden starten af 1980erne. Det var middelklassen der var gået på gaden for bedre levevilkår og billigere fødevarer. De såkaldte ”Hytteost-revolutioner” rystede ikke Netanyahu, men den israelske befolkning forventer at der snart bliver set på en mere ligelig fordeling af den økonomiske politik.   

2)     Iran

Siden Netanyahu kom til magten i 2009, så har han nærmest sagt Iran en million gange. Netanyahu mener at Irans atomplaner ikke bare bør være Israels problem, men derimod hele verdens problem. Netanyahu er overbevist om at Iran er tæt på at kunne udvikle atomvåben, derfor har han sagt at 2013 bliver det afgørende år for hvad der skal med Iran. Så sent som i efteråret 2012 havde Netanyahu en tegning med af en bombe til FNs generalforsamling, hvor han snakkede om røde linjer og overskridelse af disse. I Israel mener mange at Irans skingre retorik overfor Israel, som af iranske politikere og ledere ofte blot bliver betegnet som den ”zionistiske enhed”, er med til at øge vigtigheden af at stoppe Irans atomprogram. Et Iran med eventuelle atomvåben vil rykke hele magtbalancen i Mellemøsten, noget man i Israel ikke er interesseret i. Ingen israelske politikere er som sådan uenige med Netanyahu når det kommer til vigtigheden af Iran, men hvorvidt der skal satses på diplomati eller væbnet konflikt deler vælgerne og politikerne. De fleste mener dog at Netanyahu fortsat er den bedste mand at have ved roret når det kommer til Iran.

3)     Spørgsmålet om de religiøse

De religiøses rolle i Israel har været en varm kartoffel lige siden staten blev oprettet i 1948. Dengang indgik statens første premierminister David Ben Gurion en studehandel med de religiøse partier, så han kunne få deres støtte og velsignelse til sit projekt. Aftalen blev døbt ”status quo” aftalen, hvilket indebar at mange religiøse jøder blev fritaget for værnepligt. Dette har siden delt vandene i Israel, hvor de sekulære israelere fra middelhavsbyerne Tel Aviv og Haifa står i skarp kontrast til de meget religiøse ultra-ortodokse israelere i Jerusalem. Netanyahu lovede efter valget i 2009, at han ville kigge på problematikken med de religiøse, som i dag udgør næsten en halv million. Ingen af disse bidrager med militærtjeneste, noget der forarger mange i det israelske samfund. Det er en gordisk knude i israelsk politik, som igen har delt vælgerne i den forgangne valgkamp.

4)     Palæstinenserne

Da valgkampen blev skudt i gang sidste efterår, der snakkede ingen partier om den strandede fredsproces med palæstinenserne. Siden Netanyahu kom til magten, havde det lykkedes at skabe fred på de israelske grænser, men dette ændrede sig markant i november 2012, hvor konflikten mellem Israel og Hamas endnu engang blussede op. Hele verdenssamfundet rettede igen blikket mod Israel og Palæstinenserne, som stadig ikke har fundet hinanden i en varig fredsløsning. Ydermere kom der også fokus på problematikken, da Abbas lykkedes med at få opgraderet palæstinensernes status i FN. Netanyahu udtalte i 2009, at han støtter en to-statsløsning på konflikten, men siden hans tale på Bar-Ilan Universitetet i Tel Aviv har han intet gjort for at fremme denne proces. Forhandlingerne mellem Israel og palæstinenserne er mere frosne end nogensinde, men vælgerne er tilsyneladende vilde med Netanyahus stil. Oppositionspolitikere som Shelly Yachimovic fra Arbejderpartiet og den tidligere udenrigsminister Tzipi Livni har sagt at det vil være deres mål at få en fred på plads, men det giver intet hos vælgerne.

5)     Udenrigspolitikken

Avigdor Liebermann har været udenrigsminister siden 2009, indtil han i forrige måned røg i svinget efter en række korruptionsanklager. Kursen under denne og Netanyahu har været ganske konfrontatorisk og har isoleret Israel. Man har af forskellige grunde mistet nære allierede som Tyrkiet og Egypten, mens forhold til tætte allierede som USA, Tyskland og Holland skranter. Den israelske befolkning er delt på dette spørgsmål, da nogle mener at omverdenen selv må om hvad de mener om Israel, mens andre mener at det bør være i Israels interesse at genskabe et bedre forhold til omverdenen. Spørgsmålet er om en genvalgt Netanyahu vil forsøge og klinke skårene med Tyrkiet og USA?