*

Prøv vores tablet-udgave

Vi kan se, at du er på en tablet. Kunne du tænke dig at læse Jyllands-Posten på vores tablet-app?

Privacy Policy Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her
onsdag 23. juli 2014
Jyllands-Posten Jyllands-Posten blogs

Profil

David Jano blogger om landet, der er mindre end Jylland og dog huser over 7 millioner mennesker. Samt om Israels politikere og dets forhold til naboerne og resten af verden.

Baggrund:

David Jano er cand.mag. i Moderne Mellemøststudier med Speciale i Israel fra Syddansk Universitet. Han er ydermere BA i Historie fra Københavns Universitet og har læst på University of Haifa i Israel. Han underviser på Folkeuniversitetet og skriver fast om Israel for nyhedsmagasinet RÆSON.

Andet:

Sted:

København

Website:

Besøg

Emneord:

Konflikternes land

De kolde facts om det israelske valg

Dato: 30. januar, 2013

Emner:

 

 

Benyamin Netanyahus Likud-Beiteinu koalition endte som vindere af det israelske parlamentsvalg tidligere på måneden, men tabte terræn til midten og venstrefløjen i israelsk politik. Netanyahu vil utvivlsomt fortsætte som premierminister, men det er usikkert om han vil fortsætte med det samme parlamentariske grundlag som før valget, der udgjordes af højreorienterede og religiøse partier. Teknisk set kan han godt dette, men et sådant skridt vil blive betragtet som værende ”imod folkets vilje”. Israels parlament Knesset på 120 medlemmer, bliver valgt proportionelt. Befolkningen stemmer på diverse partier, der selv har valgt deres kandidater. Man stemmer altså ikke som herhjemme, hvor man alt efter kommune kan stemme på den enkelte kandidat. Den procentdel der opnås af stemmerne i Israel, berettiger de enkelte partier til at opnå x-antal mandater i parlamentet. Opnår man ti procent af stemmerne, så giver det de ti øverste kandidater på en partiliste plads i parlamentet, hvor femten procent giver atten mandater. Ved forrige israelske valg i 2009, der fik Likud 22,5 procent af stemmerne og dermed 27 mandater. Denne gang, i en alliance med ”Yisrael Beiteinu”, fik man 31 mandater, hvad der svarer til 26 procent af stemmerne.

 

Så hvordan kan det være at Likud er svækkede, og hvilke muligheder efterlader det nu Netanyahu? I 2009 opnåede den tidligere udenrigsminister Avigdor Lieberman og hans Yisrael Beiteinu-parti 15 mandater, hvilket sammen med Likud gav dem 42 mandater. I 2013 stillede man op på en fælles liste, men tabte samlet set 11 mandater. De ultraortodokse (Haredi) partier, Shas og UTJ, er gået frem fra 17 til 18 mandater. I 2009 opnåede de nationalreligiøse partier til sammen 11 mandater. I dag, under den fremadstormende stjerne Naftali Bennet, tog ”Bayit Yehudi” (Mit Jødiske Hjem) hele 12 mandater og samlede hele denne gruppe af vælgere i et enkelt parti. I 2009 udgjorde den Højreorienterede/religiøse blok 66 mandater, mens de i dag opnår 61 af slagsen. Dette er stadigvæk nok til at opnå majoritet i et parlament på 120 mandater, men en ganske usikker en af slagsen, når parti-interesser og enkeltpersoner kan komme på tværs af regeringens kurs.

 

Ved forrige valg opnåede venstrefløjen 16 mandater, hvilket var ganske skuffende. Arbejderpartiet med Ehud Barak i spidsen tog 13 mandater og Meretz de resterende tre. Situationen blev kun værre for venstrefløjen, da Arbejderpartiet splintredes og Barak tog 5 mandater med ind i sit nu kuldsejlede solo-parti og gik med i Netanyahus regering som forsvarsminister. I dag har Arbejderpartiet fået ny formand, i skikkelse af Shelly Yachimovic, som opnåede 15 mandater, mens Meretz tog 6 mandater i denne omgang. 21 mandater til venstrefløjen er altså ikke imponerende set i historisk lys, men alligevel en fremgang. Arbejderpartiet og Meretz har svoret at de ikke vil gå i regering med Netanyahu, da man har ”uoprettelige uoverensstemmelser” med den politik som Netanyahu fører.

 

Den store vinder af valget er den israelske midte. Kadima, der oprindeligt blev grundlagt af tidligere premierminister Ariel Sharon i 2005 og ledet af Tzipi Livni i 2009, opnåede ved forrige valg hele 28 mandater. Denne gang opnåede den tidligere topfigur i den israelske hær Shaul Mofaz, at få blot to mandater, hvilket afslører den største valg-katastrofe i israelsk historie. Stemmerne til midten er ikke forsvundet, men har i stedet fordelt sig på to andre partier. Livni mistede kontrollen over Kadima, men startede i stedet sit eget nye parti, Hatnua, og opnåede 6 mandater, mens et nyt parti under Yair Lapid, ”Yesh Atid” (Der er en fremtid) tog hele 19 mandater. Ved at udnytte den store utilfredshed blandt den israelske middelklasse, står Yair Lapid som valgets helt store succeshistorie. Til sammen udgør midten af israelsk politik dog kun 27 mandater i dag, mens Kadima alene havde 28 mandater ved det forrige valg. Forskellen er at Livni og Mofaz har lagt deres fokus på udenrigspolitik, mens Lapid har satset på indenrigspolitiske problemer. Derfor præsenterede de sig ikke som samlet flok inden valget. Lapid er en tidligere succesrig journalist, der er respekteret for hans skarpe analyse af israelsk politik i sin tid som journalist. Han er også søn af den afdøde tidligere politiker Tommy Lapid, der opnåede hele 15 mandater med sit centrum-parti Shinui i 2003, som dengang valgte at gå i regering med Ariel Sharon. Tommy Lapids største succes var at kickstarte den hårdt ramte israelske økonomi, der led under konflikten med palæstinenserne under den anden intifada fra 2000 til 2004.

 

Tommy Lapid var også en torn i øjet på de ultraortodokse partier Shas og UTJ. De forblev i opposition fra 2003 til 2006, i en tid hvor mange af deres overførselsindkomster og støtte blev skåret kraftigt, ikke bare under Tommy Lapid, men også i en tid hvor Netanyahu var finansminister. I dag er han premierminister og ynder at fordele sol og vind lige, men Yair Lapid skylder ikke de ultraortodokse partier noget og er blevet valgt på en platform der lover ”lighed for alle, mens alle må yde”. Dette betyder at det forventes at de ultraortodokse skal ud på arbejdsmarkedet, betale højere skatter og aftjene værnepligt. I modsætning til Tommy Lapid, så mener iagttagere at Yair Lapid vil gå mere diplomatisk til værks, men alligevel forventer hans vælgere at der vil ske forandringer. Endelig er der også de arabiske partier i Israel, men de spiller ikke en afgørende rolle, da de fastholder deres princip med ikke at ligge stemmer til en regering. De opnåede igen 11 mandater. 

 

Netanyahu står altså med et dilemma. Skal han fortsætte med sine hidtidige koalition af højreorienterede og religiøse partier, eller skal han kigge ind mod midten. Den første løsning er den nemmeste, men efterlader ham i armene på de ultraortodokse partier, med deres fortsatte krav om begrænset værnepligt, støtte til bibelskoler, boligstøtte og ikke mindst en fortsat alliance med UTJ, der ikke officielt anerkender staten Israel. Naftali Bennets parti kræver en udvidet annektering af Vestbredden, som i hans terminologi bærer de bibelske navne Judæa og Samaria. Bennet opponerer også mod en ny dialog om fred med palæstinenserne og advokerer i stedet for nye udvidelse af bosættelser og igangsætning af nye. Denne form for udenrigspolitik vil være en katastrofe for det allerede anstrengte forhold mellem Israel og henholdsvis Europa og USA.

 

Skal Netanyahu så danne en koalition med Yair Lapid? Det siges at han læner sig mod denne løsning, men det giver ham foreløbigt kun 50 mandater. Selv med hjælp fra de gamle venner Tzipi Livni og Shaul Mofaz, so kommer han ikke op på et flertal i parlamentet. Han kan også hive Bennet og hans 12 mandater med ind i en koalition, hvilket giver ham 62 sammen med Lapid. Han kan gøre det samme med Shas og deres 11, hvilket giver ham 61. Livnis parti kræver alt for lille og har alt for store krav til Netanyahu, da hun kræver en øjeblikkelig genoptagelse af fredsforhandlingerne med palæstinenserne. Hun har allerede sagt god for mange af de hemmelige forhandlinger, da hun var udenrigsminister frem til 2009. Hun bliver vanskelig for Netanyahu at få med i en alliance. Problemet ligger dog internt hos Likud. Den nye flok af parlamentarikere er meget mere højreorienteret end de tidligere medlemmer af Likud fra før det forgangne valg. Livni er en direkte udfordring for Netanyahu og det parti som hun forlod til fordel for Kadima i 2005.

 

På den indenrigspolitiske scene, der kan alle se at arbejdsløsheden stiger i Israel og er oppe over 7 procent. Her har man ikke indregnet de 2 procent ultraortodokse der studerer toraen dagen lang og støttes af staten. Statsunderskuddet ligger på 40 milliarder NIS, hvilket svarer til over 60 milliarder kroner, hvor man bliver nødt til at få bragt det ned øjeblikkeligt i 2013 med 14 milliarder NIS. Israel red på en bølge af årlig vækst på 4-5 % i 2011, men det er stoppet gevaldigt på det seneste. 40 % af Israels eksport er indenfor hightech industrien, som er hårdt ramt af krisen i USA og Europa. Den verdensomspændende finanskrise er ved at skylle ind over Israel. Yair Lapid vil kræve at der bliver skåret gevaldigt i støtten til de religiøse, men alt i alt vil dette tiltag kun spare staten omkring en milliard israelske NIS. Et andet middel kunne være at hæve indkomstskatten, men det vil igen gå hårdt udover middelklassen, der netop har bragt Lapid i parlamentet. Statsbudgettet var på næsten 100 milliarder amerikanske Dollars i 2012, hvoraf næsten tyve procent gik til forsvarsbudgettet. Her kan man skære gevaldigt, men alle israelere frygter truslen Iran, nye konflikter med palæstinenserne og den øgede usikkerhed i regionen i forbindelse med omvæltningerne i den arabiske verden efter det arabiske forår.

 

Netanyahu og Lapid vil formentlig udgøre rygraden i en kommende israelsk regering, men det er ganske usikkert hvem der vil bringe dem op på et flertal i parlamentet. Netanyahu har brug for enten Shas eller Naftali Bennet, men uanset hvad vil der være store uoverensstemmelser om støtten til de religiøse og bosættelser. Det menes at han foretrækker fire år mere med Shas, da det formentlig vil være mere medgørligt. Men Yair Lapid kan ikke gå på kompromis med støtten til de ultraortodokse, da det strider med hans vælgerbagland. Det vil derfor være utroligt vanskelig at sammensætte en ny koalition i Israel, men i sidste ende skal det jo lykkedes. Kompromiser vil indebære kæmpe skuffelser, men med et lurende statsbudget for 2013 der skal vedtages, økonomisk lavkonjunktur og fortsatte eksterne trusler tyder det ikke på et kedeligt 2013 i Israel.                 

 

 

 

Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her

Seneste kommentarer

Bjarne Jakobsen skriver
01.01.14 02:13
Du har ret i dine betragtninger, men når browserne nu partout ikke kan kapere det, er der vel ikke meget at gøre. Artificial intelligence er et Læs mere
Hvad er der blevet af Margrethe Nørskov´ kommentar - kan Margrethe eller andre venligst poste den igen Læs mere
Med JPs "oprydningstrang" blandt bloggere går jeg ud fra, at vi selvfølgelige også slipper for Murat Tamars blog - I ved ham den muslimske Læs mere
Ærgerligt. JP's blogunivers rider langsomt men sikkert mod Læs mere
Kurt Rosenstrøm skriver
29.12.13 07:34
Det er sikkert, fordi det koster købere at JP,s blogger forsvarer Læs mere

Arkiv