Kultivator (arkiv)

Finanskrise og hvad så med kulturlivet?

Finanskrisen raser, boligpriserne falder, forbruget stagnerer.

Mange private virksomheder har været igennem store fyringsrunder men én sektor er indtil videre gået fri; kulturen. Ikke fordi krisesignalerne ikke er der. Mange kulturinstitutioner kom ud med underskud i 2008, og VEGA meldte for kort tid siden, at ikke blot stagnerer billetsalget, de, der kommer, køber også væsentligt mindre i baren end tidligere.

De seneste års kulturpolitiske kongstanke - at privat sponsorstøtte til kulturen er godt - har fungeret glimrende i opgangstider men har samtidig betydet, at kulturinstitutionerne er blevet afhængige af virksomhedernes ekstremt konjukturfølsomme marketingbudgetter. Mange kulturinstitutioner har ikke sparet op i gode tider, og de kæmper nu for livet.

I private virksomheder ville der blive omstruktureret, skåret ind til benet, fyret - kald det, hvad du vil. Med kulturen ser det noget anderledes ud. Socialdemokraternes Mogens Jensen foreslog for måneder siden en statslig “kulturpakke” med kapital til nødlidende kulturinstitutioner. Sikkert besnærende for mange kulturinstitutioner, men en løsning er det ikke. Det hjælper ikke at pøse vand på, når gulvet har behov for at blive skrubbet.

Det er store strukturelle problem i forholdet mellem kulturen og dens største bidragsyder - det offentlige - som forhindrer en holdbar økonomisk løsning. Armslængdeprincippet fastslår, at politikere skal holde sig på afstand af kunstfaglige beslutninger. I sig selv yderst fornuftigt men der er desværre talrige eksempler på, at afstanden til institutionernes drift som en følgevirkning heraf bliver alt for stor. Samtidig ønsker politikerne ikke at kaste sig ud potentielt upopulære beslutninger - der er jo kommunalvalg til november og tænk nu, hvis vælgerne… Dette har skabt et kulturpolitisk vakuum, hvor der doseres lidt penge hist og pist, men der tages aldrig fat i nældens rod.

Det er ikke godt nok. Kulturen er ikke englenes holdeplads. Der er lige så mange dårlige ledere, dårlige medarbejdere, dårlig økonomistyring og dårlige ideer som i alle andre sektorer. Det Hvide Hus’ altid bramfri stabschef, Rahm Emanuel, har udtrykt det meget præcist: “You never want a serious crisis to go to waste. And what I mean by that, it’s an opportunity to do things that you think you could not do before.”

Det bliver spændende at se, hvornår nogen tør gøre noget ved kulturinstitutionernes problemer.