Levinsen Live

Skal det nu være rock?

Her er definitionen på, hvornår en kunstform i politisk henseende betragtes som voksen. Det er, når den har gjort sig fortjent til en offentlig kulturpolitik af socialdemokratisk snit, altså på nogenlunde samme måde som de ældre kunstarter i vekslende grad har været underlagt kulturministeriet siden dets oprettelse i 1961.
I hvert fald hvis man skal tro den seneste tids entusiastiske fortalere for øget støtte til såkaldt rytmisk musik. »Den rytmiske musik er blevet voksen,« var således overskriften på Berlingske Tidendes kronik den 24. oktober.

Forfatteren var musikforskeren og musikeren Henrik Marstal. Han har ligefrem selv lagt navn til en tænketank, der har fremlagt intet mindre end »anbefalinger for den rytmiske musiks fremtid«.
Så kan den lære det, og i smukkeste synkronicitet har oppositionspartierne, Socialdemokratiet, SF og Det Radikale Venstre, fremlagt et kulturpolitisk udspil om samme emne, med den kække titel ”Op på beatet – styrk den rytmiske musik”. De tre partier var da også fælles med Marstal-tanken, som ellers hævder at være uafhængig, om at præsentere deres forestillinger på en konference i Børsens Festsal den 25. oktober.

Nu kunne man tro, at den rytmiske musik i Danmark hidtil aldrig havde fået en øre i offentlig støtte. I hvilket omfang rytmisk musik overhovedet har støtte behov, vender vi tilbage til om lidt. Men faktisk har der for længst udviklet sig et vidtforgrenet net af støttesystemer, såvel til spillesteder som til transport og enkelte kunstnere. Man kan altid diskutere, hvordan de respektive ordninger fungerer, og hvorvidt der skal skrues op eller ned for pengestrømmene, men de er der.

For eksempel kunne man her i avisen (artiklen kun tilgængelig ved login) den 24. oktober læse om, hvordan det københavnske spillested Vega generøst har fået 3,8 mio. kr. i støtte fra Økonomi- og Erhvervsministeriets globaliseringspulje til ”Udvikling af en helhedsorienteret oplevelse omkring koncerter”, blandt andet med henblik på eventuelt blandt andet at etablere et såkaldt ”evalueringsrum”, hvor koncertgængere efter showet på bedste coaching-vis kan fordøje og få fordybet oplevelsen. Åbenbart menes det ikke længere at være tilstrækkelig popsmart bare at opsøge den nærmeste bar.

Det virkelig interessante er imidlertid, hvordan den aktuelle retorik indfører et skæbnefællesskab mellem den rytmiske musiks eksistens og fremtid, og så det at der er formuleret en kulturpolitik for den. Lidt som i den episode i ”Fawlty Towers”, hvor badehotellet får besøg af en psykoanalytiker. Sybil spørger, om det ikke er noget ret nyt. Gæsten forklarer, at Freud sådan set begyndte at praktisere i 1880’erne, og Sybil svarer muntert, at »Ja, men det er jo først for nylig, vi har set det i tv«.

Helt så gammel er rockmusikken som bekendt ikke. Men det er dog i år 55 år siden, at Elvis indspillede ”That’s All Right Mama”, og siden har rockmusikken faktisk haft det rigtig fortrinligt.
At pladebranchen muligvis er i krise på grund af ulovlige downloads og anden mere eller mindre ny teknologi er én ting. Det er jo ikke det samme, som at musikken som kunstform eller livsstil på nogen måde er det. Og nej, hverken Elvis eller noget som helst af, hvad der er fulgt efter, er resultatet af nogen som helst form for kulturpolitisk indsats. Nærmest tværtimod, hvis man ser det i forhold til rockens stolte traditioner for at være antiautoritær, samfundskritisk og til tider ligefrem demonstrativt umoden.

Her i år har man fejret 40-året for alle rockfestivalers moder, den ligeledes alt andet end politisk støttede Woodstock-festival. Et udtryk for amerikansk selvbyggerånd, når den er mest anarkistisk og storladen. Fuldstændig som Roskilde Festivalen og kolleger har demonstreret, at noget sådant faktisk også kan opbygges på dansk jord.
Det eneste land, jeg kender til, hvor man derimod virkelig har haft officielle kulturpolitiske ambitioner på rockmusikkens vegne, var det nu hedengangne DDR. Her var der endda statsansatte rockorkestre, der selv af tysk rock at være lød derefter.

Kernepunktet i de danske forestillinger er dog knap så ambitiøse. De er primært, at Vega – der har til huse i det gamle socialdemokratiske Folkets Hus på Vesterbro – skal have særstatus som nationalt spillested til den danske rockmusiks fremme.

Tanken er  ikke helt ny. Snarere ligner den en idealistisk ompakket udgave af en tidligere idé om at bygge et Mega Vega, som dog kollapsede under finanskrisen.

Til gengæld er den pudsig. Dels som konkurrenceforvridning i forhold til, hvad der er af private koncertoperatører i hovedstadsområdet, dels fordi hele Danmarks Radio som bekendt lige har fået et monumentalt koncerthus, der jævnligt bruges til rytmisk musik.

Men al initiativrigdommen på den rytmiske musiks vegne skal da også ses i et helt andet lys. Det er jo ikke musikken, der skal ”op på beatet”, det er den i sin natur efter bedste evne i forvejen. Nej, det er politikerne, der skal demonstrere, at de også efter bedste evne er det. Samtidig med at musiklivets bureaukrater og projektmagere skal – jævnfør Vegas ”evalueringsrum” med tilhørende varm luft – have gang i forretningen til sig selv.

Det handler ikke om, at rockmusikken er blevet voksen, hvad den jo har været lige siden Bob Dylan tog solbriller på og satte strøm til guitaren. Snarere om det fornøjelige paradoks, at nogle nu gerne vil gøre den så senil, at den kan kaldes plejekrævende, for derigennem selv at kunne fremstå som ungdommelige og fremsynede. I den forstand er tankegangen da foreståelig nok. Der er, som man siger, bare ikke meget rock and roll i den.