

hjerteligt til lykke med 100-års dagen for udråbelsen af Kvindernes Internationale Kampdag. Oven i købet skete det jo i København, i hvad der senere blev til Ungdomshuset på Jagtvej.
Den kække måde at fejre det på her i redaktionens karlekammer ville naturligvis være at smække hælene op på skrivebordet, knappe en ramme kraveøl op med navlen, skrue op for metalmusikken og få de blonde sekretærer til at skaffe endnu en flok strippere. Samt skåle lystigt for Jørgen Leth, Rammstein og andre kulturelle ikoner, som har turdet blive ved med at vise, at ikke behøver pive underdanigt hver eneste gang noget der ligner en feminist vrisser bøh.
Men man kunne selvfølgelig også vælge en endnu mere voksen og maskulin attitude, og tage kvindefrigørelse og ligestilling alvorligt som andet og mere end blot en platform for professionelle feminister og andre i offerbranchen. Herunder disse pjevsede mandeforskere, der med jævne mellemrum får medieplads til som en slags seksualitetens halalhippier at profetere deres eget indskrumpede køns undergang.
Om end der nok lige i dag skal kæmpes lidt ekstra for at få ørenlyd. Den store gallademonstration her på Rådhuspladsen i København har nemlig symbol- og levebrødspolitikeren Mette Frederiksen (S) som hovedtaler, og emnet på denne ellers så principielle dag er noget i sammenhængen så marginalt og hattedamet som at være imod købesex og kvindehandel (det sidste er som bekendt ulovligt i forvejen).
Der er da vist ellers stadig nok at kæmpe imod og for. Såvel kvinders kår under en del af verdens mere tilbagestående religioner og kulturer, som den massive undertrykkelse fra både mænd, mødre og veninder, mange kvinder også i den civiliserede del af verden fortsat må leve med eller dø af.
Omvendt vil man skulle være meget tvært anlagt for at hævde, at det ikke er gået fremad i de sidste 100 år. Og som far til en teenagedatter er det da herligt at mærke, at der hinsides al umoden “Sex and the City”-kultur og alverdens pludrende livsstilsklummer er langt flere stærke kvindelige rollemodeller end for blot få årtier siden.
Herhjemme har vi for eksempel lige fået den første kvindelige bankdirektør nogensinde, i skikkelse af Karen Frøsig i Sydbank. Det syner selvfølgelig ikke af meget i forhold til at danske bankers direktioner derudover rummer 65 mænd, men er dog stadig adskilligt mere end ingen.
Og henne hos forsikringskusinerne i Trygvesta sidder Stine Bosse, der lige har trodset krisen med et fint årsregnskab. Oven i købet udtalte hun til avisen her for et par uger siden, at hun slet ikke gik op i at være rollemodel.
Det kan hævdes at være yderligere en grund til at hun netop er det. Ligesom det kan hævdes om forfattere som Ida Jessen, der i næste måned modtager Boghandlernes gyldne Laurbær, og Sara Blædel, der netop er blevet af boghandlerkæden Bog & Idé er blevet kåret til Danskernes Yndlingsforfatter (for anden gang).
Ingen af dem har opnået det, de har, ved at sælge sig som nogen det er synd for. Men derimod alene gennem mangeårigt arbejde og sans for at nå et publikum.
Så er der politik, hvor Pia Kjærsgaard (DF) jo er altoverskyggende som feministisk forbillede. Mens en del andre kvindelige politikere har det med se ud som om deres speltbrød er faldet sammen, går hun på tredje årti til ikke mindst mandlige politikere og medier med en pitbull-attitude som de selv godt kunne lære af; tilsyneladende har hun for længst dannet skole hos unge politikere som Johanne Schmidt-Nielsen fra Enhedslisten.
Vi kan også lige slå et slag ud i den store verden. Tysklands formidable kansler Angela Merkel får de fleste mandlige europæiske statsoverhoveder til at ligne Duracell-kaniner hvis batterier er ved at løbe ud, og ovre i Hollywood var den store triumfator ved nattens Oscar-uddeling action-instruktøren Kathryn Bigelow, ophavskvinde til den sindsoprivende krigsfilm “The Hurt Locker“.
Tilbage i den danske mediejungle er TV-2 allerede på kvindelig direktør nummer to. Ovre hos vores konkurrenter i Pilestræde har både Berlingske Tidende og Weekendavisen kvindelige chefredaktører, og før Lisbeth Knudsen kom til Berlingske styrede hun i en årrække hele A-pressen.
I den på overfladen mere fredsommelige litterære verden er det også værd at notere sig hvor mange forlag, og det er ikke de mindst succesfulde, der står magtfulde kvinder foran og bagved. Der er kvindelige topchefer både hos Lindhardt og Ringhof og hos Rosinante, mens f.eks. Hr. Ferdinand, Verve, Phabel, Ries og Aronson alle er grundlagt af kvinder, og kvinder i hvert fald er med til at dele magten både på Modtryk, Politikens Forlag og det nystartede C&K.
Der er således mange, der kan være stolte og ikke har spor at skamme sig over. Så det er der da heller ingen grund til at mændene gør.
Tværtimod udspringer ægte respekt og ligestilling jo netop af, at man ikke betragter den anden som et mindreværdigt offer. Endsige én, man ud fra sin egen dårlige magthaversamvittighed bør sige undskyld til for alt muligt.
Men derimod som en person med de samme muligheder som én selv. Det vil så også sige én, man principielt kan stille nøjagtig de samme krav til som til sig selv.
At bilde sig selv og andre andet ind ville da først for alvor være undertrykkende. Kampen fortsætter.
Annonce:
@Jakob Levinsen
Læser du nogensinde JyllandsPosten?
En gang imellem er der interessante artikler.
http://jp.dk/indland/article2002880.ece
Upassende ? Klag over indlæg