Levinsen Live

Den vidt åbne fest

Klaus Rifbjerg har en gang vendt en pædagogisk floskel på hovedet og sagt, at kloge mennesker keder sig altid. Det har han jo så ganske ret i.

Til gengæld keder mennesker med lavt kulturelt selvværd sig åbenbart aldrig. Det kan være en årsag til, at der er så mange sider i Politiken.Ja, ind imellem er det nærmest som om den dårlige samvittighed ligesom Mordors Onde Øje i J.R.R. Tolkiens “Ringenes Herre” hvileløst afsøger terrænet for at finde noget nyt at blive skamfuld over. Som digteren skriver: »…det søgte og forsøgte at trænge igennem de skygger, det havde skabt til sit eget forsvar, men som nu standsede det i dets uro og tvivl.«

Forleden gjorde skamfølelsens øje i det høje så holdt ved den nys afholdte Roskilde Festival. I Politiken angreb musikeren og musikologen Henrik Marstal den således for etnisk ensidighed.

Han kaldte sågar festivalen »en lukket, hvid fest«. Den havde årets på alle måder kulørte hovednavn Prince nok ikke lige set komme.

Siden har debatten rullet både i og udenfor Politiken-regi. Der har ikke mindst været kontant afregning fra festivalens fans, nogenlunde som når i gamle dage universitetsmarxister opsøgte Vesterbro-værtshuse for at forklare arbejderne, at de altså var fremmedgjorte.

Alligevel kunne Marstal se ud til at have halvvejs ret. Uden at der er statistisk belæg for det, man angiver jo ikke etnicitet når man køber billet, er det en årtigammel observation, at dansk rockkultur ofte ikke synes særlig attraktiv for danskere med rødder i andre kulturer.

Lukket er derimod det sidste, man kan kalde Roskilde Festivalen, eller dansk kulturliv generelt. Det står jo pivåbent for enhver at være med, eller lade være og gøre noget andet.

Foruden at netop denne festival i årenes løb har programsat ganske megen musik fra de områder, mange nydanskere stammer fra. Der har været arabiske pophelte som Khaled og Cheb Mami, i år kom Tinariwen fra Mali, der har været hele scener helliget ikke-vestlig musik, der har været religiøs pakistansk qawwali-sang, dagen efter dødsulykken i 2000 spillede såmænd Afrikas største musiknavn, Youssou N’Dour, og nydanske sællerter som Outlandish og Burhan G har da i øvrigt også været forbi.

Lige meget har det tilsyneladende hjulpet. Men hvorfor er det et problem?

Lad så være, at festivalens talsmand, Esben Danielsen, i Politiken taler med om, at det angivelig er det. Det skal nemlig bare ses som udtryk for festivalens årtilange ekspertise indenfor repressiv tolerance, spin og markedsføren sig på idealistiske holdninger, og al respekt for det.

For Roskilde er jo reelt en gennemkommerciel operation, der selvklart sælger billetter til det publikum man kan nå. Fuldstændig som når der ind imellem dukker plakater op i bybilledet for store koncertarrangementer, det ikke skønnes nødvendigt at kommunikere på andet end urdu, farsi eller tyrkisk.

Den aktuelle dagsorden ligger dog snarere i, at Henrik Marstal (hvor etnisk alsidige er egentlig de orkestre, han selv spiller i, og hvor multikulturelle er tilhørerne?) omtaler andre kulturinstitutioner, der angiveligt allerede arbejder på at udvide publikumssammensætningen, fra Det kongelige Teater og nedefter. Skulle musiklivet for at tækkes medier og meningsmagere finde på at ville gøre en lignende symbolsk indsats, skal der jo også findes folk til tænketanke og den slags, så held og lykke med jobsøgningen.

Til gengæld savner vi vist stadig svar på to afgørende spørgsmål: i hvilket omfang et par års forsøg med mere eller mindre velmenende, multikulturelt beredskabsteater har givet andet og mere resultat end almindelig politisk korrekt velvære hos de allerede rettroende. Altså om det nu også har lokket flere med anden kulturbaggrund i f.eks. teatret - og hvorfor det overhovedet er så vigtigt at de kommer der?

Bag forestillingen om den multikulturelle offentlighed - og Roskilde er jo stadig ikke noget der bare ligner en public service-institution, lige så lidt som Cirkusrevyen eller Gyldendal er det - ligger nemlig en sær, man fristes til at sige meget hvid middelklasseblanding af mindreværdskompleks og kulturimperialisme.

Det første kommer til udtryk i, at eksisterende dansk kultur - Henrik Marstal kalder ligefrem Roskilde Festival “en moderne progressiv kulturinstitution” - kun er rigtig god kultur, hvis alle minoritetsgrupper i samfundet elsker den. Det er lidt svært at kombinere med forestillingen om, at kunst også skal være kritisk og provokerende, men lad nu det ligge.

Det andet kommer til udtryk i, at minoriteter først er rigtige kulturdanskere, når de også går i Det kongelige Teater og tager til Roskilde første weekend i juli, når også de har annammet den brede danske smag. Som om det ikke stod også dem frit for at ville noget andet, fuldstændig som det gør for dem, der bare hader at ligge i telt og hellere vil høre klassisk. 

Bagved synes desuden at ligge et ret så utiltalende menneskesyn. Nemlig, at nytilkomne danskere pr. definition er så infantile og intolerante, at de - modsat os oplyste og multikulturelle gammeldanskere, forstås - kun vil og kan forholde sig til kunst, der handler om dem selv.

Ovre i Sverige er feminister i øvrigt ligefrem begyndt at tale om kønskvoter i forbindelse med programlægningen på rockfestivaler. Tankegangen er nøjagtig den samme: kvinder er åbenbart så indskrænkede, fantasiløse og handlingslammede, at de ikke er i stand til at høre musik spillet af andre køn end deres egne.

Jeg kender nu ellers en del kvinder, der boblende af forventning drog til Roskilde i år for at høre Prince, og andre der ærgrede sig over ikke at kunne nå ned og høre Motörhead. De er dog vist heller ikke feminister i gammeldags forstand, endsige svenskere. 

Men tolerance - og selvtillid - er da først hvis man accepterer, at andre muligvis vil noget helt andet end én selv. Og hvis nogen bare ikke vil være en del af en fest, alle er inviteret til, kan det da aldrig være festens problem.

Da den store sydafrikanske jazztrompetist Hugh Masekela forrige onsdag spillede i Glassalen i Tivoli, var der i øvrigt masser af tilhørere med mere eller mindre samme hudfarve som orkestret. Så måske de lukkede fester kun findes inde i hovedet på dem, der ikke magter de åbne?