Profil

Jakob Levinsen blogger fra det virkelige kulturliv om kunst og kræmmere, fiktioner og fakta.

Baggrund:
Jakob Levinsen (f. 1960) har siden februar 2006 været litteraturredaktør samt film- og musikanmelder ved Morgenavisen Jyllands-Posten.

Han er cand.mag. i musikvidenskab og dansk, har arbejdet som kulturjournalist siden 1984 og undervejs været musikanmelder ved Weekendavisen, kulturredaktør ved Berlingske Tidende og redaktionschef ved forlaget Lindhardt og Ringhof.

Andet:
Jakob Levinsen har udgivet og bidraget til bøger om bl.a. klassisk musik, Tolkien, amerikansk kultur og københavnske restauranter, oversat bøger af Tolkien, Charles Cumming, Walter Isaacson, Anna Reid og Daniel Mendelsohn.

Han har medvirket i Smagsdommerne på DR2 og er fast kulturkommentator i TV2 News.

Sted:
København

Website:
Besøg


Grøndalsvej 3
8260 Viby J
Tlf: 87 38 38 38

Blogchef
Agnete Stoffregen

Blogredaktør
Tage Clausen

Internetredaktør
Jørgen Schultz-Nielsen

Ansv. redaktør
Jørn Mikkelsen

Udgiver
JP/Politikens Hus A/S

Kontakt jp.dk
Tip os - send pressemeddelelse

Netannoncer
Tlf: 33 30 80 06 eller
Tlf: 33 30 80 07

Hvis du vil vide mere
Blog om Morgenavisen
Jyllands-Posten

Tip      Print    RSS    Del    

Levinsen Live (orlov)

Skrevet af Jakob Levinsen

Ingen kvindekamp uden kvindekamp

Dato: d. 07.03.11, 10:12
Af: Jakob Levinsen
Emner:

Mine damer,
også i år rigtig hjertelig tillykke med kvindernes internationale kampdag i morgen. Det har, synes jeg her på den maskuline sidelinje, været et godt år for kvindefrigørelsen, og det synes blondinen derhjemme i øvrigt også.

Og nej, ikke kun fordi Susanne Bier netop har gjort mere for kvinder på omkring 50 end selv nok så mange velmenende kronikker og skåltaler om seniorpolitik. For slet ikke at tale om hvad den sublime engelske stjerne Helen Mirren, der overrakte Bier hendes Oscar, gør for kvinder midt i tresserne og formentlig ved mænd i de fleste aldre.

Hvad var det kom jeg fra? Nå jo, det er da ikke fordi der ikke fortsat er masser af undertrykkende sociale og kulturelle mønstre i meget at verden at bekæmpe. Men det bliver mere og mere tydeligt, hvor meget rammerne for diskussionen af køn og hvad deraf følger udvider og ændrer sig, og kun til det bedre.

I Palle Fogtdals nye erindringsbog ”Med hjerte og jernvilje”, fortæller den store bladudgiver om hvordan hans redaktionskontorer tilbage i 1970’erne blev besat af en flok rødstrømper, der var utilfredse med kvindebilledet i hans udgivelser. Det er i sandhed længe siden.

Der hvor kønsdebatten for alvor har udvidet sig, er nemlig præcis ved, at den ikke er nær så manikæisk som før. Altså skarpt opdelt i lyst og mørkt, højre og venstre, godt og ondt og ofre mod (mandlige) undertrykkere.

For det er slående, hvor meget af kvindekampen der i dag føres blandt kvinder indbyrdes. Og herunder, i hvor høj grad det er blevet et emne, at det ikke kun er liderlige kapitalister med stiv hat, der undertrykker kvinder, men nok så meget andre kvinder.

Jakob Matthiasen, der lige er debuteret med den roste novellesamling ”Beton”, spurgte sidste mandag i Information, om venstrefløjen har vendt arbejderklassen ryggen. Gælder det samme venstrefløjen og kvinderne?

Det aktuelle paradeeksempel er naturligvis tv-udsendelsen for nylig, hvor skuespilleren Anne-Grethe Bjarup Riis skulle tale prostitution med en repræsentant for sexarbejdernes organisation. Umiddelbart virkede det sandsynligt, at sidstnævnte vidste mest om emnet.

Det afholdt dog ikke Bjarup Riis fra at tale sin modpart i smadder med en tsunami af på én gang uartikulerede og grænseoverskridende sjofelheder. Let ironisk, emnet taget i betragtning, men til gengæld opstod der omgående en Facebook-gruppe ved navn “Kvinder der er uenige med Anne-Grethe Bjarup Riis”.

Indslaget illustrerede dog meget godt et forstemmende særkende ved noget af de gammeltroende feministers retorik: hvis den modsiges af fakta, benægtes de. Det skrev min kollega Leny Malacinski forrige år siden en stærkt underholdende, gennemresearchet og anbefalelsesværdig bog om, ”Den dag, jeg opdagede jeg var undertrykt”.

En af dens centrale pointer er, at de danske gammelfeministers to mærkesager - prostitutionsforbud og bestyrelseskvoter - slet ikke virker efter hensigten i Sverige og Norge, hvor den slags kønsmæssig sharialovgivning allerede er indført. Men det er vel kun et spørgsmål om hvad hensigten egentlig er.

For hvad nu hvis bestyrelseskvoter slet ikke handler om ligestilling som sådan? Men derimod blot har til formål at skaffe fede ben til netop de højt profilerede feminister i politik og forskning, som taler for kvoterne?

Og hvad nu hvis et forbud mod prostitution slet ikke handler om solidaritet med de stakkels handlede kvinder (trækkerdrengene indgår af én eller anden grund aldrig i debatten), men snarere om neurotiske kontrolbehov hjemme og ude? Når der i morgen eftermiddag her på Rådhuspladsen demonstreres imod prostitution, eller i hvert fald for et forbud mod den - såmænd med Bjarup Riis som festtaler - bliver det svært ikke at tænke på den klassiske western-scene, hvor nybyggerbyens tilknappede borgerfruer med bål og brand og dragne parasoller angriber den syndefulde saloon.

Ingen kvindekamp uden klassekamp, som det hed i gamle dage. Men så var det jo også, havde jeg nær sagt, en lyst at se hvordan det andet synspunkt allerede var ude på Rådhuspladsen i fredags, hvor sexarbejderne markerede deres side af sagen.

Noget tilsvarende gælder i andre forbindelser. Kvinders vilkår generelt er jo for længst ophørt med at være et rent venstrefløjsanliggende.

Tværtimod. En erklæret borgerlig blog som damefrokosten.com er kommet til at fylde godt i debatten.

Andre borgerlige kvinder som Frederiksbergs unge konservative rådmand (nå ja) Mie Harder afviser helt at lade sig kalde feminister, og ligestillingsminister Lykke Friis (V) vil nærmest helt have afskaffet kvindekampen som særskilt indsatsområde. Mens Liberal Alliance netop har fået en moderne folkehelt som plejehjemslederen Thyra Frank på kandidatlisten.

Og à propos Liberal Alliance: meget har været skrevet de sidste par dage om, hvordan partiets østjyske spidskandidat Ole Birk Olesen er blevet indhentet af nogle stærkt nedladende og generalisende udtalelser om kvinder (af én eller anden grund bliver kvindelige kandidater aldrig indhentet af nedladende og generaliserende udtalelser om mænd).

Det rigtig interessante er imidlertid, at han allerede som en rigtig politiker in spe har påberåbt sig pressehetz og i øvrigt trukket i land i et tempo som formentlig de færreste fritidsfiskere kan hamle op med. Når selv mandschauvinisterne efterhånden er blevet nogle tøsedrenge, er det sikkert fristende for nogle feminister at overveje, om det mon egentlig overhovedet længere er nødvendigt med en kampdag?

Hvor det gamle ikon Erica Jong, der i morgen aften taler i Den Sorte Diamant i København, befinder sig på en højre/venstre-akse er svært at sige. Men hendes aktuelle frontalangreb på romantiseringen af moderrollen harmonerer vist i hvert fald dårligt med megen snak om bløde værdier som noget pr. definition positivt.

For slet ikke at tale om teologerne, hvor navnlig den medieeksponerede trio Sørine Gotfredsen, Kathrine Lilleør og Katrine Winkel Holm gerne taler konventionel femi-visdom midt imod. Og i øvrigt ikke lader til at være enige om ret meget.

Så skål og god kampdag. Der er afgjort ikke blevet færre fronter at kæmpe på, og da slet ikke indbyrdes, men samtidig er udsynet blevet meget større.

Jeg har i hvert fald lagt den gode champagne på køl til når blondinen er færdig med at arbejde, og har skruet op for P. J. Harveys i mine øren prægtige nye album. Den bistre britiske sangerinde er bestemt ikke feminist som dem der i sin tid indtog Palle Fogtdals kontorer, men hun er til gengæld popstjerne og rollemodel så det vil noget.



Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
A Bille, København | Skrevet: 7. mar 11 kl. 10:29

Lad dog kvinderne have kampdagen i fred. Jeg kan ikke se problemet. For det første vil jeg sige at mange mænd opfatter kampdagen som en dag hvor kvinder kæmper IMOD nogen, imod mænd ovs. Men det er faktisk en dag hvor vi kæmper FOR kvinder osv. For der er stadig meget at kæmpe for, og hvis du synes det er mærkeligt at trækkerdrenge aldrig nævnes så kan I mænd jo bare mødes og kæmpe for den sag hvis I vil. Desuden er kvinder i mega overtal når det kommer til at være handlet og til salg. Men som sagt, lad os have denne dag i fred, hvis I vil brokke jer så få jeres egen internationale mande brokke -dag. Vi vil jo ikke kun gøre opmærksom på ligestillingsproblematikkne her i Danmark eller Sverige, men lige så meget på de kæmpe problemer der er på kvindesynet i Afrika (hvor kvinder ikke
engang må eje jord) og i Mellemøsten hvor kvinder ikke anses som ligeværdige.
Hvad med støtte os lidt kære mænd i stedet for hele tiden at bekæmpe os; det er så trættende.

Upassende ? Klag over indlæg

 
Hanna Egedius, Praha | Skrevet: 7. mar 11 kl. 11:23

Det er besynderligt, som Levinsen også i parentes bemerker, hvorledes et prostitusjonsforbud i de aktivistiske feministers optikk kun rettes mot menn, der kjøper sex av kvinner.

Hver tredje prostitueret i vestverden er faktisk en mann, der selger sex til andre menn - eller til kvinner.

Og den kvinnelige sexturismen avstedkommer hos aktivistene intet annet enn stumhet, skjønt den er da like utnyttende og moralsk betenkelig som den mannlige.

Kvinnedagen bør tilegnes kvinner på asiatisk og afrikansk landsbygd, der flertallet fortsatt er like rettsløse som på bibelsk tid.

Upassende ? Klag over indlæg

 
F JensenH, 6100 | Skrevet: 7. mar 11 kl. 11:58

Ja, som enhver der lytter til DR/DKR, er fuldstændig klar over, så er de danske kvinder frygtelig undertrykte……. og mangel på ligestilling er ganske enkelt verdens største problem. Eller måske snarere et uendeligt stort problem på størrelse med hele universet. Eller endnu større!

At de tarvelige danske mænd har dannet et komplot til undertrykkelse af alle danske kvinder, står lysende klart hvis man tit lytter til DRs P1-program, som året rundt fortæller om den manglende ligestilling, som konstant ydmyger, nedværdiger og nedtromler alle de danske kvinder. (dog lige med undtagelse af dronningen, en række kvindelige ministre, politimestre, dommere, præster, kontorchefer og søde kampsoldater osv)

Men alle de øvrige kvinder lever helt klart en slavelignende tilværelse på bunden af samfundet, fordi mændene i samlet flok holder dem nede, diskriminerer dem på det groveste og aldrig giver dem en chance for at komme op i lyset.

Alt sammen noget jeg véd fra en yderst pålidelig kilde, nemlig DRs evigheds-serie om den brutale og systematiske bekæmpelse og undertrykkelse af de danske kvinder. Udøvet af onde danske mænd.

Ja, verdens værste kvindeundertrykkelse foregår utvivlsomt lige netop her i landet. Ingen steder kan det være værre, er jeg sikker på.

Derfor må kvindernes kampdag virkelig hilses velkommen. Hejs de røde faner og lad feministerne og kvotedamerne- og kvindekamps-kvinderne rulle frem i tætte kolonner på alle landets åbne pladser, som tanks der kører frem skulder ved skulder, frem mod den næste fem-årsplan og nye sejre for den internationale kvindesag.

Lad os håbe at de danske mænd snart indser, at hvis de ikke snart begynder at være flinkere og mere leflende overfor alle de stakkels koner nede i muddergrøfterne, så ender det i den rene bedrøvelighed.

Eller måske ligefrem mudderkastning?

Mænd der ikke er mænd, men selvudslettende tøffelhelte, vatnisser og pjok, må være fremtidens ideal!

Giv dog plads for de fremstormende feminister, der jo blot kæmper ædelmodigt for retfærdighed, humanisme og kvoter.

Giv dem dog lidt ilt og rent vand at svømme i, så de ikke, billedlig talt, skal ligne aborrer og skaller, eller torsk og rødspætter, der ligger i vandskorpen og snapper efter luft.

En mere retfærdig, sympatisk og humanistisk sag end rødstrømpernes og kvote-feministernes, kan vel ingen forestille sig?

(rettet udgave)

Upassende ? Klag over indlæg

 
u. mortensen, virum | Skrevet: 7. mar 11 kl. 13:24

Fremragende blogindlæg af Levinsen. Kvindernes internationale kampdag er en anakronisme. Idag er det mænd, der har de største ligestillings-problemer. Som professor Martin Munk sagde til politiken sidste år:

“Ingen taler om det – og slet ikke feministerne.
Men Danmark er i fuld gang med at skabe et stort proletariat af mænd uden eksamensbeviser og job, der bliver afvist af både arbejdsgivere og kvinder, og som vil lægge pres på Mændenes Hjem og de offentlige kasser. Det er tidens suverænt største ligestillingsproblem. Alligevel går elitefeministerne mere op i, om deres egne døtre får mulighed for en bestyrelsespost i erhvervslivet.”

Upassende ? Klag over indlæg

 
Rebecca S., 2800 | Skrevet: 7. mar 11 kl. 13:32

Meget af substansen i mænds og kvinders forhold består, såvidt jeg kan se, af gamle vanetænkninger og ditto opfattelser af, hvordan en fælles hverdag “skal” køres.

Af “gode” grunde er min viden om, hvad der foregår i mændenes cirkler, kun noget jeg har fået fortalt, men jeg hører mange kvinders generaliserende, nedladende og latterliggørende udsagn om “mænd”, og hvis de udsagn spejles hos mændene med mændenes måde at tackle tingene på, ja, så forstår jeg meget vel, hvorfor der er så meget had og foragt mellem kønnene, og deraf tilsvarende mangel på respekt, imødekommenhed og accept.

Hvad angår forholdene ude i den øvrige verden, så er de i en helt anden og katastrofal liga, end hvad angår danske kvinder, og det kunne jeg ønske mig, at feminister ville gå langt mere bastant ind i at bruge kræfterne på.

Upassende ? Klag over indlæg

 
Martin Henriksen, Hjørring | Skrevet: 7. mar 11 kl. 14:05

Der er ingen tvivl om at hvis en ny regering får held med at indføre kvoter og særlove for at få kvinder ind i bestyrelser, direktioner, politiske og økonomiske råd, udvalg og nævn, professorater og forskerstillinger, så ved alle fornuftige tænkene hvorfor hun er tildelt pladsen : fordi hun er kvinde og fordi kvinden i dag (i følge S og SF) skal tildeles nogle nogle særlige rettigheder, nogle særlige privilegier alene på hendes køn. Alt andet er underordnet. Mændene derimod skal bare holde kæft, vise hensyn og træde til side hvis hun ønsker en plads i hans bestyrelse, i hans direktion, i hans virksomhed. Den har hun nemlig en priviligeret ret til at få tildelt uanset kompetencer og kvalifikationer, alene fordi hun er kvinde og skal belønnes for at være det

Upassende ? Klag over indlæg

 
Rebecca S., 2800 | Skrevet: 7. mar 11 kl. 14:24

Det der med kønskvoter: Dutter ikke og er utroligt gammeldags tænkemåde - hvis vil gå efter en bestyrelses- eller ledelsespost, så må man i god tid signalere, at man VIL magten, og er parat til at yde de nødvendige “ofre” på den private front. Og hvor mange kvinder er det? Og hvor mange mænd er parate til at støtte og acceptere, at “deres” kvinde går efter magten i den offentlige sfære?

Man må forholde sig til arbejdsmarkedet, som det er skruet sammen og derudfra gøre sin indsats for at ændre, det man ikke bryder sig om. Og det gør man da ikke ved at udnævne sig selv til “offer”. Ofre sætter man sgu da ikke i ledelsesstolen - gør man?

Upassende ? Klag over indlæg

 
Hanna Egedius, Praha | Skrevet: 7. mar 11 kl. 14:43

@Rebecca S.

Just det. Om vestverdens feministaktivister mere kunne være aktive i de deler av verden, der kvinner har samme status som får og gjeter, ville meget kunne være vunnet.

Men besynderligt nok oppfatter vestlige feminister dette som fordomsfullt og sågar racistisk, at hevde at kvinner i Asien og Afrika ofte lever helt rettsløse liv, sammenlignet med kvinner i vestverden.

Svenske feminstaktivister har dette som sitt speciale - at fornekte at eksempelvis de nordiske kvinner har en helt annen status, enn de asiatiske og afrikanske.

Her er Gudrun Schyman skrekkeksemplet. Hennes såkallede taliban-jevnførelse, for et antall år siden, er med rette beryktet.

Denne løgnaktighet og mangel på solidaritet, gjorde meg for mange år siden, som helt ung kvinne, til anti-feminist.

Upassende ? Klag over indlæg

 
A Bille, København | Skrevet: 7. mar 11 kl. 15:24

@Rebecca S.: Du taler om respekt og mangel på samme, og nogle kvinders nedladenhed overfor mænd - jeg kan sige det samme om mænd. Mænds manglende respekt for kvinder og lige så mange kommentarer fra mænd i dverse blogs der er ekstremt kvindefjendske, så man ikke tror sine egne øjne.

Så taler du om at feminister skal rette opmærksomheden mere på udlandet hvor kvinderne trænger mere til ‘hjælp’, ved du hvad? Det gør de faktisk også, og det er jo kvindernes INTERNATIONALE kampdag, hvor der også bliver rettet opmærksomhed mod kvinder i andre lande der har det slemt.

Så kan jeg lige fortælle at på kvindernes kampdag kæmper man ikke IMOD mændene men FOR kvinderne og det er der ikke noget i vejen med, mænd kan jo lave deres egen kampdag hvis de vil. De har jo allerede deres frimurerloger.

Dernæst ved jeg heller ikke om kønskvoter dur, men jeg synes de er nødvendige, fordi det stadig er de tunge drenge der sidder på magten, og der skal vi have nogle flere kvinder ind, kønskvoter eller ej. Det gør ikke kvinder til offre.

Upassende ? Klag over indlæg

 
Rebecca S., 2800 | Skrevet: 7. mar 11 kl. 15:55

@A.Bille. Vi er enige et stykke ad vejen - nemlig vedrørende de blogs, hvor mænd udtaler sig om kvinder, så jeg simpelthen for både gåsehud og kvalme. Jeg skal ikke kloge mig på, hvorfor de mænd udtaler sig så hadsk, men det er i hvert fald ekstremt ubehageligt at læse. Imidlertid bliver det jo ikke bedre, hvis kvinder griber til samme adfærd og måde at omtale mænd på.

Og så synes jeg ikke, det overhovedet er tilstrækkeligt for DANSKE kvinder at henholde sig til, at der er en international kampdag, “hvor der også bliver rettet opmærksomhed mod kvinder i andre lande der har det slemt.”
Jeg ved ikke, om der er fora med reel gennemslagskraft, hvor ressourcestærke, danske kvinder plæderer for - og måske endda demonstrerer for - anstændige levevilkår for kvinder derude i den brogede verden. Jeg har i hvert fald ikke kunnet få øje på sådanne platforme.

Og jeg mener fremdeles ikke, at kønskvoter er en god ide. Og hvor mange kvinder har lyst til at kaste kræfterne ind i foretagender, hvor det er “de tunge drenge der sidder på magten”, med alt hvad det medfører af benhårde strategier etc.? Erhvervslivet er sat i verden for at tjene penge til ejerne. Det kan man lide eller ej, men sådan er det altså. Og jeg tvivler stærkt på, at rå magt lader sig flytte, med mindre magtens indehavere ser deres fordele ved at humme sig lidt, så kvinderne kan komme til. Så hvordan profiterer bundlinien af kønskvoter?

Upassende ? Klag over indlæg

 
Carter Heywood, Vanløse | Skrevet: 7. mar 11 kl. 16:13

@Levinsen: Groft at kritisere Ole Birk Olesen, tydeligvis uden at have læst hans indlæg,

http://www.180grader.dk/Politik/jeg-anklager-…-kvinder-damefrokosten-com

@A Bille
1. Læs Milton Friedman, Capitalism & Freedom
2. Skift mening
3. Vend tilbage til debatten

Upassende ? Klag over indlæg

 
Jakob Schmidt-Rasmussen, København | Skrevet: 7. mar 11 kl. 16:45

Kunne man ikke sige, at de kvindelige lønmodtagere nu også har “sejret ad helvede til”, som LO’s tidligere formand Thomas Nielsen sagde, at mandlige lønmodtagere gjorde?

Ifølge dagbladet Information, så tabte sygeplejeskerne f.eks. økonomisk på, at strejke for højere løn ved de forrige overenskomstforhandlinger, fordi strejkekassen blev tømt, og fordi udgiften til at fylde strejkekassen igen vil betyde, at fagforeningskontigentet overstiger den tilkæmpede lønstigning.

Upassende ? Klag over indlæg

 
Nanna Gersov, Kastrup | Skrevet: 7. mar 11 kl. 18:24

At fejre 8. marts med champagne er bestemt ikke det værste… Jakob Levinsen må bestemt være en gentleman, siden han foretrækker en blondine at nyde de liflige dråber med!
:-D

Jeg vil med glæde tænke på en kvinde med tidlige feminististiske tanker, en af 1600-tallets væsentligste forfattere i Norden, hun som skrev “Hæltinders Pryd” og derved gjorde kvinder, som havde gjort en særlig indsats særligt synlige, nemlig den herlige kongedatter Leonora Christina, som elskede den helt forkerte mand, nemlig Corfitz Ulfeldt, som kom så slemt på kant med Danmarks første enevældige konge, at denne rejste en skamstøtte over ham og holdt hans enke Leonora fængslet i 22 år uden rettergang eller dom.

Nu genopstår navnet til sommer i farvandet imellem Rønne og Ystad, hvor en færge bærer hendes navn.
Dette vil helt sikkert også blive fejret med champagne!

http://avisen.dk/blogs/nanna/leonora-christina-vandt-stort-paa-bornholm_29355.aspx

Upassende ? Klag over indlæg

 
jørgen mikkelsen, kbh | Skrevet: 7. mar 11 kl. 20:00

@A.Bille

Hvorfor skal der være flere kvinder i selskabsbestyrelser. Er det en naturlov, at bestyrelser fungerer bedre hvis der er kvinder med? Du taler om de tunge drenge, som sidder på magten. Ja det gør de stadig i erhvervslivets top, men kvinderne(dem der har lyst) kommer mere med, indrømmet det går langsomt, men der er mange veluddannede kvinder, der ikke ønsker at være der af forskellige grunde. Så nu skal man med vold og magt TVINGE firmaer til at tage kvinder ind, uanset der måske ikke er nogen kvalificerede ansøgere til jobbet. Ved du hvad? Magt er dæleme mange ting. Da jeg læste jura var der ca 50/50 mænd og kvinder, i dag er tallet 75/25 i kvindernes favør. Disse kvinder er fremtidens embedsmænd, advokater, dommere, mm. Er det måske ikke en enorm magt, de så kommer til? Kan ske de ikke lige kommer med i “erhvervslivets top”, men de bliver mindst ligeså magtfulde.

Nej jf. artiklen, så er de uuddannede mænd det største ligestillingsproblem i DK.

Nå jeg skal bage tudekiks til at dele ud til Anne Grethe og de andre i morgen : )

Upassende ? Klag over indlæg

 
Martin Henriksen, Hjørring | Skrevet: 7. mar 11 kl. 20:11

Jeg synes A.Bille og andre af feminismens forsvarer, skulle ulejlige sig et øjeblik ved at gå ind på børsen.dk og tjekke de danske aktieselskaber ud. Prøv at google dem og læs deres historie : stort set samtlige børsnoterede selskaber i Danmark er i sin tid startet op af en mand. Så vidt jeg kan tælle, så er det tilfældet i 95% af selskaberne noteret på fondsbørsen. Er det så ikke rimeligt nok at 95% af bestyrelsen og direktionen afspejler disse tunge drenge indenfor denne business?

Jeg synes simpelthen det er for dumt at tale om kvoter. Hvorfor skal kvinder have foræret noget gratis som mændene har kæmpet hårdt for at opnå????

Prøv bagefter at undersøge hvad det egentlig kræves af en virksomhed og dets ledelse for overhovedet at komme i betragtning til en børsnotéring. Der er ikke nogen der får foræret noget gratis.

Hvad skal vi dog fortælle investorerne når de nu får sværere ved at gennemskue hvert enkelt medlem af bestyrelsen og direktionens kompetencer fordi der med kvoter sidder uduelige og inkompetente dilettanter med?

Prøv så selv at investere, lad os sige, 50.000 kroner i en virksomhed. Er det så vigtigt om bestyrelsen repræsenterer tidens ligestillingspolitik, eller om den repræsenterer de bedste af de bedste der gennem egen krop har mærket hvad det vil sige at starte op og få skidtet børsnoteret??

Kun folk der ikke investerer med sine egne penge er ligeglade

Upassende ? Klag over indlæg

 
Martin Henriksen, Hjørring | Skrevet: 7. mar 11 kl. 20:15

Der skulle stå : kun folk der ikke investerer er ligeglade.

Upassende ? Klag over indlæg

 
K Kristensen, Århus | Skrevet: 7. mar 11 kl. 22:25

Kvindernes kampdag (store klynkedag) er her i landet en rendyrket latterlighed og en fuldblods anakronisme.

I mine øjne er kvindesagskvinderne og feministerne til grin, og F. Jensens satire kl. 11.58 rammer jo bare lige i plet.

At der er negative kommentarer vedr. feministernes klynk og plidder-pladder, er da et sundhedstegn. Så er der da mænd tibage der gennemskuer det egoisme-ræs som de militante koner har gang i.

Den kendte Asger Aamund har iøvrigt i en kronik skrevet at kvote-feministerne udgør en alvorlig trussel mod dansk økonomi og velfærd.

I alle tilfælde kan vi nok godt slå fast, at de fleste kvindekamps-kvinder er langt ude på den ekstreme marxistiske fløj.

Upassende ? Klag over indlæg

 
Torben Petersen, Hornslet | Skrevet: 7. mar 11 kl. 23:51

Kvinde-kamp-dagen og 1. maj burde fusionere. Socialismen blev jo trods alt undfanget i kvindehjerner der, ved at mobilisere mændene i socialistisk kamp for lighed, kunne undslippe de udbredte arrangerede ægteskaber, ved at udligne skaffedyrenes formåen så der pludseligt blev frit valg’ mellem de rige (gamle og kedelige) og de fattige men sjove og kunstnerisk talentfulde som forsørgere af kvinderne selv og de børn der uundgåeligt blev konsekvenserne af ‘ægteskabelige forpligtelser’.

Upassende ? Klag over indlæg

 
pierre kjaer, årslev | Skrevet: 9. mar 11 kl. 11:46

manikæisk. Et flot ord der naturligvis kræver to linier til forklaring.

Men et flot ord.

Upassende ? Klag over indlæg

 
Ejnar Pedersen, Aarhus C | Skrevet: 10. mar 11 kl. 08:56

Jeg fatter ikke dette med S+SF’s forslag til kvindekvoter i børsnoterede aktieselskaber. Der virker uigennemtænkt, og intet politisk forslag har jo efterhånden ikke utilsigtede bivirkninger, som man ikke lige har tænkt på.

Når man køber en aktie, så køber man et medejerskab af en virksomhed. I bund og grund er en aktie penge, som man har betroet et firmas bestyrelse og direktion i forventning om, at de vil forvalte investeringen fornuftigt. Hvis staten går ind og blander sig i dette forhold, og dikterer en bestemt bestyrelsessammensætning, så vil resultatet heraf være givet på forhånd. Det sås jo også i Norge, hvor indførelsen af deres kønskvoter beviseligt efterfølgende medførte et markant dyk i disse virksomheders markedsværdi (ift. sammenlignelige internationale virksomheder i samme periode). Det er uafhængigt dokumenterede facts. Faldet i virksomhedernes værdi skyldes dog ikke kvindekøn i bestyrelser som sådan, men at kvindekvoterne blev fyldt med uerfarne folk, der ikke havde den store forstand på strategisk virksomhedsdrift. Det kommer også til at ske herhjemme - så mange undertrykte talenter på området blandt kvinder findes der jo heller ikke (og et talent lader sig normalt heller ikke bremse, hvis der virkelig er tale om et reelt talent - kombineret med en stenhård, dedikeret arbejdsindsats. Talent alene er nemlig ikke nok). I en verden med globaliseret konkurrence vil det være betænkeligt et indføre kønskvoter i landets fremmeste A/S’er. Fejlbeslutninger bliver nemlig straffet benhårdt på den globale markedsplads (især af asiaterne). Med alle de dejlige skatteindtægter, der tilflyder statskassen i en lind strøm fra de største A/S’er (både selskabsskatter og de ansattes indkomstskatter) er der slet ikke rum for mange fejlbeslutninger. Dårlige beslutninger (initieret af politikeres uigennemtænkte forslag) kan lede til mindre kompetente bestyrelser (da der ikke er lagt op til faglighed, men derimod først og fremmest en kønsfordeling). Fejlbeslutninger i bestyrelsen kan derfor betyde at man ret hurtigt kan blive konkurreret nedenom og hjem (i den hårde konkurrence internationalt set får man ikke mange chancer til at rette op).

Alene det at aktionærerne til en vis grad trækker deres midler tilbage, hvis bestyrelsen ikke er 100% kompetent, vil presse enhver virksomhed. På det globale marked finder der jo masser af virksomheder med frit sammensatte bestyrelser, som man som aktionær uden problemer kan kanalisere sine midler over i. Det vil også ske, hvis disse kønskvoter for bestyrelser indføres (ligesom i Norge, som har gjort erfaringen).

Upassende ? Klag over indlæg

 
Nanna Gersov, Kastrup | Skrevet: 10. mar 11 kl. 13:45

Der må være blevet drukket en del champagne hos Levinsen på den internationale kvindedag siden mit indlæg fra 7.3. stadig hænger i filteret…
:-D

Upassende ? Klag over indlæg

 
Johannes Cecil Jensen, København nv | Skrevet: 13. mar 11 kl. 20:52

Dobbeltmoral, falskhed, egoisme, arrogance, nedladenhed,udelukkelse og cencur.

Disse ord knytter jeg til kvindernes kamp for ligestilling og Danmarks ligestillingsdebat.

Det ulmer.

Upassende ? Klag over indlæg

 
ANDERS LUKYANOV RASMUSSEN, Aabenraa | Skrevet: 15. mar 11 kl. 10:08

Gad vide hvorfor det er mere vigtigt at få 50% kvinder i bestyrelser, men ikke 50% mænd i syge og sundhedspleje.

Upassende ? Klag over indlæg

 

Annonce:







Arkiv
Alle artikler, fotos, grafik og øvrige illustrationer, der er på denne side, stammer fra Jyllands-Posten. Jyllands-Posten har ophavsretten, jf. lov om ophavsret. Læs mere
Jyllands-Posten, Grøndalsvej 3, 8260 Viby J, +45 87 38 38 38. Kontakt: http://jp.dk/kontakt/