Levinsen Live

Teatret i virkeligheden

De sidste par dage har jeg haft lidt ondt af dramatikeren og teaterinstruktøren Christian Lollike.

 Ikke så meget fordi hans annoncerede projekt om til august at lave en forestilling ud af den norske massemorder Anders Behring Breiviks monstrøse manifest er blevet mødt med rasende protester fra både ofrenes pårørende, et vist nærmest samlet Norge samt en del danske politikere. Det kan næppe  være kommet som den store overraskelse, højst at norske teaterkolleger også lagde afstand til forehavendet.

Nej, min medfølelse skyldes, at han har gjort det nærmest umuligt for sig selv at komme igen. For hvordan i alverden skal til sin tid sådan en enkeltmandsforestilling på det bittelille Caféteatret i det indre København overhovedet kunne måle sig med de seneste dages voldsomme og sågar internationalt besatte totalteater, det være sig i substans eller i medieomtale?

Vi har nemlig takket være Lollike allerede fået en forståeligt nok meget temperamentsfuld og stærkt følelsesladet, men bestemt også særdeles vigtig diskussion om teatrets, ja kunstens muligheder og ansvar. Det er der ikke så lidt mere dybde i end eksempelvis Det kongelige Teaters stadige tumlen rundt i navlepillende undergangsretorik, hvor den nu af pladsen rendte operachef Keith Warner sågar netop har sat ny rekord.

Det uanset, at den grundlæggende diskussion i forbindelse med Lollikes projekt egentlig er ret enkel. Må man overhovedet lave teater ud fra sådan noget som Breiviks manifest?

Selvfølgelig må man ubetinget det. Publikum har til gengæld sin fulde ret til at debattere lige så højlydt, det skal være – der er jo ingen, der siger, at teaterchefen har ret - og så eventuelt stemme med fødderne og holde sig væk.

I alle tilfælde har Christian Lollike nu med betydelig kunstnerisk succes og præcision fået teatrets egen rolle i samfundet sat til debat. Og hvor en del af aktørernes standpunkter har været indlysende, anledningen taget i betragtning, har andre også overrasket ikke så lidt.

Det var ikke helt uventet, at Dansk Folkeparti for op som trolde af æsker. Når man læser om Lollikes karriere, kan det ind imellem nærmest se ud til, at hans ry som angiveligt kontroversiel kritikerdarling er blevet opbygget i en særegen symbiose med netop DF, der flere gange har været ude efter ham.

Forstået på den måde, at når DF undsiger noget, ja så må det jo være progressivt og provokerende, og så må som i det aktuelle tilfælde selv Venstres københavnske kulturborgmester Pia Allerslev tage det i en slags forsvar. Ligesom en Facebook-bekendt med demonstrativ stolthed forkyndte, at når nu Pia Kjærsgaard havde erklæret sig imod Breivik-forestillingen, skulle han i hvert fald have billet - så mon ikke publikumssuccesen for Caféteatret allerede er hjemme?

Den mest kuriøse gæsteoptræden stod til gengæld uden sammenligning den prominente svenske forfatter, journalist og konspirationsteoretiker Jan Guillou for. Han ser nemlig ifølge Politiken i fredags (desværre ikke på nettet) teaterprojektet som endnu et udslag af, hvad han opfatter som typisk dansk modvilje mod muslimer, helt på linje med Muhammedtegningerne her i avisen.

Den havde Lollike vist ikke lige set komme. Han har tværtimod erklæret, at projektet i høj grad netop udspringer af et ønske om at ville beskytte muslimer i Europa mod rabiate antiislamister som Breivik.

Mest tankevækkende var dog, hvordan dele af den såkaldte teaterkritik navnlig i Politiken og Information optrådte med fyldigt motivforskende forsvarsindlæg for Lollike. Her oplevede man nemlig en slags seriøs udgave af den tragikomedie, der i sommer blev opført i forbindelse med anklagerne mod Den kongelige Ballet for kokainmisbrug og ledelsesproblemer.

For i begge tilfælde så man det ritual, at i samme øjeblik scenekunsten bliver sat til debat af andre end dem, der mener at have patent på at debattere den eller debattere med den, ja så bliver der dannet vognborg. Og så er det lige pludselig ikke længere til debat overhovedet, at Nikolaj Hübbe er en vidunderlig balletchef, og at Christian Lollike som dramatiker er kontroversiel og betydelig og dermed hævet over diskussion.

Debatskabende teater synes med andre ord helst at skulle være noget, hvor de udenforstående da godt må blive behørigt provokerede og klappe benovet, men ellers bare har at klappe i. Det kan godt være, at Lollike på det seneste har skabt sig mange fjender, men med sådanne venner er det da et spørgsmål, om han overhovedet behøver nogen.

Netop som debatten var allermest voldsom, trak Lollike imidlertid selv tæppet for og tændte lyset i salen. Teatret erklærede total radiotavshed, ud over et indlæg – man fristes til at kalde det et manifest – som Lollike fik trykt i Politiken i weekenden.

Som al god debatkunst rejste indlægget endda flere spørgsmål, end det besvarer. Og ikke kun om det konkrete projekt.

Ganske vist er der en iøjnefaldende kortslutning i argumentationen. Hvis, som Lollike mere end antyder, Breiviks handlinger skyldes, at højrenationalistisk propaganda gennemsyrer den europæiske offentlighed og påvirker skrøbelige sjæle, vil en forestilling om og med tekst af ham da meget vel kunne gøre ondt værre?

Med mindre, naturligvis, at man på forhånd kan være sikker på, at det slet ikke er sådan nogle uberegnelige typer, der sidder i teatersalen. Men derimod kun en nøje defineret målgruppe af politisk korrekte tilskuere – angiveligt provokerende teater har jo også sin kommercielle dimension - der på forhånd er enige med dramatikeren i, hvad debattens konklusion skal være (eller skoleklasser, der af velmenende lærere er slæbt med til debatteater).

Det må være det, Klaus Slavensky fra Institut for Menneskerettigheder tænker på, når han i et begejstret debatindlæg i Politiken kalder Caféteatret ”en kontrolleret og sikker platform” for den slags diskussioner, og muligvis var det også teaterrummet som en slags beskyttet åndsværksted, sociologen Henrik Dahl tænkte på i sin spydige kommentar i Berlingske. Her hævdede han nemlig, at den sikreste måde at forhindre udbredelsen af Breiviks budskab på da netop var at opføre det på Caféteatret.

Faktisk kan man hævde, at Lollike også selv på forhånd underminerer sit eget projekt. For hvis det er en givet konklusion, at Breiviks handlinger skyldes højrenationalistisk propaganda – det, man vist herhjemme plejer at kalde ”tonen” i debatten – hvorfor så bruge tid på at lave debatteater om det?

Det mest bemærkelsesværdige er imidlertid selve forestillingen om, at når sådan noget som Breiviks massakre indtræder, har teatret ideelt set bare at blande sig i debatten, fordi det har det. Østre Gasværks chef Pia Jette Hansen har ligefrem erklæret, at Lollike slet og ret opfylder sin pligt som teatermand.

Så bliver vi marginalpublikummere dog først for alvor forvirrede. Det vil altså sige, at selv en teatermand med ry for intelligent nytænkning og kompromisløshed i bund og grund er underlagt en eller anden på forhånd defineret kunstnerisk borgerpligt?

Der synes i det hele taget at trives en mærkelig virkelighedsopfattelse inde bag de skrå brædder. Man får nærmest indtryk af, at det slet ikke er gået op for Lollike og fanklub, at Breiviks bevæggrund og inspirationskilder også herhjemme allerede er blevet debatteret særdeles omfattende og heftigt fra mange forskellige indfaldsvinkler.

Den virkelighed er det på forhånd svært at se, at en teaterforestilling skulle kunne tilføre noget videre. Men problemstillingen vender også den anden vej, sådan som eksempelvis kgl. skuespilchef Emmet Feigenberg i TV2 News i torsdags talte henført om, at teatret skulle ”ud i virkeligheden”.

Altså som om det ikke i forvejen var en del af den. Som om kunsten pr. definition befinder sig i et institutionelt elfenbenstårn, man på klassisk selvhadende 1970er-vis skammer sig over og for enhver pris må søge ud af, og det helst ved at hægte sig på, hvad der nu i øvrigt fylder medierne og den daglige debat.

Ja, Lollike har endda varslet, at hans forestilling til august skal ledsages af seminarer. Har han da virkelig så lidt tillid til teatret, at han ikke tror på, at kunsten kan tale for sig selv?

Feigenbergs egen nationalscene har såmænd i øvrigt lige fået strålende anmeldelser for sin dramatisering af Shakespeares sonetter, der alle til hobe handler om noget i dette perspektiv – men kun i det - så uvirkeligt som kærlighed. Alligevel er den vestlige verdens største dramatiker her knap 400 år efter sin død så åbenbart alligevel ikke en del af virkeligheden?

Se altså bare, hvilken vidtspændende og dybtgående debatforestilling, Christian Lollike med få og små midler fik sat i gang nærmest fra den ene dag til den anden. Det er umiddelbart svært at forestille sig, at Caféteatret til efteråret selv kan komme bare i nærheden af det niveau.

Men det aner vi jo slet ikke endnu. Faktisk kan det, selv om mange fordomsfulde mennesker åbenbart ikke tror det, da sagtens nå at vise sig, at der kan komme stærkt og i bedste forstand selvtilstrækkeligt teater ud af Breiviks rablerier.

Det kan kun tiden og Christian Lollike vise. Man skal sikkert heller ikke lade sig afskrække af, at det om en af hans nyere forestillinger her i avisen hed, at forkynderen Lollike desværre erobrede pladsen fra teatermanden af samme navn, og at det nok kun havde interesse for menigheden.

Men skulle det lykkes for ham, vil det til gengæld slet ikke være første gang, man er nødt til at skelne mellem en kunstners moderigtige politiske ytringer og kvaliteterne i hans kunst. Da nu inspirationen til forestillingen her kommer fra Norge, må det være tilstrækkeligt at nævne Knut Hamsun.