Levinsen Live (orlov)

Det handler om penge

Rigtig god morgen, alle sammen i 4.B! Og tro mig, det er en god morgen.

For i dag skal vores medietime handle om marxisme. Det er der nemlig alt for lidt af i dansk journalistik.

Så kan det godt være, I hjemme har hørt jeres forældre og deres venner tale ondt om noget, de kalder Journalistisk Venstreparti. Altså, at journalister har det med at stemme og tænke mere venstreorienteret, end folk gør flest.

Måske er det sådan. Det har bare ikke noget med rigtig marxisme at gøre.

Der kan man ellers, som vi lige straks skal høre, hente et par rigtig gode redskaber til at forstå så godt som hele samfundet med. De hedder kapitallogik og ideologikritik.

Dem kan man bruge, uanset om det drejer sig om for eksempel juice, smøger, musik eller universiteter. Og da sådan nogle opvakte unger som jer jo nok på et tidspunkt kommer i kontakt med mindst en af delene, er det noget rigtig godt noget at have i baghovedet.

Kapitallogik handler om altid at følge efter pengene, og hvem, der får noget ud af dem. Sådan siges der også i en gammel Hollywood-film, som vist nok enormt mange journalister gerne ville have været med i - follow the money! - men det er nu sjældent sådan, de selv tænker.

Rigtig mange artikler og tv-udsendelser bliver tværtimod til ud fra den forudsætning, at nogle politikere eller lignende har taget fejl, og derfor ikke har gjort alt det gode og rigtige, de burde. Men hvad nu, hvis de tværtimod ved nøjagtig, hvad de gør?

Ideologikritik handler om at se på, hvorfor folk handler, som de handler. Altså netop ikke det, de siger, eller vi mener, de burde have sagt, men derimod det, man med et par fine ord kan kalde deres objektive klasseinteresser.

Lad os bare her fra morgenstunden tage et glas juice. Det må vi nemlig alligevel godt.

Der var ellers en juicebarkæde i København, der lige var ved at få ørerne i Sundhedsstyrelsens store forbudsmaskine, fordi man kaldte en drik for “Hangover Heaven”. Det måtte man ikke, fordi man ikke kunne garantere, at den rent faktisk kurerede tømmermænd.

Det kan man, som I sikkert kun alt for godt ved, ikke garantere om ret meget. Så før Sundhedsstyrelsen begyndte at trække i land igen, nåede den at blive gjort godt og grundigt til grin af bidske journalister.

Helt ligesom med rygeloven, kønskvotering, hashforbud og alle mulige andre, som man siger, adfærdsregulerende love er sandheden dog i virkeligheden meget enklere. Jo mere, der gøres til problemer og skal kontrolleres, desto flere kontrollanter er der naturligvis også behov for at ansætte, kan I nok forstå.

Det gælder bare om hele tiden at finde nye områder og detaljer at kontrollere, så man kan få flere og flere folk i arbejde med at overvåge resten af os. I må huske på, at det meste politik nu en gang er beskæftigelsespolitik.

Hvis I læser avisernes kultursider, har I sikkert også lagt mærke til, at der af en eller anden grund er rigtig mange, der godt kan lidt at slå løs på vores nye kulturminister. Han virker jo ellers så sød og glad og begejstret for sig selv og alt muligt.

Forleden var den gal igen, da han fremlagde noget, han kaldte sin handlingsplan for musiklivet. Eller i hvert fald den del af det, der vil have penge fra staten for at spille.

Op til fremlæggelsen var det ellers skægt nok, som om hele musiklivet pludselig var kommet i fastelavnsstemning. De vilde rockmusikere, der til daglig plejer at synge om frihed og when you ain’t got nothing, you got nothing to loose, optrådte pludselig som pjevsede feudalbønder ligesom i middelalderen, og kan åbenbart nu kun overleve, hvis de får anerkendelse og håndører af nådigherren i Nybrogade.

De fornemme klassiske musikere gav den til gengæld som hippier og skrev den ene storøjede make lyd not war-kronik efter den anden om, hvordan det da lissom bare er fed lykkemusik og fred og postseriel kosmisk karma alt sammen, ik? Tilsyneladende gladeligt uvidende om, at den målrettede dagsorden ovre hos de rytmiske krejlere efter alt at dømme netop overhovedet ikke er forbrødring, men flere penge, og gerne på andres bekostning.

Selve den der handlingsplan viste sig bare slet ikke at handle om det ene eller det andet, og om nogen har for meget og flere for lidt, men naturligvis om noget helt tredje. Nemlig en hel masse med kultureksport og spillestedsordninger og udbredelse af musikken og integration gennem musikken og så videre, og så videre, og hvad for en slags folk skal man mon ansætte til det?

Hvad siger I? Musikere?

Nej da. Mon ikke det nok snarere skal være nøjagtig den slags projektmagere, målsætningsjonglører og varmluftslugere, som den søde minister selv er rundet af, og altså netop har ideologi og objektiv klasseinteresse til fælles med; hvis man selv er en gummihammer, gælder det da også bare om at få indkøbt nogle stifter og noget tagpap.

Hvis I ryger, har I sikkert også allerede set, at der nu er kommet ulækre billeder af kræftpatienter på pakkerne med smøger. Men om I overhovedet lader jer skræmme af det, er bare helt ligegyldigt: sådan en gang røg af en kampagne har jo allerede givet arbejde til masser af ideudviklere, konceptfolk, reklamefolk, kommunikatører, og hvad de ellers tjener penge på at kalde sig.

Endog det fine universitet i Aarhus forstår man pludseligt meget bedre, hvis man ser marxistisk på det. Her går bølgerne rigtig højt for tiden, fordi en nytilkommet udenlandsk professor i musikvidenskab har brokket sig højlydt og vedholdende over for megen og for magtfuld administration og alt for dårlig faglighed.

Men det er jo kun et problem, hvis man mener, et universitet skal befatte sig med lærdom og videnskab og hvad ved jeg. Hvis man tværtimod ser det som blot endnu et sted, hvor man med lige dele pisk og glidecreme kan få ansat så mange andre bureaukrater som muligt - administratem adspicit lucem, må det vel hedde herovre i København - ja så er faglighed og kritisk sans og den slags naturligvis irrelevant.

Selv al den megen snak om den nye regerings mange “løftebrud” viser sig at give mening, hvis man altså tør tænke marxistisk på den gode måde. I gamle dage var det bønderne, kapitalisterne og arbejderne, der hver på deres måde førte klassepolitik på Christiansborg og ville ændre eller bevare samfundet til deres egen fordel; i dag er det på samme måde alle dem, der engang har læst noget statskundskab og i øvrigt kender hinanden mindst lige så godt som lavadelen gjorde engang.

Det har bare ikke noget at gøre med at tale sandt og ville andre det godt, vel?  Først må man naturligvis love noget, som de der usikre vælgere tror, de gerne vil have, så man kan blive valgt.

Når så først ministerbilen er kørende, og man har varmet op med at ansætte en masse venner som spindoktorer, gør man så alt det, man hele tiden har tænkt sig. Nemlig mest mulig kontrol, forbud, krav til de arbejdsløse, betalingsring om København og hvad vil I have - ene og alene for at kunne ansætte endnu flere studiekammerater og fagfæller til at kontrollere og administrere; fuldstændig ligesom, når kvikke sydeuropæiske bondepolitikere i sin tid fik EU til at give en masse penge i støtte til ikke-eksisterende landbrug.

Forstået på den måde er verden ikke spor sværere at gennemskue, end da Karl Marx i sin tid skrev om undertrykte arbejdere og kapitalister med høj hat. Vore dages udbyttere går som regel bare mere med designertasker, habit og i hvert fald herhjemme ofte lækkert åbenstående skjorte.

Nu ringer det søreme, og det lige til tiden. Så er det bare om at komme ud og forstå og forhåbentlig også forandre verden. 

Bare lov mig, at I ser jer godt for i trafikken. Ligesom i Lars von Triers ”Riget” ved man aldrig, hvornår der kører et spøgelsestog med bureaukrater gennem samfundet.