Onsdag 23. maj
It-bossen
It - set fra JP/Politikens hus
Bredside fra Bruxelles
Christel Schaldemoses (S) blog
Min røde tråd
Jacob Bjerregaard blogger bramfrit om politisk substans
Stop madspild
Om opbrug og genbrug - med et twist af mormor
Profil
Morten Høi Jensen blogger fra New York om den levende litteratur og om den litterære debat i Danmark og USA.
Baggrund:
Morten Høi Jensen (født 1987) B.A. i litteraturvidenskab fra The New School.
Har studeret på University of Kent i England og University of Miami i Florida.
Andet:
Fra 2008 til 2009 var Morten Høi Jensen chefredaktør for Mangrove, det litterære tidsskrift ved University of Miami.
Han har skrevet essays og anmeldelser for bl.a. Words Without Borders Magazine og The Quarterly Conversation.
Sted:
New York City
Website:
Besøg
8260 Viby J
Tlf: 87 38 38 38
Blogchef
Agnete Stoffregen
Blogredaktør
Tage Clausen
Internetredaktør
Jørgen Schultz-Nielsen
Ansv. redaktør
Jørn Mikkelsen
Udgiver
JP/Politikens Hus A/S
Kontakt jp.dk
Tip os - send pressemeddelelse
Netannoncer
Tlf: 33 30 80 06 eller
Tlf: 33 30 80 07
Hvis du vil vide mere
Blog om Morgenavisen
Jyllands-Posten
RSS
DelLitteraturen lever (arkiv)
Lykke-Pers ulykkelige skæbne
I en artikel om Nobelprisen i litteratur i denne uges New Yorker, stiller Adam Gopnik følgende spørgsmål: ”who wouldn’t rather be in the company of Proust, Auden and Nabokov than of Erik Axel Karlfeldt and Henrik Pontoppidan?” Med andre ord: Karlfeldt og Pontoppidan skulle aldrig have vundet prisen. Sjovt nok stillede Bill Bryson et lignende spørgsmål (igen med Pontoppidan som offer) i sin bog om Shakespeare (en af de mest elendige bøger nogensinde skrevet om Shakespeare): ”How many people now would vote to bestow Nobel Prizes for Literature on Pearl Buck, Henrik Pontoppidan, Rudolf Eucken, Selma Lagerlöf or many others whose fame would barely make it to the end of their own century?”
Det er besynderligt at to amerikanske forfattere i den senere tid har udpeget Pontoppidan som et af Det svenske akademis ’fejltagelser’ – især da Pontoppidan stort set ikke findes i engelsk oversættelse (Isbjørnen, og vist nok nogle af Det forjættede lands første bind, kan opdrives). Det er med andre ord højst sandsynligt at hverken Gopnik eller Bryson har nogen form for kendskab til Pontoppidan.
Det er svært ikke at hidse sig op over sådanne udtalelser. Som om dansk litteratur i forvejen ikke har svært nok med at bryde igennem på engelsk! Dette er særligt gældende for den forfattergenerationen, der i takt med det moderne gennembrud fornyede det danske sprog, og gjorde den danske roman til en anerkendt genre. J.P. Jacobsen er en af de få heldige: takket være Tiina Nunnallys fremragende oversættelser af Niels Lyhne (1992, optaget i Penguin Classics i 2006) og Mogens and other stories (1994), har Jacobsen fået sit første engelsk-sprogede publikum siden James Joyce og Zora Neale Hurston læste ham i det sidste århundrede. Men ellers ser det sort ud: samme Tiina Nunnally oversatte Herman Bangs Ved vejen i 1990 (under titlen Katinka), uden at den vakte nogen synlig opsigt. Johannes V. Jensen, vor tredje Nobelprisvinder, fandtes engang på engelsk, men er nu uopdrivelig og ukendt. Endda Georg Brandes, på trods af at han fik en rockstjerne modtagelse i New York i juni 1914, er for længst gemt væk i litteraturens glemmebog.
Og så er der den ulykkelige Henrik Pontoppidan, der trods ros og omtale fra Thomas Mann (”Lykke-Pers digter er en født epiker og en livets digter af fuldkommen europæisk rang”) og Georg Lukács (om Lykke-Per: ”a great novel”) aldrig har fået sit engelske gennembrud. Naturligvis hjælper det ikke, at to fremtrædende amerikanske journalister udtaler sig så nedladende om en forfatter hvis romaner de ingen kendskab har til. Kan man forestille sig at disse udtalelser medfører en øget umodtagelighed overfor Pontoppidan i England og USA?
På den anden side er Flemming Behrendt (som driver den fremragende hjemmeside henrikpontoppidan.dk) og den meget kompetente irske journalist Paul Larkin igang med den første engelske oversættelse af Lykke-Per. (De første seks kapitler kan læses her) Som Behrendt og Larkin dog selv oplyser, modtager projektet foreløbig ingen finansiel støtte og har i øjeblikket ingen forlægger. Dette er beklageligt, men ikke overraskende. I en ideel verden ville engelske og amerikanske forlæggere stå i kø for at udgive den første oversættelse af et nobelprisvindende mesterværk, men som Edith Grossman påviser i hendes kamplystne bog Why Translation Matters, går der alt for ofte politik og ligegyldighed i det.
Foreløbig ser det ud til at Lykke-Per må fortsætte sin skæbne som den afdøde Pers efterladte dagbog: bogen, som skolelæreren Mikkelsen for lov til at beholde: ”Tag De den bare, Mikkelsen,” siger sognefoden til ham. ”For skrevne sager har vi ingen ansvar. Og den har jo ingen pengeværd.”
Opdatering 14.10.10: Den 1 november udkommer Lucky Per, oversat af Naomi Lebowitz, på det akademiske Peter Lang Verlag. Læs mere her.
Kommentarer
Jens Prasetgaard, Carlisle |
Adam Gopnik er New Yorker, og ovenikoebet skribent i tidsskriftet af samme navn. Skribent i det mest finkulturelle tidsskrift i verdens mest betydningsfulde by (baade i egen selvforstaaelse og objektivt set). Er der noget som helst oveerraskende i, at han ikke forstaar historien om Per Sidenius, der frivilligt opgiver en lovende social opstigning i Koebenhavn?
Hvis Adam Gopnik havde vaeret Lykke-Per havde han giftet sig med Jacobe Salomon, plejet sine ny venner i det kulturradikale miljoe omkring Brandes-figuren, skaffet penge til sit kanalprojekt, og endt som en anset og rig mand. At Per opgiver det hele maa da klart goere ham til bare endnu en “looser” for New Yorkeren. Men saadan er det at vaere foedt i en andegaard, Mr. Gopnik.
Upassende ? Klag over indlæg
Lars Christiansen, 1306 København k |
Hvad forstand har bønder på sildesalat, og ham der Gopnik på litteratur!
I modsætning til Lukacs, der i “Romanens teori” ovenikøbet udnævner “Lykke Per” til romanen over alle romaner - hvis ikke det lige var for Flauberts “Følelsernes opdragelse”.
At amerikanerne ikke læser Georg Brandes, er mere forståeligt. Han var vel en slags avanceret kulturjournalist, hvis skrifter i dag udelukkende har historisk interesse.
Apropos Herman Bang: Da nogle af hans værker blev nyoversat til tysk for få år siden, var anmelderne ovenud begejstrede, og talte om “Weltlitteratur” osv.
PS: Ifølge Børge Kristiansens monografi får Lykke Per en lykkelig skæbne (i romanens verden, altså).
mvh
Upassende ? Klag over indlæg
Maria Due, Aarhus |
Når I.P. Jacobsen er mere i vinden, skyldes det måske, at han umiddelbart appellerer mere til et kvindeligt publikum end Henrik Pontoppidan gør?
Jeg var i hvert faldt meget optaget af “Marie Grubbe”, da jeg gik i gymnasiet, og det er kun et par uger siden, at jeg citerede virkelighedens Marie (Maren) Grubbes ord “Hvo Ære vil vinde, bør Ære at vove” fra det forsvarsindlæg, som hun i 1691 egenhændigt udarbejdede, da hun skulle for en kommissionsdomstol i Viborg. Det er vel essensen af de ord, der hænger ved. Set med omverdenens øjne var også hun en taber, og det endda i den helt store målestok, men det var hun jo ikke enig i.
Upassende ? Klag over indlæg
t. petersen, charlottenlund |
Den tidlige Nobelkommite havde måske ikke verdens største internationale udsyn. Mange af priserne omkring det forrige århundredeskifte forlod simpelthen ikke Skandinavien.
Pontoppidans navn lyder også sjovt i engelske ører - så det er måske derfor, at Gopnik og Bryson falder over ham. Hertil kommer, at der hos Pontoppidan er en særlig indignation - specielt i det tidlige forfatterskab - en indignation som det kan være svært for nutiden at komme på bølgelængde med - eller som Jens Prasetgaard er inde på det - så forstår man måske ikke helt , hvad “Stækkede Vinger” er.
Upassende ? Klag over indlæg
Morten Høi Jensen , |
@ Claus Elhom
Jo, Jacobsen er tidligere oversat (bl.a. af Hanna Astrup Larsen i 20erne), og Joyce læste ganske vist en tidlig oversættelse af ‘Niels Lyhne’ med titlen ‘Siren Voices’. Et egentligt gennembrud har Jacobsen dog ikke haft i England og USA - ikke et der kan måle sig med eks. Hamsun, Strindberg eller Ibsen. Det lader det dog til, at Tiina Nunnally’s fremragende oversættelser har vendt lidt om på.
(Jacobsen opfatter jeg iøvrigt som den ypperste danske romanforfatter, og en af det nittende århundredes mest betydelige stilister)
Upassende ? Klag over indlæg
Morten Høi Jensen , |
@ Jens Prasetgaard
Du misforstår mig: jeg tvivler på at Gopnik har læst ‘Lykke Per’ - det er højst usandsynligt. Men hvorfor skulle han i givet fald ikke kunne ‘forstå’ den? Er Raja Rao’s indiske landsbyskildringer undenfor min forstands rækkevide, fordi jeg ikke er indisk og aldrig levede under den engelske kolonimagt? Er det at være københavner i slutningen af det forrige århundrede virkelig så enestående en oplevelse, at Lykke-Per ville gå ikke-danske læsere over hovedet? Det tror jeg næppe. Desuden tager du ikke stilistiske anliggender i betragtning: hvad med romanens indflydelser? Dens samfundsepiske omfang? Dens brug af en teknik, der begynder at ligne monologue intérieur?
Upassende ? Klag over indlæg
Vagn Bækdahl, Spentrup |
Efter læsning af Morten Høi Jensens blogs må man undre sig over, at en litteraturstuderende og offentligt skrivende begår så mange sproglige fejl (rettelsen i parentes):”Det er med andre ord højst usandsynligt (sandsynligt), at hverken Gopnik eller Bryson…”; “nedstæmt” (nedstemt);”…hører til (blandt) de mest indflydelsesrige…”; “…er uden tvivl dygtige og disciplineret (disciplinerede) læsere…”; “…den i længden meget begrænset (begrænsede) romanform.” “…foruden hans (sine) litterære bedrifter har Vargas…”; “ingen (intet) kendskab.” “…udtaler han sig (uden sig) i et interview.” “Et (en) skabelon”. “Uoverordentlig” (ordet findes ikke). “…en roman, der gør et minimalt indtryk på dens (sine) læsere.”
Det vil føre for vidt at kommentere fejlene i tegnsætningen.
Upassende ? Klag over indlæg
t. petersen, charlottenlund |
@Vagn Bækdahl
Det var dog noget af et æselspark du får givet Morten Høj Jensen (der meget muligt er bedre til engelsk end dansk).
Det afgørende på bloggen er selve debatten - ikke den formalisme hvormed den føres. Jeg vil hellere have en livlig og mangfoldig debat, end en fintænkt meningsudveksling mellem tre skildpadder, der foregår med en hastighed af et indlæg om ugen.
Det sidste bliver let resultatet, hvis din kritik får lov til at stå uimodsagt. Jeg kan i sagens natur ikke forbyde dig at lege stavekontrold, men jeg skal opfordre dig til at tage hensyn helheden og selve mediet, samt respektere at der ideelt set skal være plads til enhver.
Upassende ? Klag over indlæg
Claus Elholm , |
Morten Høi Jensen:
Tak for dit svar. Nu har jeg i flere omgange undervist et kursus i Det moderne Gennembrud (med engelske oversættelser) og det er vitterligt en af de få perioder i dansk/nordisk litteratur, hvor man kan vælge og vrage blandt forfattere, fordi der er så meget oversat. Jeg har først lige selv blevet opmærksom på Nunnully’s oversættelse af Mogens (men har selvfølgelig brugt et hav af hendes oversættelser gennem tiden - ikke alle lige gode, hvor der desværre gælder hendes oversættelse af bl.a. HCA), men har tidligere brugt en oversættelse af Mogens fra 70′erne af Kenneth Ober.
Problemet med mange af oversættelserne er, at man ikke finder den via en almindelig bibliotekssøgning, men at de findes i obskure antologier m.m., hvorfor man ofte bliver nødt til at være kreativ, hvis man skal finde dem. Men de findes altså, også Brandes er også er pænt oversat til engelsk, hvad der vel er ganske naturligt, når man amerikanske litteraturhistorikere ser ham sm en af grundlæggerne af disciplinen comp.lit. som sådan. Men det er en helt anden historie.
Og apropos Joyce, så kunne han jo faktisk læse dansk, hvad han havde lært sig så han kunne læse Ibsen i original. Tom Kristensen har skrevet en sjov lille kronik, der handler om Joyces besøg i København, hvor han netop fortæller, at han var overrasket over, at Joyce talte så godt dansk som han gjorde.
Upassende ? Klag over indlæg
Flemming Behrendt, Nantes |
Paul Larkin er ikke journalist (var engang), men oversætter, og en efter min mening fremragende af slagsen. Men Morten Høj Jensen er heller ikke journalist, og det er lidt synd når han skriver i en avis. For i så fald ville han have bedrevet lidt research og fundet ud af at “Lucky Per” i dette efterår er blevet udgivet forlaget Peter Lang i Naomi Lebovitz’ oversættelse. Om den er fremragende, skal jeg ikke kunne sige. Endnu har jeg kun rekvireret den. Det burde Morten også gøre - og lad os så høre fra dig igen.
Upassende ? Klag over indlæg
Jens Prasetgaard, Carlisle |
Efter kommentarerne at doemme skulle man tro, at Morten Jensens blog var en kryds og tvaers eller scrabble konkurrence, hvor laeserne blev premieret for at finde kommafejl. Er det virkelig saa svaert at forholde sig til bloggens indhold? Eller er litteraturinteresserede generelt et smaafornaermet indeklemt folkefaerd?
Synd og skam. Selv finder jeg det forfriskende med bare een blog, der ikke handler om muslimer eller ghettoer.
Upassende ? Klag over indlæg
Morten Høi Jensen , |
@ Flemming Behrendt
“Er blevet udgivet” er lidt meget sagt - den udkommer den 1 november.
Fortæffeligt at den er blevet oversat. Det vidste jeg ikke - Paul Larkin har i hvert fald ikke nævnte det for mig, og da jeg sidst besøgte din hjemmeside stod det heller ikke oplyst.
Det er dog en skam at den udgives på et akademisk forlag i en ganske frastødende udgave til $69.95.
Upassende ? Klag over indlæg
t. petersen, charlottenlund |
Der har åbenbart været lidt vanskeligheder med at få overblik over hvilke dele af Pontoppidans forfatterskab, der er oversat til engelsk. Som Claus Elholm er inde på er en del af det udgivet i antologier (med f. eks. “Nobel Prize Winners” o. l.).
Et god ide kan være at tjekke de antikvarboghandlernes databaser. Den største amerikanske database er abebooks.com. Den største europæiske database er ilab.org. Her vil det meste være at finde.
Upassende ? Klag over indlæg
Flemming Behrendt, Nantes |
Også for mig var det en nyhed at den amerikanske oversættelse var udkommet, jeg kendte kun til den eksistens i manuskriptform. Men den nyhed lod sig altså oplede på Nettet - og bogen kunne bestilles (og betale), udkommet eller ej. Så lad os høre din mening om den når du har haft lejlighed til at se den.
Upassende ? Klag over indlæg
Maria Due, Aarhus |
Kære Morten Høi Jensen
Litteraturen lever, skriver du, og mere end som en tryksag må vi håbe. Jeg havde engang en udenlandsk svoger, der skrev sig til international opmærksomhed og i nogle år var et must i reolen, hvis man ville sende intellektuelle signaler. Der stod han så, men blev han læst, levede han videre i folks sind? Ikke i mit, jeg læste ham aldrig. Et faustisk forfatterskab meddelte en kritiker tørt, da vores berømthed i tidlig alder havde skrevet og levet sig ihjel, feteret som få. Et rigtig søndagsbarn med alle kort på hånden, men allerede da en prestigesag.
Med alle chancer for at falde igennem i det litterære selskab indrømmes her for første gang, at jeg heller aldrig fik læst “Lykke Per“, skønt værket var fast pensum til studentereksamen. Og det er kun en uges tid siden, at jeg - meget sent - sagde til mig selv, at nu er det på tide at komme i gang. Så dukkede dit indlæg op, og jeg undrede mig over, hvorfor jeg hoppede denne Per over i så mange år, da jeg jo ellers på det aktuelle tidspunkt læste revl og krat.
Hvorfor læst I andre mon “Lykke Per”, og hvorfor husker I ham, han må vel huskes som mere end en tryksag?
Mange af os har en nostalgisk samling, og i aftes dykkede jeg ned i min og hentede nogle stilehæfter frem fra min gymnasietid for at indkredse, hvad der især behagede min tidlige tankeverden og blev der. Det er de særligt udvalgte stile, som jeg selv var glad for, karaktererne var jeg ligeglad med. De stile fyldte for det meste ikke meget mere end de obligatoriske otte sider, men i 3. G blev det til 16 om Jens Peter Jacobsen fra Thisted, og applaus fulgte fra ham, der læste den med en rød pen i hånden, selv om han fandt, at ordenen kunne have været bedre. Det kunne den ganske rigtigt, jeg har indtil videre livslangt kæmpet med, at jeg trods upræget venstrehåndet var under stærkt pres for at skrive med den højre, hvilket allerede da var gammeldags. Det havde været nemmere at skrive spejlskrift med den venstre, men på sin vis er spejlingen af den anden hjernehalvdel der alligevel, skønt Jacobsens symboler end ikke berøres.
Vi er ellers store dele af forfatterskabet igennem fra Mogens til Niels Lyhne og fruerne Fønss og Grubbe. Der blev plads til “individualistens håbløse kamp mod det almene”, og det mente jeg var tungt og trist. Der ymtes også noget om, at stilen “kun til en vis grad bekymrer mig, skønt den sine steder virker temmelig anstrengt og tung med alle de beskrivelser”. Og på side 16 munder det hele ud i, at “nogle digtere maler med få brede og kraftige strøg og formår på den måde at indramme, hvad de vil, men J. P. Jacobsen derimod sidder med den fineste pensel og prenter hver lille streg af de mange med udsøgt akkuratesse og smag.”
Nuvel, den metafor lå lige for. Mine egne ultramarine farvetuber blev dengang hurtigt brugt op, ligeså de smaragdgrønne og tomatrøde, og penslerne var store, petitesser var aldrig min genre. Men hvad var det så, der fik teenageren til en aften efter midnat og omgivet af sovende familie at sidde med hovedet inde i radioen for at høre amerikansk rock, mens den uregerlige højre skrev side efter side, og uglerne tudede i Marselisborgskoven?
Svaret gives løbende med forskelligt ordvalg. Såsom at biologen Jacobsen, der havde skrevet en saglig guldmedaljeafhandling om ferskvandsalger, rummede en dobbelthed. At han forstod at skildre naturen og øjeblikket, og at han sandsynligvis havde arvet sin mors tendens til drømmerier og kombineret dem med sin fars realistiske detaljesans. Vi runder Darwin, Kierkegaard og H. C. Andersen og er så igen tilbage ved forfatterens “åbenlyse kamp mellem drøm og virkelighed” samt “det enestående og betagende med disse mange og smukke, rammende adjektiver”. Som jeg glæder mig over, selv om de fylder meget. “De er en æstetisk nydelse“, og i “Mogens” mærker jeg “den tørre luft sitre før uvejret”. Det virker sandsynligt, jeg har det stadig elendigt, når et tordenvejr er undervejs og endnu ikke har manifesteret sig. Vekslen i årstidernes lys får også deres, et tema jeg siden broderede så ivrigt videre på, at jeg engang var på et kursus i lysteknik på DTU.
Jacobsen “er i ligeså høj grad naturvidenskabsmand, som han er digter. Det var hans mål at overføre naturens evige love, herligheder, gåder og undere til digtningens verden, selv om han derved kom til at stå i et stærkt modsætningsforhold til datidens om ikke netop religiøse, så dog troende borgerskab”. Skriver jeg, og her indfletter min læser med rød pen: Hvad er forskellen? Tjaah, det er jo stadig et varmt tema på disse sider, vil jeg tillade mig at mene.
Temaet “drømmen er livets skole” er flittigt brugt, påstår jeg videre, og den røde pen samtykker ved at være tavs, eller måske er den blot taktfuld og har hæftet sig ved den gennemgående dualitet, hvor virkeligheden bryder igennem poesien eller omvendt, hvilket jeg selv understreger gang på gang.
“Man kan læse meget af Jacobsen blot for at glæde sig over hans lyriske evner, men som psykolog er han lige så fremragende“, står der, og så ryger jeg så hurtigt videre, at et punktum glemmes, og også bliver overset af den røde pen. For da er vi fremme ved Marie Grubbe.
Hvor meget, der bevidst er udeladt, ved jeg ikke, men det er meget, jeg læste udpræget intuitivt, og det var tilsyneladende også meningen. Som jeg i aften kan google mig til, forbandt man i Tyskland forfatterskabet med symbolismen, der rummede en genetablering af en metafysisk, bagvedliggende virkelighed. Vi kan ikke se verden som den er, men i glimt kan digteren ane det bagvedliggende, og det er det, han skal give videre i sin poesi, står der. Freud gik da også i gang med Jacobsen og menes at have været inspireret af ham.
Min årgang på den skole skrev ikke deres stile for at behage læreren. Den slags var foragtet, og når vi ses en sjælden gang, er det ikke mig, der er offer for de godmodige vittigheder om, hvad dette kunne resultere i. Det går især ud over ham med de 30 sider håndskrevne citater på fransk, der havde fulgt Baudelaires råd og beruset sig i poesi. Det var ellers en matematikerklasse, og det var forresten også ham, der engang insisterede på at låne mig Shelleys “The sensitive Plant”, som lige var en tand for meget, syntes jeg. Vi må håbe, at han aldrig kommer forbi den politiske debat på JP Blogs.
Til studentereksamen trak jeg det emne, som alle havde frygtet, og jeg derfor havde væbnet mig til tænderne imod: Georg Brandes‘ “Hovedstrømninger i det nittende Aarhundredes Literatur“. Men det er først i aften, at jeg ved læsning af en internetartikel af Jørn Erslev Andersen er blevet klar over, at Brandes i første udgave af “Hovedstrømningerne…” havde travlt med at forfægte ”den Shelley-inspirerede romantiske naturalisme”. På samme tidspunkt arbejdede J.P. Jacobsen troligt med sin Marie Grubbe, og “allerede i 1880′erne og -90′erne forelå Jacobsens hovedtekster i udenlandske, især tyske, oversættelser, hvilket gjorde sit til at han fra 1890′erne og langt frem i det 20. århundrede igen og igen blev fremhævet som hørende til eliten af europæisk litteratur.”, skriver Erslev Andersen. Men det gik vist aldrig op for mig dengang for længe siden.
”A Sensitive Plant in a garden grew,
And the young winds fed it with silver dew,
And it opened its fan-like leaves to the light.
And closed them beneath the kisses of Night.”
Upassende ? Klag over indlæg
Maria Due, Aarhus |
http://www.kalliope.org/digt.pl?longdid=shelley2003060601
Upassende ? Klag over indlæg
david gress, Århus C |
En skandale, at Danmarks eneste store episke forfatter ikke er anerkendt i de engelsksprogede lande. Men det er måske et spørgsmål om temperament. Der findes ingen lignende episk tradition i engelsk litteratur, nok mere i amerikansk.
Men at udgive en bog til $70 på et lille, tysk akademisk forlag er garanti for fortsat ukendskab.
Jeg ville heller ikke oversætte “Lykke-Per” med “Lucky Per”. Dertil har “lucky” en for overfladisk, hurtig betydning i dag: “heldig”. “Heldige Per”? Nej vel? Jeg ville snarere have oversat “Per the Fortunate” eller i hvert fald noget med “fortune”, som har mere af den betydning, lykke havde i ældre dansk. En “lucky” mand har vundet i lotteriet eller fået en kærlighedserklæring fra sin elskede. En “fortunate” mand er mere, hvad Pontoppidan mente, også ironisk.
Hvad med at gribe igennem og kalde romanen “A Fortunate Man”? Det rammer, tror jeg. Ja, det rammer.
Upassende ? Klag over indlæg
Morten Høi Jensen , |
@ David Gress,
Enig. “Lucky-Per” lyder som “Lucky Luke”. Jeg har engang set titlen oversat som “Per the Soldier of Fortune” - det er måske en tand i overkanten. Men dit foreslag er rammende - hvad med “Per: a Fortunate Man”? “Per the Fortunate” er dog også god.
Jeg tror at Lykke-Per i teorien kunne være en succes i USA. En fortælling om en krigerisk-ambitiøs ung mand i strid med sine omgivelser er trods alt ikke den amerikanske litteratur fremmede: Huck Finn, Augie March, måske endda Holden Caulfield. Tilfældigt er det heller ikke at Per ofte tænker på at rejse til Amerika.
Upassende ? Klag over indlæg
Maria Due, Aarhus |
Eller måske “Son of Fortuna”, men det er sikkert allerede i brug.
Upassende ? Klag over indlæg
Annonce:
Seneste blogs
Arkiv
juli 2011 (1)
juni 2011 (1)
maj 2011 (3)
april 2011 (2)
marts 2011 (6)
februar 2011 (4)
januar 2011 (5)
december 2010 (3)
november 2010 (3)
oktober 2010 (4)
september 2010 (8)
august 2010 (1)
juni 2011 (1)
maj 2011 (3)
april 2011 (2)
marts 2011 (6)
februar 2011 (4)
januar 2011 (5)
december 2010 (3)
november 2010 (3)
oktober 2010 (4)
september 2010 (8)
august 2010 (1)
Alle artikler, fotos, grafik og øvrige illustrationer, der er på denne side, stammer fra Jyllands-Posten. Jyllands-Posten har ophavsretten, jf. lov om ophavsret.
Læs mere
Jyllands-Posten, Grøndalsvej 3, 8260 Viby J, +45 87 38 38 38. Kontakt: http://jp.dk/kontakt/
Tak for en et godt oplæg, men det er ikke helt rigtigt, at forfatterne omkring det moderne gennembrud ikke er oversat til engelsk. Nunnallys oversættelse af Niels Lyhne er f.eks. en nyoversættelse (den har været oversat tidligere) og både Niels Lyhne og Marie Grubbe er oversat til engelsk, ligesom flere andre af Jacobsens noveller og digte. Også Pontoppian er faktisk ganske godt repræsenteret - hvad der selvfølgelig skyldes Lukacks - og jeg er næsten 100% sikker på, at Lykke-Per er oversat. Herman Bang har også været oversat i flere omgange og dertil er der Amalie Skram, hvis hele forfatterskab ligger i en nyoversættelse.
Så oversættelserne findes. Noveller og historier findes ofte i alverdens antologier, mens mange af romanerne desværre ikke længere bliver trykt - men selvfølgelig kan findes på bibliotekter. Og det moderne gennembrud - både i DK, Norge og Sverige - er nok en af de perioder, hvor der er allermest oversat til engelsk.
Upassende ? Klag over indlæg