Profil

Niels Chr. Bastholm skrev i hudløst ærlige vendinger en blog om sin maraton-træning op til Berlin Maraton 2009.

Baggrund:
Niels Chr. Bastholm har bachelorgrader i antropologi og journalistik og har siden 2002 været ansat på Morgenavisen Jyllands-Posten. Han har blandt andet arbejdet på avisens sportsredaktion og på jp.dk, men er nu jourhavende på erhvervssitet epn.dk.

Niels Chr. Bastholm har ikke tidligere løbet maraton, men efter mange års sløvsind og sporadiske fysiske aktiviteter er tiden nu kommet.

Berlin Maraton løbes den 20. september 2009.



Andet:


Sted:
Skanderborg

Website:
Besøg


Grøndalsvej 3
8260 Viby J
Tlf: 87 38 38 38

Blogchef
Agnete Stoffregen

Blogredaktør
Tage Clausen

Internetredaktør
Jørgen Schultz-Nielsen

Ansv. redaktør
Jørn Mikkelsen

Udgiver
JP/Politikens Hus A/S

Kontakt jp.dk
Tip os - send pressemeddelelse

Netannoncer
Tlf: 33 30 80 06 eller
Tlf: 33 30 80 07

Hvis du vil vide mere
Blog om Morgenavisen
Jyllands-Posten

Tip      Print    RSS    Del    

Løb maraton med JP (arkiv)

Skrevet af Niels Chr. Bastholm

Der total verrückte Wahnsinn

Dato: d. 21.09.09, 06:14
Af: Niels Chr. Bastholm
Emner: , ,

Så blev jeg da lige ramt i madkassen af en fire kilo tung forhammer med et utroligt solidt asketræsskaft. Jeg havde forinden både hørt og læst om den berømte “mur”, og her taler jeg naturligvis ikke om Berlinmuren på trods af den geografiske sammenhæng.

Jeg taler om den særdeles jordnære og meget insisterende smerte omkring 36 km-mærket på Kleiststrasse under søndagens maratonløb i Berlin, hvor jeg følte hele min krop lukke ned, pakke sammen og booke et bord på den nærmeste Kneipe.

Men lad mig lige indlede med løbets spæde intro, der begyndte med en helt fantastisk stemning på Strasse des 17. juni, hvor over 40.000 maratonløbere fra over 100 nationer stod klar kl. 9.00 til at blive skudt i gang af den tyske landsholdstræner i fodbold, Joachim Löw.

Jeg kom fint derudad, var i strålende løbehumør og havde det rigtigt godt fysisk. Okay, mit betændte skinneben gjorde lidt nas, men det havde jeg ikke svært ved at ignorere, og det blev faktisk lidt bedre i takt med, at benene blev løbet varme.

Langs den 42.195 meter lange rute stod omkring en million tilskuere i strålende solskin og brølede tilråb ud til løberne, og næsten hele tiden hørte jeg ordene “kom så Danmark”. Rigtigt mange danske tilskuere i form af familie, kolleger og venner var taget ned for at støtte deres pustende bekendte, og med over 6.000 danske løbere i konkurrencen mærkede man opbakningen overalt.

Ude på strækningen var jeg i fin form og satte med et planmæssigt ensartet tempo den ene kilometer ind på kontoen efter den anden. Både fem-, 10-, 15- og halvmaratonmærket blev forceret i fin stil, og jeg benyttede også lejligheden til at nyde hele hurlumhejet, de mange musikbands og nogle af mine medløberes sære løbedragter som eksempelvis et Mickey Mouse-kostume.

Som udgangspunkt synes jeg, at det gik fint lige indtil de famøse 36 kilometer, hvor jeg pludselig fra det ene sekund til det andet fik ondt alle steder og mærkede pulsen stige. Det virker måske på papiret ikke så langt at skulle løbe seks kilometer mere, når man nu er i gang, men med krampe i lysken og begge lægmuskler kan det godt være en sej omgang.

Jeg synes egentlig, at jeg kan huske det meste fra løbet, men de sidste seks kilometer står allerede nu som én lang lidelseshistorie. Men jeg VILLE naturligvis gennemføre mit livs første maratonløb, og jeg kæmpede indædt med min psyke, for mine ben havde forladt mig.

De sidste to kilometer foregik nærmest på gåben, men da jeg løb igennem Brandenburger Tor og kunne se målstregen, blev jeg ærligt talt en smule rørstrømsk. Så mange træningstimer og tanker kulminerede lige der, og jeg krydsede meget stolt og tilfreds målstregen i 3.40,25 timer.



Kommentarer
Jørgen Ploug Poulsen, Breum | Skrevet: 21. sep 09 kl. 09:00

Fantastisk - En ny milepæl for menneskeheden.

Upassende ? Klag over indlæg

 
Thomas Eriksen, 7000 | Skrevet: 21. sep 09 kl. 09:01

Hej Niels
Tillykke med gennemførelsen. Flot tid. Det har været spændende at følge din træning her.
Blev selv ramt af den forhammer ved 38 km. var 45 min om de sidste 4 km. 4t39m

Upassende ? Klag over indlæg

 
Kenneth Damkjær, Mårslet | Skrevet: 21. sep 09 kl. 09:48

Hej Niels
Et stort TILLYKKE til dig , velkommen i klubben:-)
Kan selv huske følelsen, da jeg for 5 år siden også løb mit første marathon i Berlin.

Upassende ? Klag over indlæg

 
Per Ree, Horsens | Skrevet: 21. sep 09 kl. 11:44

Super tillykke. Gennemførte selv mit 2. marathon i går, og oplevelse fra Brandenburger Tor til målstregen kan næsten ikke beskrives. Følelsen af at være en del af dette store set-up skal opleves, da man får småforfrysninger i hele kroppen. Fantastisk løb, og endnu engang tillykke.

Upassende ? Klag over indlæg

 
Niels Chr. Bastholm , | Skrevet: 21. sep 09 kl. 15:40

Hej igen,

Så er jeg netop kommet hjem til Danmark med godt møre ben, men det kan både Per og Thomas sikkert tale med om?

Jeg sender naturligvis lykønskningerne direkte retur til jer, der også kæmpede bravt i den tyske hovedstad. Synes I ikke også, at stemningen var fantastisk? Nu var det jo mit første løb, men jeg havde virkelig ikke forventet sådan en stemning, og sådan har det sikkert også været de andre år.

Hyg jer,
Niels Chr.

Upassende ? Klag over indlæg

 
Dennis Voxted, Kokkedal | Skrevet: 21. sep 09 kl. 22:54

Tilllykke til dig Niels Chr,
… og alle de andre der gennemførte.

Startede også selv op i maj på programmet og gennemførte på 3:53 !!! Super glad er man.

Upassende ? Klag over indlæg

 
Christina Steen, København | Skrevet: 22. sep 09 kl. 01:35

Hej Niels Chr.

Tillykke!

Jeg gennemførte i søndags mit første maraton vha. dit program. Det er det bedste, jeg længe har gjort, og kan ikke beskrives. Stemningen var simpelthen fantastisk!

Jeg har ikke altid været i stand til at følge løbeprogrammet - enten pga. skinnebensbetændelse eller af hensyn til andre ting. Min indstilling var også, at jeg bare skulle gennemføre, men jeg må indrømme, at jeg havde håbet på en lidt bedre tid end 5.00.04. På den anden side nød jeg løbet til fulde og var ikke på noget tidspunkt i tvivl om, at jeg ville gennemføre.
Jeg oplevede, at det blev hårdt omkring 32 km., men jeg stødte vist aldrig rigtig ind i muren.
Næste gang skal jeg nok give den lidt mere gas!

Hilsener fra en lykkeberuset løber

Upassende ? Klag over indlæg

 
Niels Chr. Bastholm , | Skrevet: 22. sep 09 kl. 09:33

Hej Dennis og Christina,

Det er virkelig fedt at læse jeres entusiastiske indlæg og godt at høre, at I også kom igennem i fornem stil. Stor respekt herfra.

Bedste løbehilsner
Niels Chr.

Upassende ? Klag over indlæg

 
Morten Lund, 6700 | Skrevet: 22. sep 09 kl. 10:35

Hej Niel Chr.
Kæmpe tillykke! Rigtig god tid!
Efter jeg har fulgt dit program løb jeg selv distancen selvom jeg, som dig, var plaget af skinnebensbetændelse. De første 10 km. var de hurtigste og letteste jeg nogensinde har løbet.. de sidste 10 km. var de hårdeste og mest langsomme jeg nogensinde har løbet. Skinnebensbetændelsen mærkede jeg ikke det store til, til gængæld var det maven der gjorde knuder omkring 31-32 km. Jeg er sikker på at det var grundet de mange energygel’s jeg konsumerede, én hver halve time. Om det kan kaldes muren ved jeg ikke, men hårdt og ubehageligt blev det. En tid på 4:30 er heller ikke at prale af når jeg satsede på 4 timer ren, men jeg er overlykkelig over at jeg gennemførte. Den fede følelse af 1 million tilskuere der nærmest bar en mod mål, de mange bands og cheerleaders langs ruten og oplevelsen af at blive overhalet af Pinocchio (!) kan ikke beskrives, det skal opleves! Jeg er allerede opsat på at gennemføre endnu et marathon næste år… ses vi i Berlin 2010? ;)

Endnu engang tillykke.
Løbehilsner fra Morten

Upassende ? Klag over indlæg

 
Kristoffer Friis, København | Skrevet: 22. sep 09 kl. 12:12

Tillykke! Supergod tid! Gennemførte selv på 04:20, hvilket var 20 minutter for langsomt ifølge egen plan. Men blev simpelthen ramt af varmen.

Tror det er meget individuelt, men løber bare bedre, når solen ikke brænder! Desuden oplevede jeg at starte i Blok H og havde utroligt svært ved at mase mig frem de første 12km, hvilket bevirkede en dårlig halvmarathon-tid. Dét sammenholdt med, at jeg muligvis var for forsigtig med at give gas, gjorde udfaldet. Ramte ingen mur, men efter 35km gik det ikke alt for hurtigt!

Men men men… på alle måder en fantastisk oplevelse og så er der jo plads til forbedring næste gang! :-) Også fint med din blog. Den har været god at lade sig inspirere af.

VH
Kristoffer

Upassende ? Klag over indlæg

 
Kristian H., Beder | Skrevet: 22. sep 09 kl. 18:48

Stort tillykke! Og tak for de mange beretninger. Håber, du efter løbet og fri for før-løbs-diæt-kosten også nåede at indtage en anden Berlin-specialitet: en STOR portion karrywurst mit pommes frites :-)

Upassende ? Klag over indlæg

 
Niels Chr. Bastholm , | Skrevet: 22. sep 09 kl. 19:07

Det vælter ind med gode indlæg og tak for dem.

Det må have været stort at blive overhalet af Pinocchio, og jeg er helt enig i, at den gode stemning og de mange tilskuere var en stor hjælp ude på ruten. Specielt til slut, hvor der var nogen der havde spændt to 100 kilo-vægte fast til mine ben. Jeg oplevede også Kristoffers problem med at skulle kæmpe og zigzagge sig igennem en del mennesker, men som debutant ville jeg også bare suge til mig og nyde det hele, og jeg synes ikke tiden er så vigtig i denne omgang.

Til Kristian kan jeg oplyse, at jeg ikke fik “currywurst mit pommes” efter løbet, men en stor saftig bøf med bjerge af salt og et stort, skummende glas øl :-)

Upassende ? Klag over indlæg

 
Niels Chr. Bastholm , | Skrevet: 22. sep 09 kl. 19:10

Glemte lige en vigtig ting, som svar på Mortens indlæg.

Selvfølgelig ses vi i Berlin til næste år :-)
Tschüss
Niels Chr.

Upassende ? Klag over indlæg

 
Klaus Lantz, Højbjerg | Skrevet: 22. sep 09 kl. 21:58

Hej Niels

Tillykke med løbet. Jeg havde fornøjelsen af at være den beskrevne velvoksne førstegangsløber i artiklen i JP i fredags ved siden af din klumme under overskriften - “Det blive F…. hårdt” - og det blev det…! Men jeg gennemførte og selv ikke muren ved 33 km. , 9 km. med ømhed og kramper samt en varme der burde høre til på Gran Canaria, kunne ødelægge den helt fantastiske oplevelse af, at løbe i Berlin. Selv om benene i dag er ømme som 3.dagen på en progresiv skitur i Alperne, afviser jeg ikke at være tilbage i 2010. Det kan være vi ses…! Hilsen Klaus

Upassende ? Klag over indlæg

 
Niels Chr. Bastholm , | Skrevet: 23. sep 09 kl. 08:59

Hej Klaus,

Det er fantastisk, det du har gjort!

Du kæmpede, sled og nåede dit mål, og det bør stå øverst når alt har lagt sig.

Stort tillykke herfra
Niels Chr.

Upassende ? Klag over indlæg

 
Anders Samuelsen, Horsens | Skrevet: 23. sep 09 kl. 09:50

Tillykke. Det er en meget stor oplevelse at gennemføre uanset tiden - og ikke kun første gang. Så glæd dig allerede nu til de næste oplevelser! Kom selv igennem lige under 3 timer, via et afbud fra en Jens Jøren Vinther (30615) og sammen med mange gode folk fra Århus 1900. Det med de blytunge fik jeg også at mærke for alvor denne gang: Selv sølle 350 meter før mål var jeg nødt til at stå stille og søge desperat efter de sidste kræfter :-) av, av!

vh

Anders Samuelsen

Upassende ? Klag over indlæg

 
Niels Chr. Bastholm , | Skrevet: 23. sep 09 kl. 10:13

Tak Anders,

Det var en vildt stor oplevelse. Jeg smiler stadig, hver gang jeg bare tænker på løbet og stemingen omkring det. Jeg vil afgjort prøve igen, selvom det gjorde ondt til slut.

Du fik da en supertid, men jeg havde godt hørt rygter om, at du måske er landets hurtigste politiker på distancen. Du må lige hive nogle af dine kolleger i Folketinget med næste gang. Der er sikkert et par af dem, der godt kunne trænge til at komme lidt ud af “hulen” :-)

Bedste løbehilsner
Niels Chr.

Upassende ? Klag over indlæg

 
Thorbjørn Lissau, 7100 Vejle | Skrevet: 25. sep 09 kl. 10:22

Hej Niels.

Har lige læst din artikel i dagens JP … et stort tillykke herfra.
Havde selv fornøjelsen at være med i Berlin på mit eget første Marathon, og da jeg sad og læste her til morgen, var det ligesom at være der igen.
Jeg kunne genkende hver en oplevelse, hver en følelse, som du beskriver; særligt dén fra målstregen; jeg måtte selv beherske mig for ikke at, ja næsten græde af en ubeskrivelig følelse af lettelse, stolthed, eufori .. og forløsning trods et seriøst ømt bentøj.
Jeg havde ikke forestillet mig, at det ville opleves så intenst og overvældende.
Havde inden Berlin sagt til mig selv; dette bliver mit første, sidste og eneste marathon … men min løbe-kammerat og jeg må stadig lide af mangel på søvn og blod-sukker; vi konfererer nu om, hvor og hvornår vi skal forbedre vores tider !!
.. og så 1000 tak for et halv-år med megen god inspiration og motivation i JP; har læst og fulgt samt anvendt dine skriverier efter bedste evne; min tid blev 4:20;56, og det er jeg herre-tilfreds med; men måske under 4 næste gang, hmmmm …

Viele Grüsse

Thorbjørn

Upassende ? Klag over indlæg

 
Flemming Schiøtt, Korsør | Skrevet: 25. sep 09 kl. 16:56

Hej Niels

Har idag læst din artikel i avisen, den gav mig gåsehud og en klump i halsen.. løb selv Berlin i Søndags, også som debutant… du rammer lige på med artiklen, det var en fantastisk oplevelse som debutløb at prøve Berlin, kan kun anbefales.. Og jeg er helt enig, er selv begyndt at kikke på nye løb, har selv kik på Hamborg også, men overvejer at tage et løb inden, hvis man kan finde et.. det var en kæmpe motivation, selv om det var hårdt.

Pain is teporary

Flemming

Upassende ? Klag over indlæg

 
Mads Larsen, Højbjerg | Skrevet: 26. sep 09 kl. 17:53

Hej Niels og alle øvrige.

Fin artikel i avisen og fin blog i det hele taget. Jeg debuterede selv i Berlin og nød oplevelsen i fulde drag. Fantastisk med de mange tilskuere, og helt ufatteligt at opleve hvor mange danskere der finder derned. Jeg havde et rigtig fint løb, hvor jeg var heldig at få spist og drukket lige tilpas undervejs, selvom depoterne stjæler en del tid. Jeg fik spændt blylodder på benene ca. samme sted som du, men havde heldigvis en kone stående på km 37 som jeg skulle vinke til med anstand, og det gav lige skubbet til at holde kadencen - sådan da. Der blev dog spejdet meget intenst efter de sidste kilometer-skilte, og jeg var meget glad da jeg kom ind på Unter den linden og kunne se Brandenburger Tor i det fjerne. Jeg nåede lige præcis at tænke tanken om måske at give lidt ekstra gas til sidst da jeg fik øje på staklen på km 41 under behandling som du beskriver i din artikel - det må være den samme vi så. Stakkel!
Jeg løb den roligt hjem og nøjedes med lige at give den det sidste efter Brandenburger Tor. Da målet var at komme under 4 timer og jeg landede i 3.46 var det en meget glad og også rørt marathondebutant der krydsede stregen.
Jeg kunne godt finde på at tage turen igen, det var en fantastisk oplevelse, og selv ikke halvanden times fuldstændig stilstand på motorvejen nord for Berlin sidst på eftermiddagen pga. uheld kunne fjerne smilet fra mit ansigt.
Tillykke til alle der gennemførte og tak til alle tilskuerne der heppede undervejs.

/Mads

Upassende ? Klag over indlæg

 
Niels Chr. Bastholm , | Skrevet: 28. sep 09 kl. 08:36

Hej Mads, Flemming og Thorbjørn,

Mange tak for jeres kommentarer og gode beretninger fra bedriften i Berlin.

Jeg havde det præcis på samme måde med hensyn til først at føle det som værende vildt hårdt, hvorefter jeg få timer efter allerede havde intensive diskussioner med mine løbevenner om, hvordan man monstro kan forbedre sine tid ved at træne anderledes og lægge en anden løbstaktik på dagen. Lidt vanvittige er vi jo :-)

Jeg ønsker jer alle held og lykke med nye løbeprojekter. Det er fedt at lette lidt fra jorden og sætte sig nogle mål, som man planlægger, følger og og udlever.

Bedste hilsner
Niels Chr.

PS. Jeg må nu ærligt indrømme, at jeg også har nydt denne weekend i fulde drag. Den var lidt mere afslappende end den forrige :-)

Upassende ? Klag over indlæg

 
Torben Hoberg, 8930 Randers | Skrevet: 28. sep 09 kl. 16:10

Hej
Jeg debuterede også på distancen i Berlin sidste søndag. Det var en kæmpestor oplevelse - med forfærdelige kramper på de sidste 10 km - og med den fantastiske zuschaueren som gav uvuderlig opbakning!!!
Jeg vender helt sikkert tilbage til Berlin næste år. Mon så ikke jeg får bedre styr på væskeindtaget så kramperne kan undgås.

Tillykke til alle Berlinere med deres flotte præstationer….

Torben Hoberg, Move Randers

Upassende ? Klag over indlæg

 

Annonce:







Arkiv
september 2009  (5)

august 2009  (6)

juli 2009  (5)

juni 2009  (4)

maj 2009  (6)

Alle artikler, fotos, grafik og øvrige illustrationer, der er på denne side, stammer fra Jyllands-Posten. Jyllands-Posten har ophavsretten, jf. lov om ophavsret. Læs mere
Jyllands-Posten, Grøndalsvej 3, 8260 Viby J, +45 87 38 38 38. Kontakt: http://jp.dk/kontakt/