Masseys Optik

Nutidens sejrende bysamfund - Land og by (2)

Kulturelt og økonomisk skelnede man førhen stærkt mellem land og by. En skelnen, der flyttede med ind i byen sammen med et utal af indvandrende førstegenerations-landboere. I dem levede landbosamfundet på godt og ondt. Som først og fremmest en erindring om fællesskaber. Tvungne som frie.

Da de med tiden opfattede sig som arbejdere og organiserede sig i fagforeningens fællesskab og i Socialdemokratiet, fik de en egen kulturel selvforståelse. De så sig som byarbejdere med egne interesser: Løn, arbejdstid og arbejdsvilkår. Det skabte dynamik og kravet om bedre tider for næste generation. Som en pendant til landbosamfundet dannede man både fagforeningerne og Socialdemokratiet. Samt kultur- og idrætsforeninger.

Danmark havde et tokulturelt demokratisk klassesamfund med fattige og rige på både landet og i byen. Gårdmændene overfor husmændene og landarbejderne. Og byens selverhvervende overfor arbejderne.

I denne bevægelse forspirede sammensmeltningen mellem landbosamfund og bysamfund. For da husmandsbevægelsen i landbosamfundet organiserede sig overfor gårdmændene, trådte den enten ind i ind i det socialt indignerede Radikale Venstre, som var brudt ud af Venstre i 1905, eller i Socialdemokratiet.

En fælles front på tværs af det tokulturelle samfund var skabt. Den fik kulturel identitet af digteren, Jeppe Aakjær. Og fik politisk magt i 1920´erne under ledelse af først de radikale og så socialdemokraten Stauning. Samtidig åd byen af landet. Lige fra industrialiseringens start, da næringsfrihedsloven fra 1856 nedbrød lavenes ret til at bestemme hvem og hvor mange, der måtte drive virksomhed.

Købstæderne sprængte sine bygrænser, og nye virksomheder og boligområder dukkede op uden for de gamle byporte. Som brokvartererne i København. Det 20. århundredes velfærdshistorie fjernede til sidst skellet mellem landbosamfundet og bysamfundet. Først og fremmest fordi industrialiseringen på landet i form af mekanisering overflødiggjorde arbejdskraften i landbosamfundet.

Det gik stærkt efter 2. verdenskrig. Da industrieksporten overhalede landbrugseksporten i 1960, var der stadig 200 000 landbrug i Danmark. I dag er der 40 000 deltids- og heltidsbrug tilbage. Og Danmark har ikke længere et tokulturelt samfund, når man undtager de etniske enklaver fra de sidste 40 års indvandring.

Danmark er i dag smeltet sammen til et homogent samfund.