Men nu synger udenrigsministeren ikke mere. Mest fordi han ikke var en ægte troubadour, som med glødende poesi iagttog tiden og både fandt og skabte fremtiden. Også fordi den lovgivende og administrerende og fastholdende magt ikke er for poeter. Nu gælder for Villy alene magten i sig selv. Med syltningen af Betalingsringen har Villy emakuleret sine sidste sange i statsminister Helle Thorning-Schmidts makulator.

Trods det, jeg aldrig har været SF`er, synes jeg ikke sangen om Betalingsringen var så tosset. Først og fremmest fordi den tog fat i en metropols konstante vokseværk og forsøgte at komme med et fremtidsorienteret bud på dens infrastruktur. Den var endda fuld finansieret lød det igen og igen. Ja, den kunne også på sigt medvirke til at sænke den offentlige transports billetpriser.

Naturligvis kunne Betalingsringen også være blevet et planøkonomisk mareridt, som af arbejdspendlere blot ville blive opfattet som en ekstraskat rettet mod dem. Og det er måske netop her, at Villys sang manglede et par vers. For hvordan kommer man frem nu og her, uden det koster tid og penge?

Det koster heller ikke tid og penge, kunne Villy have sunget. Det er blot et spørgsmål om vaneændring i din tid, som vil sætte en ny dagsorden for dine børns dagligdag. For København kræver hele tiden et fremtidsblik, der ikke parkeres i din lommeuld. Om 30 år er befolkningstallet i selve Københavns kommune måske steget med op mod 25 %, så der lever 700.000. Det følges op af en generel stigning i Region Hovedstaden på op mod 5 %, så der i alt lever omkring 1.8 millioner.

Københavns kommune bærer den primære andel af den samlede vækst, og det bør ruste til eftertanke og planlægning, for i konkurrencen med andre metropoler, bliver en fleksibel og optimeret infrastruktur afgørende. Den igangsatte udbygning af Metroen er et fremsynet eksempel på en metropols evige stillingtagen til sin infrastruktur. Historisk set nedbrød Christian 4. volden mod nord og anlagde Christianshavn. I midten af 1800-tallet sløjfede man helt voldene og udbyggede brokvartererne, og efter 2. Verdenskrig projekterede man med den berømte fingerplan forstæderne vest for København. Alt sammen krævede en effektiv og fremsynet infrastruktur.

På trods af heraf er Betalingsringen nu foreløbig død. Villys sang er altså deponeret i arbejdspendlernes lommeuld og i Helles samt også Margrethe Vestagers manglende mod, selvom den kunne have været en del af fremtidens løsninger. Måske endda blot en overgangsløsning.

Det værste er imidlertid, at vi nu reelt får billige ufinansierede billetpriser, som skal betales af os, selvom Villy pipper, at de finansieres af dyrere leasingpriser på biler. For bil-leaserne finder andre veje, og så er den finansiering røget sig en tur.

Så Villy! Tillykke med magten. Du har tabt en tung mærkesag, og er ikke længere troubadour.

Og fri os så for en sidste useriøs sang om billige billetter. Vi ved, vi kommer til at betale for dem ved en anden kasse. Og fri os også fra en direkte fej sang om en Trængselskommision. Den har ikke andet mandat end at lave en tyndbenet anbefaling.