Denne gang var det Lars Hedegaard, som på mirakuløs vis slap for at dø for en koldblodig attentatmands feje kugle. Sidst var det tegneren Kurt Vestergaard, der slap for et øksehug.

Begge har på hver deres måde i et livslangt forløb brugt deres ytringsfrihed i forhold til vitale samfundsspørgsmål. Sidst på en kritik af islam som en isme.

I den konstatering må vi andre som enkeltmennesker og samfund i solidaritet med nu Lars Hedegaard træde i karakter og forstå, at der iblandt os findes mennesker, som i deres sags tjeneste for enhver pris vil lade målet hellige midlet. I den erkendelse må vi nu for alvor sætte os til nødværge.

Men det kan være svært at erkende i Danmark, som om nogen hylder enhvers demokratiske ret til at tale frit. For i vor danske virkelighed lever Grundtvigs ånd i det ene, at frisindet tilsteder os at sige, hvad vi mener, så alle både bliver hørt og også modsagt.

Frisind består ikke i at tolerere enhver mening eller ytring, men i at lade meninger og ytringer brydes. Nok er det mest fredsommeligt at gå fra et møde i enighed, men uenigheden er ethvert fællesskabs udfordring. For i uenigheden skal vi finde os i hinanden.

Vel og mærke, hvis vi anerkender vor fælles bestræbelse på at skabe samfund sammen. For hvis nogen for enhver pris vil knægte frisindet ved at gennemtvinge alene sin sag, så lever den fælles bestræbelse ikke længere.

Derfor må vi også opfatte vort frisind, som så dyrebar, at vi må handle i nødværge overfor det vanvid, der vil lade en sag komme før mennesket.

Ja, lade ideer udslette mennesker i idealismens navn.

Ideer som en konstruktion udtænkt i et hoved må ikke betvinge virkeligheden. Totalitære regimer har forsøgt at betvinge virkeligheden med vanvittige ideologier, som skulle fuldkommengøre mennesket, så det kunne passe ind i ideen. Hvis ikke mennesket kunne det, kunne de i deres ufuldkommenhed afskaffes.

Netop som antageligvis attentatmanden i sit djævelske galmandsværk har tænkt, da han i sin sags tjeneste forsøgte at slå Lars Hedegaard ihjel.

Vor nødværge må ikke bestå i, at vi gør det samme. At vi gør demokratiet til en ide, som vil tale om mennesket som fuldkomment. Som vil bestemme, hvordan vi skal tale sammen og blive enige sammen.

Nej, vi skal i vor nødværge forsvare retten til ikke at leve efter betvingende ideer. Vi skal forsvare vor ufuldkommenhed. Vi skal forsvare mennesket overfor syge ideer, der udfolder sig i forskruet idealisme. Vi skal forsvare, at der intet facit er på vort daglige liv og bestræbelse på at skabe samfund sammen.

Vor nødværge overfor alverdens attentatmænd består i, at vi standhaftigt fortsætter med at bygge samfund sammen. I en fælles folkelig bestræbelse, hvor vi måler os selv på evnen til dels at sætte sig i hinandens sted, og til dels at blive sig selv sammen med hinanden.

Det er vor arv. Det har vore forfædre og formødre skabt samfund siden vi fik Grundloven for over 160 år siden. Altid med virkeligheden som medspiller og med en vilje til at lære af erfaringen.

For mennesket er ikke redskaber for syge ideer. Denne grundlæggende tanke og evnen til at gå ind i virkeligheden er vor eneste nødværge overfor, at danskere en dag brutalt henrettes for en vanvittig ide.

Der står vi som samfund. Nok værgeløse, men stærke. For vi vil ikke kaos og en gal attenmands diktat.

Derfor også en utvetydig solidaritet med Lars Hedegaard, som signalerer, at vi skal værne om ham og hinanden og Danmark som helhed.

Det er os imod en koldblodig attentatmand.