Så sidder jeg der igen med CNN, Al-Jazeera hjemmeside og en lille smule TV2 News og følger med i udviklingen i et land, hvor unge kæmper for at smage frihedens klare vand. Studerende, intellektuelle og arbejdere, mænd og kvinder, religiøse, liberale, venstreorienterede eller bare frustrerede i en stor skøn blanding med det fælles mål at få lov til at bestemme over deres eget liv.

Sidst vi så en tilsvarende situation var i Teheran i 2009 efter at det islamiske diktatur havde svindlet med valget og undertrykt oppositionen så groft, at selv hårde straffe, voldelige statsstyrede bander og tilfældige mord på egne borgere ikke kunne holde opstanden nede. Desværre lykkedes det præstestyrets formørkede kræfter at kvæle folkets opstand i deres eget blod. På lang sigt er det endnu en pind til diktaturets ligkiste, men på kort sigt lever undertrykkelsen og diktaturet i Iran videre.

Situationen i Egypten er heldigvis anderledes end i Iran. De udenlandske medier er tilstede og kan rapportere mere frit. Egypten er et mere frit og velstående land, som har større relationer til omverden og grove overgreb på hele befolkningsgrupper kan ikke finde sted uden det kommer frem.

Hvis man har læst f.eks. Alaa Al-Aswany fremragende roman: “Yacoubians Hus”, så har man en lille fornemmelser af de udfordringer og frustrationer, som den unge egyptiske befolkning står med. Men også en fornemmelse af den hårdhed og viljestyrke som de besidder, efter de mange prøvelser, som et korrupt og udemokratisk styre har udsat dem for.

Jeg har derfor en forhåbning om, at vi ikke ser en gentagelse blot med Kairos gader i stedet for Teherans og med Mubarak i den rolle som Ahmadinejad havde i 2009. Men det er stadig alt for tidligt til at være sikker.

Heldigvis har Udenrigsminister Lene Espersen været hurtigt og klart ude med protester over de egyptiske myndigheders behandling af egne borgere og med støtte til ytringsfrihed og politiske reformer. Jeg håber og forventer, at EU’s stats- og regeringsledere også vil bakke op om en fredelig overgang til demokrati og stille sig på borgernes side. Det er altid med en risiko for uro og politisk ustabilitet at magthavere afsættes af folket i gaderne, men risikoen for at endnu en folkelig opstand knuses i blod er på langt sigt endnu større.

EU’s opbakning eller mangel på samme kan være forskellen mellem frihed og fiasko.