Østbloggen

Når der går motorvej i russisk politik

Rusland forstås bedst som en direkte fortsættelse af den nu hedengange Sovjetunion. Især det politiske system og de politiske processer er umulige at danne sig overblik over, hvis man ikke ved, hvordan russerne plejede at organisere tingene, før verden gik af lave i ‘91.

Dette blev tydeligt her i sensommeren, hvor moskovitterne fik rejst en folkebevægelse mod fældning af skoven i Khimki - en forstad til Moskva med i parentes bemærket landets bedste basketballhold – til fordel for byggeriet af en monsterbred motorvej nordpå til Skt. Petersborg. Selvom den russiske forfatningsdomstol havde fundet byggeriet fuldtud lovligt, lykkedes det bevægelsen at få Ruslands nuværende præsident til at standse byggeriet og dermed vende på en tallerken i forhold til tidligere udmeldinger.

Historien er vigtig af forskellige årsager. Først og fremmest viser den, at civilsamfundet i Rusland i hvert fald i enkeltsager kan mobilisere så stærk en protest, at myndighederne må omstøde sine egne beslutninger. Det allermest bemærkelsesværdige i den konkrete sag er imidlertid den måde, myndighederne teknisk set iscenesatte sin indrømmelse.

Her er vi nemlig tilbage ved det politiske liv i Sovjetunionen. Det sovjetiske system var præget af et næsten totalt sammenfald mellem parti, dvs. kommunistpartiet, og offentlig administration. En politisk karriere gik hånd i hånd med en karriere i statsapparatet. Det har været meget svært for det moderne Rusland at begrave denne sammenblandingsskik, og derfor er det netop de politiske partiers begrænsede gennemslagskraft, der er en af de største svagheder i det moderne Rusland. Det største parti, Forenet Rusland, som Putin på paradoksal vis er formand for, men ikke medlem af, sidder på størstedelen af de tunge poster i Moskva og rundt om i provinsen, i relativt uvæsentlig konkurrence med det forholdsvis Putin-loyale parti LDPR under Glistrup-figuren Sjirinovskijs altid underholdende ledelse og det vel nærmest socialdemokratisk farvede udløberprojekt fra Putins tropper, Retfærdigt Rusland. Eneste relevante opposition er kommunistpartiet, som dygtigt har etableret sig som en synlig og generelt meget rimelig kritiker af magtmisbrug og korruption og fortaler for udsatte samfundsgruppers, dvs. ældres og syges, rettigheder. Den opposition, vi i Danmark kender bedst med skakspilleren Kasparov i spidsen, som meget bekvemt for internationale medier taler rigtig fint engelsk, spiller en rolle, hvis betydning er til at overse.

I tilfældet med skovrydningen i Moskva lykkedes det hurtigt at samle en meget forskelligartet protestgruppe. Den talte bl.a. Ruslands svar på Kim Larsen, der derovre hedder Jurij Sjevtjuk, som blev flankeret af sangeren Bono, som var fløjet ind til Moskva med hvad der lignede et statsbesøg og dygtigt blev brugt af protestbevægelsen som lokomotiv for miljøbudskabet. Vistnok mest uden selv at være klar over det - i hvert fald måtte han post faktum undskylde, at han ikke havde nævnt skovfældningen, da han havde lejlighed til at møde Ruslands rock-entusiastiske præsident. Greenpeace var med, beboergrupper og et par af kejserens soldater fra de små og internationalt sponsorerede menneskerettighedsorganisationer, der opererer i Moskva. Pludselig var protesten for stor og populær, og noget måtte gøres. Det er her, det interessante sker.

Uden at vente på præsidenten går først partiet Forenet Rusland ud og giver udtryk for bekymring om motorvejsbyggeriet. Herefter indstiller præsidenten byggeriet. Partiet skal på dem måde dels have en del af æren for fleksibiliteten, dels viser partiet sig som et rigtigt parti, altså en meningsudtrykkende instans i samfundet, og ikke blot en klub af offentligt ansatte i gode embeder. Konspirationsteoretikerne vil med en vis ret kunne pege på aftalt spil i denne proces, men det væsentlige er, at Forenet Rusland ønsker mere og mere at ligne det, vi forestiller os med et parti, og det er en nyhed.

Ikke dermed sagt, at forskellen mellem parti og statsapparat ikke også kunne bruges dygtigt til politisk spin i Ruslands sovjetfortid. Her var det en klassisk opskrift først at fylde Pravda op med vrede læserbreve fra tro, gerne ældre partimedlemmer, inden man verfede det ene eller det andet upopulære element ud i kulden under henvisning til at have lyttet til protesterne. Men partiet blev dengang mest brugt negativt til at undskylde de mere ubehagelige beslutninger med, og mindre grad som her til at samle positivt op omkring populære og progressive tendenser i samfundet.

Værd at bemærke er det også, at det netop er miljøproblemer, der i tilstrækkelig grad optager sindene til, at Kreml og den økonomiske elite kan blive udfordret effektivt. Dette er imidlertid ikke nyt. Vi så allerede i den sene sovjettid, at miljøbevægelsen dannede en ret effektiv trojka med de i firserne så populære hjemstavnsforfattere og den spirende, dengang genfødte, til tider kulsorte russiske nationalisme, som godt kunne og stadig kan benytte paroler om den ubesmittede og fredhellige russiske jord som metafor, når der skal ytres stærkt højrenationale synspunkter. Fra vestlig side skal vi bide mærke i, at vores våde drømme om et stærkt civilsamfund i Rusland her finder en spire realisme i netop miljøspørgsmål, og ikke f.eks. i spørgsmålene om tjetjensk uafhængighed og statskontrolleret fjernsyn.