Er man kulturproducent og vil have snablen ned i de offentlige kasser eller sikre sig et monopol, så skriver man en kronik i Politiken. Det har senest et par repræsentanter for Gyldendal gjort.

De lufter tanken om at genindføre faste bogpriser og forhåndsaftalte avancer mellem forlag og boghandlere m.m. Vi skal have en “litteraturpolitik” og en boglov. Forbilleder er det gennemregulerede norske bogmarked og det ærkeprotektionistiske Frankrig.

Udspillet er mødt positivt fra politisk side, men med tilføjelsen, at man ønsker en enig henvendelse fra aktørerne på området: forlag, boghandlere og forfattere. Akkurat som når “et enigt landbrug” henvender sig til regering og folketing og får pengene til at flyde.

Vi kommer nok til at opleve det vanlige mønster på knopskydning af den offentlige sektor, hvis en enig front fra litteraturens verden bliver samlet. Skatteyderne kommer til at betale med flere offentlige forfattersubsidier, og forbrugerne må betale med opskruede bogpriser.

Særinteresser vil have vundet et slag, hvad der er alles interesse: et frit og usubsidieret bogmarked, er ingens interesse. Et skoleeksempel på, hvordan den offentlige sektor pustes op. En socialistisk sejr med borgerlig støtte, hvis det kommer så vidt.

Man savner en blank og kontant afvisning af dette stormløb mod den almene interesse. En betingelsesløs bekendelse til det frie marked og forbrugernes frie valg. En henvisning til, at her er et område, hvor staten skal holde fingrene væk og ikke spille formynder - og da ikke mindst i en tid, hvor væsentlige offentlige opgaver inden for f.eks. sundhedsvæsen er nødlidende og statens underskud er et trecifret milliardbeløb.

En afvisning af Gyldendals m.fl.´s skamløse udspil kan ikke redde statsfinanserne, og det milliardbeløb, der går til kunst- og kulturstøtte, er ikke stort. Men det vil være godt, hvis krævementalitet af denne art fik et skud for boven ved hævdelse af forbrugerne frie og umanipulerede valg af kulturgoder. Og det vil være endnu bedre, hvis det kunne danne indledning til en dybtgående debat om, hvad det offentlige bør og kan tage sig af, og hvad borgerne selv må klare.

En sådan debat har vi behov for også af den grund, at velfærdsstaten synes at have nået sin grænse ved at halvdelen af BNP disponeres af det offentlige. Folk accepterer ikke mere, og samfundsøkonomien holder ikke til mere. Man diskuterer nu muligheden af at få frivillige ind i det sociale arbejde, og det kan være udmærket, men det er vel egentlig endnu mere nærliggende at befri det offentlige for opgaver, som borgerne selv kan klare. F.eks. deres kulturforbrug.