I mit gamle parti Venstre er den politiske ordfører Ellen Trane Nørby blevet udstillet af BT, fordi hun har forsøgt at fifle med leksikonet Wikipedia. På leksikonet har man således kunne læse, at Ellen er ’kendt for at være hårdtarbejdende og grundig,’ at have haft ’et imponerende valg,’ og at hun angiveligt kæmper for ’de svage i samfundet’. Tak til BT og journalisten Lars Fogt for at udstille dette gennemført naragtige forsøg på selvpromovering.

Havde Ellen Trane været et ærefuldt menneske, ville hun naturligvis både have beklaget hændelsen og følt behørig skam. I stedet har hun reageret ved at skrive en børnefornærmet kronik i Politiken, der efter eget udsagn skulle være en principiel debat om mediekritik og truslen ved politikerlede. Faktum er, at det er et langt og ligegyldigt stykke navlepilleri.

Tilsyneladende har Ellen Trane et besværligt forhold til journalisten fra BT, men hvorfor det vedkommer os andre, står hen i det uvisse. Eller rettere: den floromvundne principdebat kan koges ned til argumentet om, at de andre politikere også snyder på Wikipedia. Eller udtrykt lidt mindre formelt: ’Æh bæh buh’, hvorfor er det kun mig, der får skældud!?

Nogen kunne måske indvende, at det altså er tåbeligt, at politiske journalister kun skriver om politikernes manglende moralske habitus. Det er naturligvis irriterende for en politiker, hvis den flossede karakter skygger for de politiske ideer. Det er jo principielt korrekt, men det er fuldstændig irrelevant for Ellen Trane Nørby og for langt hovedparten af Borgens politikere. For der er ingen politiske ideer at skygge for! Udover fusk med Wikipedia er den eneste anden politiske sag, Ellen Trane har markeret sig i, de 696 spørgsmål om, hvorfor hendes mors museum ikke fik nogen penge.

Hvis Ellen Trane havde en væsentlig politisk idé, har hun haft alle muligheder for at brænde igennem med den. Tænk sig, at hun faktisk fik stillet kongerigets formentlig mest betydningsfulde kronik til sin rådighed. Og hvad kom der ud af det? Klynk og hykleri.

Det er helt og aldeles op til politikerne selv, hvad de vil stå for i offentligheden. Hvis de har politiske ideer, står de for dem. Ellers står de for, hvad journalister, som Lars Fogt graver op. På den måde gør smudsjournalister i virkeligheden demokratiet en tjeneste. Politikere, der ikke har tilpas væsentlige politiske ideer til at overskygge små historier i BT, har alligevel intet at gøre på Borgen. Enten bliver man kendt for politik, eller også bliver man kendt for noget andet. Og i Ellen Trane Nørbys tilfælde er dette andet altså museumsgate og Wiki-hykleri. Det er ikke imponerende.