Sange til sirenen (arkiv)

Februars melodiske mantraer (3/3)

Kula Shaker – Peter Pan R.I.P., Pilgrims Progress (2010)

YouTube Direkt

Om man er fra København, Dubai eller Påskeøen, så kender man Peter Pan, Kaptajn Klo, Ønskeøen, de glemte drenge og alle de andre. Fortællingen stammer fra starten af 1900-tallet, men blev global, da Walt Disney Pictures’ i 1953 filmatiserede eventyrromanen Peter & Wendy fra 1911 af engelske J.M. Barrie, der steder siges at have været drengen bag ikonet. 101 år senere blev det psykedeliske rock-band Kula Shaker endnu et led i rækken af fortolkninger. For Peter Pan er ikke kun blevet et billede af en karakter fra en gammel fabel. Han er et symbol på fantasi, leg og drømme. Med andre ord et symbol på den barndom, som vi alle har levet, og som nogle måske har glemt. Jeg er ikke kun fanatisk fan af Peter Pan – nej, også af dette projekt, der har sat fokus på en stærkt undervurderet legende, som er en del af ethvert menneske. Jeg elsker Kula Shaker for at lade den spire frem i den moderne musikverden samt for det vemodige, men realistiske, twist som de har givet den i påstanden om det evige barns død. Interaktionen af violinerne og Crispian Mills’ ord ”Peter Pan, he won’t come back/ They chained his feet/ And broke his back” er fornem. Der manglede kun et børnekor for at krone produktionen.

Thin Lizzy – Dancing in the Moonlight (It’s Caught Me in Its Spotlight), Bad Reputation (1977)

YouTube Direkt

At være høj på musik, kærlighed og livet er ikke kun, hvad 1970’er-kulturen handlede om, eller hvad Phil Lynott fortæller om: ”My father he’s going crazy/ He says I’m living in a trance/ But I’m dancing in the moonlight”. Det er også de uundgåelige bivirkninger, når man lægger øre til dette hit fra irsk-baserede Thin Lizzy. Den fornøjelige saxofon, der i mellemspillet bevæger sig over i et slumrende beat med en blueset Lynottvokal, som udmunder i den ubestrideligt fede guitarsolo, der må siges at være noget, som Thin Lizzy mestrer med stil.

Mumford & Sons – Hold On To What You Believe, Love Your Ground (2008)

YouTube Direkt

Engelske Mumford & Sons har for mig været den bedste musikopdagelse i de senere år. Deres debutalbum, som jeg tildeler al respekt, udkom i 2009. I nogle kredse er bandet endnu ukendt, men jeg opfordrer alle til at få fingrene i Sigh No More, der byder på mange uforglemmelige øjeblikke med ”The Cave”, ”Dust Bowl Dance”, ”After the Storm” og faktisk samtlige andre numre. I det vestlige London er en mindre klike af unge musikere inden for folkgenren vokset frem, hvor man finder 20-årige Laura Marling, Johnny Flynn, Noah and the Whale samt Mumford & Sons, der alle har samarbejdet på kryds og tværs. I samarbejdsrelationer har en gammel kender som Kinks’ Ray Davies hevet Mumford-drengene med på tourné og til studieindspilninger. Man skulle mene at en opfølger til Sigh No More efterhånden var på trapperne, specielt da der dukker flere nye numre op fra folkrock-bandet. ”Hold On To What You Believe” udkom dog tilbage i 2008 på EP’en Love Your Ground, der har oplevet knap så meget rampelys. På trods af at dette arrangement er foruden den velkendte banjolyd og fremstår afdæmpet i forhold til gennembruddet ”Little Lion Man”, så er violinerne, guitaren og Marcus Mumfords hæse vokal euforiserende oplysende som altid. ”It was too fast/ Casting love on me as if it were a spell I could not break/ When it was a promise I could not make/ But what if I was wrong?” Vær frygtløs, når kærligheden banker på døren.

PJ Harvey – The Last Living Rose, Let England Shake (2011)

YouTube Direkt

Den lille engelske kvinde er i de seneste uger blevet eksponeret på alle medieplatformer. Herhjemme har man set navnet Polly Jean gå hånd i hånd med de seks stjerner, som albummet tilegnes de fleste steder med få undtagelser. Hun emmer af mystik og oprigtighed på en utrolig cool måde. Det gælder også med nummeret ”The Last Living Rose”, hvor hun på humoristisk vis tegner et ikke nær så glansfuldt billede af det gamle stinkende industriland, som længslen rækker ud efter. I sin renhed gemmer England på en særlig skønhed, som Harvey i denne forbindelse med sandhed får til at skinne igennem. ”Let me walk through the stinking alleys/ To the music of drunken beating/ Past the Thames River, glistening like gold/ Hastily sold for nothing”, synger Polly Jean med en røst af alvor. Goddamn’ Europeans!

The Cinematic Orchestra – To Build a Home, Ma Fleur (2007)

YouTube Direkt

Jeg fangede dette nummer i en episode af den amerikanske tv-serie Friday Night Lights. Det er dog nok den mindst eksponerede sammenhæng, da “To Build a Home” har optrådt i Grey’s Anatomy, Top Gear, One Tree Hill, Private Practice samt filmen The Tree fra 2010. Det er et forståeligt valg, da stemningen kan opfattes harmonisk fra klaverets bløde toner sammen med canadiske Patrick Watsons lunefulde vokal, mens der her imellem ligger melankolske undertoner i teksten: ”And now it’s time to leave and turn to dust”. At føle sig hjemme et sted kan være en flygtig tilstand i overensstemmelse med vendingen all good things come to an end. Nummeret fungerer godt som ’finalesang’, da den kan samle de løse tråde til en happy ending, men stadig kan forstærke hjerteknuseren. Det er et ideelt filmvalg, men gør sig også godt uden tilsvarende skærmbilleder. The Cinematic Orchestra, der er dannet af britiske Jason Swinscoe, kombinerer den klassisk smukke symfoni af strygere og piano samt elektronisk eksperimenterende lyde. Det er der kommet en god håndfuld udgivelser ud af, hvor Ma Fleur er et rimeligt sted at starte.