Sange til sirenen (arkiv)

Fleet Foxes’ Robin Pecknold kan selv

Robin Pecknold er bedst kendt i sammenhæng med Skyler Skjelset, Christian Wargo, Josh Tillman og de resterende medlemmer af bandet Fleet Foxes, da han normalt er iklædt titlen som gruppens frontmand. Det tyder dog på, at 24-årige Pecknold har været på en uventet pilgrimsvandring i musikverdenen, og nu er vendt hjem i tide til udgivelsen af Seattle-bandets andet studiealbum Helplessness Blues, der ligger og lurer bag påskeliljerne.

Som det gælder for mange artister, så har musikken været et uomtvisteligt livsvilkår for Pecknold. Faren er gammel musiker fra 1960’erne, og Robin producerer også musik under navnet Rainbow Fang med sin søster, der har erfaring som rockkritiker og bandmanager. Pecknold fik hurtigt øjnene op for Bob Dylan, Joni Mitchell samt Crosby, Stills, Nash & Young og skrev som 14-årig sin første sang ”Sarah Jane”, der anslog hans sangskrivnings tone af alvor og væsentlighed, idet den fortæller om en kvinde, der søger ”tilflugt” i prostitution.

“By the time I was 15, I was pretty much checked out of any peer group. I was playing music and writing songs all the time, not really ever going to school,” fortæller Pecknold. Der ser ud til at være tale om en uvægerlig skæbne i Robins tilfælde. Dette må understreges, da manden, som dagligt er offer for social nysgerrighed, ironisk nok lider af social ængstelse, så der skal til tider lægges ekstra psykiske kræfter i arbejdet.

Jeg er faldet pladask for huleboerlooket, der nærmest har visdomsdråber hængende i totterne samt hans poetiske øje og hjemsøgende stemmeklang, der bærer en stor del af Fleet Foxes’ talent. Derudover har han scoret nogle bonuspoint hos undertegnede for at være musicaltilhænger, som der ikke er mange tilbage af på kloden - udover folkene bag de få produktioner, der endnu opstår fra tid til anden. Pecknold nævner Oklahoma! fra 1955 som sin favorit.

For at vende tilbage til udgangspunktet har Robin Pecknold været på rejse i studiet – denne gang uden Rainbow Fang og Fleet Foxes – og han kommer med souvenirs. Pecknold har på Fleet Foxes’ twitter offentliggjort resultatet sammen med et link, der henviser til denne gratis downloadmulighed: http://www.megaupload.com/?d=MNB143XT.

Dér gemmer sig tre numre, der efter min mening bekræfter ham som værende kernen i Fleet Foxes’ succes. Sampleren lægger ud med ”I’m Losing Myself”, der er skabt i samarbejde med kollegaen Ed Droste fra indierockbandet Grizzly Bear. Herefter følges op af den splinternye ”Derwentwater Stones” og covernummeret, min favorit, ”Where Is My Wild Rose”, der oprindeligt er skrevet af Chris Thompson i 1973.

I’m Losing Myself (ft. Ed Droste)

YouTube Direkt

Derwentwater Stones

YouTube Direkt

Where Is My Wild Rose

YouTube Direkt

Man kunne ikke forvente andet end en klassisk Fleet Foxes-lyd af overdådige barokharmonier, men det store arrangement er hægtet af, og vokalkoret er indsnævret til en intens akustisk forsamling. ”I’m Losing Myself” når længst uden for Fleet Foxes-radaren, men forgreningen er krystalklar. Det lader dog ikke kvaliteten af sangene halte. Selv mener Pecknold ikke, at han kommer til at skrive noget af egentlig værdi, før pensionen trykker på erfaringsåren. ”I’d like be to less Jonathan Safran Foer and more Haruki Murakami,” siger han. Altså mindre gammelklog og mere legesyg og eksperimenterende. Måske er der et større soloprojekt i kikkerten, og hvem ved, om vi 40 år ude i fremtiden taler Robin Pecknold, som vi i dag taler Neil Young?