Scarlett i mit badekar (orlov)

Alice in Wonderland - øhh

Endelig fik jeg den set. Alice in Wonderland af Tim Burton. 3D, briller - 30 minutters pre roll med reklamer og trailers for de mange 3D-film, der kommer buldrende hen over sommeren. Shrek 4, Toy Story 3 osv. Sensationen er der stadig. Det er lidt sjovt med de briller, dybden or farverne er imponerende. Der er gods i 3D. No doubt. Nu når jeg antager, at vi alle sammen efterhånden har prøvet 3D (Avatar har passeret 1,2 mio billetter i DK, Alice ligger nummer 1 på bio-listen), så er det ved at være tid til at komme ud over de tekniske nyvindinger og farveladen.

Mia Wasikowska er Alice som cirka 20-årig. Overfor sig har hun Johnny Depp som Hattemageren. Den røde dronning er Helena Bonham Carter, men hun tæller på en måde ikke, da hun som scenografi og dyr har været gennem den store computer, for at få et kæmpe hoved på en miniature krop.

Historien er jo som i bogen lettere forvirret og i den grad præget af eventyrets til tider løsagtige struktur, hvor alt kan reddes med en trylleformular, en trylledrik eller et usynlig dyr. Det er et godt kavaleri at have ventende. Men det er rart, at se Alice in Wonderland filmatiseret med moderne teknik og Burtons visuelle ambition. Den ville han også have, hvis det havde være en 2D-produktion. Så altså - fint, fint. Udgangspunktet er en combo af Burtons magi, Depps stjerne og Mia Ws ungdommelige smil + 3D og et klassisk eventyr, der er stærkere på analyseplanet end historieplanet.

Burton har de senere år brugt sine kræfter på de historier, der formodentlig har været hans karrieres inspirationskilder. Abernes Planet, Charlie og Chokoladefabrikken, Sweeney Todd og nu Alice. Alle historier om freaken, den anderlenes i det anderledes. Historier der trækker linier tilbage til Edward Saksehånd, Batman, Beetlejuice osv. Burton er gået i legerummet og i barndom på samme tid. Man kunne fristes til at tro, at en kommende film fra ham er en genindspilning af Troldemanden fra Oz. Med Depp som Fugleskræmslet, måske.

2 timer senere var jeg på vej ud i solskinnet. Jeg kan godt lide at se film kl 12. Så har man den med sig hele dagen. Kan tænke over filmen - desuden slipper man ofte for køer og alt for mange popcorn. 2 timer med en film der vel knapt kunne være lavet bedre. Eller dårligere. Eller. Den var der bare. Afviklet i astadigt tempo uden de store dramaturgiske overraskelser.

Mia W er til tider udtryksløs, fanget i det store tekniske menageri, hvor hun det meste af tiden spiller op mod kaninen, musen, haren eller den vildt dandy Depp, der efterhånden er trådt helt uden for sig selv, og har det bedst med bandana og læbestift. Han vimser dekadent rundt med plirrende øjne, hektisk stemmeføring og helt uden mål med sine rolle. Men han er der dog. Til stede midt i Burtons kolde univers. Depp kender sin faste filmiske partner efter mange film, det samme gør Carter, der desuden er gift med Burton ude i virkeligheden.

Alice in Wonderland er ikke en dårlig film, slet ikke. Men den er absolut heller ikke god. Når man er færdig med at være imponeret over det, som Burton kan i alle sine film - det syrede, gotiske univers - er der ikke meget tilbage. Bogens historie, morale og budskab går fint hjem, hvilket heller ikke er et ublu krav at stille til en historie med den karakter.

Alice in Wonderland lever på 3D sensationen. Det spændende, det nye. Alt andet i filmen er lige så gammelt som den ulækre hat, som Depps figur slæber rundt på.