Set fra en sauna

Det eneste, der virkelig er interessant, ved søndagens præsidentvalg her i Finland, er, hvem der blive nummer to. For der er ingen tvivl om - og det har der ikke været i månedsvis - at Finlands næste præsident bliver den konservative Sauli Niinistö.

Kampen om at blive nummer to står mellem de grønnes kandidat, Pekka Haavisto, og den liberale, Paavo Väyrynen, der om nogen er en gigant i finsk politik. Og den af de to, der får flest stemmer, bliver den kandidat, der skal ud i en mulighed anden runde mod Niinistö, hvis altså ikke han får mere end de magiske 50% af stemmerne nu på søndag.

De to kandidater, der kæmper om andenpladsen, kan næsten ikke være mere forskellige. Og temaet for de to ugers valgkamp, inden anden runde af præsidentvalget, vil blive bestemt af, hvem er de to, der vinder.

Väyrynen er EU-skeptikeren, der ikke er bange for at sige, at Finland skal træde ud af euro-samarbejdet. Han har en lang politisk karriere bag sig, hvor han bl.a. har været udenrigsminister, siddet i EU-parlamentet og stillet op til præsidentvalget to gange tidligere. Ingen gav ham på forhånd en chance, da det liberale centerparti, som han repræsenterer, led et ydmygende nederlag ved parlamentsvalget i foråret, og derfor havde svært ved at finde en kandidat, der overhovedet gad stille op. Og at Väyrynen går imod partidisciplinen i det ellers med EU-venlige parti har bestemt ikke undgået vælgernes opmærksomhed.

Haavisto er internationalisten, der ikke blot har arbejdet som fredsforhandler for FN i en årrække, men også er erklæret homoseksuel. Han har klaret sig overraskende godt i de officielle debatter, som der har været indtil nu, og tiltrækker især unge vælgere med sit budskab om, at dialog og samarbejde er vejen frem.

Så hvis Väyrynen bliver nummer to, bliver temaet i valgkampen EU-samarbejdet og Finlands fortsatte medlemskab af Euroen, mens miljøet og en styrkelse af internationalt samarbejde kommer til at stå centralt, hvis Haavisto bliver nummer to.

Men selv om kampen om andenpladsen er tæt, skal der ske et mirakel, hvis ikke Sauli Niinistö fra 1. marts kan kalde sig Finlands præsident. I månedsvis har han i meningsmålingerne ligget lysår foran konkurrenter med et forspring på helt op til 40% ned til nummer to og tre. De seneste meningsmålinger giver ham dog ‘kun’ et forspring på omkring 20-25-% ned til Vaÿrynen og Haavisto, hvad der sandsynligvis betyder, at han skal ud i en anden runde.

At Niinistö er så populær skyldes bl.a., at han for finnerne er indbegrebet af troværdighed. Allerede i 2000, hvor han var finansminister, blev han opfordret til første gang at stille op til præsidentvalget og han var tæt på at vinde for seks år tiden. Men han har også en sårbarhed og menneskelighed, som tiltaler finnerne. Og han har både talt og skrevet om sin kones tragiske død ved et biluheld i 1995, og om hvordan han og hans søn mirakuløst overlevede tsunamien i Thailand i 2004.

Politisk er han, som seks af de øvrige otte kandidater, glødende EU-tilhænger og er ikke bange for at sige, at EU er løsningen snarere end problemet. Han udstråler en selvsikkerhed og er ikke bange for at sige sin mening, mens han har gjort den gode gerning, stor som lille, til et central tema i sin valgkamp.

På trods af, at flere af kandidaterne er yderst farverige, har valgkampen dog været forholdsvis kedelig. Det skyldes først og fremmest, at kandidaterne er ganske enige om de helt store spørgsmål, dog undtaget EU. Dernæst skyldes det også, at den nyvalgte finske præsident vil få mindre politisk magt end den nuværende, hvad der skyldes en grundlovsændring, der blev stadfæstet her i efteråret, og at embedet således efterhånden er komplet tømt for reel politisk indflydelse.

Den finske præsident er dog stadig øverstkommanderende for landets militær og ansvarlig for landets udenrigspolitik. Men især det sidste er efterhånden en formsag, hvor EU-politikken helt er taget væk fra præsidentens bord, og hvor udenrigspolitiske beslutninger i fremtiden skal træffes i samarbejde med regeringen i et statsråd, og hvor regeringen vil have det sidste ord.

Så der er mere tale om en moralsk leder, der helst skal “være visionær, og starte debatter, og løfte spørgsmålene op på et højere niveau,” som en vælger forleden udtalte det til den svensksproglige avis Hufstadsbladet og som nok rammer det, som de fleste finner helst ser i en præsident. Og den beskrivelse synes i særlig grad at passe på Sauli Niinistö.

En overraskelsen ved valget er måske, at sandfinlændernes leder, Timo Soini, ifølge meningsmålingerne kun står til at få 7-8% af stemmer. Sandfinlænderne klarede sig som bekendt forrygende ved forårets parlamentsvalg, hvor de blev Finlands tredjestørste parti, og et par meningsmålinger har siden vist, at hele 25% af finner nu vil stemme på dem, hvad der ville gøre dem til landets største parti.

Det er i høj grad Timo Soinis fortjeneste. Som den karismatiske leder af partiet, er han ganske enkelt indbegrebet af sandfinlænderne. For ham er populisme ikke et skældsord og han er ikke bange for at vende på en tallerken, hvis folkestemningen ændrer sig. Og hvor Dansk Folkeparti nu forsøger at sælge sig selv som et mere traditionelt borgerligt parti, er sandfinlænderne stadig det parti, der kæmper for den lille mand, og som ikke er bange for at kræve, at skatten for de rigeste finner selvfølgelig skal sættes op. Partiet repræsenterer således langt mere op opgør med den politiske og kulturelle elite end et opgør med udlændingepolitikken, som jo var Dansk Folkepartis mærkesag.

Men Timo Soini virker træt, efter at have været i konstant valgkamp i flere år. Og finnerne er godt klar over, at han egentlig ikke vil være præsident, men mest af alt følte sig forpligtet til at stille op, fordi sandfinlænderne ikke havde andre kvalificerede kandidater. For ham er den parlamentariske indflydelse, og det politiske spil, langt vigtigere end titlen som præsident. Og selv om han er karismatisk og dygtigt har han ikke det præsidentielle tilsnit, som finnerne gerne vil have.

At vælge en ny præsident, betyder også, at man må sige farvel til den gamle. Og det er uden tvivl vemodigt for mange finner at skulle tage afsked med Tarja Halonen, der har været præsident i de forgange tolv og har været så populær, at op mod 90% af finnerne mente, at hun gjorde det rigtig godt som præsident. Og hun har vist, at selv om præsidenten måske ikke har megen direkte politiske magt, så kan man sagtens have kolossal indflydelse, især i international sammenhæng.

Det bliver spændende at se om Sauli Niinistö kan løfte den arv. Og så selvfølgelig, hvem der bliver nummer to, når finnerne nu på søndag går til stemmeurnerne. Men nogen virkelig overraskelse skal vi nok ikke vente os.

Følg mig på Twitter.