Set fra en sauna

Betalingsringen som metafor

“Venstre vil skam ikke hovere,” lød det fra flere venstrefolk, da det mandag stod klart, at betalingsringen var droppet, hvormed partiet gjorde lige netop det.

Betalingsringen eksisterer nu kun som en metafor for Helle Thorning-Schmidts manglende lederevner.

Det er en metafor, der viser, at hun hverken kan holde sammen på egne tropper eller modstå offentligt pres. Og statsministeren, der jo er blevet synonym med løftebrud og dårlig ledelse, havde ellers brug for at vise, at der faktisk er ting, som hun vil kæmpe for.

Men det er der ikke.

Sagen bekræfter, som jeg tidligere har skrevet, at vores statsminister er en kamæleon, der i opportunismens navn påtager sig den holdning, som hun tror får hende til at falde mest i med sine omgivelser.

Det kan godt være, at regeringen i stedet vil bruge det meste af en milliard på at sænke priserne på den kollektive trafik, hvad Villy Søvndal kalder en stor sejr.

Men betalingsringen er langt farligere som metafor end som en politisk realitet. For der er ingen tvivl om, at metaforen vil fæstne sig til Helle Thorning-Schmidt så længe, at vi har glemt, hvad den egentlig handlede om. Og oppositionen skal nok gøre sit til at trække den frem, når den gamle traver om løftebrud kommer på banen endnu engang.

Det er ikke meget mere end en måned siden, at jeg ellers skrev, at der var flere ting, der tydede på, at statsministeren var på rette kurs. Men jeg tog tydeligvis fejl.

For hele forløbet omkring betalingsringen udstiller statsministerens inkompetance og viser, at ansvaret udelukkende er statsministerens, selv om hun sikkert har travlt med at udpege alverdens andre syndebukke.

Men det nytter ikke at skyde skylden på oppositionen, på interne problemer i regeringen eller på pressen. For enhver idiot kan se, at det er statsministeren, der er skyld i, at betalingsringen udviklede sig til face, der fik sit helt eget liv, så tilliden mellem regeringspartierne nu er på et nulpunkt.

Klippene fra gårsdagens pressemøde med en tydeligvis rådvild og udkørt statsminister, har for altid printet sig ind på vores alle sammen nethinde. Ja, man undres over, om statsministerens rådgivere, herunder især Noa Redington, ligeledes er så inkompetente, at de ikke engang kunne forudse, at det ville gå helt galt til pressemødet, hvor statsministeren i den grad blev kastet for ulvene.

Fadæsen - eller rettere: farcen - kunne næsten ikke komme på et værre tidspunkt for statsministeren og regeringen. For en række af regeringens ministre er ellers begyndt at tråde i karakter og er optaget af vigtige politiske spørgsmål. Det gælder f.eks. Mette Frederiksen, der har varslet en radikal nytænkning, når det gælder førtidspension; Martin Lidegaard, der er tæt på at nå til enighed med oppositionen om en ny klimaaftale; Thor Møger, der er ved at lægge sidste hånd på en skattereform og det gælder Nick Hækkerup, der har kastet sig ud i en omstrukturering af hele det danske forsvar.

Nej, problemet er statsministeren og ingen andre. Sådan ligger landet.

Netop det udstiller Socialdemokraternes dilemma: at selv om det var med Helle Thorning-Schmidt ved roret, at de erobrede regeringsmagten, er det lige præcis hende, der er den største forhindring for, at vælgerne tør overlade magten til dem i endnu en periode, når der engang udskives folketingsvalg.

Eller med andre ord: kan man skifte en inkompetent formand ud, når denne tilfældigvis også er landets statsminister?

Så mon ikke, der er et par socialdemokraterne his og her, der gotter sig over, at betalingsringen for evig og altid vil klæbe sig til statsministeren, som en metafor for hendes manglende lederevner?

Tre år er lang tid og oprøret kan ulme længe, inden det slår ud i løs lue. Men gentagne meningsmålinger med meget under 20% til det gamle arbejderparti vil være fatalt. For selv socialdemokrater har vel også en smule selvrespekt.