Så går turen snart østover, til den gamle, for længst tabte, danske landsdel Skåne. Egentlig burde svenskerne levere tilbage, hvad de ranede i 1658. På den anden side er befolkningsudskiftningen hinsidan gået så stærkt, så man må betakke sig. Smukt er der i Skåne. Særligt, synes jeg, i den nordlige del, hvor landskabet skifter karakter og næsten pludseligt minder om det rigtige Sverige, det, der begynder ved Småland. På turen efter Øresundsbroen mod Kristianstad kunne man næsten lige så godt køre rundt på dele af Sjælland, men så lige med et ændrer undergrunden substans, fra fed agerjord til granit.

Sørger man for at opholde sig godt af vejen ved en mindre sø med en by bestående af et par hundrede sjæle, kan en ferie i Skåne anbefales på det varmeste. Hvad enten de lokale kalder sig skåninge eller svenskere, kan man være nogenlunde sikker på, at det er det, de er: Tilhørende den oprindelige befolkning. Det skal vel ikke kun være de liljehvide eliter, der skal kunne gebærde sig med den selvfølgelighed, det giver at være omgivet helt overvejende af mennesker med samme kulturelle, religiøse (ateister eller ej) og etniske baggrund, vel? Er jeg grov, fordi jeg medtager det med det etniske? Næ, det er jeg ikke, når jeg ved, hvordan eliterne selv hykler sig igennem tilværelsen. Når Mette Frederiksen og alle de andre dobbeltmoralister i praksis foretrækker at omgås deres egne, må det vel betyde, at vi andre også kan tillade os den luksus, hvis vi har mulighed for det, ikke sandt?

Svenske aviser

Jeg ser ikke fjernsyn og har ikke netadgang, når jeg er i Skåne. Jeg kompenserer ved at købe en to til fire svenske/skånske aviser dagligt. Ikke fordi jeg kan bruge den skrevne presse som nyhedskilde ud over de rene banaliteter. Jeg vil tro, at Sverige har de værste medier overhovedet i den vestlige verden. Selv i en til tider halvtotalitær stat som Storbritannien findes der dog aviser som The Telegraph og Daily Mail, som blandt alt det almindelige multikulti også har plads til det politisk ukorrekte, som f.eks. en hyldest til den bedste premierminister, Storbritannien aldrig fik, Enoch Powell selvfølgelig.

Sådan er det ikke med svenske aviser. De er fuldstændig ensrettede. For at begribe Sveriges vej mod katastrofen er svenske aviser værdiløse, helt og aldeles. Svenske journalister er statsbetalte propagandamagere, der ikke kunne drømme om nogensinde at give signalementer af formodede gerningsmænd. Jeg gentager: Aldrig nogensinde. Det forekommer bare ikke.

Der er ingen reel debat på læserbrevssiderne. Det er den ene ekspert, der taler til den anden. At venstreekstremisten Jan Guillou er fast skribent på den omtrent lige så langt ude Aftonbladet, siger det meste. I Danmark ville det svare til, at kun holdninger som Enhedslistens og Det Radikale Venstres kom til udtryk. Mindre dele hos SF og Socialdemokraterne kunne nok også være med, og det er så det.

Jeg køber således svenske aviser, når jeg er i Skåne, og kan hver gang konstatere, at det ikke har ændret sig en tøddel, siden jeg var der sidst.

Du gamla, du fria

Må den dag komme, da Sveriges folk igen kan synge deres nationalsang og vide med sig selv, at de virkelig er et frit folk. Indtil den dag må oprinde, må vi andre lade os nøje med at nyde landets storslåede natur og de svenskere, man måtte falde over, venlige og imødekommende, som de er.

Jeg tror, jeg vil købe et svensk flag i år og hænge ved siden af det skånske.