Instruktøren Christian Lollike har på Café Teatret opsat et stykke med Anders Behring Breivik i hovedrollen med titlen “Manifest 2083″. Det har fået Dansk Folkepartis værdiordfører Pia Kærsgaard til i radioens P1 at udtale, at

“Café Teatret snylter på sorg. De prøver at forstå Breivik. Hold nu op! Manden er et afskum og et afstumpet menneske.”

Jeg ville nok have valgt en anden vending. Snylteriet har nemlig en klam politisk bagside, der helt entydigt går ud på at få sådan nogen som Pia Kærsgaard til at holde mund i den offentlige debat. Selv når man holder sig helt inden for reglerne i forhold til injurieparagraffer, racismeparagraffen og ikke opfordrer til vold mod den bestående samfundsorden, skal man udelukkes fra den offentlige debat. Ikke nødvendigvis de jure, men i hvert fald de facto, fordi ens synspunkter ifølge den autoritært tænkende instruktør Christian Lollike er identiske med Anders Breiviks. Vi tager lige et par eksempler på Christian Lollikes udtalelser, der understreger hans dagsorden om at få lukket kæften på sine politiske modstandere:

“Hun forsøger at dække over den enkle sandhed, at Anders Breivik deler de overbevisninger og meninger, hun har stået for de sidste ti år.”

“Jeg definerer ikke mig selv som venstreorienteret eller højreorienteret. Vi henviser ikke til nogen ideologier. Det handler om at se helt konkret på, hvem Breivik er og så fremstille det på scenen.”

Den sidste udtalelse er gribende. Naiv indtil det stupide, hvis jeg skal være venlig. Tror Christian Lollike virkelig på, at han kan overbevise ret mange om, at han ikke har et politisk ståsted? Vil Christian Lollike være så venlig ikke at blande autoritære holdninger med løgnagtige ditto, tak?

Som Anita Bay Bundegaard

Titelbedrageren, De ved nok. Hun slap så dårligt fra debatten med Søren Espersen nogle dage efter Breiviks massemord, at man begynder at forstå, hvorfor hun aldrig blev færdig med sine studier. Måske hun helt enkelt ikke var i stand til det.

I debatten med Søren Espersen fik Anita Bay Bundegaard fumlet sig frem til, at Dansk Folkepartis synspunkter var så ekstreme, så de ikke måtte…nå jo, det måtte de gerne alligevel…men så på den anden side ikke…men se nu der og så videre. Anita Bay Bundegaard tænker naturligvis også autoritært. Der må virkelig være grænser, og nu må denne tone altså stoppe.

Læg vel mærke til, at jeg ikke kalder hverken Christian Lollike eller Anita Bay Bundegaard for totalitært tænkende. Det ville de først være i det øjeblik, de mente, at vi alle skal også tænke som dem. Christian Lollike og Anita Bay Bundegaard vil bare gerne nøjes med, at Pia Kærsgaards, Søren Espersens, Søren Krarups og så videres synspunkter bliver så lidt stuerene, at alle vil holde sig for næsen. Det er den svenske model for “ytringsfrihed”, de hylder.

I parentes bemærket var Weekendavisens journalist Arne Hardis ude i samme ærinde den 19. august 2011 (ikke online), da han med en del flere floromvundne vendinger forsøgte at overtyde sådan nogle som mig om, at vi skal til at stikke piben ind, hvis vi skal kunne begå os om så blot på de halvbonede gulve. Arne Hardis skrev bl.a. at

“Endvidere tales der om det repræsentative demokratis forestående fallit og om vestlige institutioner, som er undermineret og omdannet til »bastioner for vore fjender« (Trykkefrihedsselskabets Lars Hedegaard); der tales om »fuldtonet borgerkrig eller en lavintensitetskrig« (forfatteren og bloggeren Morten Uhrskov), om »guerillakrig i vore storbyer med skudvekslinger mellem muslimske grupper og vestlige autoriteter« og om en tredje verdenskrig, der allerede er begyndt (psykologen Nicolai Sennels).”

Og sådan fik Arne Hardis fastslået, at der er dem, man kan tale med, og så dem, som i hvert fald skal have deres mund skuret, før man eventuelt kan overveje at lade dem komme ombord igen.

Christian Lollike

Instruktøren på Café Teatret er lige en kende mere åbenlyst afstumpet end de ovennævnte. Under dække af at ville finde ud af, hvordan verden hænger sammen, vil han de facto standse enhver kritik af indvandringen til Europa. Det kan også være, at Christian Lollike bare er dårlig til at formulere sig, så hans autoritære holdninger træder frem i fuldt dagslys. Måske han i virkeligheden ønsker at fremtræde som et tolerant menneske.

Det sætter under alle omstændigheder Christian Lollike ind i en “stolt” europæisk tradition fra især det 20. århundrede, hvor det ofte var almindeligt at få de formastelige til at blive helt tavse.

Held og lykke med det projekt, Christian Lollike. Du savner ikke brødre og søstre i ånden, hverken i dag eller tilforn.