Ja, det hedder det faktisk, når man oversætter “white flight” ordret. Det har foregået i USA i årtier, særligt i stater som Californien og New Mexico.

Nu er fænomenet også blevet belyst i Storbritannien, hvor hvid flugt har fundet sted i stort tal fra London inklusive forstæder. På kun ti år - fra 2001 til 2011 - er andelen af hvide briter - englændere, skotter, walisere og irere - faldet dramatisk fra 58 til kun 45 procent. I bydelene Barking og Dagenham er så meget som en tredjedel af de hvide briter flyttet i den nævnte periode. Det samlede antal skønnes at være 600.000.

Professor Eric Kaufmann udtaler forsigtigt, at man af tallene ikke kan se de præcise årsager til de hvides flugt. Det kunne jo være, de bare ønskede billigere boliger, friskere luft, bedre skoler og den slags. Hvad mon han selv hælder mest til?

Eksistentielt tab

Jane Kelly har i et indlæg i Daily Telegraph hjerteskærende beskrevet, hvordan det er at miste fornemmelsen af at høre til i sit lokalområde. Jane Kelly har boet i London-bydelen Acton siden 1996, men vil nu flytte. I 1996 var Acton stadig et hvidt, britisk arbejderkvarter. Det er det ikke længere.

En kakofoni af muslimsk, anden asiatisk eller afrikansk kultur, der ikke er venligt indstillet over for europæisk ditto. Oven i hatten er der mange østeuropæere, der ikke taler engelsk. Øst- og centraleuropæerne skulle det nok gå med hen ad vejen, kulturelt, religiøst og etnisk ikke 100 km væk fra den britiske mainstream. Problemet her er, at der kommer for mange alt for hurtigt.

Hvad angår de mange fra ikke-vestlige lande, ganske særligt dem fra muslimske lande, er det naturligvis fuldstændig godnat. Hvorfor skulle kolonisatorer dog afgive så meget som en tøddel af deres eget værdigrundlag, når de ikke tvinges til det af en overvældende majoritet? Resultatet er de hvides flugt. Tilbage vil blive de fattigste hvide, som den britiske elite alligevel foragter.

Liv Holm Andersen

Samtidig med denne befolkningsudskiftning kan man så læse Det Radikale Venstres Liv Holm Andersen juble over, at det er lykkedes regeringen at lempe på langt flere områder i udlændingepolitikken, end selv Liv Holm Andersen ville have troet muligt.

For dem - og de skal ved Gud være undskyldt - der ikke ved, hvem Liv Holm Andersen, kan jeg i al beskedenhed henvise til Deadline på DR2 fra den 23. maj 2012, hvor jeg debatterede med Liv Holm Andersen. Jeg har endnu til gode at møde en ringere modstander.

Med åbne øjne sejler vor regering altså hen imod britiske tilstande. Meget bedre vil det næppe blive under en borgerlig regering. Lidt langsommere, men retningen vil være den samme.

Man må håbe, Herren kan se i nåde til dem, for jeg synes, det er svært.