Set fra sidelinjen (arkiv)

Hold fast, Olsen. Hold fast, DBU

Det er ikke uden en vis bekymring, at jeg her kaster mig ud i en debat om fodboldsystemet 4-3-3 og DBU’s røde tråd. Jeg forstår jo på landstræner Morten Olsen, at det ikke er noget, journalister kan gøre i en avisspalte - det kræver mindst en bog (skrevet af en træner). Mon ikke, at det går alligevel.

Især når jeg nu så ærligt kan bakke tanker op, der ligger til grund for Morten Olsens og DBU’s røde tråd. En tanke, der handler om at spille fodbold på en bestemt måde fra U-landsholdene til A-landsholdet. At spille på en måde, der fremmer og bygger på de tekniske kvaliteter hos spillerne og på det hurtige pasningsspil, der foregår langs jorden. Ja, faktisk en form for fodbold, som vi traditionelt sætter pris på her i Danmark.

Det er en filosofi, som blandt andet Ajax Amsterdam har kultiveret til nær ved perfektion. Og selv om Morten Olsen betragter det som en afsporing af debatten, så er den røde tråd, hvis man nu skal snakke talkombinationer, spilsystemet 4-3-3. I Morgenavisen Jyllands-Postens sportstillæg mandag den 23. marts satte vi den røde tråd og spilsystemet til debat på baggrund af en snak med de 12 superligatrænere, der for en dels vedkommende havde anfægtelser i forhold til en meget dogmatisk håndhævelse af tankerne i den “røde tråd”.

Én mente, at spillemåden var for omstændelig, en anden, at det er absurd, at systemet binder fremtidige landstrænere år ud i fremtiden - også efter at Morten Olsen overdrager jobbet. Og én sagde, at hvis man har tre styk Nicklas Bendtner, så skal man også kunne bruge dem alle tre og ikke lade sig begrænse af et system. Det er en fantastisk vigtig debat i dansk fodbold, og til de superligatrænere, der deltog, har jeg kun at sige: Godt gået. Jeg håber, at danske toptrænere vil blive ved med at blande sig i debatten omkring landsholdet.

Den debat får landsholdet til at leve, og det er det kritiske eftersyn, der skaber udvikling. Konflikten, der skaber energi. Af samme grund kunne jeg ønske, at Morten Olsen tog debatten for, hvad den er og kun det: Nemlig en debat om fodbold, hvor holdninger kan brydes. Den bryske konstatering af, at landsholdets spilsystem kun kan diskuteres i plenum blandt toptrænere er en ikke just folkelig tilgang til hele landets fodboldhold. Og en af Morten Olsens store styrker er jo netop, at han har holdninger til fodbold, og at han tør blande sig i debatten. Lad nu os andre være med, Olsen.

Jeg synes, at Morten Olsen og DBU har vist stort mod ved at betræde den vej, som den røde tråd er et udtryk for. De forvalter den fornemste sportslige kulturarv i Danmark, fodboldlandsholdet, og de har sammen turdet nedfælde nogle visioner, nogle ideer, om hvordan vi vil spille fodbold på landsholdet i Danmark. D

et er der lagt en strategi for, og hele vejen ned gennem landsholdssystemet er der nu nogle fælles retningslinjer. Når jeg anvender ordet mod, handler det om, at DBU’s og Morten Olsens tanker naturligvis indebærer en risiko. Den værste er, om Danmark er stort nok til kontinuerligt at producere tilstrækkeligt med talenter, der på højeste niveau kan leve op til de krav, som landsholdets spillestil kræver. I Ajax Amsterdam og Barcelona kan man købe sig til kvaliteten, om nødvendigt, det kan man ikke på et landshold.

Derfor bliver det også afgørende, hvor stor den fleksibilitet er, som Morten Olsen understreger, og i hvor høj grad A-landstræneren - nu og i fremtiden - vil benytte sig af den, når det er nødvendigt for at skabe et resultat i en konkret opgave. Men grundtanken i den røde tråd er inspirerende, og derfor er der kun at sige: Hold fast, Olsen. Hold fast, DBU.