Der er en tendens til at opfatte frihed som noget abstrakt og teoretisk, nærmest som et fremmedlegeme her i Danmark med vores solide sammenhængskraft og lykkelige sind.
I den offentlige debat er det mit indtryk, at friheden er ved at hensvinde til fordel for andre hensyn som sikkerhed, tryghed og fællesskab. Det er dybt betænkeligt, ikke kun for at danskere kan forblive frie mennesker, men også i vores forståelse af, hvor vores værdier kommer fra.
Den danske digter og præst Jakob Knudsen (1858-1917), der især er kendt for “Se nu stiger solen”, der findes både i salmebogen og Højskolesangbogen, skrev i 1911 en artikel om frihed og lighed. For Knudsen skulle friheden være ubegrænset på alle åndelige områder: det religiøse, det poetiske og det patriotiske.
For Knudsen var tvang et onde. Den tvungne religionsundervisning i skolen, som dengang var forkyndende med bøn og salmesang, anså han for den største fjende af kristendom. Dermed vaccineres børn mod det religiøse.
Kunsten kan ligeså kun leve i frihed, men også fædrelandskærlighed var for Knudsen et åndeligt spørgsmål, hvor tvang ikke hørte hjemme. Et folks selvstændighed kan ikke opretholdes med tvang, men kun fordi der er tilstrækkelig frivillighed og offervilje.
Mest kontroversielt var Jakob Knudsens kradse syn på socialhjælp: ”En sætning som denne – der vel ikke er vedtaget ved Lov, men godkjendt af den offentlige Mening – at i Kongeriget Danmark maa under ingen Omstændigheder et Menneske dø af Sult, om det saa er den dovneste Slubbert, der kan ligge i en Vejgrøft: han skal forsørges, om ikke af andre, saa af det offentlige, - det er jo en vanvittig Sætning. At den ikke i Bund og Grund har ødelagt Samfundet allerede, beror blot paa, at alle de Paagældende endnu ikke er sig den fuldt bevidst. Sætningen betyder jo dette: at saa snart et Menneske foresætter sig, at han ikke under nogen som helst Omstændighed vil bestille noget, da er han forsørget af Staten med det samme. Hvilken Forraadnelse fra neden af og op igjennem Samfundet volder en saadan offentlig Mening ikke!”
Man kan mene, hvad man vil om Jakob Knudsens kradse ord. Her illustrerer de kun, at der i Danmark har været dissens til udviklingen og den blev formuleret af mennesker, som i dag nærmest er kanon. Flere eksempler kan følge.
Jakob Knudsen var på ingen måde imod fællesskab og fædrelandskærlighed. I dag ville han vel nærmest være nationalkonservativ, men uden at se staten som værdiernes garant. Knudsen var grundtvigianer, digter, højskolemand og stod i den tradition der anså frivillighed og frihed som samfundets livgivende kraft. En tradition som velfærdsstaten har fortrængt.
Anderledes sagt: fællesskaber og samfund kan ikke fremtvinges af staten, men må bero på individernes vilje og interesse i at engagere sig for det fælles. Statens gode hensigter med offentlig forsørgelse som princip og levevej fører ifølge Knudsen til at samfundet forrådnes.



“Statens gode hensigter med offentlig forsørgelse som princip og levevej fører ifølge Knudsen til at samfundet forrådnes”.
Det kan man heldigvis ikke få nogen til at skrive under på i dag.
Upassende ? Klag over indlæg