Slip friheden løs

Sultne børn på Grønland

Jeg kom til at høre programmet Orientering på P1 i radioen i tirsdags.

Det handlede om sultne børn på Grønland. Findes der mon nogen bedre sag at støtte? “Sultne børn”! Den må åbne alle kasser.

Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti og Folketingets Grønlandsudvalg har også hurtigt grebet lunsen med forslag om indgreb fra Danmark. Statsminister Anders Fogh Rasmussen vil ikke.

P1´s Orientering havde derfor interviewet den grønlandske oppositionsleder og socialist Kuupik Kleist fra partiet Inuit Ataqatigiit. Det var ægte politisk visdom. Jeg har nedenfor skrevet en
del af indslaget ud, men her er essensen af hvad Kuupik Kleist sagde:

1. Det er forkert at udstille en særlig gruppe og så gøre politik til et spørgsmål om at hjælpe dem. For individerne skal ses i den sammenhæng de indgår i.
2. Hvis man så alligevel fastholder en særlig gruppe som “sultne børn” og hjælper dem specifikt, vil det kun forværre problemerne.
3. For det er et eksempel på den klassiske fejltagelse at tage ansvaret fra individerne og behandle dem som passive, viljesløse væsener.
4. Ingen kan løse andres problemer. Og forsøget gør det værre.
5. “Sultne børn” er ikke et specielt grønlandsk problem, men problematikken er den samme over hele verden.
6. Det gælder om at se “sultne børn” i sammenhæng med de mekanismer og strukturer der fungerer.

De mildt forargede spørgsmål fra P1-journalisten viser også, hvordan “den gode sag” med de “sultne børn” styrer indslaget og skal forsøge at appellere til forargelse. Først de sultne og så uligheden. De fleste danske politikere havde utvivlsomt overgivet sig øjeblikkeligt ved begrebet “sultne børn” og straks åbnet statskassen og lovet lovindgreb. Men Kleist maner til besindighed og respekt for, at samfundet er mere trægt og bagvendt.

Kuupik Kleist udtrykker her den højeste politiske visdom, for det er svøben i vor tids politik med enkeltsager eller -grupper, der i medierne eksponeres til voldsom forargelse: socialt udstødte, hjemløse på gaden, enlige mødre, afviste asylansøgere, fattige i Afrika, rige og fattige osv osv. Vi skal se på mekanismerne og strukturerne, svarer Kleist. Hjælpes der med en pose penge her og nu, kan det let få negative virkninger på lang sigt.

Hvem er god og ond her? Er det “godt”, når danske politikere ud fra deres egen moralske følelse vil gribe ind på Grønland? De viser i hvert fald gode hensigter. Er Kuupik Kleist “ond” ved ikke at gå så meget op i “sultne børn” her og nu, men snarere pege på de langsigtede konsekvenser?

Gode hensigter er alt for overvurderet. De virker som moralske trumfer, der kvæler andre fornuftige hensyn. Gode hensigter fører ofte til dårlige konsekvenser, fordi der handles impulsivt og uden tanke på de
langsigtede virkninger. Politikerne burde være lidt mindre hellige med deres hensigter og lidt mere kloge eller kyniske med, hvad der virker i verden. At reducere samfundets mekanismer til et spørgsmål om godgørenhed skaber ikke gode konsekvenser.

Her er uddrag fra interviewet med Kuupik Kleist:

Kuupik Kleist: Jeg må nok indrømme, at jeg har svært ved at forholde mig til et begreb som sultne børn, fordi i mit hoved og som jeg ser den politiske opgave, så er det jo vores pligt og vores arbejde at se tingene i en sammenhæng.

Jeg har altid meget, meget svært ved at se børnene som en isoleret gruppe, der lige som skal gøres noget for som gruppe. Vi bliver nødt til at se på familien, man er nødt til at se på det omgivende samfund og vi bliver nødt til at se på livsbetingelserne for familien. Det der sker i øjeblikket i debatten, det er f.eks. at nu skal Danmark løse det her for grønlænderne, for det kan de ikke selv finde ud af. Det er jo lige præcis den klassiske fejltagelse: fratage dem deres eget ansvar, så skal vi nok løse det for dem.

Og det fører bare længere og længere ned i det dybe hul og det er jo det, der er et af de meget alvorlige problemer i det moderne grønlandske samfund, at vi stadigvæk ikke har formået eller lært eller tilgodeset at en del af problemet ligger i at tage eget ansvar.

Så derfor bliver jeg dybt, dybt pikeret, hver gang der er nogle der råber op og siger, at vi skal nok løse det for jer. Det er jo ikke en løsning, det er vand på samme mølle, det er deroute, det er at gøre folk ansvarsløse for deres eget liv. Og så er det man begynder at tænke: jamen, det gør vel ikke noget, at vi ikke lige løser det her, for så kommer der nok nogen og løser det for os, det gør heller ikke noget jeg ikke tager på arbejde i dag, for det bliver tilgivet osv. osv. Det er både i det små og i det den store skala, hvor vi i øjeblikket åbenbart er sådan, at man mener det grønlandske samfund ikke er i stand til at løse sine egne problemer. Derfor er der andre, der skal tage sig af det. Det synes jeg, er fundamentalt forkert.

Journalisten (Kirsten Rosing): Men er det ikke et spørgsmål om at folk, f.eks. udefra, går ud og peger på nogle problemer som man kritiserer. Hvad er der galt i det?

Kleist: Det er der ikke noget galt i. Jeg synes, det er godt at få tingene frem i lyset. Det er den næste sætning, der bliver sagt, jeg har noget imod: nu skal vi løse det for jer, eller folk på vores egen side, havde jeg nær sagt som siger: det er der nok nogle andre der kan løse det. Det synes jeg, er noget nær det farligste, der kan ske, fordi vi bliver rullet tilbage til et tidspunkt hvor man lærte, at man ikke skulle have ansvar for sig selv.

Det er jo det som i udviklingen af det nye grønlandske samfund, det moderne grønlandske samfund, det mere selvstændige grønlandske samfund er alfa omega.

Det er et spørgsmål om ansvar. At tage ansvar og at lade være med at overlade sit eget ansvar til andre.

Journalisten: Men hvor god er man så til tage ansvar for sine egne, når man ser en større ulighed og stadigvæk ser de der mange sociale problemer som præger samfundet?

Kuupik Kleist: Men vi er nok ikke verdensmestre, det er vi jo ikke, men til gengæld ser vi jo den samme form for problematik over hele verden.

Vi skal jo ikke gå og lulle os ind eller bilde os ind, at i Grønland har man nogle HELT, HELT specielle og specifikke, og som man ikke kan se andre steder i verden.

Jeg tror, at den erkendelse, at der er nogle strukturer vi kan genkende og at historien gentager sig over hele verden, at der findes en del af løsningen på problemet. Vi må se på, hvad det er for strukturer og mekanismer, der gør at vi ender i eller gennemlever en sådan situation. ……

(P1-Orientering, tirsdag den 17. marts)