Fredag 10. februar

A conto Har du styr på økonomien?

Symfonista Christine Christiansen kobler klassisk musik med tidens trends og paradokser

Women my age Bente Troense blogger om tidens udskejelser

Levinsen Live Om kunst og kræmmere

Blogs

Samfund

Erhverv

Kultur

Puls

Politik

Aktuelt

Om Blogs

Profil

Henrik Gade Jensen vil med sin blog udstille og udfordre den indskrænkning danskernes frihed, som er en følge af flertallets velmenende hensigter.

Baggrund:
Henrik Gade Jensen er mag.art. i filosofi, projektleder ved tænketanken CEPOS, boganmelder ved Morgenavisen Jyllands-Posten og mangeårig bidragyder til den offentlige debat.

Andet:

Sted:
Midtsjælland

Website:
Besøg

Grøndalsvej 3
8260 Viby J
Tlf: 87 38 38 38

Blogchef
Agnete Stoffregen

Blogredaktør
Tage Clausen

Internetredaktør
Jørgen Schultz-Nielsen

Ansv. redaktør
Jørn Mikkelsen

Udgiver
JP/Politikens Hus A/S

Kontakt jp.dk
Tip os - send pressemeddelelse

Netannoncer
Tlf: 33 30 80 06 eller
Tlf: 33 30 80 07

Hvis du vil vide mere
Blog om Morgenavisen
Jyllands-Posten

Klik på "+" og "-" for at forstørre og formindske tekst

Tip

RSS

Del

Slip friheden løs

Skrevet af Henrik Gade Jensen

Murens fald måtte komme - DDR var bankerot

Dato: d. 26.11.09, 09:59
Af: Henrik Gade Jensen
Emner: DDR Muren markedsøkonomi

32 kommentarer

Fejringen af 20-året for Murens fald den 9. november gjorde det nærmest til en tilfældighed, at Muren faldt i 1989. Som om den kunne have stået mange år endnu. Det kunne den ikke.

Hvad vi i dag ved om DDR´s og Østblokkens økonomiske system, viser, at disse landes planøkonomier var udlevet og tæt på økonomisk ruin og bankerot.

For set i et økonomisk perspektiv var Muren dømt til at falde. Det havde den sovjetiske leder Mikhail Gorbachov set, da han fra 1985 igangsatte sin reformpolitik, kendt med ordene glasnost og perestroika.

Planøkonomi byggede på de tyske samfundstænkere fra 1800-tallet, Karl Marx og Friedrich Engels, som kritiserede kapitalismen for at bygge på penge og profit. Ifølge marxismen sker der en udbytning på markedet, når der udveksles varer eller arbejdskraft. Arbejderen eller lønmodtageren udnyttes objektivt set ved at sælge sin arbejdskraft.

Kommunismen ville etablere et økonomisk system uden udbytning og uden klasser ved at ophæve den private ejendomsret. Målet var det klasseløse samfund.

Karl Marx havde næppe forestillet sig en planøkonomi med bureaukrater og femårsplaner, men systemet var effekten af venstreintellektuelles lede og ressentiment ved markedsøkonomien, hvor mennesket fremmedgøres ved at gøres til en vare og underlægges profit, hvorfor et nyt samfundseksperiment uden profit og privat ejendom blev set som målet.

I DDR blev det større erhvervsliv nationaliseret med oprettelsen af DDR i 1949, mens handel, håndværk og landbrug fik lov at fortsætte med småprivate foretagender. Ad åre blev alt underlagt planøkonomien uden mulighed for privat iværksætteri. Ifølge ideologien var profit og fortjeneste lig udbytning. Ved at ophæve den private ejendomsret blev muligheden for en klasse af kapitalister dermed udelukket.

DDR var et godt samfund, fortalte en dansk kommunist mig engang, fordi der ikke var modsigelser i samfundet. Hvad for modsigelser, spurgte jeg. Jo, mellem arbejdsgivere og arbejdstagere og derfor blev ingen udbyttet.

På papiret korrekt. Der var ingen profit i DDR. Ingen tjente på andres arbejdskraft. Følgelig var der heller ikke konkurrence. Ingen blev tvunget til at sælge sin arbejdskraft.

Alt, hvad der blev produceret i arbejder- og bonderepublikken DDR var bestemt af den statslige planlægning. Sko og strømper, cykler og knallerter, papir og blyanter, aviser og bøger – hvad og hvor meget blev der lagt planer for fra centralt hold.

I en markedsøkonomi kan hver enkelt producere og sælge, hvad han eller hun kan finde købere til. Der bliver ikke spurgt om behovene, men man går ud fra, at mennesker har brug for det, de efterspørger. På den måde understøtter markedsøkonomien en ide om individets suverænitet.

Priser i DDR var fastsat af staten. Der var intet marked til at afgøre mødet mellem udbud og efterspørgsel. Priserne i DDR var politisk fastlagte. Fødevarer var relativt billige. Når der ofte var køer i planøkonomier, skyldtes det den politisk fastsatte pris.

Når priser fastsættes centralt, skabes der en stor mængde af irrationaliteter i samfundet. Folk køber mere end de har brug, hvis det er kunstigt billigt. Planøkonomien betød, at ansatte brugte arbejdstiden til at stå i kø for at få knappe varer. I Leipzig oplevede jeg en bekendt købe alt for meget brød hos bageren, men når man havde stået i kø i lang tid, ville man også have noget med hjem, og det kostede ikke ret meget. Det meste blev smidt ud dagen efter

Priser i en markedsøkonomi bestemmes derimod af udbud og efterspørgsel. Hver gang vi går i Netto, Brugsen eller Rema, foretages et valg og fravalg. Og hver vare, vi lægger i kurven, er et valg og fravalg, der sender signaler til producenterne om, hvad forbrugerne ønsker. Uden politiske beslutninger fungerer dette marked forbavsende optimalt.

DDRs irrationelle økonomiske system udviklede derfor også et sort marked, som til sidst var så omfattende, at lønnen fra jobbet for mange ikke var vigtigste vej til indkomst.

I dag ved vi, at DDR op gennem 1980erne økonomisk var ret afhængigt af Vesttyskland. DDR´s leder Erich Honecker frygtede forsyningsvanskeligheder og dermed uroligheder. I 1982 var der en overgang i Dresden ingen kartofler, i Erfurt i ugevis ingen kaffe og i Mecklenburg intet toiletpapir.

Op gennem 1980erne fik DDR kæmpelån fra Vesttyskland. Og der kunne tjenes vestlig valuta på mange ting. For DDR blev det politiske system med Muren et gunstigt handelsobjekt med Vesttyskland, som i den fredelige sameksistens’ navn var økonomisk storsindet for at få liberaliseret rejsetrafikken og frikøbe politiske fanger. En gigantisk blackmail.

DDR indgik i COEMCON, handelsfællesskabet mellem socialistiske lande i Østeuropa. COMECON var en international naturalieøkonomi i det 20. århundrede, hvor politikere vedtog, hvad og hvor meget hvert land skulle producere til hinanden. Der blev ikke udvekslet varer til markedspriser, men efter politisk forhandling, og det var dømt til at gå under på lang sigt. Systemet avlede også voldsom mistro mellem landene, når de enkelte lande forsøgte at videreeksportere til Vesten, hvad de modtog på venskabelig basis fra et socialistisk naboland.

Imens valgte Vesteuropa en anden vej. Med EF integrerede de vesteuropæiske lande deres markeder og skabte et fælles vesteuropæisk marked med fuld konkurrence. Dette marked kunne bl.a. udvikle den moderne informationsteknologi, som yderligere satte planøkonomierne tilbage uden mulighed for at følge med.

DDR var et fallitbo. I 1989 fungerede kun 30 % af maskinellet på fabrikker og produktionsvirksomheder og mellem 70 % og 90 % var forældet. Produktiviteten pr. ansat var en tredjedel af Vesttysklands.

DDR var som de øvrige planøkonomiske lande en stor kunstig stat. En gigantisk teaterkulisse. Alt hvad der blev bygget og konstrueret, var bestemt fra oven og del af en plan. Samfundet var designet. Den sammenhængskraft, som i et markedssamfund udvikler sig ’nedefra’ af individernes gensidige afhængighed af hinanden, var fraværende i DDR. Den opfindsomhed, som på markedet fremmer produktivitet og fornyelse og motiveres af profit, var umulig i DDR.

Samfundet begrænsede sig stort set til familien, hvor der var valgfrihed med hensyn til ægtefælle, mens resten af et individs eller en families valgmuligheder blev lagt fast fra statens side. Da den private ejendomsret var afskaffet, kunne en DDR-borger ikke eje ret meget. Næsten alle boede til leje i billige boligblokke.

DDRs mønter og sedler var heller ikke ’rigtige penge’ som kroner, dollar og euroer. De var kun rationeringskort til brød, pølse, kål og agurker. Der var ikke meget andet at købe. D-mark var bedst på det sorte marked.

Da Muren faldt, opdagede østtyskere, at deres mark var værdiløse og ikke kunne veksles til kroner eller D-mark. Valutaen var ikke konverterbar. DDR-borgerne var ikke kun muret inde bag en fysisk mur, men også økonomisk undertrykt af en stat, der ikke gav borgerne mulighed for at have ’rigtige penge’ mellem hænderne. Jeg havde ondt af de mange østtyskere, som troede deres opsparing af østmark på bankbogen havde nogen værdi.

Kun en storsindet gestus fra Vesttysklands side gjorde, at østtyskerne ved genforeningen i 1990 fik lov at veksle deres værdiløse Ost-Mark til D-mark til favorabel kurs.

DDR stod ikke til at redde, fordi dens økonomiske system var forkert fra starten. Det var en slags naturalieøkonomi i det 20. århundrede. Som historikeren Charles S. Maier svarede på spørgsmålet, om DDR stod til at redde: ”Alt, hvad der kunne være gjort, ville have været forkert”.

Kilder:
Charles S. Maier, Das Verschwinden der DDR under der Untergang des Kommunismus, 1997
Jonathan Satlin, The Currency of Socialism: Money and Political Culture in East Germany, 2007
Klaus-Dietmar Henke (udg.), Revolution und Vereinigung 1989/90: Als in Deutschland die Realität die Phantasie überholte, 2009

Kommentarer

Bjarne M. Nielsen, 7500 | Skrevet: 26. nov 09 kl. 10:54

Jeg kan ikke lade være med at tænke på hvilken vej vore dages EU, er ved at dreje ind på.

Jeg er netop blevet færdig med at læse bogen ” Koba, Den frygtede ” som handler om hvordan forfatteren Martin Amis fader fornægter Stalins gerninger, overfor sine egne borgere.
Jeg tager det som et godt eksempel på, hvordan man kan forblindes af en ideologi og når man så gennemskuer den, er man af hensyn til sin egen stolthed og forfængelighed, nødt til at fastholde sin holdning, hvor falsk den så end måtte være.

De fleste af vore dages socialister ( det kalder de i hvert fald sig selv ) er, hvad enten de vil eller ej, en del af vores kapitalistiske samfund, i kraft af deres indkøb af daglige fornødenheder og jeg tvivler helt ærligt på, om de har tænkt tanken til ende, om hvad et gennemført socialistisk samfund, ville indebære, for dem personligt.

Ovennævnte bog vil jeg forresten anbefale enhver, som længes tilbage til Stalins dage, at læse, men jeg vil gerne advare om, at den kræver en stærk mave og ikke alt for sarte nerver.

Slip friheden løs

Murens fald måtte komme - DDR var bankerot

Skriv en kommentar [Regler]