Slip friheden løs

Hvem, hvordan og hvor mange?

En af verdenshistoriens dummeste politiske beslutninger - blandt mange andre - er den franske kong Ludvig den 14.s ophævelse af det såkaldte Nantes-edikt i 1685.

Nantes-ediktet blev udstedt i 1598 og skabte tolerance mellem katolikker og protestanter i Frankrig efter et halvt århundrede med blodige religionskrige og massakrer. Frankrig blev ikke som store dele af det øvrige Europa delt op efter tro efter tredveårskrigen og derfor ulmede religionskonflikterne i Frankrig permanent.

Den enevældige hersker Ludvig den 14., som tillægges udtrykket “Staten, det er mig”, blev træt af det protestantiske mindretal og bad dem forsvinde eller konvertere. Dermed emigrerede store del af det franske erhvervsliv, for protestanterne var især dygtige indenfor håndværk og industri og var repræsenterede kapitalismens dyder. Jeg citerer fra en historiebog, der beskriver følgerne af fordrivelsen:

“Ophævelsen af Nantes-ediktet to år efter Colberts død stækkede hurtigt og drastisk den kommercielle udvikling i Frankrig … Industricentrerne i det indre af landet blev hærget som af en frygtelig pest. Af 18.000 vævestole i Lyon var kun 4000 i gang … Sedan blev fattig fra den ene dag til den anden, og størstedelen af befolkningen i Metz udvandrede til Preussen. I en eneste by, Mezieres, var af 109 forretninger kun 8 åbne, og af 60 papirmøller i Angoumois fortsatte kun 16 deres virksomhed. Af 40.000 arbejdere i Tours beholdt kun 4000 arbejde, antallet af garverier sank fra 400 til 54 og silkespinderier fra 700 til 70. Over 50.000 familier gik i landflygtighed med deres fagkundskaber, deres værktøj og store pengebeløb” (Miriam Beard, Forretningsmandens historie, s. 463).

Den store vinder af Frankrigs stupide politik blev Holland, Berlin-Brandenburg, England og også de nye kolonier i Amerika. Danmark blev også beriget, hvad mange franske efternavne i dag og den reformete kirke og menighed i Fredericia bl.a. viser. For Nederlandene blev indvandringen et gevaldigt pust til økonomien.

De franske huguenotters fordrivelse er et læreeksempel på tåbelighed. Fransk industri blev åreladt for human kapital. Men fra eksemplet kan der ikke sluttes, at al multikulti er nyttig eller at indvandring altid er gavnlig for et lands økonomi. Det afhænger af omstændighederne. Hvem, hvor mange og hvordan.

En hollandsk professor i sociologi, Paul Scheffer, har i bogen Indvandrerne - det åbne samfund og dets grænser, som lige er kommet på dansk, sammenlignet over tid og rum, hvad indvandring betyder for et samfund. Det kan have gunstige og det kan have negative virkninger. Eksemplerne er mange i alle retninger.

Det originale ved Scheffers analyse er, at den ikke bestemmes af en moralsk forhåndsindstilling. På 404 sider beskriver og forklarer han uden at moralisere.

“En omfattende indvandring vil altid sætte det sociale og kulturelle kompromis i et land på prøve, den er en ‘legitim kilde til bekymring’ og ikke et udtryk for ‘paranoia’”. I en sådan sætning (på side 255) distancerer Scheffer sig fra et moralsk apriori. Bekymring er legitimt. Selv er Scheffer blød hollandsk socialdemokrat og imod tørklæde- og minaretforbud.

Det nye og spændende ved Scheffers bog er især beskrivelserne af USA, som normalt portrætteres som et succesrigt indvandrerland, the melting pot, men der var masser af alvorlige problemer undervejs. F.eks. var der mange konflikter mellem protestanter (som grundlagde de 13 første stater) og senere tilkommende katolikker fra Irland, Italien og Polen, så mange frygtede for en katolsk underminering af den amerikanske frihedsdrøm med konspirationsteorier om Vatikanets magtovertagelse af det protestantiske USA. Tyske indvandrere blev under Første Verdenskrig udsat for en næsten lige så grov diskrimination som japanere i USA under Anden Verdenskrig. I fyrre år fra 1920 til 1965 var USA stort set lukket af for indvandrere og der var store krav til statsborgerskab. Siden 1945 har ikke én opinionsmåling i USA, ifølge Scheffer, givet flertal for indvandring.

I Danmark blev indvandring i 1980erne og 1990erne stort set kun debateret som et moralsk spørgsmål, som delte mennesker i gode og onde. Bekymring var paranioia og tendentiel racisme. Derfor er Paul Scheffers bog en kærkommen anledning til en mere nøgtern og saglig diskussion.

Bogen er udgivet på det traditionelt venstreorienterede forlag Tiderne Skifter, og det viser også lidt om, at tiderne skifter. “Es wechseln die Zeiten, da hilft kein Gewalt”, som Bertolt Brecht skrev.