Slip friheden løs

Dumhed i praksis

I 1961 skrev den 20-årige fodboldspiller fra Frederikshavn Harald Nielsen under på en kontrakt med Bologna i italiensk fodbold. Guld-Harald, som han blev kaldt, havde spillet 14 landskampe og scoret 15 mål. Ved olympiaden i 1960 blev han topscorer og var med til at vinde sølv til Danmark.

Samme sekund Harald Nielsen havde skrevet under på kontrakten var han tabt for dansk fodbold. Dansk Boldspil Union (DBU), der havde monopol på det danske landshold, var besat af amatøridealer, så en af de største danske fodboldspillere gennem tiderne – han blev topscorer i Serie A i Italien og blev senere solgt som den dyreste fodboldspiller dengang – blev i praksis behandlet som en landforvist. Som flygtninge fra kommunismen var han frarøvet muligheden for at vende tilbage for at spille for sit land.

Historien om dansk fodbold er historien om dumhed og DBU.

DBU sværgede til amatøridealer, mens alle andre lande var gået over til professionalisme. Danmark fostrede fremragende fodboldspillere i efterkrigstiden: bronzeholdet fra London-olympiaden i 1948 og OL-sølvholdet fra 1960. Spillere fra disse hold blev stjerner i udlandet. Men så snart de tjente en krone på deres sport – og det blev opfattet helt bogstaveligt – var de fredløse fodboldmæssigt set. De var fordrevet fra fædrelandet.

Jeg kan næsten ikke komme i tanke om mere eklatant irrationalitet eller dumhed end DBU. Hvis professionalismen var tilladt i dansk fodbold samtidigt med vore nabolande, havde Danmark været i top-4 ved et eller flere VM´er siden 1950. Harald Nielsen kunne være blevet italiensk stjerneangriber ved VM i 1966, hvis han ville skifte statsborgerskab. Men på trods af DBU´s Berlinmur om Danmark holdt han fast i sit fædreland. Det samme tilbud fik efter sigende Ulrik Le Fevre i tysk fodbold før VM i 1970.

I Joakim Jakobsens bog Guld-Harald – topscorer, idol, rebel kan man læse historien utrolig velfortalt, men pas på: man bliver så irriteret. Man skammer sig næsten. Over DBU´s ekstreme stupiditet.

DBU ville ikke tillade landsholdet at træne før en landskamp, da betaling for tabt arbejdsfortjeneste blev opfattet som professionalisme. Da en landsholdspiller fik en pencilinindsprøjtning, blev regningen på 15 kr. sendt hjem til ham selv. Under OL i Rom måtte Harald selv betale frimærket til 30 øre til et postkort hjem til Frederikshavn, mens DBU´s ledelse mødte op mange mænd og koner til Rom for at overvære kampene og førte sig frem som grever og baroner.

Harald debuterede som 17-årig og var åbenmundet, hvorfor han som den eneste udtalte sig kritisk om DBU, og det blev taget ilde op. Så sent som i 2006 kunne DBU ikke finde ud af at invitere ham ordentligt til dets 100-års gallashow.

Al den glæde og succes, som det danske landshold begyndte at opnå i 1980erne og som med op- og nedture har holdt sig lige siden, kunne have været begyndt langt før. Og synd for de spillere som kun fik en håndfuld eller to landskampe, mens de blev verdensnavne i udlandet. Italien var komplet uforstående overfor, at verdens bedste spillere ikke fik tilbudt en plads på landsholdet.

Hvorfor handler folk irrationelt og imod deres egne interesser? Hvorfor bekæmpede DBU professionalisme så ihærdigt, så Danmark i 1972-78 kun vandt to kvalifikations landskampe ud af 20. Og det var mod Cypern. Og mishandlede de mange talenter og stjerner, som dansk fodbold producerede gennem mange årtier ved at nægte dem en plads på landsholdet?

DBU gjorde Danmark til et fodboldmæssigt Nordkorea, hvor dem der flygtede blev betragtet som landsforrædere uden ret til at repræsentere fædrelandet.

Sportsjournalisterne var delte. Mange var så indspiste med DBU, så de støttede amatørprovinsialismen. Danmarks Radios Gunnar Nu Hansen var inkarneret amatør og det vægtede højt. Harald Nielsen sagde selv engang, at når han blev interviewet af danske journalister ville de gerne kunne bruge det til at bekæmpe professionalismen. Enkelte journalister kritiserede systemet, især under OL i Rom, hvor DBU hundsede med spillerne. Men mærkeligt nok blev der aldrig lagt et mediemæssigt pres på DBU for at få stoppet tåbelighederne. I Danmark affinder man sig for let med de bestående forhold, som var de en uforanderlig naturtilstand. Når konsensus har lagt sig som en dyne over samfundet, skal der ikke løftes en flig. Og vé den der prøver - som Harald Nielsen.

Da Harald Nielsen havde skrevet kontrakt med Bologna i 1961, ville DBU fratage hans klub Frederikshavn point, fordi han nok havde været professionel ved at tjene penge på at skrive en bog.  

Historien om DBU som en junta, der helst så Danmark som et sportsligt isoleret kommunistisk Cuba eller Albanien med rene idealer befriet for pengenes magt, er endnu ikke skrevet.

På den anden side hersker frygten for kommercialisme stadig mange steder i det danske samfund på samme irrationelle vis. Det er stadig lidt odiøst at tjene penge på f.eks. sundhed og boliger. Her overvintrer DBU-mentaliteten i Danmark.

Som Goethe siger i Faust: ”Hvad man ikke vejer, har ingen vægt. Hvad man ikke slår mønt af, har ingen værdi.”