Slip friheden løs

Holland kæmpede i 5 dage, Belgien i næsten 4 uger.

Det danske beredskab kunne ved rettidig omhu sagtens være bragt langt højere op end 36.000; med sikringsstyrken kunne vi have haft op mod 100.000. Langt flere, end tyskerne kunne afse til operationen.

Problemet var ikke militært, men politisk. Den danske regering med P. Munch i udenrigsministeriet var fast besluttet på at kapitulere ved først givne lejlighed. Statsminister Stauning udtalte klart i sin nytårstale 1940, at Danmark pga. landets beskaffenhed ikke lader sig forsvare. Det hørte man naturligvis i Berlin.

Havde Stauning sagt som svenske Per Albin Hansson ved samme lejlighed, at man naturligvis ville imødegå enhver invasion med magt, uanset udsigterne, ville det have sendt et signal, som viste, at der ville blive skudt igen fra start, og at marchen gennem Jylland og besættelsen af København ville blive mødt med magt.

9. april kunne være faldet ganske anderledes ud. Det ville bare have krævet, hvad hverken Munch eller Stauning besad, nemlig patriotisme og ære.

Upassende ? Klag over indlæg

David Gress, 8000 Århus C | Skrevet: 9. apr 10 kl. 01:17…………skriver…..
9. april kunne være faldet ganske anderledes ud. Det ville bare have krævet, hvad hverken Munch eller Stauning besad, nemlig patriotisme og ære.
………………………..

Der er så gået 70 år siden 1940–hvor mange danske politikere og EU politikere besidder patriotisme og ære ??
Max 10 % og er det lige dem, der har magten og beslutter de væsentlige forhold, der påvirker det arbejdsomme folk og deres børn og børnebørn ??

Hvor mange politikere vil sælge deres bedstemor for en liter Arla mælk, for en god pension, for multi kulti hovedløs indvandring ??

Hvor mange politikere, mener de kan holde ferie og syg barns dag–når det lige passer dem–så må Danmark sejle som det bedst kan ??

Hvor mange politikere er selv-overvurderet–her kommer jeg–se mig typer–men blot tomme tønder, der buldrer ??

Hvilke politikere kan vi regne med, der besidder patriotisme og ære og kæmper hver dag for danskerne og Danmark ??

Hvem skal vi stemme på ??

Upassende ? Klag over indlæg

Jeg ser også gerne klare svar fra politikerne på, hvordan de vil

1. standse

og

2. reversere

den muslimske tilstrømning.

Det er ikke de mennsker, landet har brug for.

Tværtimod.

Men desværre har vi ca. 160 vatpikke siddende i Folketinget…

Upassende ? Klag over indlæg

Er fuldstændig enig med Ole Iversen. De radikale er et ækelt landsforrædder parti..

Upassende ? Klag over indlæg

At være radiGAL var en skændsel dengang. Og er det stadig. Intet godt har det parti gjort for Danmark og intet godt kommer det til at gøre.

Måtte det og dets sindsforvirrede multi-kultistøtter forsvinde ud i glemslens mørke.

Upassende ? Klag over indlæg

Hvor usselt. Hvor typisk. Ikke en gang et sympatisk indlæg om 9. april går ram forbi, når Jyllands-Postens forfølgelsesvanvittige, muslimhadende horder slår sig løs. Jyllands-Posten netsider kan snart ikke bringe så meget som en kageopskrift, uden at de sædvanlige galninge kommer på banen og ævler om den muslimske “tilstrømning”. JP er blevet et arnested for racisme og had. Fy for fanden.

Upassende ? Klag over indlæg

Sikke noget æreløst vrøvl David Gress, ryg og host med dig. Venstrebønderne ville da gerne have tyskerne ind så de kunne sælge noget flæsk.

Problemet var vel også at tyskerne tog København så hurtigt og dermed regeringen.

Giver ikke en døjt for Foghs efterrationalisering om at han ville have kæmpet. (Men det kan da godt være at han havde skræmt en tysker eller to med sit udseende)

Upassende ? Klag over indlæg

Aldrig mere 9.april?
Nej hvordan skulle det lade sig gøre?
Danmark er, som det ser ud nu, ikke længere et selvstændigt land. Vi kan ikke længere selv bestemme hvilke love der skal gælde, demokratiet er en skygge af hvad det har været, vi fik aldrig lov at stemme om vi ville afgive resterne af vor suverænitet til misfosteret EU.
Derouten er gået fra at være vort Fædreland til at være et land og nu til at være en region.
Det kunne kun ske, fordi der var mennesker, der fik magten og som ikke mente at Danmark var værd at opretholde, de var globale. At holde af Danmark var nationalistisk, og det var grimt.
Nu har vi en præsident, som vi ikke har valgt,og hele det øvrige regeringsapparat er på plads, så hvad skal vi med Danmark, vi er blevet Europæere.
Når vi som danskere fik lov at afgive vor stemme omkring nogle EU afgørelser blev resultatet som regel nej. Nej’et blev så senere omgået med forskellige finurligheder hvor vi blev lokket og truet til at afgive det “rigtige” svar.
Nu mangler vi bare at fru Jelveds kæphest euroen igen skal komme til afstemning, så hun kan tørre tårerne af sit ansigt.
Nej 9. april kommer aldrig mere igen, vi har overgivet os til de radikales venner, og lider under de radikales indvandrer politik.
Hvis Danmark igen skal opleve en “5. maj”, kommer det måske til at koste mere kamp end 2. verdens krig kostede os.

Upassende ? Klag over indlæg

For en ikke-militærkyndig er det umiddelbart svært at se, at der over et ret begrænset landstykke med forsvarerens fortrin ikke kunne etableres et relevant forsvar af det danske land, som med reserver ligesom i 1939 ville kunne være nået op på 36.000 mand.

Ja, det er det vel. Men måske vil det kaste lidt lys over sagen, når jeg nu fortæller dig at et ‘begrænset landstykke’ IKKE er nogen fordel, moderne forsvarskrig kræver manøvrerum. og Danmarks eneste strategiske var bælterne; den danske forsvarsdoktrin vis a vis Tyskland har altid været at overlade dem hele Jylland mens vi forsøgte at holde flankepositioner ved Dybbøl, Fredericia og Frederikshavn for derfra at gøre udfald mod deres forsyningslinier.

På daværende tidspunkt stod vi alene mod et krigstrænet Nazityskland; godt nok havde Frankrig og England erklæret Tyskland krig, men Frankrig - på daværende tidspunkt verdens stærkeste militærmagt næst efter Sovjetunionen - stod på sidelinien og så til mens Tyskland nærmest gnidningsløst nedkæmpede et Polen, der var adskillige gange stærkere end Danmark. Med andre ord: mens alle de tyske divisioner var i Polen og Tyskland lå åbent og næsten forsvarsløst hen, gjorde Frankrig og England intet.

Med Polen vel overstået, kunnet Tyskland have sendt mindst hundrede divisioner mod Danmark, hvis der havde været antydninger af malplaceret heroisme, for der var al mulig grund til at tro, at England og Frankrig ikke mente deres krigserklæring alvorligt.

For det første var angrebet på Danmark kun en brik i et større spil, nemlig om at erobre Norge og få del i den norske malm, og hvor succes i Narvik og Oslo forudsatte en hurtig og gnidningsfri besættelse af Danmark.

Vrøvl! Danmark fungerer som prop i Østersøen og hvis vi havde valgt at lukke englænderne ind, ville det desuden have åbnet en yderst problematisk nordflanke.

Det er altid nemt at kloge sig på historien…

Det siger du ikke?

…men på den anden side skal man også lære af historien for fremtidige tilfældes skyld.

Danmark var det land, der klarede sig bedst gennem Anden Verdenskrig. Hvilken lære uddrager du af det?

Upassende ? Klag over indlæg

Hvad var alternativet?
Intet i de tyske planer, som vi i dag kender ganske detaljeret, tyder på at en stor dansk hær ville have afskrækket Hitler. Besættelsen var ikke resultatet af det svage danske militær, men af den tyske flådeledelses målrettede bestræbelser for at skaffe sig kontrol med den dansk-norske kystlinie.
Havde vi i Danmark mobiliseret en stor hær, havde vi blot ledt markante tab, som man så det i Norge. Den daværende danske regering udførte alle regeringers primære opgave. Først og fremmest, at beskytte sin befolkning bedst muligt. Nøjagtig som alle De Allierede lande gjorde det.
Sovjetunionen var som bekendt i starten allieret med Hitler, og Stalin benyttede sig af alliancen til bl.a. at angribe Finland. Kun Hitlers angreb mod øst i juni 1941, efter års alliance, fik Sovjetunionen til at skifte side og indlede en overlevelseskamp. Storebritanien førte med Chamberlain en appeasement-politik helt frem til sommeren 1939. Den fransk-britiske garanti af Polens grænse sigtede ikke mod at redde Polen, men på at sikre freden. Vestmagterne accepterede Hitlers aggressioner mod øst, helt frem til hans indtog i Danmark og Norge.
Med hensyn til USA, fulgte præsident Roosevelt som Danmark en neutralitetspolitik med det udtrykkelige sigte at holde landet ude af den europæiske krig. Først Japans overraskende angreb, tvang USA ind i krigen, og selv der turde Roosevelt ikke satse på at have støtte til en krigserklæring mod Tyskland. Hitler erklærede selv USA krig, i december 1942, mere end to år efter krigsudbruddet.
Der var altså ingen der gik ind for at hjælpe andre eller kæmpede mod nazismen af ideologiske årsager. Det kan man rynke på næsen af i dag, men skyde P. Munch og Danmark i skoen, at Danmark var alene om samarbejdspolitikken med Hitler, er en historisk fejlslutning.

Upassende ? Klag over indlæg

Læs hellere

http://www.information.dk/229344

der er lidt mere militær og historisk indsigt

Upassende ? Klag over indlæg

Hvis de nordiske nordkalotstater ikke står sammen, kan vi snart komme til at opleve en ny 9. april i nordpolsområdet.

Rusland har erklæret, at landet i år vil fejre opdagelsen af Nordpolen, ved at lade faldssærmstropper “erobre” området.

Den størtste flådeoprustning på kloden foregår netop i Nordpolsområdet.

Mens Lene Espersen er på badeferie…

Har de mest populære, kvindelige, borgerlige politikere ikke andet at byde på, end en plat manipulerende og primitiv udgave af social intelligens, der kun rækker til at skaffe dem magten, men som ikke rækker til at forholde sig til, endsige løse, magtens opgaver?

Upassende ? Klag over indlæg

Så vidt jeg ved, arbejdede Stauning hårdt for en Nordisk Forsvarsunion, men Sverige sagde nej.

Upassende ? Klag over indlæg

Rettelse: der er tale om sytten billoner dollars

Upassende ? Klag over indlæg

Jakob Schmidt-Rasmussen,

Det var omvendt - Stauning ville ikke, at Danmark skulle blive “nordens lænkehund mod syd”.

Erik Bramsen,

En uge ville højst sandsynligt have kostet Hitler sejren i Norge. Det - sammen med værdien for vores nationale identitet og internationale standing som dansk modstand ville give - ville være de 5.000, 10.000 eller 20.000 danske liv.

De liv kunne muligvis have sparet 50.000, 100.000 eller 200.000 liv på andre fronter under anden verdenskrig.

P.S.

Hvad angår “mindst hundrede divisioner mod Danmark” så kan og kunne sådanne enorme styrker ikke opererer meningsfyldt på den smalle jyske halvø og kunne ejheller overføres til Norge - selv hvis Nazityskland ville og kunne udspare sådanne styrker til operationen mod Danmark og Norge.

Upassende ? Klag over indlæg

@Henrik Gade Jensen

“Det er altid nemt at kloge sig på historien, men på den anden side skal man også lære af historien for fremtidige tilfældes skyld.”

Hvad kan vi så lære af 9. april?

Nok ikke ret meget som er relevant for Danmark i landets nuværende sikkerhedspolitiske situation. Halvdelen af befolkningen og et stort flertal af de unge forbinder ikke noget som helst med datoen 9. april 1940.

Frem for at forsøge at vinde anden verdenskrig med 70 års forsinkelse, for at genvinde noget af den tabte nationale stolthed og ære, fordi vi ikke kæmpede til sidste mand, men lod os besætte under symbolsk modstand og spagfærdig protest, var det måske en idé, at se på, om der fandtes realpolitiske alternativer til overgivelsens, samarbejdets og nederlagets politik.

Det korte svar er, at Danmark efter nederlaget i 1864 langsomt vågnede op til de nye magtpolitiske realiteter i Europa og faktisk førte noget nær den optimale udenrigspolitik. En politik hvis hovedsigte var at bevare landet som en selvstændig nation, at sikre det danske folk fra krigens ulykker ved at føre en pacifistisk afrustnings- og neutralitetspolitik samt en underdanig tilpasningspolitik over for Tyskland. Kort sagt, ved at gøre os så små og ubetydelige at ingen gad besætte os.

Selv om jeg ved Gud ikke er nogen beundrer af det Radikale Venstre så kan vi ikke desto mindre takke udenrigsminister P. Munchs nøgterne realisme for, at vi slap så nådigt gennem verdenshistoriens blodigste opgør.

Det var ud fra en fuldstændig illusionsløs og nøgtern opfattelse af politik og af Danmarks politiske vilkår at P. Munch erkendte, at et dansk forsvar ud over konstatering af neutralitetskrænkelser var udsigtsløst, mens statsminister Stauning svajede frem og tilbage. Den tyske udenrigspolitik kunne ikke undgå at forurolige enhver dansk politiker. Tysklands udmeldelse af Folkeforbundet, opsigelsen af flådeaftalen med Storbritanien, indmarchen i Rhinlandet, indføringen af værnepligten - nabolandet blev mere og mere truende. Intet af det kom bag på P. Munch. Han mente, at det klogeste, man kunne gøre, var at lade som ingenting. Der var ingen grund til at beskæftige sig med noget, man intet kunne gøre ved. Enhver forespørgsel i andre lande ville enten give et intetsigende eller et nedslående svar, så hvorfor spørge?

Når de tyske aggressioner var til behandling i Folkeforbundet, stemte Danmark hverken for eller imod udtalelser, der fordømte den tyske fremfærd. Det bragte det danske udenrigsministerium tyske taksigelser, som det gerne havde været foruden. Meningen med at undlade at stemme var ikke at sanktionere det, der var sket, men tyskerne var ikke alene om at opfatte det på den måde.

Den holdning havde Stauning ikke nerver til. Han kunne ikke lade være at sige fra, selv om det hverken gjorde fra eller til. De danske gesandter i Oslo og Stockholm indberettede, at ingen af de nordiske lande var indstillet på at komme Danmark til hjælp, hvis Tyskland krævede en ændring af grænsen i Sønderjylland. Da der samtidig i svenske blade kom angreb på Danmarks manglende militære beredskab, svarede Stauning igen i en tale i Lund i marts 1937 med et spørgsmål: “Har Danmark fået overdraget opgaven som lænkehund eller anden vagtopgave på Nordens vegne?” Det havde Danmark selvfølgelig ikke - tanken om et nordisk forsvarsforbund var dengang som alle gange før og siden ren utopi. Men Staunings ord var ilde hørt, og hans udtalelser blev af mange opfattet som unødigt brutale.

Alligevel kunne Stauning ikke holde sig i ro. Under et besøg i London i 1937 forespurgte han og den danske gesandt imod P. Munchs udtrykkelige instruks alligevel, hvordan Storbritannien ville stille sig, hvis Tyskland forlangte ændringer af den danske sydgrænse. Svaret blev, som Munch havde forudset, en besked om, at Danmark ikke kunne vente andet end diplomatisk støtte i en sådan situation. Da Stauning i juni stillede et lignende spørgsmål til den tyske gesandt Renthe-Fink, lød svaret, at Danmark burde behandle det tyske mindretal noget bedre.

Stauning der ved krigens udbrud i 1939 havde været statsminister i 10 år var ved at køre træt. I sin nytårstale 1939-40, der blev udsendt i radioen, sagde han:

“Vi kan på grund af landets karakter ikke skabe et forsvarsvæsen som andre lande, selv om viljen havde været til stede, og disse forhold i forening med den uvilje mod krig, som efterhånden er udviklet i befolkningen, har ført Danmark ind i en stilling, der umuliggør alle forestillinger om et effektivt kampberedskab. Vort land er indrettet på at udøve en bevogtning af vor neutralitet, men krigsførelse i egentlig forstand er udelukket af de geografiske forhold, ligesom befolkningens ringe størrelse også udelukker tilstedeværelsen af en hær, der kan tage kampen op mod de magter, der kan tænkes at stå kampberedte over for Danmark.”

Talen, der ikke afslørede noget som helst nyt, men bare konstaterede, hvordan tingene hang sammen, gav anledning til en hidsig debat. Det var hverken første eller sidste gang, fantasteriet om at udgøre et helt regiment greb de danske politikere, og Folketinget vedtog 19. januar 1940 en udtalelse, hvori det hed, at man var enig om, “at landets neutralitet skal opretholdes, og at de midler, der rådes over, om fornødent skal bruges for at hævde og værne rigets fred og uafhængighed.” Det blev opfattet som en desavouering af Staunings nytårstale. Nu kunne landet pludselig godt forsvares, uden at nogen - af gode grunde - kunne eller ville sige noget om, hvordan det skulle gå til.

Det slemme var ikke nytårstalen, men udtalelsen fra den 19. januar. Den kunne ikke undgå at sætte flok fluer i hovedet, og det gav vanskeligheder fire måneder senere, da Danmark blev besat efter netop den konstatering af neutralitetskrænkelsen, som Stauning havde bebudet. Men hov! Hvorfor var rigets fred og uafhængighed så ikke blevet værnet, som Folketinget havde vedtaget? Fordi det selvfølgelig forholdt sig som Stauning havde sagt i nytårstalen. Det havde bagefter været politisk bekvemt at fortie det, fordi det krænkede den nationale indbildskhed. Men den slags numre er ikke gratis. Det skadede demokratiets eller som man dengang kaldte det: “Systemets´ anseelse. Fortielsen gav tumleplads for genrejsere og idealister af alle mulige slags: Naive erhvervsmænd, der troede, at såkaldte upolitiske folk af deres slags var bedre til at styre staten. Forskellige na- og fascistiske smågrupper, der til alt held brugte mere tid på at skændes indbrydes end på at overtage magten.

Staunings image fik skrammer i lakken, men det var trods alt så indarbejdet, at han ikke kunne røres. I stedet blev P. Munch hængt ud som den mest “skyldige”. Med en vis ret. Han burde havde stået fast og forhindret 19. januar udtalelsen. Når han ikke gjorde det, var grunden formentlig, at han anså den for at være ligegyldigt pladder, hvad den også havde været, hvis det var gået i Anden Verdenskrig som under Første. 18. juli 1940 blev han afløst af Erik Scavenius ud fra en antagelse af, at han bedre var i stand til at få alt til at være, ligesom man kendte det fra Første Verdenskrig.

Den radikale Erik Scavenius var stats- og udenrigsminister fra 9. november 1942 til 5. maj 1945, men reelt fungerede han kun til den 29. august 1943, hvor samarbejdspolitikken blev bragt til ophør og regeringen fratrådte.

Hans indsats i de knap ti måneder, hvor han virkede som statsminister, er ikke tilstrækkelig til at forklare, hvorfor han er den mest forhadte og tilsvinede politiker i det 20. århundrede. Forud for hans tid som stats- og udenrigsminister var han i tre perioder udenrigsminister - fra 1909-10 og fra 1913-20 og igen fra 1940-42. Det er hans embedsførelse fra 1940 til 1943, der for alvor gjorde ham kontroversiel.

Det er ikke muligt at finde eksakte målestokke til vurdering af en politikers indsats, men i Scavenius´ tilfælde kan man komme nærmere end i de fleste andres. Det, han selv anså for sin opgave, var at skaffe Danmark gennem den tyske besættelse med færrest mulige omkostninger for befolkningen. Når kong Christian 10. og et flertal af datidens ledende politikere mente, at han var den, der bedst kunne det, lod han sig presse til at genoptage sin politiske virksomhed, efter at han havde levet tilbagetrukket fra offentligheden, siden han i 1927 havde opgivet sit mandat som landstingsmand.

En rimelig målestok for, hvor dygtige et lands ansvarlige politikere er under en krig, kan være, i hvor høj grad det lykkes at begrænse ødelæggelserne af deres land og tabene af deres civile og militære landsmænds liv. Danmark var det land af samtlige krigsdel,tagende eller besatte, der havde de mindste tab - omkrig tusinde, hvis man ikke regner dem med, der faldt i tysk eller allieret krigstjeneste. Langt den største del af dem, der omkom, døde efter 29. august 1943 og kan således kun formelt regnes Scavenius til last.

Krigs- og besættelsestabene i Norge var ti gange større - ca. 15.000 døde eller ca. 1/2% af befolkningen. Belgien, der næst efter Norge slap billigst, mistede 1% af befolkningen, Frankrig 1,5%, Holland 2,4%, Jugoslavien og Polen mistede over 10% og Sovjetunionen mere end 15%. Der kom ca. 6.000 danskere i tyske koncentrationslejre og fængsler. Af dem døde ca. 600. Igen er danskerne dem, der har langt de mindste tab. Grunden er, at de fleste blev deporteret sent i krigsforløbet - efter samarbejdspolitikkens sammenbrud - og at det blev tilladt danske fanger (igen til forskal fra andre) at modtage Røde-Kors-pakker med fødevarer, der i mange tilfælde gjorde forskellen mellem liv og død - igen et resultat af samarbejdspolitikken.

På tilsvarende måde med produktionsapparatet: Danmark var det af de besatte eller krigsindblandede lande, der slap igennem med de mindste skader. Der skulle stort set blot tilføres råstoffer, så var produktionen igen oppe i omdrejninger, mens der i de andre lande skulle milliardinvesteringer til.

Det var også stort set lykkedes at bevare retsvæsenet på danske hænder, så længe samarbejdspolitikken varede. Det bevirkede, at der ikke blev idømt eller eksekveret dødsdomme, og at der ikke blev sendt ret mange danskere i tyske fængsler og koncentrationslejre før efter 29. august 1943.

Heller ikke administrationen og kulturlivet blev særligt anfægtet. Skolen og hele uddannelsesvæsenet forblev uantastet. Kirke- og religionsudøvelse fortsatte uanfægtet, selv den jødiske, så længe samarbejdspolitikken varede. Jøderne blev ikke udskilt af befolkningen forud for forsøget på deportering. Det var forudsætningen for, at så mange kunne reddes - igen et resultat af samarbejdspolitikken. De politiske partier fungerede med ganske få indskrænkninger som de plejede. Det lykkedes oven i købet at afholde folketingsvalg i marts 1943 med rekordstor valgdeltagelse og massiv opbakning om de partier, der sad i samlingsregeringen under Erik Scavenius´ ledelse.

Min sjæl, hvad vil du mer?

Hvad er der egentlig at være i tvivl om? Hvorfor er Erik Scavenius ikke blevet hyldet og hædret, mens han levede? Hvorfor er der ikke rejst mindesmærker for ham på alle torve og pladser? Hvorfor blev han tværtimod svinet til, og hvorfor har hans indsats været omdiskuteret?

En af grundene kan være, at den målestok der her er anlagt, ikke er relevant. Den er i hvert fald omdiskuteret, og den er ikke særlig heltemodig, men den synes ikke desto mindre uomgængelig for de beslutningstagere, der havde ansvar for den danske politik den 9. april 1940, og hvortil Scavenius ikke hørte. Da afgørelsen skulle træffes, om hvorvidt de danske soldater skulle kæmpe eller ej, spurgte kong Christian 10. udenrigsminister P. Munch, om han mente, at det af hensyn til udlandets bedømmelse af Danmark var nødvendigt med en kort fortsættelse af kampen. P. Munch svarede, at drejede det sig kun om nogle minutter, ville det næppe gøre den store forskel for udlandets bedømmelse.

Inden kampen blev standset, var der i Sønderjylland faldet 11 danske soldater, og to flyvere var skudt ned, da de forsøgte at komme i luften fra flyvestation Værløse. Det oplevedes helt bestemt som utilstrækkeligt til at redde Danmarks ære. Den manglende lyst til menneskeofring og den deraf følgende nationale ydmygelse gav efter krigen anledning til en folkelig bevægelse under slagordet “Aldrig mere en 9. april.” Netop den overskrift Henrik Gade Jensen har anvendt i sit blogindlæg.

Over for et sådant heltemod post festum kan man ikke undgå at spørge, hvor mange døde der skal til, for at de nationale symboler har fået, hvad de bør have, når 13 unge mænd ikke er et tilstrækkeligt blodoffer. Forfatteren Henrik Stangerup stiller spørgsmålet i forbindelse med modstandsbevægelsen og vurderingen af Erik Scavenius. Er det hans fortjeneste, at der kun ligger rundt regnet 125 i Mindelunden, ikke 125.000? Og burde der ligge 125.000 i en bundløs massegrav? Eller 12.500? eller bare 1.250? Eller burde politikerne ligefrem havde stræbt efter Leningrads skæbne? Af de tre millioner indbyggere omkom måske en million under byens 900 dage lange belejring. Havde det været bedre?

Æren (sagt uden mindste forbehold, ironi eller gåseøjne) for, at det tyske overfald på Danmark den 9. april fik et så relativt fredeligt forløb, tilfalder regeringen Stauning-Munch, og af de to nok først og fremmest Munch. Munch var en af Det radikale Venstres grundlæggere og ideologer. Det, der forbandt ham og Det radikale Venstre med Erik Scavenius var, en meget speciel opfattelse af Staten. Den nemlig, at Staten ikke var noget mytisk væsen, men en organisation, der var lavet med det formål at tjene de nulevende menneskers interesse.

Erik Scavenius tilsluttede sig denne opfattelse af Staten, endda på de to områder, hvor den er mest kontroversiel, nemlig på forsvars- og udenrigspolitikkens, mens han næppe havde nogen særlig mening om dens anvendelse på andre områder som f.eks. social- eller kulturpolitikken, der ikke interesserede ham.

Under en toårig tjeneste som legationsråd ved det danske gesandtskab i Berlin 1906-08, blev hans opfattelse af Danmarks udenrigs- og sikkerhedspolitiske situation dannet - en opfattelse som han bevarede livet igennem, og som han beskrev som gammel mand bl.a. i en bog fra 1959:

“I disse år formede sig for mig den opfattelse af Danmarks stilling over for udlandet i udenrigs- og militærpolitisk henseende, som har været vejledende for mig under min senere virksomhed som udenrigsminister. Danmark må søge at balancere mellem de stormagter, hvis politik er bestemmende for vor skæbne, for derved at undgå, at landet inddrages i andre staters krige. Dernæst må vi erkende, som følge af vor beliggenhed, vor afhængighed af den magt, der har herredømmet i Nordtyskland, således som vor historie lærer os det. Så længe krige er mulige i Europa, burde vi indstille vor udenrigspolitik herefter.”

Læren fra 9. april er således, at en neutralitets- og balancepolitik er det optimale i den verden som fandtes fra 1864 til 1945, mens det optimale i en situation hvor to supermagter står uforsonligt over for hinanden, er at opgive neutralitetspolitikken og indgå i en alliance med den stærkeste og mest demokratiske supermagt. Og derfor opruste til et niveau der gør os til en troværdig partner i en sådan demokratisk forsvarsalliance.

Her svigtede Socialdemokratiet, Det radikale Venstre og venstrefløjen ved en usolidarisk chikane-politik over for NATO-alliancen, ved, under fodnoteperioden, at pålægge de borgerlige Schluter-regering at føre en slags balance- og neutralitetspolitik over for begge supermagter, uden hensyn til at man derved fremmede Sovjetunionens interesser uden at opnå noget til gengæld. Disse partier syntes helt uden forståelse for den realpolitiske situation - den nye verdensorden - for at score nogle billige indenrigspolitiske point uden hensyn til nationens sikkerhedspolitiske interesser.

Så i stedet for at sige “aldrig mere en 9. april”, vil jeg sige aldrig mere en populistisk fodnotepolitik der forsøger at bilde befolkningen ind, at man styrker landets sikkerhed gennem et naivt forsøg på at være venner med alle.

Upassende ? Klag over indlæg

Danmark blev solgt den 9. april. Og det var de Radikale og Socialdemokratiet, der solgte landet til Hitlers nazister. De samme partier der i dag ønsker at overtage magten igen i DK……. De gjorde det dengang, og de vil gøre det igen, hvis de får chancen!

Upassende ? Klag over indlæg

Dengang, lod vi os besætte, selvom vi havde en fysisk grænse.(Græse overgang, med bom, og hele pibetøjet) Grænsen, ligger nu ubevogtet hen. I den naive tro, at ingen har til sinds, at invadere os, gode naive mennesker, i en kommende globalt multikulret verden. Imens, vores private forsikringer stiger om kap med, de akkumulerende hjemmerøveristatistikker, og alverdens andre former for kulturberigelser. Nu skal de alm. Danske borgere huske på, at betale for overfalds/tyverialarmer, og ekstraforanstaltninger, omkring sikring af vinduer og døre. Fordi sådanne, kan man helt åbenbart ikke, lade stå ubevogtet hen, som en landegrænse, nu må og skal.

Upassende ? Klag over indlæg

@Lars Hansen
En uge ville højst sandsynligt have kostet Hitler sejren i Norge

Det ved vi idag. Og det skyldes udelukkende at det muligvis havde lykkedes England at invadere Norge før tyskerne, ikke fordi det havde givet nordmændene tid til at mobilisere eller den slags.

Hvad angår Danmarks “nationale identitet”, så er den slags jo billig valuta, når det ikke er een selv eller ens børn, der skal kaste sig foran de tyske larvefødder.

Og hvad angår Danmarks internationale standing, så har samarbejdspolitikken jo ikke haft nogen negative konsekvenser for landet overhovedet. Vi blev umiddelbart anerkendt som allieret magt fordi det var praktisk for vestmagterne at have Østersøens portner på sejrherrernes side.

Upassende ? Klag over indlæg

9. April kommer sikkert ikke igen - men en hvilken somhelst dato kan blive det naeste skridt. Ingen standser (standsede Tyskland/Italien/Japan foer det var forsent) de idag tilsvarende lande (Iran/Nordkorea/Venezuela), og slet ikke med den nuvaerende Sorte Islamiske Socialistiske President vi idag har siddende i Det Sorte Hus i Washington.
Til Tony Soerensen, Bon Repos og Karl Erik Jensen, Silkeborg kan jeg give jer svaret paa spoergsmaalet i stiller om hvem standser den Islamiske invasion i
hele Vesteuropa - Ingen. De toer ikke og netop derfor kan vi vente en kaempe religionskrig om nogle faa aar. Netop derfor og med de omtalte land (Iran/Nordkorea/Venezuela) er det meget vigtigt at Vesten beholder overmagten med Atomvaaben.

Upassende ? Klag over indlæg

Jeg har den allerstørste respekt for de danske soldater, der døde 9. april, og de frivillige, der omkom i kamp mod fascismen under den spanske borgerkrig.

De var modige.

Til gengæld har jeg kun foragt tilovers for dem, der nu sidder bag deres trygge skriveborde og taler om ære og opofrelse i bagklogskabens lys.

Hvor er det dog nemt og omkostningsfrit for dem.

Upassende ? Klag over indlæg

@C. Halvorsen
Kom du til Århus og kør frem og tilbage med 15′ernen til Gellerup, og når der så er en gammel kone der bliver spyttet i ansigtet af “de unge”, kan du jo vise dit mod og tage en snak med “de unge”. Sådan en rigtig socialist som dig er vil ikke bange for at værne om vores fælles samfund eller har du bare det hele i munden.

Og de fleste der kæmpede på begge sider i Spanien var en samling svin som enten kæmpede for kommunismen eller fascismen, men i bund og grund var de bare en samling nogle svin lige som vores dags nazister ,autonome og Blekingegade segmentet.

Upassende ? Klag over indlæg

Så du vil heller ikke forholde dig principielt til andre historiske dilemmaer og disses valg, da du ikke risikerer liv, helbred og ejendom derved?

Det er du selvfølglig velkommen til at afholde dig fra - andre med større abstraktionsevne finder det dog ikke uden for deres fatteevne at tage stilling til historiske begivenheder - og det bør de fleste trods alt kunne respektere.

Upassende ? Klag over indlæg

@C. Halvorsen
Citat:
Men jeg kunne aldrig drømme om med en 2010-bevidsthed at moralisere over, hvad mennesker med en 1940-bevidsthed “burde” have gjort. Det er simpelthen for billigt og respektløst.
Svar
Så du vil ikke moralisere over de folk som med 1940-bevidsthed gjorde Hitlers beskidte arbejde overfor jøder, og andre af den tids undermennesker.

Ja det siger jo ikke så lidt om dig C. Halvorsen
Var der ikke også en meget kendt Nazist som hed Halvorsen til efternavn, det skulle vel ikke være en du kender?

Upassende ? Klag over indlæg

Mht. Sverige og nazismen så findes der en bog af Staffan Thorsell (http://blogs.jp.dk/setfrahoejre/2010/02/19/%C2%BBde-skal-ud%C2%AB/) som hedder ‘min kære hr. rigskansler’ hvor Thorsell både dokumenterer og viser den svenske stats følgagtighed og meddelagtighed i nazismen. Bl.a. tillod Sverige (som stat) Nazi-Tyskland at køre den norske malm igennem Sverige for at blive udskibet til Tyskland.
Og der er flere pæne over-raskelser i bogen, bl.a. at Per Albin Hansson (og flere medlemmer af den svenske regering) nærede nazi-sympatier.

Mht. den 9.april 1940 skal jeg ikke gøre mig bagklog, blot konstatere at det sikkert havde været muligt at forstyrre eller forsinke den tyske fremrykning i nogle timer, dage eller endog uger. Måske længe nok til at Aalborg Lufthavn måtte opgives - i første omgang - af tyskerne. Men til hvilken pris? Flybombardementer, huse knust under tyske tansk? 25.000 døde - og et regime der fra dag 1 af besættelsen var ledet af tyskerne? Alt dette skal man huske på, når man omtaler den 9.april 1940 i dag.

Upassende ? Klag over indlæg

@ Ole Iversen

Du har ret i, at jeg ikke vil moralisere over f.eks. de stakkels mennesker, der endte i Frikorps Danmark.

De var nogle stakler, ligesom du formentlig er det.

Jeg var ikke født under krigen, men i min familie var der både nogen, som samarbejdede med nazisterne og nogen, der bekæmpede dem som frihedskæmpere. To af dem døde, men ingen hed Halvorsen.

Upassende ? Klag over indlæg

@ Lars Hansen

Det hedder “lægger” for dagen - ikke “ligger”

Til gengæld vil jeg gerne trække i land mht. dig. Over for mig har du ikke moraliseret, det indrømmer jeg blankt, så undskyld!

Til gengæld har Henrik Gade Jensen, Anders Fogh og her på bloggen David Gress efter min mening moraliseret over noget, de ikke har belæg for.

Upassende ? Klag over indlæg

Man konstaterer med forargelse at de unge i dag ikke ved hvad der skete på datoen 9.april 1945. Hvorfor skal vi dog mindes og endda fejre alle vore forsmædelige nederlag. Lige netop denne dato fortjener at forsvinde i historiens tåger, for den stiller i hvert fald ikke Danmark i noget flatterende lys overfor omverdenen

Upassende ? Klag over indlæg

Det ser da ud til at islam med sit indtog i Europa og med toppolitikernes fejheddiplomati at 9 april konstant har flydt over i den virkelige politik. Vi har jo brug for olie ikke? Så lad os prostituere den frihed vi har, så vi ikke skal forsvare den.

Upassende ? Klag over indlæg

Man kunne måske have presset England mere aktivt ind i krigen ved væbnet modstand

Upassende ? Klag over indlæg

Allan Nielsen:

Løbet er kørt, der er intet at gøre. Det er den demokratiske stat selv og dens menneskerettigheder, der beskytter og forsvarer den muslimske kulturs udbredelse i Danmark og Europa.

Og det bliver være i fremtiden, for både FN og EU har større planer med at sluse flere millioner - bl.a afrikanere til Europa. Naturligvis i næstekærlighedens navn.

Så udviklingen kan ikke stoppe før den sociale orden bryder sammen og danskerne gør oprør mod
deres egne politikere og de nationale og overstatslige institutioner, der er med til at udvikle multikulturen, selv om det er døden for Nationalstaten og den danske monokultur.

Om det sker og hvornår det sker, er der ingen der kan vide. Men presset vokser naturligvis i takt med at flere og flere indvandrere kommer til Danmark.
(vist nok 90 om ugen).

På en måde kan man godt sige, at samfundet er sygt uden det dog er muligt af få has på sygdommen, hvilket jo kommer af, at man ikke kan blive enige om diagnosticeringen. Så sygdomsudviklingen ikke bare fortsætter, den bliver værre.

Det er faktisk som den 9.april, den menige soldat ville godt kæmpe og forsvare fædrelandet, men han fik ikke mulighed. Og det får vi heller ikke i dag. Bl.a. fordi vi ikke ser nogen fjende.

Upassende ? Klag over indlæg

[...] skrev sidste år her på bloggen om de forsømte muligheder hin dag den 9. april, da de mørke fugle fløj ind over landet med gru og [...]

Upassende ? Klag over indlæg