*

Prøv vores tablet-udgave

Vi kan se, at du er på en tablet. Kunne du tænke dig at læse Jyllands-Posten på vores tablet-app?

søndag 26. oktober 2014
Jyllands-Posten Jyllands-Posten blogs

Profil

Qvi desiderat pacem, praeparet bellum (Den, som ønsker fred, bør forberede sig på krig)

Baggrund:

Søren Espersen er uddannet journalist, født i Himmerland i 1953, og har siden 2005 været folketingsmand, valgt i Københavns Omegns Storkreds for Dansk Folkeparti.


Han er Folketingets 2. Næstformand, og sit partis udenrigspolitiske ordfører. Medlem af DFs Gruppebestyrelse og Hovedbestyrelse og sekretær for folketingsgruppen.

Andet:

Tildelt ”Raoul Wallenberg-Medaljen 2009”.

Ansvarshavende redaktør for Dansk Folkeblad 1997-2005.

Litterær produktion:
”Danmarks Fremtid – dit land, dit valg”, 2001 i samarbejde med Ulla Dahlerup og Anders Skjødt.

”Exit Nyrup”, 2002 – medforfatter (Henrik Qvortrup)

”Valdemar Rørdam – Nationalskjald og Landsforræder”, 2003.

”Israels Selvstændighedskrig – og de danske frivillige”, 2007.

Gift med Yvette Kim Fay Espersen, født i Chelsea, England.

Fem voksne børn: Ditte, Anders, Robin, Susie og Peter.

To børnebørn: Daniel og Mai.

Sted:

Website:

Besøg

Emneord:

Søren Espersen

For 5 år siden: Vi advarede om Grønland - ingen lyttede…

Dato: 31. januar, 2013

Emner:

 

 

Min blog i dag er den ”mindretalsudtalelse”, som jeg på Dansk Folkepartis vegne forfattede, den 3. april 2008, og hvor jeg i skarpe vendinger advarede mod Grønlands Selvstyrelov. Den lov, som i dag er selve årsagen til den ulykkelige situation, Danmark står i med hensyn til Rigsfællesskabets råstoffer. Vi spåede også, at historiens dom over de danske politikere, som tillod dette. Mindretalsudtalelsen står at læse i kommissionsbetænkningen til Grønlands Selvstyrelov. S, SF, V, K , Enh. og R stemte for loven. Dansk Folkeparti sagde nej. De skulle have lyttet, skulle de….!

MINDRETALSUDTALELSE- til Grønlandsk-Dansk Selvstyrekommissions
“Udkast til Lov om Grønlands Selvstyre”.

Christiansborg, torsdag den 3. april 2008
- ved Søren Espersen, MF, Dansk Folkeparti
Medlem af Grønlandsk-Dansk Selvstyrekommission

Når Grønlandsk-dansk Selvstyrekommissions “Udkast til Lov om Grønlands Selvstyre” ophøjes til lov, vil Folketinget derved begå en af danmarkshistoriens største politiske fejltagelser, - og uden sidestykke formentlig den mest kostbare fejltagelse nogensinde.

Det forventes af mange kyndige, at råstoffundene omkring Grønland vil blive enorme og indtægterne kolossale. Astronomiske summer på op til10.000 milliarder kroner har været nævnt. Resultatet af Selvstyrekommissionens arbejde vil til den tid stå klart for enhver, og kritikken mod regering og Folketing vil blive nådesløs, efterhånden som dette kommer til at stå klart for enhver: Danmark får ikke økonomisk udbytte, alene det Grønlandske selvstyre vil profitere.

En sådan udvikling vil stå i knivskarp kontrast til de historiske kendsgerninger, som er, at Danmark og det danske folk uegennyttigt og beredvilligt har bidraget til Grønlands udvikling, så Grønland i dag fremstår som et moderne velfærdssamfund.

Men i stedet for at videreudvikle og styrke rigsfællesskabet med en solid økonomisk forankring i rigsfællesskabets nuværende og fremtidige ressourcer, er der nu udsigt til, at et flertal af danske og grønlandske politikere sætter rigsfællesskabets interesser på spil. Prisen risikerer at blive an underminering af rigsfællesskabet, opsplitning og interessekonflikter mellem de forskellige dele af rigsfællesskabet i stedet for sammenhold og sikker kurs.

Dansk Folkeparti har nidkært, engageret og loyalt deltaget i det lange forberedende arbejde i Grønlandsk-Dansk Selvstyrekommission. Derfor er det med dyb beklagelse, at partiet har besluttet ikke at kunne tiltræde kommissionens indstilling til “Udkast for Lov om Grønlands Selvstyre”. Den væsentligste årsag hertil er som nævnt de kommende økonomiske forhold - og som beskrives i “Kapitel 3 - Økonomiske relationer mellem Grønlands Selvstyre og Staten” (§5, §6, §7, §8, §9 og §10).

Vi nærer stadig et håb om, at den kommende tids offentlige debat og de forhandlinger, der nu på baggrund af kommissionsindstillingen indledes mellem det grønlandske landsstyre og regeringen vil føre til fornyet drøftelse af netop de mest bekymrende af de lovbestemmelser, der er indeholdt i lovforslagets Kapitel 3. Det mest lykkelige, der kunne ske for Rigsfællesskabet, og herunder såvel for Grønland som for Danmark, ville være, om der kunne samles bred folkelig og politisk opbakning til en afbalanceret lovgivning, og derved sikre vedtagelse af et enigt folketing.

Udover reservationen i forhold til Kapitel 3, som vi nedenfor vil vende tilbage til, ønsker Dansk Folkeparti at knytte enkelte generelle kommentarer til kommissionens arbejde og indstilling.

Arbejdsformen i kommissionen har ikke været tilfredsstillende og slet ikke hensigtsmæssig i forhold til de problemer, der skulle tages stilling til.

Man har ved selve konstitueringen af Grønlandsk-Dansk Selvstyrekommission opdelt kommissionen i tre arbejdsgrupper: “Arbejdsgruppen vedrørende stats- og folkeretlige spørgsmål” samt “Arbejdsgruppen vedrørende erhverv og økonomi”. Fra dansk side har den første gruppe haft repræsentation af Venstre, Det Radikale Venstre og Enhedslisten, mens den anden gruppe har haft repræsentation af Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti samt Det Konservative Folkeparti. Herudover blev der også etableret en arbejdsgruppe vedrørende ikke-levende ressourcer, som afleverede sin rapport og indstilling til kommissionen i september 2005. Denne arbejdsgruppe havde danske repræsentanter fra SF og DF.

Ved én gruppes afrapportering til den samlede kommission, har det været umuligt for de partier, der ikke var repræsenteret i den pågældende gruppe, at opnå indflydelse på emner, som allerede - og jo ofte under store besværligheder - havde været drøftet, og hvor man ofte havde måttet indgå kompromisser i forhold til hinanden og i forhold til den grønlandske side.

Ud over møderne i de tre arbejdsgrupper har man så yderligere har haft særmøder i henholdsvis den samlede danske delegation og i den samlede grønlandske delegation.

Dette har givet karakter af, at der var tale om to lande, der forhandlede med hinanden - hvilket jo ofte ikke afspejledes i de meget forskellige politiske holdninger, der findes ikke mindst i den danske delegation. Men da der således alligevel blev tale om to holdninger overfor hinanden - en grønlandsk og en dansk, er det Dansk Folkepartis opfattelse, at eneste rimelige havde været, om drøftelserne om denne nye selvstyrelov havde været foretaget i direkte forhandlinger mellem Landsstyret og Regeringen - hvorefter Landstinget og Folketinget havde kunnet tage stilling til udkommet af forhandlingerne.

Ansvaret for at det blev som det blev - og dermed efter vor opfattelse utilfredsstillende - er ikke Kommissionsformandskabets eller kommissionsmedlemmernes. Det ansvar må Regeringen og Landsstyret påtage sig. Disse to parter burde fra starten have forhandlet direkte med hinanden.

-

Af det kommissorium, som i Nuuk/Godthåb den 21. juni 2004 blev afstukket af Statsministeren (Anders Fogh Rasmussen) og Landsstyreformanden (Hans Enoksen), og som dannede baggrund for Grønlandsk-Dansk Selvstyrekommissions arbejde, fremgår det, at formålet er at sikre “størst mulig grad af ligeværdighed mellem Grønland og Danmark samt at øge det grønlandske folks selvbestemmelse i størst muligt omfang, inden for rammerne af det eksisterende rigsfællesskab”.

Det er vor opfattelse, at dette formål ikke er blevet opfyldt. Dels, som nævnt, fordi alene Grønlands Selvstyre får økonomisk udbytte af aftalen, men måske mest fordi man fra grønlandsk side snarere har været fokuseret på at forberede Grønlands Selvstændighed, således forstået, at Selvstyret for en stor del af de grønlandske delegationsmedlemmers side alene har skullet tjene det overordnede formål at være springbræt til egentlig selvstændighed.

Dansk Folkeparti har absolut ikke budt denne dagsorden velkommen, og til tider været utilpas ved at skulle involveres i denne dagsorden, som efter vor opfattelse er i modstrid med kommissoriets ånd og bogstav.

Dansk Folkeparti er at den opfattelse, at Grønlands selvstændighed - en egentlig grønlandsk statsdannelse - ikke tjener hverken det danske eller det grønlandske folks interesser. Vi er således varme tilhængere af Rigsfællesskabet, og ser det meget gerne fortsat og styrket. Der er så utrolig meget, der binder danskere og grønlændere sammen - historisk, følelsesmæssigt og familiemæssigt, at det for begge parter efter 300 års tæt samhørighed vil være en historisk fejltagelse, ja ligefrem en historisk katastrofe, at bryde båndene.

Det bør i den forbindelse nævnes, at det er vor opfattelse, at enkelte af de grønlandske politikere, uden megen sans for historie og tradition, i de seneste år ved hjælp af urimelige verbale angreb på Danmark og det danske folk har haft held til at rejse kunstige barrierer mellem grønlandsk og dansk - en barriere, som efter vor opfattelse ikke generelt afspejler grønlandsk sind og sjæl, og som derfor heldigvis ikke har vundet gehør i det grønlandske folks solide flertal. Her er kærligheden til Danmark, til det danske folk og det kongelige hus - og dermed til Rigsfællesskabet - usvækket.

Ved tilsidesættelse af historiske fakta samt ved fremhævelse af realitetsløse drømmerier, er det igennem en årrække lykkedes disse enkelte politikere at skabe indtrykket af, at blot der flyder olie i rigeligt mål, vil Grønland fremover være i stand til at eksistere som et selvstændigt land og at agere som et selvstændigt land - altså et land, der fører egen udenrigspolitik med ambassader i andre lande, samt på egen hånd forestår forsvars- og sikkerhedsopgaver.

Ydermere har man fra disse enkelte politikere hævdet det realistisk, at Grønland på egen hånd som en selvstændig nation vil kunne forestå retshåndhævelsen af et demokratisk velfærdssamfund, herunder at oprette og drive domstole, at etablere og drive uddannelsesinstitutioner, der vil kunne varetage mellemlange og videregående uddannelser samt at etablere og drive et fuldt udbygget social- og sundhedsvæsen.

Det er vor opfattelse, at et så slet uddannet samfund som det grønlandske, med sine blot 50.000 indbyggere (et indbyggertal som i Vordingborg Kommune, men ulig mere spredt) ikke vil være i stand til at løfte denne kolossale opgave med så omfattende og krævende opgaver på en måde, som det naturligt vil blive krævet i en moderne, vestlig verden og med de udfordringer, den moderne vestlige verden naturligt stiller.

Det er vor opfattelse, at selv såfremt der - i kraft af store råstoffund - ad åre skulle tilflyde Grønland umådelige rigdomme, ville denne rigdom i sig selv ikke kunne råde bod på de faglige og uddannelsesmæssige mangler, idet det nemlig er vor frygt, at såfremt “olien springer”, vil denne nye indtægtskilde blive en ny sovepude for Grønlands Styre på samme måde som bloktilskuddet desværre har vist sig at være en sovepude.

Samtidig ønsker vi at henlede opmærksomheden på, at skulle der i og omkring Grønland vise sig store forekomster af olie, er det ikke givet, at denne olie om 15-20 år vil have nogen som helst værdi. Den teknologiske udvikling i udforskning af alternative energiformer er nemlig markant og hurtigt fremadskridende; ihærdigt og effektivt arbejdes der internationalt på klimaforbedringer, og det er derfor ikke usandsynligt, at man om en snes år vil have fundet langt billigere og renere energiformer, der gør olie overflødigt - og dermed værdiløst.

Vi finder således, at grønlandsk selvstændighed, alene baseret på håb om selvbårenhed som følge af store oliefund, bør give anledning til stor utryghed i det grønlandske folk.

Vi ønsker i forbindelse med Grønlandsk-Dansk Selvstyrekommissions rapport klart at fastslå, at mens vi ser positivt på at Grønland nu opnår selvstyre, således at det grønlandske folks selvbestemmelse øges til det størst mulige omfang inden for rammerne af Rigsfællesskabet, kan vi ikke anbefale at Grønland bliver et selvstændigt land.

Hvis der i fremtiden er grupper af grønlandske politikere, der får held til at trække Grønland ud af den stærke og tætte samhørighed med Danmark, kan det meget vel gøre Grønland til en sårbar deltager i den internationale sikkerhedspolitik.

Dansk Folkeparti agter dog - såfremt det grønlandske folk efter vedtagelse i Landstinget og vel at mærke efter en folkeafstemning efter de samme principper, der i dag gælder ved valg til Landstinget og Folketinget, og med overbevisende majoritet, beslutter sig til selvstændighed - ikke nødvendigvis at modsætte sig en sådan beslutning.

-

Som nævnt ovenfor har Dansk Folkeparti med henvisning til “Kapitel 3 - Økonomiske relationer mellem Grønlands Selvstyre og Staten (§5, §6, §7, §8, §9 og §10) besluttet ikke at kunne tiltræde kommissionens indstilling til “Udkast til Lov om Grønlands Selvstyre”. Vi skal i det følgende redegøre for vore betænkeligheder, idet der henvises til paragrafferne i Kapitel 3:

Udover at fastlåse (pris- og lønreguleret) det nuværende bloktilskud på 3.202,1 mio. kroner (§5)- hvilket vi ikke mener, det er rimeligt at binde fremtidige folketing på, understøtter Kapitel 3 det forhold, at Grønland allerede under det kommende selvstyre overdrages ejendomsretten til Grønlands undergrund, og at indtægter fra råstofudvinding i Grønland alene tilfalder Grønlands Selvstyre (§7).

Samtidig vil staten, efter at statens tilskud er nedsat til 0 kroner, ikke få nogen som helst del i eventuelle indtægter fra indvinding af grønlandske råstoffer (§10). Man kan således sagtens forestille sig, at Staten, som allerede i skrivende stund skønnes at have ydet ca. 150 milliarder kroner til Grønland siden 1953, vil skulle yde yderligere 60-70 milliarder kroner inden det år, hvor Grønlands Selvstyre vil kunne bringe bloktilskuddet i 0 kroner. Det er væsentligt at understrege, at Staten i den foreliggende aftale ikke får del i evt. udbytte, men alene slipper for at betale en del af bloktilskuddet.

I forbindelse med det fastlåste bloktilskud forekommer det os ganske særlig urimeligt, at selv i tilfælde af grønlandsk vækst, som ikke har med råstoffer at gøre - eksempelvis som følge af en øget produktion - vil bloktilskuddet stadig forblive uændret.

I forbindelse med Kapitel 3 skal yderligere bemærkes:

Det er vor opfattelse, at der i forbindelse med Grønlands overgang til selvstyre, så længe statsmidler er i spil, bør sikres en langt mere effektiv kontrol med den grønlandske forvaltning af statsmidler.

Den indlysende model ville være, at Statsrevisorerne og Rigsrevisor bliver berettiget til at revidere det grønlandske selvstyre og den grønlandske forvaltning på samme måder, som danske myndigheder er undergivet revision. Den grønlandske uvilje overfor denne løsning undrer, idet det er en fantastisk effektiv måde at beskytte sit samfund mod uønsket korruption og misbrug af offentlige midler, hvorfor man selvfølgelig burde modtage tilbuddet. Grønlands Styres afvisning af dette generøse tilbud, finder vi, er med til at øge mistilliden til Grønlands Styre og derved at svække Rigsfællesskabet.

I § 7 hedder det: “Indtægter fra råstofudnyttelse i Grønland tilfalder Grønlands Selvstyre”.
Det har forbavset os, ja ligefrem chokeret os, at samtlige øvrige medlemmer af den danske delegation - herunder de borgerlige regeringspartier Venstre og Det Konservative Folkeparti - har kunnet acceptere dette forhold omkring ejendomsretten, og således klart ikke har handlet i overensstemmelse med Danmarks interesser.

Det burde nemlig være evident, at Danmarks Riges undergrund som en selvfølge tilhører Danmarks Rige, og at alle borgere i Rigsfællesskabet får del i de værdier, der måtte findes i undergrunden.

Sådan forholder det sig jo eksempelvis allerede, når det gælder de værdier, der hentes op fra Danmarks undergrund samt i forhold til de værdier, som skabes af danske borgere - og som solidarisk, år efter år, videregives til Grønland - hvilket bl.a. kommer til udtryk i forbindelse med de milliardstore subsidier i form af bloktilskud, der årligt tilføres Grønlands Hjemmestyre.

Store subsidier blev også forud for Hjemmestyret overført fra Danmark til Grønland i årene mellem Grundlovens vedtagelse i1953, som gjorde Grønland til en integreret del af Danmark og 1978, hvor Grønland beslutte sig til Hjemmestyre.

Også i årene frem til 1953, mens Grønland endnu havde kolonistatus, overførtes meget store subsidier fra Staten til Grønland. I alle årene, som det klart og tydeligt fremgår af DIIS-rapporten fra 2007 (”Afvikling af Grønlands Kolonistatus 1945-54 - En historisk udredning”), har Danmark på intet tidspunkt i historien profiteret på Grønland, som tilfældet ellers normalt har været i forholdet mellem koloniherre og koloni.

Danmark har derimod til stadighed - uegennyttigt og ihærdigt - arbejdet på, år efter år, at forbedre forholdene for Grønland og for det grønlandske folk. Alene af den grund ville det såvel være unfair som etisk uantageligt, om Danmark ikke, i tilfælde af umådelige råstofindtægter fra den grønlandske undergrund, skulle få andel i værdierne.

Fra grønlandsk side har der i forbindelse med diskussionerne i Selvstyrekommissionen ofte været henvist til den aftale på råstofområdet, som Færøerne i sin tid fik med Regeringen Schlüter. Det er imidlertid vor opfattelse, at Færøerne af mange årsager ikke kan sammenlignes med Grønland. Det gælder selvbårenhed, det gælder uddannelsesniveauet og det gælder de generelle økonomiske forhold.

Yderligere er det vor opfattelse, at man bør lære af historien - og ikke mindst af historiens fejltagelser. Således er det vores opfattelse, at den daværende statsminister Poul Schlüter ved sin egenrådige beslutning begik en historisk fejl, da han på den måde det skete på - og uden foregående samfundsdebat -, kækt disponerede med Rigets undergrund.

Daværende statsminister Poul Schlüters disposition blev dengang, med god grund, efterfølgende bredt kritiseret i den danske offentlighed. Dansk Folkeparti ønsker ikke at være medvirkende til at begå en lignende historisk fejl.

Vi agter ikke under nogen omstændigheder at tilskynde til, eller medvirke til, at indskrænke Det Danske Rige, og vi vil ingensinde medvirke til at overdrage Statens ejendomsret til dele af Det Danske Rige. Kun i tilfælde af at det grønlandske folk, efter de ovenfor omtalte procedurer, har besluttet, at man ønsker løsrivelse fra Det Danske Rige, vil vi som nævnt, på udtrykkelig betingelse af, at stemmeret gives efter de samme kriterier, som i dag gælder ved Landstingsvalg og Folketingsvalg, være parate til at overdrage højhedsret og ejendomsret til dette nye, selvstændige Grønland. Det er yderligere Dansk Folkepartis opfattelse, at godkendelse af et selvstændigt Grønland ikke alene bør ske ved folkeafstemning i Grønland, men også ved folkeafstemning såvel i Danmark som på Færøerne.

I udkastet til Lov om Grønlands Selvstyre hedder det i præamblen, at “det grønlandske folk er et folk i henhold til folkeretten”, uden at det grønlandske folk nærmere defineres. Det hedder yderligere i Kapitel 7 (Grønlands adgang til selvstændighed), at “beslutning om Grønlands selvstændighed træffes af det grønlandske folk”. Trods gentagne opfordringer fra Dansk Folkepartis side har det ikke været muligt at få indføjet en definition af det grønlandske folk, om end det naturligvis er meget væsentligt, hvem (hvilke grupper), der vil kunne afgive sin stemme ved den afstemning, der vil kunne afgøre noget så betydningsfuldt som en fuldstændig løsrivelse fra Det Danske Rige.

Ligeledes er det af stor interesse, mener vi, nærmere at få defineret Territoriet Grønland. Således vil vi nu arbejde på at få en ekspertvurdering af, hvor Grønlands grænser går, hvilket geografisk område et selvstyrende og evt. selvstændigt Grønland vil kunne disponere over, og hvilken del af det geografiske Grønland vil fortsat kunne administreres af Staten og ressourcemæssigt ville kunne udnyttes af Staten. Det gælder ikke mindst området uden for Grønlands 200 sømilegrænse. Vi interesserer os yderligere for en ekspertvurdering af oprindelige folks rettigheder til øde og ubeboede områder (Stats-Nationalparken Nordøstgrønland), samt en vurdering af, hvorledes et selvstændigt Grønland vil kunne sikre overhøjheden over Nordøstgrønland samt et notat om, hvorledes Haag-dommen af 1933 skal fortolkes.

Dansk Folkeparti vil på baggrund af ovennævnte reservationer, ikke mindst vedrørende Kapitel 3, indtrængende opfordre Landstinget, de stemmeberettigede i Grønland og Folketinget at afvise “Udkast til Lov om Grønlands Selvstyre”, og opfordrer samtidig Regeringen til at indlede forhandlinger med Landsstyret om en ændret formulering af Kapitel 3, som ville kunne være i Rigsfællesskabets interesse.

Christiansborg, torsdag den 3. april 2008,
på vegne af Dansk Folkeparti

Søren Espersen, Medlem af Folketinget

##

 

 

 

Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her

Seneste kommentarer

Walter Steffen Nielsen: Det jeg Læs mere
Walter Nielsen skriver
30.04.14 12:04
Hasse Gårde-Askmose "Personer med mere eller mindre fanatiske holdninger vil nok altid blive beskyldt for "skjulte dagsordener". Som nok alligevel Læs mere
Ja bagklogskabens ulidelige klare lyse er klart..eller er det? Personer med mere eller mindre fanatiske holdninger vil nok altid blive beskyldt for Læs mere
Walter Nielsen skriver
29.04.14 17:14
Henrik Ilskov-Jensen Læs mere
Til Hase Gårde-Askmose og Walter Steffen Nielsen: Jeg "kommer op i det røde felt" fordi jeg - som Walter Steffen Nielsen så træffende skriver - Læs mere

Arkiv