Torsdag 24. maj
It-bossen
It - set fra JP/Politikens hus
Bredside fra Bruxelles
Christel Schaldemoses (S) blog
Min røde tråd
Jacob Bjerregaard blogger bramfrit om politisk substans
Stop madspild
Om opbrug og genbrug - med et twist af mormor
Profil
Christine Christiansen trækker paralleller fra den klassiske musik og kulturlivet til tidens geniale og paradoksale tendenser: Symfonier og sociale medier, opera og iTunes, Vivaldi og violinbabes, dur-skalaer og datingsites.
Baggrund:
Christine Christiansen (f. 1977) er klassisk musikanmelder og kulturjournalist på Morgenavisen Jyllandsposten samt medlem af Dansk Musiker Forbunds Hovedbestyrelse. Hun anbefaler klassiske koncerter i DR P2's Kulturguiden og skriver for flere musikfagblade.
Hun har tidligere været musikanmelder på Dagbladet Information.
Andet:
Uddannet journalist med speciale i forholdet mellem kulturindustrien og kulturmedierne. Oprindeligt uddannet klassisk fløjtenist på musikkonservatoriet.
Sted:
Website:
Besøg
Ørestad
24Timer
Berlingske
Beth Griffenhagen
Bjørn Bredal
Carl Nielsen
Chiara Taigi
Den fynske Opera
Dennis Nørmark
Det Kongelige Teater
DR Koncerthuset
DR SymfoniOrkestret
FCK
Gaffa
Gitte Nielsen
Gustav Mahler
Hannover 96
Jørgen Leth
Jyllandsposten
Jyske Bank Boxen
Karajan
Kasper Holten
Keith Warner
La Scala
Mads Kastrup
Maestro
Mette Mølbak
Milena Penkowa
Mozart
P2
Politiken
Prokofjev
Promenadeorkestret
Rafael Frühbeck de Burgos
Rihanna
Søstrene Grene
Summerbird
Tekst-TV
Tivoli
Tivolis Big Band
Torvehallerne
Ugffe Elbæk
Valentins Dag
Wellness
Wienerfilharmoniker
8260 Viby J
Tlf: 87 38 38 38
Blogchef
Agnete Stoffregen
Blogredaktør
Tage Clausen
Internetredaktør
Jørgen Schultz-Nielsen
Ansv. redaktør
Jørn Mikkelsen
Udgiver
JP/Politikens Hus A/S
Kontakt jp.dk
Tip os - send pressemeddelelse
Netannoncer
Tlf: 33 30 80 06 eller
Tlf: 33 30 80 07
Hvis du vil vide mere
Blog om Morgenavisen
Jyllands-Posten
RSS
DelSymfonista
Klassiske koncertgænger - ud af komfortzonen!
Dato: d. 22.11.11, 09:36
Af: Christine Christiansen
Emner: DR Koncerthuset, Prokofjev, Søstrene Grene, Wellness
Af: Christine Christiansen
Emner: DR Koncerthuset, Prokofjev, Søstrene Grene, Wellness
Det her skete under Prokofjevs spektakulære Symfoni nr. 4 ved Torsdagskoncerten i sidste uge: På et af de allermest dramatiske og højspændte tidspunkter, hvor messingblæserne flængede luften med militante fanfarer og stortrommen bombastisk buldrede igennem, rejste to unge sig på rækken bag mig. De maste sig ud fra sæderne og stormede mod udgangen. Flere andre steder i salen fulgte folk trop.
Hvorfor?
Det kan ikke have været, fordi de lyttere var utilfredse med orkestrets præstation. For det var netop dette værk, den russiske maestro Dmitrij Kitajenko og DR SymfoniOrkestret fortolkede allermest intenst.
En plausibel forklaring kunne måske være, at de unge blev afskrækket af selve symfoniens karakter. De krasse klange var mildest talt ikke wellness for sjæl og øregange. Det var musik, der klang af krig og kaos, frustration, angst og afmagt. Følelser, der afspejlede komponistens sindsstemninger. Stalin-styret bød ham meget vanskelige arbejds- og levevilkår, og han var ikke glad.
Men er det ikke netop dér - når der er menneskelige følelser i spil - at musikken for alvor bliver interessant?
Ikke for alle, åbenbart.
Når jeg møder nye folk, spørger jeg dem tit, om de hører klassisk musik. Her er standardsvaret:
“Jojo, det hører jeg, når jeg skal slappe af.”
Mange forbinder altså klassisk musik med ren afslapning, idyl og ufarlighed: Harmoniske, brusende strygere i candyflos-agtig indpakning. Musik, man kan lægge sig ned med et uldent tæppe over sig og lytte til, mens tankerne flyver, og man lader sig lulle i søvn. Det svarer lidt til at postulere, at man er vild med frugter - og så kun spise stenfri vindruer. Appelsiner går man derimod i en stor bue udenom, for kerner og tyk, genstridig skræl er bare for besværligt.
Det bløde billede af den klassiske musik understøttes, når man tager en cd ud af reolen i en af de få mainstream-pladeforretninger, der stadig sælger arier og symfonier på fysisk form herhjemme. Hovedparten af den klassiske musik, der er synlig i de butikker, er cd’er med solnedgange, blomstermotiver eller pastelfarvede, impressionistiske malerier udenpå.
Den samme slags klassiske musik indhyller én i spabadet eller hos Søstrene Grene: Vivaldis “De fire Årstider” på repeat er soundtrack for salget af både helsebringende aromabade, duftlys og kulørte servietter.
Men de blide strygerbrus i dur udgør som bekendt kun et mikroskopisk hjørne af repertoiret. Et hermetisk lukket territorium, hvor Stravinskys “Le Sacre”, Poul Ruders’ Symfonier eller Alban Bergs operaer aldrig får adgang. For sidstnævnte tre harmonerer ikke med hverken søvn, spa eller salg af duftlys.
Så måske blev de unge, der udvandrede fra Torsdagskoncerten, afskrækkede af Prokofjevs rebelske klange. Den slags klange, som findes uden for candyflos-komfortzonen i den klassiske musiklitteratur.
Men må musikken aldrig gøre ondt? Må en symfoni aldrig føles rå som sandpapir, der gnubbes mod sjælen?
Svaret er jo. Ind imellem er man nødt til at bevæge sig ud af feel good-reservatet. Derud, hvor det kræver lidt af lytteren. Hvor det godt må gnave indeni eller flå i øregangene.
Komponisterne bag store dele af den klassiske musik gik som bekendt heller ikke gennem tilværelsen, pakket ind i vat. De kæmpede mod systemer, regimer, umenneskelige arbejdsgivere, nådesløse kritikere, genstridige ægtefæller, økonomiske udfordringer og konservative, utaknemmelige publikummer. Duftlys eller aromabade havde de derimod ikke i tankerne, når de skrev. Snarere vodka, vin eller whisky.
Lidt ligesom livet - så må klassisk musik vel også godt svide lidt i sjælen somme tider.
Velkommen til debatten
- Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
Erling Rasmussen, Frederiksberg C |
Der kan være grunde til, at nogle udvandrer, uden at vi får at vide hvorfor.
I en anmeldelse af Verdis requiem skrev en anmelder, at folk begyndte at udvandre allerede under Kyrie-satsen. Sandheden er, at en person blev syg og måtte hjælpes ud af andre. Sådan kan man løbe med en halv vind.
Når nogen udvandrer, opfattes det let som en demonstration, men måske skulle pågældende blot på toilettet, eller har opdaget at have glemt noget meget vigtigt.
Hvis man virkelig ønsker at demonstrere, at dette her gider man ikke spilde min tid på, kan man smække med døren på en entydig måde.
Til klassiske koncerter har jeg aldrig oplevet det.
Upassende ? Klag over indlæg
Stefan W. Christensen, Viby J. |
Taget i betragtning, at den klassiske musik spænder over noget i retning af 600 år, og at den har udviklet sig hele tiden, så er det naturligvis påfaldende, hvis en meget stor del af publikum koncenterer sig om den samme lille del af repertoiret.
Men man skal også tænke på, at jo mere moderne musikken bliver (i hvert fald indtil midten af det 20nde århundrede), jo mere kompliceret bliver den også, og jo sværere at forstå. Nybegyndere udi lytning til klassisk musik må forventes at have svært ved, at nyde nyere klassisk musik, og for dem er Vivaldi eller Bach sandsynligvis rigtigt fornuftige steder at stige på.
Men det er trist, hvis de aldrig under sig selv at nå videre.
Upassende ? Klag over indlæg
Per Rask Madsen, København S |
@Erling Rasmussen: Det er vel ligegyldigt for pointen med blogindlægget. Vi kender vel alle nogen, der kun kan li’ den slags klassisk musik, der bruges som baggrundslydtæppe. Musik uden de helt store modhager, eller i hvert fald ikke så dramatisk at nogen skulle studse over det.
Det er en vigtig pointe, da lyttere snyder sig for store musikoplevelser. For mig er musikken mest interessant og påvirker mig følelsesmæssigt mest, når den vil mig noget, er pågående, har markante dynamiske udsving og ikke bare vil stryge med hårene.
Den slags musik findes der jo også et - inden for klassisk musiks målestok - stort publikum til. Tag bare symfonier af Sjostakovitj.
Hør fx dette:
http://www.youtube.com/watch?v=sYfliiuj4-c&feature=related
At det netop er unge mennesker, der gik fra den koncert, Christine Christiansen nævner ovenfor, undrer mig egentlig. Der har nok været en anden årsag til, at de forlod salen. For jeg tror, at unge finder ‘kras’ musik mere tiltalende end ældre generationer. Unge er vant til musik med høj decibel, masser af støj, beskidt guitarlyd, symfonisk computerspilmusik.
Yngre generationers “problem” handler nok mere om at kunne koncentrere sig i længere tid af gangen, hvilket klassisk musik kræver for at kunne få udbytte af den. Kan en person med ADHD få noget ud af klassisk musik? Kunne være interessant at finde ud af.
Upassende ? Klag over indlæg
Erling Rasmussen, Frederiksberg C |
De fleste, der har et godt og solidt forhold til klassisk musik, kommer fra “et hjem med klaver” eller de gik i gymnasiet dengang, der blev lagt vægt på at undervise i klassisk musik.
Jeg underviste selv 40 år i gymnasiet og er derfor førstehåndskender af den udvikling, der har fundet sted.
Min musikuddannelse på universitetet omfattede udelukkende klassisk musik, og sådan var det også, da jeg begyndte at undervise i gymnasiet i tresserne.
Efter ungdomsoprøret i slutningen af tresserne og begyndelsen af halvfjerdserne kom andre genrer ind i undervisningen, og vægtningen af genrer blev til jazz´ rocks og pops fordel. I dag har den klassiske musik kun en perifær betydning.
Jeg vil hver en tid fraråde personer, der kunne tænke sig at undervise i gymnasiet at vælge faget musik, med mindre de er rockmusikere. Man skal helt kunne spille trommer og elektrisk guitar for at gøre sig gældende. Derfor er musik næst efter idræt det fag, lærere tidligst trækker sig fra.
Men heldigvis er der mange unge, der dyrker klassisk på højt niveau. Fx er det imponerende, hvor mange unge under 17 år, som deltager i Berlingskes Musikkonkurrence hvert år. Ligeledes er der mange begavede elever på forskellige musikskoler fx Suzuki.
Nu drejer det sig jo ikke kun om de udøvende.Der skal også publikum til. Det er altid dejligt at se unge mennesker til koncerter, men desværre er gennemsnitsalderen temmelig høj.
Når unge mennesker forlader en klassisk koncert i utide, er det ikke de krasse harmonier og støjniveauet, der får dem til det, for det er noget de er vant til i den musik, de fleste hører, men det er et tonesprog, de ikke er opdraget til at kunne forstå.
Om der er udsigt til at opdrage ungdommen til at forstå den ædle klassiske musik, er et spørgsmål, der må stå åbent.
Upassende ? Klag over indlæg
Ole Svendsen, Odense |
Kan slet ikke huske Prokofievs 4. Vil fluks genhøre den.
Prokofievs spænder jo, som få andre komponister, fra det sødeste, søde til sandpapir for hørenerven. Men hans bedste musik er hvinende smuk.
Hans ven, Nikolai Miaslovskij, kan man sige det samme om.
Og selv om jeg har lyttet til klassisk musik hele mit 50-årige liv, foretrækker også jeg harmonierne frem for rabalderet.
Upassende ? Klag over indlæg
Jesper Skov, Odense |
Jeg er lidt ny i forhold til at høre klassisk musik, så da jeg for ca. 1 måned siden hørte Prokofjevs cellokoncert, e-mol, opus 58 i Odense symfoniorkester, så blev jeg også blæst væk. Men på den gode måde. Det var rigtig godt.
Upassende ? Klag over indlæg
carsten nielsen, Bjerringbro |
Musik uden verbal ledsagelse, det har mulighed for at gaa langt dybere ind i personen, da det saetter intellektet ud af kraft.
Bevidstgoering af dette fakta under indflydelse af musikken aktuel goer, at man er istand til, at nyde musikken i dybere lag af bevidstheden, proev at bevistgoere dig om dette under musikken - altsaa ikke taenke det, men bevidstgoere sig ikke-intellektuelt om dette fakta under akten, kaere blogger’.
At en klassisk musikskriver’, en dirregent og et orkester kan skabe ekstreme oplevelser i lytteren, hvis lytteren (til-)lader sig rive med i oplevelsen og undgaar at taenke intellektuelt under oplevelsen, - det er en slags naturlig stoflign. oplevelse.
Upassende ? Klag over indlæg
Jens Jensen, Lyngby |
Bravo Christine! Endelig et blogindlæg som holder sig til emnet. Sproget er stadigvæk lidt pompøst iblandet pop-udtryk på engelsk, men skidt, lad gå hvis indholdet i det skrevne er nogenlunde fornuftigt.
Prokofievs symfonier er ellers noget, som jeg vil betegne som “klassisk” og ikke “moderne” musik, og jeg er noget overrasket over, at det får publikum i København til at udvandre. Gad vide hvad de ville sige til Berio, Messiaen eller Stockhausen? Men de foretrækker måske Boulez-inspireret akademisk ding dong musik med gamelaner og tone klustere. Bare det ikke støjer, så er det fint nok.
Men Prokofiev er jo en klassiker i dag, som de færreste vil undvandre fra, selv om hans symfonier ikke bliver opført så ofte, at folk er helt vante med det aspekt af hans oeuvre. Det kan jo være at en nærliggende restaurant havde E-coli bakterier i deres mad.
Jeg er lidt uenig med dig i din påstand at “duftlys eller aromabade havde de derimod ikke i tankerne, når de skrev. Snarere vodka, vin eller whisky.” Scriabin tænkte på dufte som en del af den synaesthetiske symfoni “Mysterium” som dog aldrig blev til mere end skitser inden han døde. Hans “farveklaver” er også en velkendt opfindelse.
Jeg er meget enig med Erling Rasmussen i hans kommentar. Desværre eksponeres unge i den vestlige kultur næsten aldrig for klassisk musik i vor tid medmindre at forældrene er musikere eller har forståelse for klassisk musik.
Det er ganske interessant at klassisk musik ofte forekommer i japanske anime serier, ikke blot som underlægningsmusik, men som en del af selve historien, og at en hel del af personerne i anime spiller violin, cello eller klaver (der er endda en med fokus på ballet). Hvis man ser klassisk musik og musikinstrumenter behandlet med respekt fra barnsben af, så er det klart, at man får et helt andet forhold til genren end når man bliver opflasket på amerikansk popkultur.
O tempora, o mores!
Upassende ? Klag over indlæg
Uffe Nissen, Odense N |
Tak til Christine, som tydeligt er en meget vidtspændende anmelder med en musikalsk horisont, der når de 180 grader rundt. Min egen er vel omkring de 100, men jeg føler mig dog rigeligt beriget med al den klassiske musik, jeg har kendt fra min grønne ungdom i 1950’erne.
Jeg har flere gange forsøgt at få hul på musikken efter 1900 og mange gange lykkes det, f. eks. har Gustav Mahlers symfonier giver mig både umådeligt skønne og umådeligt sjælsrystende oplevelser, hans klangfarver er vidunderlige og hans vilje til udtryk er hæmningsløst.
Mange ting af Sjostakovitj, Prokofieff, Stravinsky m.fl. har også været gode oplevelser, men intet går så dybt og virker så vederkvægende som den
torsdagskoncert for et par år siden, hvor den gamle kæmpe fra Dresden Kurt Sanderling fremførte Violinkoncerten og 4. symfoni af Brahms. Med ganske få bevægelser styrede mesteren sit kæmpeinstrument orkestret gennem tonemasserne og gav os alle et løft ud over hverdagens besværligheder, som var umådeligt velgørende. Her var ingen udvandring af publikum, der var dødsstille, da han løftede taktstokken og bifaldet bagefter var entusiastisk.
Er grundforskellen mellem sådan en koncert og så rytmisk musik mon ikke, at under sidstnævnte lever man med i hele kroppen, mens førstnævnte alene henvender sig til det indre menneske?
Hver sin lyst for sine penge, jeg kunne ikke drømme om at udtale mig ringeagtende om rytmisk musik, men til gengæld ville det være rigtig rart, hvis de yngre tilhængere af den ville lade være at håne den såkaldt langhårede musik, som dog har vist sig mere levedygtig.
Upassende ? Klag over indlæg
Kurt Hansen, Viborg |
Du har desværre alt for meget ret i dine betragtninger over udvalget i de danske pladebutikker. Har de skåret ned fordi ingen køber varerne? Nej, men salget går for langsomt. Hurtig omsætning af tidens hotteste er nøgleordet.
Af store specialforretninger i Danmark er der vel kun det tidligere “Bånd- og Pladecentret” (nu Danacord Butik) i København tilbage. Her er der til gengæld udvalg (også af musik/komponister man aldrig har hørt om) så langt øjet (og pengepungen) rækker.
Upassende ? Klag over indlæg
Jens Jensen, Lyngby |
Kurt Hansen, Viborg
Det er klart at de gammeldags pladebutikker er forsvundet når man har et ubegrænset udvalg på amazon.com, og det tilmed til lavere priser.
Derudover er priserne på CD’er i Danmark helt latterligt høje. Jeg køber mine CD’er på Amazon i USA og lader dem blive sendt til venner. Så henter jeg dem når jeg besøger USA (hvilket jeg gør ret ofte). På den måde er gennemsnitsprisen på mine CD’er ca. 50-60 Kr. pr. stk.
Men det kræver at du har en bankkonto i USA. 
Upassende ? Klag over indlæg
carsten nielsen, Bjerringbro |
De danske priser er hoeje fordi, der er saa mange der skal offentligt forsoerges. Saa hvis man er kommet for let til off. forsoergelse, saa rammer: What goes around, comes around/back, ekstra haardt naar det endelig/senere rammer!
Upassende ? Klag over indlæg
Kurt Hansen, Viborg |
@Jens Jensen
Det er jo den gamle sang om specialbutikkernes død og jo lavere omsætning, jo mindre lager/udvalg og nu er vi vel der, hvor det dårligt kan blive mindre.
Jeg skal nok undlade at spille ældre-kortet, men det gælder også generelt for mange klassiske pladekøbere, at de sætter pris på råd og vejledning. Det er jo desværre også gået fløjten mange steder i takt med faldende omsætning.
Prisen? Tjah, hvis du ved præcist hvad du vil have, er postordre en mulighed for at finde det billigste sted på nettet, men jeg ved da fra mig selv, at hvis jeg jeg bare gerne vil eje f.eks. Penderecki’s “Polsk Requiem”, ville jeg være på Herrens mark m.h.t. hvilken indspilning jeg skulle vælge. Her er erfarent og musikkyndigt personale uerstatteligt og ikke-eksisterende på Amazon.
Upassende ? Klag over indlæg
Jens Jensen, Lyngby |
Kurt Hansen, Viborg
Der er masser af ressourcer, som vurderer indspilninger og kan give dig information om diverse indspilninger.
Du kan f.eks abonnere på Grammophone, som anmelder nyudgivne CD’er (de har endda gamle anmeldelser online). The Penguin Guide to CD’s udkommer årligt, og sammenligner tusindvis af indspilninger, nye og ældre, med hinanden.
Desuden har Amazon en mulighed for, at kunderne kan skrive om den indspilning man er interesseret it. Derudover kan man lytte til udsnit af mange af de CD’er som de forhandler.
Ud over dette vil jeg sige, at de etablerede plademærker sjældent slipper totalt underlødige inspilninger ud på markedet. Hvis du køber Hyperion, Chandos, Harmonia Mundi - ja endda Naxos’ indspilninger efter 2000 - for ikke at tale om DG-Archiv og EMI er sandsynlighed stor for, at indspilningen er i det mindste en rimelig god kvalitet.
Udvalget på amazon er uden sidestykke i den indspillede musiks historie. Det er bare om at vælge blandt de ufattelig mange indspilninger og nyde!
Upassende ? Klag over indlæg
Peter B. Jensen, Søborg |
Youtube er også god for mange klassiske værker, her feks. http://www.youtube.com/watch?v=W60yGKHtkVQ&feature=channel_video_title
Upassende ? Klag over indlæg
Kurt Hansen, Viborg |
Nu er det jo langt fra alle der er så selvhjulpne som du er, har en amerikansk konto og bevæger dig let og elegant rundt på nettet, har abonnement på engelske tidsskrifter o.s.v. Fint for dig, men du er bare ikke repræsentativ.
Og netop Amazon er lavet til folk der ved hvad de vil have. Er du helt nybegynder, eller kender du ikke nok til hvad du vil, så kan Amazon stensikkert ikke hjælpe dig overhovedet. Og hvad får man ud af at læse en anmeldelse i et fransk, tysk eller engelsk blad? Jeg har masser af eksempler på at en indspilning får 1 stjerne i et land og 6 stjerner i et andet.
En netbutik kan ligge på Omø og betale en gulerod i husleje. Fint. Herligt. Men en butik på bedste gade i en storby får du ikke for nok så mange gulerødder! En netbutik skal bare have en djævel til at pakke ned, som ingen viden behøver at have. I en butik skal du have et menneske der ved noget og dem får du heller ikke for en gulerod.
Og til den med “de sikre” pladeselskaber: Hvis alle mennesker af de samme grunde valgte kun at købe Mercedes, Toyota og Volvo, hvor vil du så finde produkter der ikke er mainstream, har nogle andre vinkler, produktudvikler, kommer med nye bud o.s.v.
Det importeres store mængder af spændende musik som bare står og samler støv på grossisternes hylder. Hele dette univers har forbrugeren ingen mulighed for at få indsigt i, da butikkerne ikke længere fører udvalg.
Upassende ? Klag over indlæg
Jens Jensen, Lyngby |
Kurt Hansen,
Vil du dermed påstå, at personalet i en pladebutik er/var så informerede, at de kan give dig en upartisk anbefaling mht. hvilken indspilning af f.eks. Pendereckis Polsk Requiem?
Jeg har ikke mødt mange som kunne gøre det. Bånd- og Pladecentrets ejer og de ansatte hos min yndlingspladebutik i New York (nu nedlagt… suk) var til en vis grad undtagelser. Men selv disse mennesker havde en personlig smag og kunne ikke sammenligne indspilninger i alle genrer eller høre alle de plader eller CD’er som de havde i butikken. Derfor er det lige fedt om det er et menneske som sælger CD’en til dig eller om det er en website der gør det.
Men fortvivl ej, kære Kurt. Hvis du har brug for råd om hvilke indspilninger du skal købe, kan du altid spørge mig. Jeg har en musikeruddannelse og en samling på ca. 5000 klassiske CD’er.
Men vær opmærksom på, at selv jeg har mine begrænsninger, da jeg umuligt kan høre alt hvad der befinder sig på nettet. Derudover har jeg min personlige smag hvad komponister og musikere angår.
Upassende ? Klag over indlæg
Jens Jensen, Lyngby |
hvilken indspilning af f.eks. Pendereckis Polsk Requiem er den bedste?
….mente jeg selvf’lgelig.
Upassende ? Klag over indlæg
Erling Rasmussen, Frederiksberg C |
Efterhånden er debatten blevet drejet ind på pladeforretninger, men for at vende tilbage til udgangspunktet: ungdom og klassisk musik vil jeg nævne DR2´s glimrende udsendelser “Spil for Livet”.
Hvor er det dog glædeligt at se så mange talentfulde unge mennesker beherske den klassiske musik på det høje niveau.
Hele ungdommen er heldigvis ikke tabt på jorden; der er håb om, at Danmark også fremover kan levere kvalificerede musikere på verdensmarkedet.
Upassende ? Klag over indlæg
Kurt Hansen, Viborg |
@ Jens Jensen
Mit ærinde var overhovedet ikke at personalet i en pladebutik skal give neutrale og upartiske anbefalinger af bestemte indspilninger. Den bedste plade, den bedste bog og den bedste vin findes ikke.
Nu er det bare sådan, at ikke ret mange af dem der kommer ind i en kla-ssisk musikbutik ved præcist hvad de går efter. Mange kommer for at købe en gave og aner selv intet om musik, andre har hørt Poul Thomsens guitarkoncert og vil nu gerne købe den på CD o.s.v. og det er HER nettet ikke slår til.
Upassende ? Klag over indlæg
Kurt Hansen, Viborg |
@ Erling Rasmussen
Ja, det var fristende at benytte lejligheden, for der er, mig bekendt, ingen debatfora om klassisk musik. Jo den gamle usenetgruppe dk.kultur.musik.klassisk, men den er så godt som død og hvem kender usenet efterhånden?
Til Christine, hvis du stadig læser med. Hvad med en blog om “fællesskabets” uddøen? Vi dronter, der sidder rundt omkring i de små hjem, er isolerede fra hverandre, er nødt til at købe vore plader på nettet og så sidder vi hjemme og lytter for os selv.
De eneste gange vi får kontakt med ligesindede, er når vi går til en koncert, men hvor langt er det nu lige jeg skal køre for at høre Mozarts Requiem eller Shostakovichs 7de?
Der må du da kunne spinde en ende over og holde op mod mange andre fænomener i det 21. århundrede.
Upassende ? Klag over indlæg
Christine Christiansen, 2000 |
@Kurt Hansen: Tak for dine ideer. Jeg læser naturligvis med på komentarsporet og er enig i, at fællesskabet omkring den klassiske musik kan være vanskeligt at få etableret. Især, hvis man bor uden for storbyerne og ikke umiddelbart har adgang til et koncertsted.
Netop et af de gode argumenter for, at vi skal beholde de eksisterende landsdelsorkestre og basisensembler. At de samler folk omkring den klassiske musik.
Jeg ser, om der er basis for et indlæg mere specifikt om dette emne.
Mvh Christine
Upassende ? Klag over indlæg
Annonce:
Gerd Winther Sex og samliv - en privat ting ..forelskelse...stærke kræfter i spil. Sexproblemer alle har ...På kollisjonskurs , men lever som bror
Læs mere
haha fedt nyt ord "Tsunami-orgasmer" - kan vi få en nærmere beskrivelse :-) god
Læs mere
fin artikel om skønheden (ihvertfald den mulige) i alle musikgenrer...(sandsynligvis undtaget den ørenedbrydende skolelærer Dixieland-jazz som
Læs mere
@ Erling E. Rasmussen - ja, det gør naturligvis en stor forskel, og det er vigtigt og af kæmpe betydning, at komponisternes livshistorier bliver
Læs mere
Seneste blogs
Arkiv
maj 2012 (1)
april 2012 (3)
marts 2012 (3)
februar 2012 (2)
januar 2012 (3)
december 2011 (1)
november 2011 (4)
oktober 2011 (2)
april 2012 (3)
marts 2012 (3)
februar 2012 (2)
januar 2012 (3)
december 2011 (1)
november 2011 (4)
oktober 2011 (2)
Alle artikler, fotos, grafik og øvrige illustrationer, der er på denne side, stammer fra Jyllands-Posten. Jyllands-Posten har ophavsretten, jf. lov om ophavsret.
Læs mere
Jyllands-Posten, Grøndalsvej 3, 8260 Viby J, +45 87 38 38 38. Kontakt: http://jp.dk/kontakt/
Tak fordi du rusker lidt i os, Christine
Upassende ? Klag over indlæg