Profil

Christine Christiansen trækker paralleller fra den klassiske musik og kulturlivet til tidens geniale og paradoksale tendenser: Symfonier og sociale medier, opera og iTunes, Vivaldi og violinbabes, dur-skalaer og datingsites.

Baggrund:
Christine Christiansen (f. 1977) er klassisk musikanmelder og kulturjournalist på Morgenavisen Jyllandsposten samt medlem af Dansk Musiker Forbunds Hovedbestyrelse. Hun anbefaler klassiske koncerter i DR P2's Kulturguiden og skriver for flere musikfagblade.

Hun har tidligere været musikanmelder på Dagbladet Information.


Andet:
Uddannet journalist med speciale i forholdet mellem kulturindustrien og kulturmedierne. Oprindeligt uddannet klassisk fløjtenist på musikkonservatoriet.

Sted:


Website:
Besøg


Grøndalsvej 3
8260 Viby J
Tlf: 87 38 38 38

Blogchef
Agnete Stoffregen

Blogredaktør
Tage Clausen

Internetredaktør
Jørgen Schultz-Nielsen

Ansv. redaktør
Jørn Mikkelsen

Udgiver
JP/Politikens Hus A/S

Kontakt jp.dk
Tip os - send pressemeddelelse

Netannoncer
Tlf: 33 30 80 06 eller
Tlf: 33 30 80 07

Hvis du vil vide mere
Blog om Morgenavisen
Jyllands-Posten

Tip      Print    RSS    Del    

Symfonista

Skrevet af Christine Christiansen

H. C. Lumbye – verdensmand i Wien, glemt i Tivoli

Dato: d. 10.01.12, 18:47
Af: Christine Christiansen
Emner: , , ,

Var vi ikke mange, der mærkede champagneboblerne bruse op indeni, da Wienerfilharmonikerne stemte i med H. C. Lumbyes “Københavns Jernbane Damp Galop” ved den verdensberømte Nytårskoncert på årets første formiddag?

Med vanlig energi, gejst og spilleglæde sendte musikerne med den temperamentsfulde lettiske verdensmaestro, Mariss Jansons, i spidsen de sprudlende galoptoner ud over rampen og videre til hele verden. Hvilken fest!

Så pyt med, at det ikke kun var for Danmarks blå øjnes skyld, at Wienerne valgte at highlighte H. C. Lumbye netop i år. Årsagen var om bekendt af mere formel og politisk karakter: De danske toner markerede vores overtagelse af EU-formandskabet den 1. januar 2012.

Til gengæld havde Wienerne gjort et grundigt forarbejde. Et år før koncerten var en repræsentant fra orkestret i dialog med Musikhistorisk Museum for at få de helt originale noder fremskaffet. Og som musikerne sad der, linet op på scenen i stiveste koncertdress, blev hver tone formet med humor og smil gennem instrumenterne. En så effektiv branding af Lumbye på en koncert, der når kloden rundt, må sprede vide musikalske ringe af interesse for komponistens musik og for Danmark i øvrigt.

Lige nu kunne Lumbye godt bruge en ordentlig dosis positiv opmærksomhed: Mens komponisten bliver båret frem på en bølge af succes og opmærksomhed i Wien, lider selvsamme Lumbye en skræmmende skæbne herhjemme.

Lumbye var Tivolis første musikchef. Lumbye er lig med Tivoli. Og dermed også med de musikalske live-opførelser i havens hyggelige træpavillon med Tivolis Promenadeorkester. Sommer efter sommer har orkestret skabt en særlig stemning her med netop Lumbyes elegante musik på nodestativerne.

Men måske er det slut: Ifølge Tivolis ledelses seneste udmeldinger er både Tivolis Promenadeorkester og Tivolis Big Band i reel fare for at blive nedlagt. De to orkestre, som hidtil har spillet næsten dagligt i haven over sommeren, forhandler lige nu med Tivolis ledelse. Orkestrene er blevet tilbudt én ugentlig spilledag fra og med den kommende sæson. Nye tider, siger Tivoli. Men hvorfor skære i netop den musik, der karakteriserer haven, giver sjæl og skaber en særlig identitet?

Det levende musikalske lydtæppe har været en vigtig del af Tivoli, siden haven blev grundlagt tilbage i 1843. Musikken skal fintunes i overensstemmelse med tidsånden, jojo. Men skal den skæres helt væk? Ikke ifølge rigtig mange publikummer, som har reageret hårdt på, at to etablerede og populære orkestre - Tivolis Promenadeorkester og Tivolis Big Band - fra og med den kommende sæson barberes ned til noget nær ingenting. Meddelelser via støttegrupper på Facebook og breve til orkestret signalerer, at mange med hjertet ønsker orkestrene bevaret.. Selv ser musikerne i praksis situationen som en fyring.

Tivolis første kapelmester var H.C. Lumbye, der - senest med Wienerfilharmonikernes opførelse som sprudlende eksempel - er kendt og værdsat ude i verden. Tivolis Promenadeorkester har, ud over et klassisk og populærmusikalsk repertoire, dyrket H.C. Lumbyes musik i over 100 år. Her er opbygget en rig tradition omkring netop hans musik. Denne musik har i alle årene været kernen i Tivolis lyd og et bevis på, at H.C. Lumbye er lige så stærkt forbundet med København, som valsekongen Johann Strauss er det med Wien.

Nuvel, det koster penge at lade levende musik spille, og med både Tivolis Promenadeorkester og Big Bandet er to gange 16 levende musikere hidtil blevet honoreret hele sæsonen. Tivoli begrunder udfasningen af orkestrene med, at man vil prioritere anderledes på det musikalske felt og åbne op for, at nye genrer kan præsenteres i haven. Men reelt handler det om at spare kroner i en krisetid.

Når musikken ikke længere spiller live på Tivolis udendørs arealer, mister haven så meget af sin identitet, at det i sidste ende bliver trist at færdes i den gamle have. Nogle spår Tivoli en fremtid som et tilfældigt, anonymt Bonbon-land, hvis den traditionsrige musik forsvinder.

Svært ikke at være enig.



Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
Tobias Hill Larsen, Valby | Skrevet: 10. jan 12 kl. 9:27 pm

Hvor er det dog fantastisk endelig at se nogen der slår hoved på sømmet og formulerer en så stærk holdning mod de nedskæringer der finder sted mod dansk kultur !!
Og hvad skriger mere dansk kultur end musikken i Tivoli? Nu er jeg selv ung, kun 18 år gammel, og er en af de mange danske unge der er “vokset up” med tivolis promenadeorkesteret, og H.C. Lumbyes musik som det fortryllende indslag når man bevægede sig ind i den verden som er Tivoli. Og der er præcis det musikken gør ved tivoli, gør det magisk, fortryllende, til det udover-den-normale-forlystelsespark !!
Hvis musikken forsvinder fra Tivoli, forsvinder jeg også.

Upassende ? Klag over indlæg

 
Stine Lolk, København V | Skrevet: 10. jan 12 kl. 9:30 pm

Kære Christine Christiansen

Dit indlæg er behæftet med fejl:

At omlægge musikprogrammet i Tivoli handler ikke om at spare, men om at prioritere flere forskellige former for levende musik. Der bliver brugt nøjagtig lige så mange penge på musik i Tivoli i 2012 som nogensinde.

Tivolis Promenadeorkester og Big Band bliver ikke nedlagt og vil indgå som en del af 2012s musikprogram.

Lumbye har stadig en stor plads i Tivoli. Der vil stadig blive spillet masser af Lumbye både af Promenadeorkestret, på Pantomimeteatret og ikke mindst Tivolis Symfoniorkester.

Tivoli bruger over 50 mio. kr om året på kulturelle aktiviteter heriblandt levende musik hver eneste åbningsdag - uden at få en eneste offentlig krone i støtte - så jeg synes faktisk, at du burde have mere end svært ved at være enig i den sidste påstand i dit indlæg.

Slutteligt må jeg sige, at jeg synes, at det var fair overfor læserne, at du som medlem af Dansk Musiker Forbunds hovedbestyrelse - og dermed part i de igangværende overenskomstforhandlinger mellem musikernes faglige organsation og Tivoli - gav dig til kende som sådan. Og ikke som en upartisk kommentator, som din blog giver indtryk af nu.

Med venlig hilsen
Tivoli
Stine Lolk
Underdirektør
Kommunikation & Underholdning

Upassende ? Klag over indlæg

 
Jens V. Jensen, Lyngby | Skrevet: 10. jan 12 kl. 9:39 pm

Christine,

Jeg er meget enig med dig i, at lyden af musik når man går gennem den gamle have er en del af Tivolis charme. De bør tænke sig godt om i Tivoli inden de afskaffer gamle traditioner som gør det til en fornøjelse at komme der, selv om man ikke bruger Tivolis andre attraktioner. Det er der næppe mange over 40 år der gør - de kommer for madens, musikkens og stemningens skyld.

Men at bruge H.C. Lumbye som en fakkel for musikken i Tivoli kan jeg ikke være enig med dig i.

Lumbye var og er en yderst middelmådig komponist af underholdningsmusik på begge sider af ca, anno 1850. Ja, “Københavns Jernbane Damp Galop” og “Champagnegaloppen” er to glimrende stykker, men resten af hans oeuvre står ikke mål med disse inspirerede (hvor den kom fra aner jeg ikke…måske tog Lumbye et hemmeligt brevkursus hos Strauss d.æ.) stykker.

Wien kan byde på godt 10-20 komponister i 1800 tallet, som skrev salonstykker der ligger milevidt foran Lumbye hvad angår opfindsomhed, melodi og charme. Så det var da pænt af Wienerfilharmonikerne at spille et af hans stykker (og det et af de to som man tør at forestille i udlandet uden at publikum enten snorksover eller ler sig til døde), men det fører næppe til en ny blomstringstid for den gamle polkameister.

Lumbye var først og fremmest en smart forretningsmand, som forstod, at de kedelige nordiske lutheranere og fiskere fra Vesterhavet ville blive glade for lidt feststemning sydfra, da det jo ikke var så nemt at besøge Wien i 1843. Hans vision var en stor succes, og som salonorkesterkomponist havde han i 1843 næppe nogen alvorlig konkurrence i hele Skandinavien og Nordtyskland.

Wienerfilharmonikerne hædrede ud over danmarks EU formandskab en smart forretningsmand. Men de hyldede bestemt ikke en stor komponist.

Upassende ? Klag over indlæg

 
Christine Christiansen , | Skrevet: 10. jan 12 kl. 9:56 pm

@Stine Lolk

Kære Stine Lolk

Tak for dit indlæg. Det glæder mig at læse, at beløbet, Tivoli fremover vil bruge på levende musik, forbliver uændret.

Det glæder mig ligeledes meget, hvis det virkelig er sandt, som du skriver, at Tivolis Promenadeorkester og Big Band ikke bliver nedlagt og vil indgå som en del af 2012s musikprogram.

Vedr. din opfordring til, at jeg tilkendegiver her på bloggen, at jeg er medlem af Dansk Musiker Forbunds Hovedbestyrelse - så vil jeg til det sige, at denne blog er et udtryk min personlige holdning og mine personlige synspunkter. Ikke mine holdninger ift. min tilknytning til DMF.

Jeg gæster selv tit Tivoli om sommeren - både i kraft af mit job som anmelder af koncerter i Tivolis Koncertsal og som almindelig civil sommergæst. På det helt og holdent personlige plan ærgrer det mig meget, at Tivolis to velspillende udendørs ensembler skæres ned ift. det nuværende niveau. Jeg mener, det vil forringe den totaloplevelse, det hidtil har været at færdes i Tivoli. Det er udelukkende denne ærgrelse, jeg ønsker at udtrykke i dette blogindlæg.

Upassende ? Klag over indlæg

 
kaj hansen, Horsens | Skrevet: 10. jan 12 kl. 10:00 pm

Stine Lolk, København V

Ikke spare men omprioritere.

Hvem er det igrunden der har bedt jer om at omprioritere…kunderne eller gæsterne som i ynder at kalde dem?

Det her er lidt som da jeg så Zenia Stampe i Morgen TV omkring kongehuset…hun ville også omprioritere midlerne og ikke satse på kongehuset bare fordi det havde været der længe og folk var glade for det…nej…vi trængte ifølge den unge kvinde med munddiarè til noget nyt, det andet var en anakronisme.

I har fået en kulturperle, der nærmer sig verdensarv og hvad vil i så….højhus med hotel…nå den gik ikke..jamen så vil vi kopiere bakken…etc etc…

..vi skal have noget nyt…nyt…ellers kan vi jo ikke vise at vi er innovative..er det ikke problemet..i har ingen respekt for en kulturarv, på samme måde som Zenia Stampe ikke har det….

NYT NYT

Upassende ? Klag over indlæg

 
Anders Havshøj, Brønshøj | Skrevet: 10. jan 12 kl. 10:19 pm

Kære Stine Lolk
Som musiker i Tivolis Promenadeorkester kunne jeg godt tænkte mig, at du var mere konkret i forhold til, hvad du mener med “masser af Lumbye”. De påtænkte ugentlige koncerter med Promenadeorkestret er såvidt jeg har forstået primært med solister, hvor orkestret så kan spille et par Lumbyenumre indimellem. Måske du har ret i, at de få musikere der skal ledsage pantomimerne kommer til at gentage nogle brudstykker af Lumbyes musik masser af gange, men når vi som Christine Christiansen taler seriøst om bevarelse og levendegørelse af Lumbyes unikke musik, er det nok ikke i Pantomimeteatrets orkestergrav den dyrkes mest optimalt. Og ja, forhåbentlig skal Tivolis Symfoniorkester spille mere Lumbye fremover, men jeg synes jo stadig, at de udendørs pavillon-opførelser af Lumbye klæder Tivoli - netop som (den unge!) Tobias Hill Larsen udtrykker i sit indlæg.

Upassende ? Klag over indlæg

 
Hans Lembøl, Gørlev | Skrevet: 10. jan 12 kl. 10:39 pm

Hvad skal Danmark dog med kultur, når vi har X-faktor med jodlende oldinge og unge der påstås at kunne synge.
Men jeg glædede mig nu også på danskernes vegne over wienernes fremførelse af Lumbyes musik, der nu efter min mening ikke er slet så dårlig som Jens V. Jensen vil gøre den til.

Upassende ? Klag over indlæg

 
Sueanne Mao, Ballerup | Skrevet: 10. jan 12 kl. 11:30 pm

Hvorfor lukker Tivoli for Musikken?
Hej Christine, joh…jeg savner den flotte musik i haven.
Jeg kommer fra Kina, og noget af det jeg har nydt mest, er den musikalske atmosfære, som jeg oplevede i Tivoli, da jeg kom til Danmark for nogle år siden. Det var dejlig musik, og jeg blev i godt humør. Sidste år inviterede jeg min bror og hans kone i Tivoli. Vejret og blomsterne var smukke, men den særlige stemning manglede. Det gik op for mig, at der ikke var nogen musik. Kun forlystelser. I Kina er de meget større og sjovere, så de var ikke spændende for os.
Vi havde planlagt at drikke te og hygge os i Tivoli, men det var for kedeligt og slet ikke som jeg havde fortalt, så jeg håber, at musikken og eventyret vil vende tilbage.

Upassende ? Klag over indlæg

 
Erling Rasmussen, Frederiksberg C | Skrevet: 11. jan 12 kl. 8:40 am

Nu forholder det sig jo ikke sådan, at der i Wien bliver spillet mere Lumbye end i Tivoli.
Det var med stor glæde, at man det ene år kunne høre Wienerphilharmonikerne spille Champagnegaloppen og i år Jernbanegaloppen, men Lumbye dyrkes heldigvis flittigt herhjemme.

Champagnegaloppen er gået hen og blevet et obligatorisk slut- eller ekstranummer til mange koncerter fx Malko-konkurrencen.

Sjællands Symfoniorkester har indspillet samtlige værker af Lumbye, og jeg ved fra en af de musikere, der var med til det, at det var en sej omgang.
Lumbye har skrevet en perlerække af slidstærke værker, som vi hører lejlighedsvis - og endnu flere, som man af gode grunde aldrig hører. Det gælder nu nok også for de fleste andre komponister.

Da det kom Johann Strauss for øre, at Lumbye blev kaldt “Nordens Strauss”, blev han fornærmet, men da han hørte dele af Lumbyes musik, skiftede han mening og følte sig beæret.

Tivoli uden Lumbye vil være et stort tab.

Upassende ? Klag over indlæg

 
Niels Larsen, Nysted | Skrevet: 11. jan 12 kl. 9:09 am

Vi var i Tivoli for at se den store russiske juleudstilling, og der var ikke levende musik på nogen tribune i haven, derimod var den forvandlet til et gademarked, hvor du kunne købe alskens ting og sager. Det handlede kun om at trække penge ud af folk. Den kunstneriske glæde over stemningen i haven med lende musik var forvandlet til lyden af kasseapparaters klingen.

Vi vil en anden gang overveje om det er de dyre indgangsbilletters pris værd at gå til et marked, hvor kultur og oplevelsens glæde vejer mindre end omsætningen i have.

Upassende ? Klag over indlæg

 
Jonas Viggo Pedersen, Brønshøj | Skrevet: 11. jan 12 kl. 9:27 am

Hvad der især skræmmer mig, er udviklingen på Pantomimeteatret. Det lille kinesiske teaterhus er blevet fredet, fordi det er så vigtig en del af vores kulturarv. Og forestillingerne på teatret er selvfølgelig den vigtigste del af den arv.
Det har altid kendetegnet det teater, at tingene blev gjort ved håndkraft. Når f.eks. påfugletæppet går ned(!) ved forestillingens begyndelse, så kræver det 5 mands koordinerede arbejde at få det til at ske. Der er ikke noget med at “trykke på en knap”.
Tilsvarende er danserne ægte mennesker, som faktisk udfører alle pirouetterne og karakterdansene selv - og slapstick-effekterne udføres også på analog vis, uden brug af digital efterbehandling eller computergrafik.
Noget af det, der gør forestillingerne så levende, er det smidige samspil mellem scenegangen og musikken. Commedia dell’arte-traditionen rummer en hel del inspireret improvisation, og derfor er aftalerne mellem dansere og orkester bundet op på bestemte cues (”Når Pjerrot er nået over i damesiden, fortsættes med vals nr. 3″).
Lumbyes musik, som bruges i rigt mål, opleves dog fra og med sidste sommer oftest i båndet udgave, som ikke giver plads til den slags elastik - og det ærgrer mig gul og blå.
Det er ikke fordi orkestret, det levende orkester, er omfattet af fredningsbestemmelserne - men ufleksibel båndmusik ud af en højttaler som ledsagelse til de kulturarvsbærende pantomimer, på det håndholdte teater, det er direkte imod ånden i pantomimen.
For en god ordens skyld og på foranledning af Stine Lolk skal jeg gøre opmærksom på, at dette indlæg er skrevet af et tiptipoldebarn af Lumbye, hvis det ellers gør nogen forskel.

Upassende ? Klag over indlæg

 
Miriam Swietek, Varde | Skrevet: 11. jan 12 kl. 11:36 am

Jeg er hverken musiker, tipoldebarn af Lumbye eller formand for noget der ligner en musikalsk forening (jeg synger i brusebadet, er det noget?), så dette er, som alle andre indlæg, et udtryk for min personlige holdning.

Jeg er født i Danmark af udenlandske forældre, og havde en tilsyet dansk bedstemor, som lærte mig at besøge og elske Tivoli. Især det musikalske bagtæppe til besøgene, som sammen med de kulørte, oplyste buer over stierne, hensætter mig i et magisk eventyrland ikke ulig det fra Cola-reklamen og er en del af det, at være dansker og københavner.

At fjerne (og jeg skriver fjerne, for en så kraftig nedskæring er næsten lig en komplet støvsugning) Promenadeorkestret og Big Band’et er at fjerne én af de grundlæggende kulisser for Tivolis stemning. Men prøv endeligt at introducere en ugentlig fremførelse af rapmusik eller en siciliansk strubekvartet. Interessant skal det nok være, men om det kommer til at indgå som en uvuderlig del af Tivoli-oplevelsen, vil jeg stille mig kritisk overfor.

At man argumenterer, at Lumbye og Promenadeorkestret kommer til at “indgå i programmet for 2012″ betyder ikke spor.- to programsatte koncerter med Lumbyes værker fremført af to forkølede violiner vil stadig kunne falde under betegnelsen “indgå i programmet”.

Næ, Tivoli er i deres gode ret til at foretage de ændringer og moderniseringer som de lyster. Ligesom det også står gæsterne frit for at finde en anden park at bruge sine penge i. Så det vil jeg gøre!

Upassende ? Klag over indlæg

 
Rebecca S., Kgs. Lyngby | Skrevet: 11. jan 12 kl. 12:21 pm

Tivoli er i et krampagtigt forsøg på at “følge med tiden” blev et sted med larm, plathed, vulgaritet. Sådan går det, når man bevidstløst og åndløst vil følge de sidste nye påfund for at bevise, at man “er med” og er smart.

Engang var Tivoli en yndig, poetisk oase i storbyens larm. Sådan er det ikke mere, og det hidtidige kælenavn “Eventyrhaven” er forlængst blevet ganske misvisende. AK!

Upassende ? Klag over indlæg

 
JP Redaktionen , | Skrevet: 11. jan 12 kl. 3:02 pm

Kære læsere. Vi minder om at anonyme indlæg slettes. Angiv for- og efternavn. Læs mere om vores regler her: http://multimedia.jp.dk/static/jp/opinion/regler.html Med venlig hilsen redaktionen

Upassende ? Klag over indlæg

 
Ole Madsen, 2920 | Skrevet: 11. jan 12 kl. 5:39 pm

Smag og behag er forskellig. Men hvis der skæres ned på den klassiske musik i Tivoli (eller skæres ned på blomstergartnerens budget), vil jeg undlade at forny mit årskort.

Upassende ? Klag over indlæg

 
Michael Justesen, Ballerup | Skrevet: 11. jan 12 kl. 8:17 pm

Musikken i Tivolis haver er vigtig!
Jeg har nydt musikken i Tivoli det meste af mit liv. Jeg er selv musiker, og har igennem mange år nydt den smukke have og havens musik. Jeg kan lide meget forskelligt musik, og jeg mener, at Tivoli skal forny sig og til en hvis grad være alsidige. Publikum bliver også yngre.
Men der er alligevel noget musik, som egner sig bedre til atmosfæren ude i Haven en lun sommeraften. Det er det vi kunne kalde den “klassiske Tivolimusik”.
Tivoli har to enestående ensembler, som kan spille alt, hvad der sættes foran dem. De to orkestre er spækket med solister på et meget højt instrumentalt niveau. Det er endnu ikke gået op for Tivoli, og ej heller Stine Lolk, som ikke har formået at udnytte orkestrenes muligheder optimalt.
Stine Lolk har heller ikke forstået, at vi borgere - på grund af Tivolis historie og placering midt i København, alle har reelle følelser for og en mening om det, som Tivoli er og tilbyder.
Og hvad er det så, Stine Lolk heller ikke har forstået og heller ikke respekterer? Det faktum, at det hun kalder en “omlægning i musikprogrammet” får katastrofale følger for to orkestre og de musikere, som har skabt lyden i Tivolis Have gennem generationer. Med en ugentlig spille dag vil den “klassiske Tivolimusik” forsvinde ude i haven. Dermed også stemningen!
Og så bliver Christine Christiansens sammenligning med Bonbon Land alligevel aktuel.
PS til Fru Kontrol. Jeg spillede selv i Tivolis Harmoniorkester i 15 år og er faglig aktiv i flere sammenhænge.

Upassende ? Klag over indlæg

 
Jørgen Jakob Petersen, Las Palmas de Gran Canaria | Skrevet: 11. jan 12 kl. 10:26 pm

Som udenlandsdansker der holder sommerferie i Danmark, tager jeg altid familien med i Tivoli. Jeg vil gerne give mine børn nogle af de samme oplevelser som mine forældre gav mig, når de hver sommer tog mig med i Tivoli. Akrobaterne på plænen med den flotte musikledsagelse(bigbandet), Pantomimeteatret med de morsomme balletter og levende musikledsagelse, hele to orkestre med hver sit alsidige repertoire og selvfølgelig: fyrværkeriet klokken tolv. Nu er der ikke mere tilbage af de ting der gjorde haven til noget helt andet end den lokale byfests omrejsende forlystelsespark, nu kan jeg lige så godt tage mine børn med på Bakken Dér skal jeg i det mindste ikke betale entré for at få lov til at bruge en masse penge.

Upassende ? Klag over indlæg

 
Kurt Hansen, Viborg | Skrevet: 12. jan 12 kl. 3:38 am

Ordet “tivolisering” får en bredere betydning efterhånden. For mig dækker det hele det snæversyn der hersker på bjerget i disse år.

Kultur er ikke længere et samfundsanliggende og en vigtig del af vores (nationale) identitet. Vil eliten have finkultur må de enten selv betale, eller kulturinstitutionerne må i stigende grad operere på markedsvilkår og tjene deres egne penge på gøgl og letkøbt underholdning.

Problemet er så bare, som i Det kongelige Teaters tilfælde, at når de så virkelig gør en indsats for at få sponsorater og sælge ekstraproduktioner til erhvervslivet, så kommer folketinget og beslaglægger et tilsvarende beløb af de hidtidige offentlige midler.

Upassende ? Klag over indlæg

 
Casper Lykkegaard Købke, Penang | Skrevet: 12. jan 12 kl. 7:29 am

Det er med Tivoli som med Folkekirken og Værnepligten; kloge DJØF’ere tror de ved det hele, men forstår ofte ingenting. Smarte løsninger, moderne tiltag og typisk socialdemokratisme: Masser af management og flid, men intet reelt leadership.

Upassende ? Klag over indlæg

 
Mona Jeppesen, Greve | Skrevet: 12. jan 12 kl. 9:29 am

Tivoli - i hjertet af København - en hyggelig have med et fantastisk tilbud man ikke kan finde andre steder. At kunne gå en tur igennem haven og blive indfanget af de skønneste toner som de dygtige musikere fra Promenadeorkestert og Big Bandet gratis underholder os med.
Hvad er Tivoli uden musik - levende musik. Værd at besøge ? hvis man bare skal komme for forlysternes skyld, så vil jeg nok vælge at tage til
BonBon land, hvor der er bedre parkeringsmuligheder.

Upassende ? Klag over indlæg

 
Henrik Larsen, Holbæk | Skrevet: 12. jan 12 kl. 12:10 pm

Det er bare så ærgerligt at musikken i Tivoli skal moderniseres og tilpasses tiden. Og det er skide irriterende at vi i Danmark bare sådan skære al det gamle væk. Vi skal spare og det hele tiden. Jeg tror ikke at det er fornuftigt at se bort fra hvad der var tidligere og i Tivoli heller ikke. Musikken er med til at give stedet charme og identitet og liv. Forsvinder det, ja tilbage er så kun en ligegyldighed af en forlystelsespark med dyre forlystelser, dårlig og dyre spisesteder og en masse turister. Ikke et sted jeg ville tage mine børn med.

Upassende ? Klag over indlæg

 
Flemming Welander, Allerød | Skrevet: 13. jan 12 kl. 12:40 am

Når Jens Jensen mener H.C. Lumbye er en middelmådig underholdningskomponist, må vel siges at være et udtryk for et provinsielt mindreværdskompleks af dimensioner. Værker som Amelie Vals, Sofie Vals, Bouquet Royal Galop og Amager Polka er musikalske perler, også målt med den store internationale målestok. Og det må vel være et udtryk for det samme mindreværdskompleks, når Tivolis ledelse ikke rigtig vil vedkende sig storheden i den kultur de har fået at forvalte.
Tivoli er, eller har været, en kulturperle, der rager op på siden af monumenter som Kronborg, Rosenborg og Jellingestenen. Der er bare den forskel, at Tivoli er mere end bygninger og beliggenhed. Tivoli er summen af disse ting sammen med den kultur og den musik der hører til i haven. Hvis Tivolis ledelse er i færd med at nedlægge den levende musik på pantomimeteateret og at sparke H.C. Lumbye ud af det daglige musiktilbud, så svarer det til at de rev det kinesiske tårn ned og byggede en Mc. Donalds i stedet.
I den forbindelse er det irrelevant, om Tivoli bruger 50 millioner om året på kultur. Det er selvfølgelig fint hvis Tivoli kan præsentere Madonna på plænen, og hvis de laver en dj scene på promenadepavillionen, men hvis det skal erstatte den kultur som Tivoli har båret i 150 år, så fremstår det som historieløst og udvandet.
Bevares, Tivoli er en forretning, men Tivoli er også et ansvar, og det virker ikke som om Tivolis direktion helt forstår det ansvar. Tivoli har en helt enestående kulturarv at forvalte, og en del af dette er Tivolis musik: Et promenadeorkester med et unikt repertoire, et pantomimeteater med levende musik og et big band i verdensklasse.

Upassende ? Klag over indlæg

 
Anders G. Karlsen, København | Skrevet: 13. jan 12 kl. 10:19 am

Super godt indlæg, Flemming Welander.
Og tak til Christine for en fantastisk artikel.
Måske går katastrofen op for Tivoli’s ledelse, når de får takkekort fra Bakken og Bonbonland, som tak for at Tivoli gav dem en masse nye kunder!
Tivoli uden H.C. Lumbye er som Mickey Mouse uden ører (uden sammenligning i øvrigt).

Upassende ? Klag over indlæg

 
Lars Ejlif Hansen, Kbh V | Skrevet: 13. jan 12 kl. 11:35 am

Det er glædeligt at læse disse indlæg, der jo overvejende peger på at vi er mange der sætter den gamle Tivolimusik højt, og undrer os over at Tivolis ledelse ikke gør det samme.
Tænk at der i det hele taget findes et fantastisk begreb som “den klassiske Tivolimusik”. At man uløseligt forbinder Lumbyes musik med den gamle have. At den gamle have har en så stor del i en kæmpe kulturarv, og alle kan se det, bare ikke Tivoli selv. Det burde da få enhver musikchef, eller underdirektør, til at ranke rygen og være stolt over at kunne videreføre og bevare den musik som retteligt “tilhører” Tivoli. Det er bare ikke tilfældet.
I Wien forstår man, om noget sted, sine musikalske rødder og traditioner, og værdien af dem. Nytårskoncerten er udsolgt flere år i forvejen, og nok den højest profilerede klassiske koncert der findes. Så når de vælger igen at sætte Lumbye på programmet, er det ikke for at hylde en god forretningsmand (?), men selvfølgelig fordi de anerkender en komponist der tog wienermusikken til sig, og gjorde den til sin egen.
Og hvis vi skal tænke lidt ud af boksen: Hvorfor har Tivoli ikke sin egen nytårskoncert, med Lumbyes liflige musik og pantomimeteatrets dansere, dansende ved Tivolisøen i lampernes skær og ved springvandet og koncertsalen? Nåh nej, der står jo et tv-studie, men dem kan I måske få til at transmittere koncerten som betaling for at skænde haven. Den ide må I gerne bruge, Engelbrecht og Lolk, det skal jeg ikke have en krone for.
Bare I giver os vores Tivoli tilbage.

Hilsen Lars Ejlif Hansen
Gammel Tivoligarder og Promenade-trompetist.

Upassende ? Klag over indlæg

 
Gunnar Berndorf, Holbæk | Skrevet: 13. jan 12 kl. 3:16 pm

Rart at en forstandig person kunne gøre anskrig og skabe debat.Jeg er helt enig og også med langt de fleste indlæg.
Tivoli skal være en kulturel have midt i en storby og ikke en forlystelsespark, bortset fra hjørnet oppe til højre for børn.At høre god salonmusik og Lumbye kort efter indgangen eller se de dygtige dansere på Pantimimeteatret, det skaber en grund og atmosfære ved en rundgang om de smukke blomsterbede, og er enestående i verden.
Tivolis Bstyrelse må anvende midlerne hertil i stedet for fejlagtige modermiseringer, mon den i det hele taget tænker på hvilken gudbenådet kulturarv den sidder med.
Såfremt den kedelige udvikling ikke stopper, ender det med, at vi ser en arbejdsløs musiker med en rejsegrammofon på Promenadeorkestrets tribune, fordi der ikke kan bevilges en moderne CD-afspiller til ham.
Trods alt håber jeg at se Lumbye i haven til sommer.

Upassende ? Klag over indlæg

 
P larsen, København | Skrevet: 13. jan 12 kl. 4:26 pm

Det ville klæde Tivoli at holde op med at prøve at være Bakken, bare dyrere. Vær det I er bedst til: vær Tivoli!

Upassende ? Klag over indlæg

 
Jens V. Jensen, Lyngby | Skrevet: 13. jan 12 kl. 10:34 pm

Flemming Welander, Allerød

Spar os for din andedamspatriotisme Flemming. Kun Danskere kan bryde sig om et bredere udsnit af Lumbyes værker. Den bedste kompliment man kan give Lumbye er, at han trods alt er bedre end Gilbert og Sullivan. Offenbach er i superligaen i forhold til Lumbye, som klart hører hjemme i Bornholmsserien.

Men hvis man lytter til andre først og fremmest Europæiske komponister, så er Lumbye den rene amatør fra provinsen. Lad os endelig have Lumbye i Tivolihaven, men længere ud kommer han ikke ud at gå med mindre der er tale om særlige begivenheder som Danmarks formandskab for EU. Så er det godt, at han skrev to rimelig gode stykker i sit liv, der kan bruges til den slags lejligheder.

Og Flemming… lad være med at spille Karls smart overfor mig. Jeg har en musikeruddannelse bag mig, samt mange års scene erfaring. Modsat dig kan jeg udmærket høre forskel på en middelmådig komponist som Lumby og andre, langt større komponister indenfor hans tid og genre.

Upassende ? Klag over indlæg

 
Flemming Welander, Allerød | Skrevet: 14. jan 12 kl. 12:04 am

Kære Jens Jensen; Lyngby
Jeg prøver på ingen måde at spille Karl Smart overfor dig, men hvis man leverer et skarpt debatindlæg, må man vel forvente svar på tiltale.
Det er dejligt for dig at du har en musikeruddannelse, og jeg anerkender selvfølgelig at det kvalificerer dine meninger om H.C. Lumbye. Jeg er bare nødt til at tilføje, at i de 25 år jeg har arbejdet som professionel musiker, siden jeg tog min diplomeksamen på musikkonservatoriet, har jeg arbejdet med mange musikere og dirigenter fra andre dele af verden, der havde en helt anden mening om H.C. Lumbye, end dem du gør dig til talsmand for.
På det punkt bliver vi nok ikke enige, og det er fint nok, for det var slet ikke pointen i mit blogindlæg

Upassende ? Klag over indlæg

 
Jens Jensen, Lyngby | Skrevet: 14. jan 12 kl. 4:13 am

Flemming Welander, Allerød

Hvorfor fik du ikke en solistklassdiplom med, når du nu var nået så langt? Det gjorde jeg for at gøre min salig lærer glad.

Men enig…musikalsk smag er vanskelig at diskutere. Nogle folk kan lide I-IV-V-I progressioner, måske med en vild modulation til dominanten i B-delen, mens andre kan lide lidt mere kromatik og moduleringer via formindskede septimakkorder.

Sjovt at jeg i mine møder med musikere, solister og dirigenter udenfor Danmark altid kun har fået et “who?” “wer?” eller “chi?” som svar, når jeg nævnte navnet Lumbye. Du må vist arbejde i Tivolis Symfoniorkester. De er de eneste musikere som har hjernevasket sig selv til at kunne lide Lumbye, for ellers var de alle røget ind på en lukket afdeling for længe siden, rablende af vanvid over at skulle spille hans salonstykker om og om igen.

Upassende ? Klag over indlæg

 
Kurt Hansen, Viborg | Skrevet: 14. jan 12 kl. 9:09 am

Klaus Heymann, grundlæggeren af Naxos-imperiet, holdt for nogle år siden en svulstig tale i Tivolis koncertsal, hvor han bekendtgjorde, at han ville udgive Lumbyes komplette værker. Dels fordi han selv elsker Wienermusik og dels som en slags aflad for tyskernes sprængning af samme bygning under krigen. Der var vist planlagt 50 eller 70 CD’er, men en søgning på nettet godtgør, at projektet vist gik i stå efter vol. 11.

Upassende ? Klag over indlæg

 
Erling Rasmussen, Frederiksberg C | Skrevet: 14. jan 12 kl. 10:10 am

Selv om denne diskussion har udviklet sig til et spørgsmål om, hvem der har de største musikalske kompetancer, skal jeg skåne læserne for at fortælle om mine.

Lumbye er en fortræffelig komponist til det, han skal bruges til, nemlig give Tivoli den karakteristiske stemning, der har givet haven den specielle charme, og som har været værdsat i generationer, men som desværre - vel mest af sparehensyn - er ved at forsvinde.

At Lumbye ikke når Bachs og de andre store komponisters niveau, gør ham ikke ubrugelig.

At Tivoli visse dage lukker på almindelige dage, fordi der om aftenen skal være rockkoncert, er en hån mod abonnenter og andre, mens en tredje gruppe jubler over den forbedring.

Man kan ikke gøre alle tilfredse.

Upassende ? Klag over indlæg

 
Søren Anker Nielsen, Farum | Skrevet: 14. jan 12 kl. 4:35 pm

At skrive de 2 orkestre er blevet honoreret hele sæsonen, er noget af en tilsnigelse. Tivolis Big Band spillede 10 uger den forgangne sæson. Man kan ligesågodt hive et musikskoleorkester ind tirsdag og lørdag, som led i den omsiggribende amatørisering og den eskalerende fordummelse af publikum. Hvad med at Musikerforbundet og Artistforbundet blokerede Tivoli?

Upassende ? Klag over indlæg

 
Jens Jensen, Lyngby | Skrevet: 14. jan 12 kl. 5:23 pm

Erling Rasmussen, Frederiksberg C

“Lumbye er en fortræffelig komponist til det, han skal bruges til, nemlig give Tivoli den karakteristiske stemning, der har givet haven den specielle charme…”

Bravo - bedre kan det ikke siges. Og det gør Lumbyes musik på ganske glimrende vis i Tivoli. Kontext giver ofte musik en højere værdi, fordi den er unik på et bestemt sted.

Så meget som jeg kan lide Tchaikovsky ville et helt program af hans valse (og han skrev mange glimrende sådanne) spillet i Wien ikke virke særlig tiltrækkende på mig, ligesom Strauss’ musik ligesom ikke helt passer til en koncert i Kremlin.

Upassende ? Klag over indlæg

 
Anders Havshøj, Brønshøj | Skrevet: 16. jan 12 kl. 8:56 am

Nu er denne blog jo sandt nok skudt i gang med udgangspunkt i tabet af Lumbye i Tivoli. Men måske det ville klæde debatten, at den blev sporet ind på, at Tivolis Promenadeorkester har et kæmpe repertoire med alt fra Mozart og Suppé ouverturer til swing- og filmmusik. Et særdeles varieret program, som har det til fælles, at det egner sig fortrinligt til at underholde, skabe glæde og stemning. Og som altså bare lyder bedst, hvis man sætter musikinstrumenter sammen i typer og antal som tilfældet er i Tivolis Promenadeorkester. Det er muligheden for at høre denne LYD som en del af stemningen i Tivoli som forstummer.

Upassende ? Klag over indlæg

 
Torben Andersen, Helsingør | Skrevet: 16. jan 12 kl. 2:55 pm

Mest deprimerende er underdirektør Stine Lolks kommentar. Hun vil “prioritere flere forskellige former for levende musik”.
I stedet for gedigen kvalitet skal gæsterne med andre ord, efter laveste fællesnævners princip, belemres med larmende og dårlig musik, hvis væsentligste attraktion er det elektrisk forstærkede, opskruede lydniveau.
Ud med Lumbye og BigBandet (nå nej nedprioriteret) ind med Kim Larsen Jokeren og Keld Heick.
Det er en kvalitetssænkning der vil noget.
måske Lumbye ikke var århundredets største komponist. Det var Johann Strauss måske HELLER ikke. Men førstnævnte hører helt sikkert sammen med Tivoli. Begge lysår af kvalitet fra “flere forskellige former for levende musik”
Det er en skam og en skændsel.

Upassende ? Klag over indlæg

 
Andrea Manca, Sassari | Skrevet: 21. jan 12 kl. 10:03 pm

Guess it’s quite sad thinkin’ about a silent Tivoli…

Upassende ? Klag over indlæg

 
Uffe Lindum, 8300 Odder | Skrevet: 13. feb 12 kl. 3:13 pm

GAnske rigtigt, Hans Lembøl i Gørlev. Jeg hørte den første X-faktorvinder, da radioavisen efter konkurrencen gik i selvsving og promoverede knægten. Han sang som en kloning af en støvsuger og en kompostkværn, og mig bekendt har hans - kloge - forældre sat ham til at gøre sin skole færdig. Leve Lumbye!

Upassende ? Klag over indlæg

 
Uffe Lindum, 8300 Odder | Skrevet: 13. feb 12 kl. 3:15 pm

PS I øvrigt undrer det mig, at CC i sin blog skriver om at ‘åbne op’! Hvorfor ikke ‘åbne ned’?

Upassende ? Klag over indlæg

 
Mogens Gaardbo, Køge | Skrevet: 15. feb 12 kl. 9:20 am

Det er en pudsig todelt blog denne her - dels handler den om, hvorvidt Lumbye var et geni eller ej - og dels om, hvordan Tivolis ledelse forvalter den kulturarv, som du har fået overleveret.

Til del 1 - Lumbye er ikke Bach, Mozart eller Beethoven. Men Lumbye er vidunderlig. Selvfølgelig har han da skrevet ting, der fortjener glemmebogen - men det har Strauss’erne også. Og Offenbach for den sags skyld. Det var trist, trist, trist, at Naxos tabte pusten efter 11 Lumbye-CD’er. Smag og behag er forskellig - jeg foretrækker lang Lumbyes lyse lette musik og instrumentering frem for Strauss’ mere mørke klang og banale melodier. ERr det så fordi jeg er dansker? Det har jeg da ved gud ingen anelse om. Jeg har jo ikke gået på musikkonservatoriet.

Til del 2 - Tivoli er blevet så meget ‘forretning’, at man i løbet af få år godt kan forvente Tivoligarden erstattet af en Rasmus Klump Parade. Der er ingen veneration for den klassiske Tivoli-musik. Det begyndte, da man nedlagde Harmoniorkesteret - et af Danmarks ældste orkestre. (Eller rettere - Harmoniorkesteret nedlagde til dels sig selv ved at lade ‘harmonimusik-afdelingen’ (den første af aftenens koncerter) blive mere og mere rytmisk, pop og musical-præget. Ikke underligt, at Tivoli fik den strålende idé, at fjerne træblæserne, da orkesteret alligevel ikke spillede klassisk ‘harmonimusik’.)

Nu slås vi så for at beholde Big-Bandet OG Promenadeorkesteret. Personlig er jeg ikke den store Big-Band fan, men jeg vil så gerne bevare den levende musik og de levende musikere. Men allermest den klassiske levende Tivoli-musik. Og Lumbye.

Det kan godt være at Tivolis aktionærer bliver rigere - men Tivoli bliver fattigere.

Stine Lolk’s fremhævning af, hvem der er musikere, fagligt aktive o.a. er helt uvedkommende. Men den er hørt før. Bl.a. i TV, hvor Tivoli udtalte, at de store FaceBook-protester kom fra en lille sluttet kreds af musikere. Så er man jo dejlig fri for at forholde sig sagligt til protesterne. Så kan man jo bare henholde sig til ‘det tavse flertal’. Så bare for en ordens skyld - jeg er ikke musiker, jeg er ikke ansat i Tivoli og jeg er ikke faglig aktiv. Jeg er en del af det tavse flertal - og jeg har ikke fornyet mit årskort for første gang i mange år.

Upassende ? Klag over indlæg

 
Torben Elmøe, København | Skrevet: 15. feb 12 kl. 9:48 am

Som musiker i Tivoli gennem 40 år harmer det mig, at man fra Tivoli’s side i den grad undervurderer H.C.Lumbyes betydning for haven. Det kan da godt være, at ungdommen vil høre rock og nutidig popmusik, men det er nu engang sådan, at Tivoli og Lumbye hører sammen, og fjerner man denne del af traditionerne, vil det efterhånden blive, nej det er allerede blevet, et stort gedemarked af raslende og larmende forlystelser. Lad dog for pokker de udendørs orkestre bestå og lad fortsat Lumbye’s musik være en del af atmosfæren, uanset om han er verdens største komponist eller blot en habil musiker. Hans musik er ihvertfald det, der har givet Tivoli sjæl, og uden sjæl er Tivoli intet andet end én stor pengemaskine !!

Upassende ? Klag over indlæg

 
B. Thøgersen, 3450 | Skrevet: 15. feb 12 kl. 3:07 pm

Så forsvinder det eneste incitament til at komme i Tivoli, når bortses fra, at man skal igennem for at komme til de forskellige forestillinger.

Upassende ? Klag over indlæg

 
Christine Christiansen, 2000 | Skrevet: 16. feb 12 kl. 12:57 pm

Dette er så det nye, triste skridt, Tivoli har taget i sagen vedr. Promenadeorkestret:

http://www.dmf.dk/aktuelt/nyhed/artikel/dmf_tivoli_ydmyger_musikerne/

Upassende ? Klag over indlæg

 
Mogens Gaardbo, Køge | Skrevet: 20. feb 12 kl. 3:53 pm

Jeg købte engang et gammelt bindingsværkshus. Ejerne ville KUN sælge til nogen, der forstod at værdsætte og bevare husets sjæl. De samme krav skulle man have stillet til dem, der i dag ejer hhv leder Tivoli.

Upassende ? Klag over indlæg

 

Annonce:





Jakob Evenrud skriver
15.05.12 18:03
Gerd Winther Sex og samliv - en privat ting ..forelskelse...stærke kræfter i spil. Sexproblemer alle har ...På kollisjonskurs , men lever som bror Læs mere
Erik Vetter skriver
12.05.12 14:19
Søren Stender skriver
11.05.12 18:12
haha fedt nyt ord "Tsunami-orgasmer" - kan vi få en nærmere beskrivelse :-) god Læs mere
Henrik Kejser skriver
11.05.12 15:59
fin artikel om skønheden (ihvertfald den mulige) i alle musikgenrer...(sandsynligvis undtaget den ørenedbrydende skolelærer Dixieland-jazz som Læs mere
@ Erling E. Rasmussen - ja, det gør naturligvis en stor forskel, og det er vigtigt og af kæmpe betydning, at komponisternes livshistorier bliver Læs mere


Arkiv
Alle artikler, fotos, grafik og øvrige illustrationer, der er på denne side, stammer fra Jyllands-Posten. Jyllands-Posten har ophavsretten, jf. lov om ophavsret. Læs mere
Jyllands-Posten, Grøndalsvej 3, 8260 Viby J, +45 87 38 38 38. Kontakt: http://jp.dk/kontakt/