Ud af krisen (arkiv)

Kan god ledelse læres?

Og det var så dette års sommerferie. Efterårssemesteret starter snart, en kommende kursusrække i Jylland om ledelse skal planlægges, foredrag om kommunikation skal holdes og denne blog skal hives ud af sommerdisen.

Jeg havde sommeren igennem en lille føljeton her på bloggen om den gode leder, eller rettere om den gode leders egenskaber. Den berørte, i let sommerlæsningsform, nogle af de karakteristika ved en leder der kan være medskabende til engagement hos medarbejderne. Nogle af de egenskaber jeg fremhævede var; empati, nærvær, fremsynethed, tilstedeværelse, at kunne engagere de ansatte gennem medansvar osv. Alt sammen egenskaber der i nogen grad kan siges at vedrøre en leders personlige karakter.

Jeg fik sommeren igennem en del respons, både her på bloggen og rundt omkring hvor jeg ellers færdedes, omkring typiske lederegenskaber. Det overraskede mig noget, at en del af denne respons gik ud på at en god leder; det er skam noget man enten er eller ikke er. Nogle er altså kort og godt de fødte ledere og andre desværre ikke. Dette er i øvrigt et synspunkt, der er blevet gentaget så mange gange, at det mange steder nærmest er blevet en selvfølge. Men er det nu også det?

Den gode taler, den visionære leder, den store organisator, den dygtige konfliktløser, ja selv den karismatiske svindler er ingenlunde kommet sovende til disse evner. De har alle lært det gennem de erfaringer de har gjort sig, gennem efterrationalisering, gennem øvelse, gennem refleksioner og en åbenhed overfor ny viden inden for deres områder. Der er langt fra tale om mennesker med iboende egenskaber, der bare venter på en gunstig mulighed for at folde sig ud. Der er nærmere tale om et seriøst, fremadstræbende arbejde med sig selv og de relationer man skal virke i forhold til.

De mere personlige egenskaber som eksempelvis lydhørhed, handlekraft, venlighed, åbenhed, der som regel også kendetegner en god leder, er heller ikke egenskaber der bare er til stede eller ej. De kan skam også læres, udvikles og tilpasses de arbejdsmæssige sammenhænge han/hun indgår i. De er mere eller mindre fundamentet for de mere tekniske egenskaber en leder skal være i besiddelse af. Et menneske der evner at forholde sig åben og nysgerrigt til nye vidensområder opnår jo som regel også end højere grad af refleksivitet end et dårligt lyttende menneske, der mener at kende alle svarene på forhånd gør. Ikke noget nyt der.

Kan god ledelse så læres? Ja naturligvis, men først må man klarlægge, hvad man egentlig mener at god ledelse er og hvilke aspekter af lederen man vælger at inddrage i dette. Det er fint med en leder, der nok er sød og forstående, men hvis virksomheden må lukke på grund af manglende visioner og planlægning er det lige fedt. På samme vis ønsker de færeste sig vel en leder, der nok er kompetent og vidende, men desværre også usympatisk, fraværende og diktatorisk. En god leder må både være i besiddelse af personlige såvel som tekniske kompetancer.

Med ny viden følger samtidig også muligheden for nye måder at agere og virke på og dermed også muligheden for udvikling både på det faglige og det personlige plan. En af de vigtigste drivkræfter i en organisation er netop udvikling både i ledelsen og blandt de ansatte og det både når det gælder de personlige som de tekniske egenskaber. God ledelse kan læres, ja, men bedst når det hele menneske inddrages frem for udelukkende de tekniske værktøjer. Dette er nogle af grundprincipperne indenfor mine teorier om og arbejde med den refleksive ledelse/virksomhed, som jeg vil vende tilbage til i en senere blok.

I alle fald. Viden skal være en mulighed for vækst på begge niveauer, og det er det jeg ser rundt om i virksomhederne, at man opnår bedst resultat og tilfredshed med.