Uden for pensum (arkiv)

Unge og EU-parlamentsvalg

Søndagens valg til EU-parlamentet viste ikke overraskende at valgdeltagelsen endnu en gang var lavere end til folketingsvalget. Selvom afstemningen om tronfølgerloven havde forsynet dagen med ekstra “kendis-effekt”, og der var den højeste stemmeandel nogensinde, så var det stadig kun lidt over halvdelen af de danske borgere, der slog et smut forbi valgstederne.

Dansk Ungdoms Fællesråd gennemførte for nylig en meningsmåling, der viste, at næsten halvdelen af de unge mener, at de ved så lidt om EU, at de ikke kan stemme ved parlamentsvalget. Kun hver fjerde føler sig tilstrækkeligt klædt på til at kunne stemme. Det har ført til krav om, at skolerne skal gøre en større indsats for at oplyse de unge.

Men er det nok, hvis unge får lidt mere undervisning i de formelle strukturer inden for EU? Vil det få flere unge til at stemme, hvis de i skolen bliver belært om forskellene på EU-kommissionen, ministerrådet, EU-parlamentet og EU-domstolen? Mit bedste bud er nej. For som bekendt er det ikke bare de unge, som kun i begrænset omfang deltager i valget søndag. Det er befolkningen som helhed, der bliver hjemme. På trods af at danskerne givetvis er noget nær den mest oplyste befolkning om EU-spørgsmål i Europa. En sideeffekt af 6 folkeafstemninger om Danmarks forhold til unionen.

Problemet er nemlig ikke manglende viden om EU’s formelle struktur, men manglende løbende information om dagsordener (åbne såvel som mere skjulte) og beslutninger i EU-regi. Det være sig i kommissionen, parlamentet eller via EU-domstolen. Og hvilke konsekvenser de beslutninger har for den enkelte borger.

Jeg tror mange unge i højere grad føler sig som europæere end tidligere generationer, og når så den danske mediedebat stort set kun handler om, hvordan vi kan bevare danske forbehold, så mister man de unge europæere i debatten.

Når vi stemmer som vi gør til kommunevalg og folketingsvalg, er det næppe fordi, at vi i skolen er blevet belært om, hvordan det danske politiske system formelt er skruet sammen, men fordi vi har en ide om, hvad politikerne træffer beslutninger om, hvad de lover at gøre fremover og hvilke konsekvenser deres beslutninger indtil videre har haft for borgerne. Det er en indsigt vi har, fordi vi har en bred flade af medier, som løbende informerer os om udviklingen i vores politiske system. Medier som i bedste fald også refererer modstridende politiske synspunkter og sågar inddrager “ikke-politikere” som har indsigt i de faktuelle forhold. Det være sig eksperter, interesseorganisationer eller berørte borgere.

Læser vi danske aviser, så sker det bare ikke i særlig nævneværdig grad, når det drejer sig om forhold i EU-regi. Selvom 80 procent af al dansk lovgivning har afsæt i EU-systemet, så er den danske dagspresse sørgelig provinsiel. Fokus er snævert rettet mod Christiansborg eller det lokale rådhus, og hvis man som engageret borger ikke søger indblik andetsteds, så får man kun meget lidt at vide om hvad der står dagsordenen på europæisk plan. Det er et grundlæggende demokratisk problem, som medierne burde forholde sig til. I kraft af diverse støtteordninger til distribution og fritagelse af moms, så betaler de danske borgere hvert år mere end en milliard til de danske aviser. Det mindste man kunne forvente til gengæld var vel, at de så også påtog sig opgaven til gengæld at sikre en velinformeret offentlighed. Ikke mindst om den europæiske udvikling, som på godt og ondt sætter rammerne for det danske samfund vi lever i.